Når man er teenager er der mange måder at ville provokere på. Ældste datter lavede sit eget lille stunt i dag.
Huset skulle fyldes med gamle studiekammerater fra retorikstudiet, mens yngste datter var hos en legekammerat og ældste datter og Hr. Green var i biffen og se "Zombieland".
Alt gik fint og mens jeg med udspilet mave gik og ordnede oprydningen efter en hyggelig eftermiddag, så opdager lillesøster at der står "dildo" nederst på indkøbslisten på køleskabet.
Selvsamme sted stod de første gæster og jeg og snakkede mens jeg fik brygget kaffen færdig og øst de sidste boller på fad.
Ældste datter smilede blot skælmsk, da hun blev spurgt om udåden var blevet gjort af hende. Hr. Green havde sågar opdaget at hun havde skrevet det i formiddags - men det var ikke blevet visket ud.
Så måske fik gæsterne sig et billigt grin i det skjulte? Jeg må trække på skuldrene ... det giver nok ikke så voldsomme skår i mit ethos.
Nu grunder Fru Green over om det mon blev skrevet lige efter at der blev udtrykt utilfredshed med standarden af pigebarnets rengøring på badeværelset? (Som jeg skylder at sige blev rettet op til stor tilfredshed).
Yngste datter skal på lejrskole på Bornholm og det betyder afgang meget tidligt.
Det er den 3. lejrskole på Bornholm. Ældste datter har også været på lejrskole på solskinsøen. Hele 2 gange. Både med den gamle skole og den nye. Da hun skiftede skole i marts i år og vi fik at vide at april bød på lejrskole på Bornholm, så kunne vi ikke lade være med at grine. Ikke mindst fordi pigebarnets ophav er bornholmsk på faderens side , så vi har været på øen ... rigtig mange gange.
Og alle de seværdigheder, som skolerne besøger, ja, dem har pigerne allerede set.
Det resulterede i følgende ordveksling på den ene skolerejses besøg på NaturBornholm.
Guide: Og nu skal vi ind og se en forstenet vandmand. Pige: Ad, en vandmand ... Datter: Den er jo forstenet. Pige: Aj altså, du skal ikke afsløre det hele bare fordi du har været her før.
Det er svært at gøre folk tilfreds.
I morgen er det så yngstes tur til at rejse til klippeøen med sin klasse og uanset at hun har været der før, så er det jo en oplevelse at rejse ud i landet med klassen.
Yngste datter kom hjem fra en uges spejderrejse i Schweiz.
Det var en meget glad pige der steg ud af toget med sovevogne fra Amsterdam, München og Basel. Vi fik et kæmpe knus og så stod munden ikke stille hele turen hjem i bilen.
Der er ikke tvivl om at det har været en kæmpe oplevelse med udfordringer. Hun har fået brugt sit engelsk og kastet sig ud i at tale med de andre spejdere, har skubbet sine egne grænser ved at klatre og rapelle og på andre måder mødt store og små udfordringer, som helt sikkert har betydning i lang tid frem. Det er jo dét der er tanken med spejderlivet.
Og så var der købt en gave til familien. En fin dåse formet som en mælkejunge med chokolade i. Uhmmmm ... den fine dåse kommer til at holde meget længere end indholdet.
Så blev Fru Green officielt mor til en teenager. Som forældre åbner vi sindet for det faktum og alle gaver er købt i punkshop.dk - sådan måtte det være.
For 13 år siden fulgte jeg for første gang Tour de France i TV. Selvom jordmoderen havde bedt mig holde mig i ro pga. velbegrundet mistanke om svangerskabsforgiftning, så var det svært at holde sig i ro. Der blev malet stue, flyttet rundt på møbler så der kunne blive plads til en baby i den lille to-værelses. Dog tvang jeg mig til at holde mig i ro om eftermiddagen og fulgte touren fra dag 1. Det gav da lidt ro på - og så kunne man følge at Bjarne Riss kom i gult.
Det var en varm sommer og der var også Olympiske lege, hvor det gik håndboldpigerne så mægtig. "Åååh, Atlanta ..."
En fredag, få dage før terminen, var jeg til en af mange kontroller - og fik et chok, da jordmoderen insisterede på at jeg blev indlagt - nu var tegnene på præeclamsi for mange.
Fru Green tudede siddende på sengen på gangen, mens hun ventede på portøren der skulle køre hende på svangregangen. Jeg måtte ikke gå selv, men skulle holde sengen af hensyn til blodtrykket - ellere rettere af hensyn til barnet og mig selv. Øjnene blev dog hurtig tørret, da jeg kom på stue med en dejlig kvinde, der allerede havde ligget der et par måneder for at holde på sine tvillinger. Så kunne jeg nok godt klare nogle dage. Hun var rar at snakke med og kendte alle de gode tricks. Hvornår man skulle hente TV'et for at have det om aftenen osv.
Så gik weekenden, det blev mandag og det blev besluttet at der var ingen grund til at vente. Så tirsdag blev dagen. Nu skulle det være.
Så tirsdag morgen d. 30. juli blev Fru Green sat i gang ... vi skåner læserne for detaljerne om den sure jordmoder, utallige strimler, smerter, lattergas, epiduralblokaden og en skøn svensk jordmoder ... og springer 14 timer eller mere frem. Her blev hr. og fru Greens første barn født til lyden fra P3 på radioen. En dejlig pige. Intet mindre.
Min yngste datter er begyndt lave kager og bage næsten uden hjælp. Det er et sikkert tegn på at man er ved at blive ældre og påtager sig nye udfodringer.
Første gang var sidste fredag. Der fik vi chokolademuffins med fin isbjergs inspireret pynt. Hvid glasur med blå krymmel.
Mandag blev det til en blå bladankage med chokolade glasur og i dag blev det muffins igen. Igen er det Onkel Es opskrift. Kakao og kaffe blev skiftet ud med vanilliesukker. Den ene halvdel kom der hakket mørk chokolade i og den anden halvdel puttede hun frosne hindbær i.
Det eneste hun fik hjælp til var at få dem over i papirformene. Nu står kagerne og ser indbydene ud og venter på at blive spist til en god film.
Nye udfodringer kommer hun sikkert også til at møde om en uges tid når hun med spejdergruppen skal til Schweiz. Hun og veninden vil være bedre til at holde orden i teltet og meget andet. Jeg håber at de når deres mål og samtidig får en hyggelig rejse.
Jo, stille og roligt, men alligevel mærkbart, så udvikler hun sig over denne sommer. Fru Greens lille pige er ikke så lille mere.
Der var en fantastisk udsigt fra feriehuset, hvor der var annonceret med panoramudsigt ... og det var der virkelig.
Fra spisepladsen i køkkenet og vinduerne i stuen havde vi dette fantastiske skue. Det gør noget ved en fysisk og mentalt at have sådan en udsigt. Det mærkes særligt når man i hverdagen bliver omkranset af ligusteren og det fjerneste man kan se er den anden side af Damhussøen, hvis man altså går ned til søen først.
Vi var taknemlige for det ellers så udskældte ustadige danske sommervejr. Det ustadige vejr gav spændende skyformationer og liv til den fantastiske udsigt. Vi blev dog snydt for at nyde et tordenvejr - der var desværre ikke et på vej fra den retning som vi havde udsyn til.
Solen skinnede og regnen faldt. Kortvarigt, men meget heftigt og på en tur sydover mod Tyskland fik vi lov at se nogle flotte lyn fra de tordenbyger vi senere selv kørte igennem.
Vi fravalgte tour de force gennem Sønderjyllands sikkert interessante seværdigheder. Udover to indkøbsture til Tyskland, som både var leveringsdygtige i lidt til den søde tand og tøj i den rigtige stil til pigerne (hvem havde troet at Fru Green ville få en datter som køber fanbluser med Kiss og Motorhead), så nøjedes vi med en tur vest på, hvor vi gik en tur i Tønder og kørte videre til Højer for at få et kig ud over Vadehavet.
Resten af tiden nød vi at slappe af i vores hus med udsigt og familiens vandhunde fik en tur i bølgen den blå.
I Tønder prøvede jeg ellers det ganske særlige at købe tøj til pigerne i en forretning, hvor ekspedienterne fordrev tiden med at tale om deres oldebørn. Det var Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik hvor det lykkedes at finde noget der faldt i ældstes goth/punk stil og yngste stil som er mere faverig.
Der var højt til loftet og rum og plads med den udsigt. På den måde fik sjælen vinger og hverdagens små som store bekymringer og byrder var for en stund langt væk. Der var plads til at få lidt fornyet energi og mod på hverdagens udfordringer.
- o 0 o -
En af de bitte små bekymringer var havens tilstand. Trods heftig regn på vej til Løjt og daglige regnbyger i det sønderjydske var meldingen fra det københavnske kun skyer - ingen regn. På vejen hjem kørte vi gennem en ubehagelig gang skybrud. Både over Storebæltsbroen og før Ishøj-sammenfletningen. Alligevel var der ved hjemkomsten kun ½ mm regn vand i regnmåleren. Nogle timer senere var der 23 mm. For med os kom regnvejret endelig - i form af heftig regn og hyggelig torden.
Der var nogle år som barn hvor jeg husker det som om at jeg altid havde sår på knæ eller albuer. Ja, faktisk også andre steder på ben og arme. De lyse ar beviser at der var noget om det.
For tiden er det yngste datters knæ, der minder mig om barndommens ømme knæ og talrige hudafskrabninger. Hvordan det kunne svide og gøre ondt. Hvordan de rigtige sårs tykke skorpe fristende lokkede en til at pille i det. Det søde gys og den dårlige samvittigheds smerte når det lykkedes.
Mit afkom faldt i et frikvarter i går. Det er mere en hudafskrabning end et dybt sår, men slemt ser det ud og nu gør det ondt for det sidder lige der hvor huden mases sammen når benet er strakt og huden spændes ud når benet bøjes.
Det er længe siden jeg har haft et katteindlæg her på bloggen. Næsten to måneder. Så for ikke at falde helt af på den, så må der et kattebilleder på.
Olaf er vores yngste kat. Han er omkring 1 år og 8 måneder gammel.
Hvor Olafs rødstribede bror Kurt var alles kæledægge med sin skøre og fotogene adfærd, haleløse Sofus er Fru Greens og sort/hvide Buster er ældste datters favorit, så er gråstribede Olaf blevet yngste datters kat - og det er gensidigt.
Olaf er yngste datters kat fordi de to har et særligt bånd. Når yngste datter skal i seng kalder hun på ham, klappe på låret og forventningsfuld følger han hende ned på værelset, hvor han så sover noget af aftenen. Ja, nogle gange følger han hende ud til toilettet før vejen går ned på værelset. Hvis hun forlader hjemmet eller haven, så mjaver han og leder efter hende og når hun kommer hjem fra skole, så skal Olaf ofte lige op og kæles så snart han kan komme til det.
Sådan en behandling får vi andre ikke. Man kan godt få lov at kæle og en sjælden gang vil han gerne ligge hos en, men det er kun når han vil.
Olaf er ved at være en voksen kat, og har fået noget bamset over sig. Men lømmel kan han stadig være over for de to "gamle" katte som lige har rundet de 5 år. Han har taget lidt af Kurts glæde ved viskelæder og andet gummi til sig og driller glad og gerne Sofus, som til gengæld muler ham, hvis det bliver for meget.
Pinsesøndag tog familien på udflugt efter at yngste datter og Fru Green var kommet hjem fra en god pinsegudstjeneste.
Picnicrygsækken blev pakket med optøet marcipanstang, kogt vand på termokanden til pulverkaffe og thebreve, koldt vand, service og tæppe. I den store håndtaske var både kamera og et ekstra zoom-objektiv pakket ned.
Vi ville være turister i vores egen by, så vi tog tog og metro til Kongens Nytorv og styrede mod kanalrundfarten. Vi købte billetter og mens vi ventede på den grønne afgang, så fik ungerne en is.
Vi var ikke imponerede over det logistiske forarbejde hos DFDS tours kanalrundfart. Det var svært at gennemskue hvad folk stod i kø til - mange var i tvivl ligesom vi.
Vi ville gerne have været en tur med den grønne rute og ud omkring Trekroner, men vi opgav efter lang ventetid og hoppede med på den blå afgang i stedet for. Det blev også en hyggelig tur.
Det er interessant at observere hvor stor forskel der er på miljøet langs kanalerne. Der var liv og fyldt med mennesker ved Overgaden neden Vandet, men efter knækket på kanalen med Den sorte diamant ret forude, så var det udelukket nybyggede lejligheder og der var ganske tomt langs kajen. Kun et par solbadere var der at se.
Det var en anderledes fornøjelse at passere under Langebro, som jeg så mange gange har cyklet over i modvind på vej til KUA.
I det hele taget, så vil jeg anbefale københavnere at tage sådan en tur med kanal- eller havnerundfarten. Det er en anden måde at se sin by på. At se den fra vandet giver et andet og nyt perspektiv. På den måde kan man opleve noget nyt uden at rejse langt.
Vi stod af ved Fisketorvet og fandt en skyggefuld plet op ad indkøbcenterets bygning hvor vi lagde vores tæppe på fliserne og nød de medbragte lækkerier. Der fra gik vi til Dybbelsbro station og lod turen få sin ende med S-toget hjem.
Yngste datter læste på mælkekartonen i går. Hun er i målgruppen som teksten på den ene side af kartonen henvender sig til om noget som hedder "Pigeraketten".
Hun læser højt: "Du kan prøve at spille fodbold på Saturn ... jamen, det kan man da ikke. Saturn er en gasplanet."
Jeg tror ikke hun er en del af målgruppen alligevel.
Nu begynder jeg lige så stille at blive hægtet af. Ældste datter nærmer sig så småt at kunne kalde sig rigtig teenager. Om mindre en tre måneder fylder hun 13 år.
Hidtil har jeg kunne følge med i hendes musikvalg. Det har været sangere og grupper jeg kendte. Om ikke andet havde jeg hørt om dem og vidste i hvilken genre de hørte til. Jeg har næsten altid hørt mindst et nummer med dem.
Men nu har jeg for første gang oplevet at hun omtaler musik jeg ikke har hørt om ... og jeg føler mig faktisk hægtet lidt af. Hvad er det for noget?
Så det er godt med internettet. Så kan jeg i hemlighed sætte mig ind i hvem Porcupine Tree er.
Og det er nu ok musik, så jeg må betragte det som hendes bidrag til at udvide min horisont efter mange år, hvor jeg som forælder har prøvet at udvide hendes.
Så kan jeg også passende minde mig selv om at jeg ikke skal analyserer hendes valg af tøjstil i forhold til hendes person, men bare acceptere at hun er den hun er og skal have lov til at udtrykke det som hun finder bedst. Så jeg holder min mund. Ingen dumme kommentarer fra Fru Green til datter Green.
Hun er den hun er ... nå, ja, det kan jo ændre sig mange gange hen over de næste år, men hun skal igennem de skift hun selv finder frem. Også i musiksmag.
Dagens tur i Zoo var så kort at jeg ikke nåede at få kameraet frem, så dette billede er fra den forrige tur i marts.
Pigerne ville gerne en tur i Zoo. Med et årskort til Københavns Zoo og en afstand der kun kræver en rask gåtur, så har vi været der mange gange. Så turen i Zoo blev det korteste.
Forinden gik vi gennem Solbjerg Kierkegård og var et smut i TP musik. Her fik pigerne lov at finde et "påskeæg" som ikke indeholder kalorier og det blev til hhv. Linkin Park til storesøster og Avril Lvigne til lillesøster.
Turen i Zoo blev til en siddepause på en af havens solbeskinnede bænke, mens der blev fortæret vand og cola. Så blev tissehuset besøgt før vi gik gennem en udgang til Frederiksberg Have. Den luksus at gå gennem Zoo for at komme i Frederiksberg Have skyldes som tidligere nævnt at vi alle har årskort til Zoo.
Det mærkedes tydeligt at det er påske. Både Zoo og Frederiksberg Have var godt besøgt. Den grønne have var også smuk og det blev en dejlig tur med anemoner og mennesker spredt i plamager på jorden.
Vi forlod haven ved porcelænsfabrikkens grund og det kvarter der er opstået der for at komme ud til Peter Bangs vej. Her var der små guldkopper på lågen.
Det var der en helt bestemt grund til. Lige før Peter Bangs vej bliver krydset af Dalgas Boulevard, vist nr. 59, så var der et bestemt sted vi skulle besøge. Nemlig Hr. Peter. En lille butik, der sælger is, chokolade, the og kaffe. Sidste år var vi forbi for første gang og det var så god en oplevelse, at vi måtte forbi igen. Der er en der forstår at kræse for sine kunder. Ekstrem god service, lækker lille butik og stort udvalg til isvaflen.
Det er ikke sidste gang i denne sæson at der bliver købt isvafler hos Hr. Peter. Og falder din vej på de kanter af Frederiksberg, så kig forbi.
Jeg holdt mig fra vaffelisen og købte i stedet min første dåse med Kusmi the. Jeg har jo læst mange bloggere rose theen til skyerne, men har været for nærig til at købe de dyre blade. I dag lod jeg mig friste til en dåse med Choclate Mint the. Specielt skal det jo være.
Den er blevet nydt som trappethe i solen efter hjemkomsten og ganske udmærket.
... ja, det føles sådan når ældste tøs forsøger at spille "Mad World" på det ustemte klaver, mens yngste tøs akkompagnerer det med de klammeste realistiske pruttelyde på armen.
Bagefter bliver det spillede den muntre duo "Mester Jakob", før yngste datters kinder måtte give op for anstrengelsen.
Det er bare en hel almindelig aften i de greenske stuer.
Kunstneren, og måske legebarnet, kommer frem i hr. Green når det har sneet. Pigerne deltager ikke så meget som før og måske er det sidste år at han kan bruge pigerne som påskud for at lave snehule ... det er så også den absolut flotteste han har lavet til dato. Så skulle det være den sidste, så slutter han på toppen.
Løbeturen blev konverteret til en kælketur og med første parket til en flot solnedgang lykkedes det os at komme i Søndermarken med trækælk og oppustelig bobslæde. Denne gang var sneen ikke slidt og tøet væk.
Da arbejdsdagen var slut pustede vi den oppustelige bobslæde op, proppede egne piger plus veninde i bilen og tog op til Søndermarken.
Ingen ville bære den oppustede kælketing ... og jeg fandt ud af hvorfor. Mens vi stod og ventede på en lyssignal med to fædre og deres småbørn kiggede en af de små på mig og sagde: "De skal ud og bade". Senere på stien kommenterede en modgående far med børn på kælken efter sig: "Der er is på søen". Så de store næsten-teenagerpiger overtog først den oppustede blå slæde efter lidt pres, da vi stod ved kælkebakken.
Udsigten fra kælkebakkerne var smuk. Stemningen blandt alle børn og voksne var god. Imponerende mange kondiløbere trodsede vejret og Søndermarkens stiers spejlglatte overflade. Hundelufterne fik en ekstra udfodring, når hundene blev kåde og løb om kap med de kælkene unger, som ikke altid kunne styre kælken efter deres vilje. Men der skete ikke nogen ulykker og der var glade smil hos alle.
Jo, en enkelt gang observerede jeg en lille purk, der havnede 1 metes penge inde i et budskads og en forældre der måtte kravle ind til det grædende offer.
Da mørket var faldet helt på bevægede vi os tilbage og hjem. Det var en god tur.
Yngste datter på en af turerne ned af bakken i høj fart. Jeg gad vide hvor høj hastighed man egentlig kommer op på?
Yngste datter sukkede efter at komme ud at kælke. Egentlig ville jeg hellere blive hjemme, da jeg allerede havde været ude at gå en tur i sneen og havde skovlet sne både hjemme og hos min far.
Men så tog hr. Green og fruen en rask beslutning, overvandt ugideligheden og tog bilen op til Søndermarken og Zoologisk Have.
Vi havde snakket om at det var tøvejr hjemmefra og var forberedt ... men alligevel var det skuffende at de gode kælkebakker i Søndermarken var næsten tomme for sne.
Et fritidshjem og et par familier trodsede den manglende sne og kælkede i mudderet. Vi søgte til en anden del af Søndermarken og fandt et hjørne af en bakke, der krydsede en sti. Her blev det til et par kælketure, men det store sus var det ikke ... slet ikke når snelaget er så tyndt at man kan se hundelortene.
Men vi fik grinet, da hr. Green endelig lod sig overtale til en tur med ældste datter og kælken så stoppede brat ved den asfalterede sti, hvor snelaget var aldeles for tyndt. Kombinationen af kanstenens vinkel og det ru underlag skabte et spektakulært styrt, hvor hr. Green røg i en flot bue ud over ældstedatteren, mens han forsøgte ikke at kvase hende helt. Det var lige efter at jeg også lavede et stunt hvor jeg slog det samme knæ som jeg slog i sidste uge.
Kælkene blev lagt tilbage i bilen og så brugte vi vores årskort til en tur i den hvidklædte Zoologiske have.
Her så vi bl.a. orange flammingoer i sne. Jeg ærgrede mig over kun at have mit mobilkamera med for der var en del gode fotos i en hvidklædt Zoo.
Efter at have fotograferer katten Olafs fodspor , så var det lidt vildt at se de fodspor den brune bjørn lavede i sneen.
Desværre yder fotoet taget med mobiltelefonen ikke oplevelsen retfærdighed.
Oven på en weekend med flere aftaler, så blev der skruet ned for blusset søndag. Hviledagen blev kommet i hu.
Jeg så ... indersiden af mine øjenlåg og sov længe for første gang i lang tid.
Fra fjollerierne: "Det her er total uberørt natur. Vi er de første mennesker her. Stierne er lavet af hjortene der har lavet hjulsporene med deres gravkøer."
Jeg genså ... naturen ved Bøndernes Hegn og skovområdet mellem Furesø og Bagsværd Sø. Vi var eventyrlystne og begav os ud i området uden kort, men med varmt vand på termokanden, kakao- og kaffepulver på glas, siddeunderlag, kopper og kiks. Det hele pakket i vores lille turrygsæk, som jeg fik af nogle spejderledere som gave for flere år siden. Der så jeg også min familie fjolle rundt og var glad for at vi var forholdsvis alene det meste af turen. Kogler blev kaldt for "egern-pøller", tyngdekraften blev testet ved at rulle store sten ned af bakkerne og flere fjollede sætninger, der ikke er egnede for gentagelse blev fremsagt. På trods af at det sorthårede næsten-teenager barn var dybt negativ da vi tog hjemmefra.
Vi kom hjem og lavede mad, imens ...
... vi så ... en reklame for "Phantom of the Opera", der satte gang i tankerne hos Hr. Green. For "poderne burde også præsenteres for den del af kulturlivet og måske var det også på tide at forældrene tog en tur i operaen ..." Jeg må indrømme at jeg aldrig har set en opera før (jeg har hørt enkelte numre, men aldrig set det "live"), så det har han nok ret i at vi burde gøre. Spørgsmålet er så hvad vi skal se? Den snak mundede ud i at vi har lovet hinanden at inden 2009 er omme, så skal vi have været i operaen ... og vi skal nok også en tur i teateret med pigerne. Så noget godt kan der kommer ud af at se reklamer.
Jeg så -"Livvagterne" - og ikke bare så, men smagte ældste datters hjemmebagte snegle, som der blev drukket grøn citrus the til.
Livvagterne kan tåles og er OK søndagsunderholdning for familien, når der ikke er andet at lave, men jeg er ikke helt tilfreds. Det er både for tyndt og for tykt. Dialogen er tynd ind imellem (kunstig og udpenslende - "har den kære seer nu fattet hvad handlingen er") og så synes jeg ind imellem at folk er "tegnet" så karikeret dumme, at det bliver for tykt.
Men så kan vi også diskutere dét rundt om sofabordet.
Nu er der ro i gemakkerne. Pigerne er i seng, hr. Green hører opera og jeg ser tilbage på den forgangne uge, samler op på nogle hængepartier og så kan en ny uge ligge klar til at gå i gang med fra morgenstunden.
Det har blæst op her til formiddag. Det rusker kraftigt uden for det åbne køkkenvindue. Vindretningen og vindens styrke betyder at der med få minutters mellemrum lyder en voldsom larm fra fly der er ved at lande. Så vidt jeg ved benyttes en anden landingsbane end ellers og flyene lægger an til landing hen over vores lokalområde. Det er kombinationen af de lavtgående fly og vinden, der der hyler i motorerne, som gør lyden så kraftig.
Det sker flere gange om året - især i vinterhalvåret. Første gang man hører det tror man at et fly er ved at styrte ned ... indtil fornuften griber ind og man registrerer vejret. Nååå, ja, det er fordi det blæser ... og lyden går over til at være et næsten hyggeligt element
Sofus går amok på kradsetræet, mens Olaf leger med en elastik. Uden for giver vinden laurbærkirsbæren en rusketur og jeg nyder synet, mens duften af hyasinth påkalder sig stuens nærvær.
Hr. Green har fred til at holde telefonmøde i kontoret. Yngste datter er syg og sidder i dagligstuen og spiller PC-spil. Jeg glædes over at det er problemfrit at have barn sygt, at hun ikke er mere sløj end hun er og at hun ellers hele formiddagen har holdt sig i sengen med en god bog.
Vasketøjet snurrer i kælderen, der er varm the i koppen om lidt vender ældste datter hjem fra skole. Så er familien samlet under samme tag med hver sine gøremål. Jeg kan nyde de gode rammer for resten af arbejdsdagen og måske få tid til bibliotekstur og indkøb af drikkevarer som skal medbringes til aftenens fest for en studiekammerat.
Denne stund burde fanges og holdes fast. Tilfredsheden i øjeblikket skulle kunne genbruges i de stunder hvor frustration og utilfredshed opstår og ikke medfører nødvendige ændringer, men låser tankerne i en nedadgående spiral. Som et mentalt "Hjem, kære hjem" skilt, der minder om at der er mange almindelige hverdagsstunder som lyser op og at frustrationen her og nu bare er "her og nu" og ikke varer ved.
Noget af det jeg stræber efter har jeg allerede ... og det skal jeg huske.
Jeg har i mange år gået julemærkemarch i december. Det begyndte som en tur jeg tog med de store spejdere i 90'erne. Lillesøster var første gang med i klapvognen søndagen efter den store vinterstorm i 1999. Den gang måtte jeg med hjælp fra de andre spejdere løfte klapvognen over væltede træer på ruten. Lillesøster lå trygt og varmt og sov fra hele turen.
Efter en pause nogle år, så begyndte lillesøster og jeg at gå julemærkemarch. Vi har gået julemærkemarch 4-5 gang nu og datteren bliver genkendt nu, selvom det er mennesker vi kun ser den ene gang om året. Hr. Green var med for tredje gang i år. De andre år er vi gået af den korte rute på 5 km, men i år var lillesøster indstillet på at tage den lange rute på 10 km. Og oven i det kunne vi lægge 2 + 2 km på turen til og fra startstedet i Rødovre.
Så vi har gået 14 km i rask tempo i dag. Det gav ømme lår og fødder.
Startstedet var flyttet fra Brønshøj til Rødovre og det gav nye lokaliteter at gå i. Ruten gik bl.a. gennem Stovbyvej her er der åbenbart tradition for at samtlige huse har store kravlenisser på husenes facader. Jeg tror vi talte omkring 20 huse, der med undtagelse af 1-2 havde kravlenisser. I disse tider hvor miljøbevidstheden breder sig og nogle ser skævt til det CO2-forbrug det elektriske julepynt koster, så er det jo et godt og miljørigtigt alternativ.
Billedet bærer præg af at det er taget med mobilen og at jeg egentlig ikke bryder mig om at fotografere andres huse. Her på Flickr kan du se en version med noter knyttet til særlige dele af billedet.
Det er også noget helt særligt at se så mange huse i en gade, der er enige om at pynte på den måde. Man forestiller sig at der må være et helt særligt naboskab ... gad vide om der virkelig er det? Traditionen har også bredt sig til nabovejene i kvarteret. Billedet ovenfor er fra en af nabovejene, hvor julemærkemarchen også bragte os forbi.
Vi kom også en tur ned af Viemosevej, hvor jeg har kørt en del for ... ja, det er sørme 17-18 år siden. Dengang havde jeg en blå folkevognsbobbel og skulle til Herlev, hvor min læreplads havde til huse. Jeg stoppede tit halvvejs på Viemosevej og købte brød i bageren. Da var boede jeg stadig hjemme ... det er så længe siden og alligevel kommer det bag på mig at det er så længe siden.
Da vi kom hjem varmede vi gløgg i mikroovnen og varmede hjemmebagte æbleskiver ... og så fik de voksne sig "en morfar" på sofaen.
Storesøster er en sej tøs. Der blev ikke bare slået hul på bukserne, men også på knæet, da hun gled i skolegården.
Der blev ikke trukket en eneste tårer og hun skulle bestemt ikke have plaster på selvom både klassekammerater og lærer foreslog det. I sådanne situationer vil hun helst være fri for opmærksomhed og hjælp. Bare op og videre og når der senere skal ryddes op efter skolens klippe-klistre-dag, så kniber hun læberne sammen og deltager. Knæet bliver ikke brugt som undskyldning.
Hun er sej. Min store pige.
Bukserne kan jeg lappe. Knæet kan jeg ikke, men når hun gerne vil have taget et billede, så gør jeg det gerne.
Indrømmet ... jeg vil gerne være den aktive deltagende forældre. Mit engagement i elevråd og lign. har fra mine teenageår givet mig et engageret væsen og da mine piger gik i børnehave og de små klasser var jeg med til det hele. Deltog i fiks børnehaven-op arrangementer, alle festligheder og møder, var forældrerepræsentant, arrangerede løb for forældre og børn på børnehaveklassens juletur ... og jeg ved ikke hvad.
Men helt ærligt ... nu er jeg så træt af skolearrangementer og i dag havde pigernes skole fundet på at der var mødepligt for både børn og forældre fra kl. 9 til 12.
Fælles morgensang i hallen og så ellers ud og være med til undervisningen i klasserne. Så jeg har været til engelsk i 6. klasse og dansk/IT i 4. klasse.
Irritation over at se et godt pædagogisk greb blive misbrugt og så er det heller ikke mere interessant at stå op i 45 minutter mens man høre Rødhætte læst på engelsk tre gange. Resten af det brokkeri jeg kan hoste op vil jeg holde for mig selv.
Puuuh. Hvis der er noget der kan tage pippet fra mig så er det sådan en omgang. Det meste af eftermiddagen var jeg helt flad og det var rart med en opfriskende tur rundt om Damhussøen og Engen. Hr. Green foreslog at vi konverterede løbeturen til en gåtur og det var ikke svært at overtale Fru Green til den konvertering ... og vi medbragte drager.
Det var skønt med en gåtur. Der blevet taget mange solnedgangsbilleder og der var en helt særlig stemning ved at flyve med drager i det blæsende tusmørke. Vi satte små cykellygter fast i dragerne.
Prikken over i'et var en god hjemmelavet pizza med et stort glas rødvin til.
Så var det strabadserende skolearrangement på god afstand igen og lørdagen var næsten ubesmittet.
Gårsdagens løbetur blev konverteret til en gåtur. Pigerne, som også er med ude at løbe, kunne nemt overtales til at vi gik i stedet for at løbe.
Der er noget fascinerende over at være ude i overgangen mellem lys og mørke og turen begyndte i det tiltagende tusmørke og sluttede da mørket helt havde bredt sig over aftenen.
Da turen begyndte kunne vi lige nøjagtig nå at opleve de flotte farvenuancer og spil mellem lys og mørke som himlen så flot viste frem.
Jeg bryder mig ikke om det. Jeg er tæt på at sige at jeg hader det.
Jeg taler om at købe fodtøj til pigerne.
Pigerne interesserer sig ikke særlig meget for det og vil bare have det overstået.
Jeg vil gerne have det overstået, men jeg går op i det. Det skal jo være noget der kan holde sæsonen ud. Noget der ikke er for dyrt. Noget der bare lidt smart, men også praktisk.
Storesøster viser mindst interesse. Hun oser langt væk af at hun er skide lige glad. "Mor, jeg går ikke op i hvordan jeg ser ud," siger hun, men jeg tænker: "Hun lyder som sin mormor ... og lidt betyder det alligevel.
Lillesøster har en mening, men er på den anden side også svær. For hun er villig til at sige at at par støvler passer, hvis hun får at vide at de ikke fås nummeret større. Samtidig kommenteres alt der føles anderledes end de udtrådte kondisko. Så man er virkelig nød til at tjekke efter, hvis man vil være sikker på at man får noget der vitterlig passer med hjem.
Storesøster købte jeg lette vinterstøvler til for en måned siden. Lillesøsters støvleindkøb blev klaret i dag.
Pyyyyyyh. Det er ikke blevet nemmere med alderen. Da de var små var det et mareridt fordi den ene unge drønede af, mens den anden prøvede og belært af den oplevelse forgik resten af skoprøvningen med en hånd og den anden i et fast greb om søsters vridende utålmodige lille varme hånd.
Hver alder sin udfordring. Men nu går der vel et halvt års tid før vi skal til den igen.
... og for 300 kr. fik vi to par støvler. Det ene et par Ecco til 99,-. Det andet et par praktiske forede gummistøvler. Så skal man da vist være tilfreds. Lillesøster er i hvert fald tilfreds.
Jeg har aldrig været særlig vild med at spille Matador. Eller jo, det må jeg jo have været for jeg ønskede mig et Matadorspil og det er dét vi har på spilhylden endnu.
Det spil fik jeg i en alder af, ja, jeg har har vel været omkring 9 år. Min mor og jeg tog bus og tog ind til byen til en eller anden legetøjsbutik i nogle kælderlokaler. Der købte vi Matador-spillet og det pissede ned, da vi skulle hjem. Og jeg var vældig muggen, fordi det her gik op for mig at mit fredagsslik/fredagsting var inkluderet i spillet. I dag kan jeg godt sætte mig ind i min mors følelser. Hun havde taget rejsen med en køresyg unge i tog og bus gennem byen og nu var ungen alligevel sur.
Nå, men Matadoret står på hylden med spil og storesøster er glad for at spille det. Normalt er det Hr. Green der forbarmer sig og spiller det med hende. Hvilket resultere at hun har lært at spille det som ham.
I vinters indvilgede jeg i at spille med - og vandt.
I går spillede vi igen Matador. Når der er ryddet af efter aftensmaden sættes et skærebrædt med ost og kiks frem og spillepladen bredes ud.
Lillesøster er generelt ikke til at spille, så hun fik lov at bestyrer banken. Mens der spises ost, kiks og Fru Greens grovflute, så flyttes der rundt på brædtet.
Jeg har spillet Matador med hr. Green før. Godt nok i den Marvel X-men udgave vi sidenhen har fået som gave. Og jeg blev dybt frustreret. Jeg købte ikke revl og krat. Jeg købte kun når jeg landede på noget jeg ville købe og prøvede at samle sammen så jeg kunne få alle gaderne i en farve, men hr. Green købte alt og pantsatte, så løbende. At pantsætte havde vi aldrig brugt i min familie, så jeg endte med at blive dybt frustreret og tabe.
Nu har jeg lært at spille som hr. Green og storesøster og igen i går aftes fik de så mange tæv og jeg vandt.
Hr. Green røg først ud af spillet og endte som manden på bænken.
Som spillet skred frem så kedede bankdamen sig lidt og hun sad med papir og saks og lavede nogle kort til nogle gaver. Hr. Green blev inspireret og klippede en bænk og en mand og så sad der en mand på bænken og råbte "Hey" efter os når vi passerede start.
Storesøsters sidste kamp før det endelig var slut var sej. Hun fik næsten ingen penge i kasse, da jeg var heldig at undgå hendes grunde med huse, men hun slap også fordi mine hoteller på Rådhuspdsen og Frederiksberggade og de knap heftige udskriverninger ved at besøge Hvidovrevej og Rødovrevej.
Imens fik storesøsters bil en dummehat og min fik en hanekam. Til sidst gik det galt og storesøster fik drænet kassen ved at besøge hotellet å Frederiksberggade.
Jeg endte med at have opkøbt det meste af hr. Greens grunde og havde over 100.000 i kontanter - excl. det som storesøster skulle have betalt for besøget på hotellet.
Især storesøster brokker sig højlydt, men jeg spiller jo bare som dem og er meget mere hård filten hvad angår at handle med grunde.
Denne gang kunne vi komme ind i kirken og forsamlingshuset.
Morfar har en svær apopleksi, så han er langsomt til bens - især i nye omgivelser og på vej ind gennem døren til et gammelt forsamlingshus med høje trin og dørtrin. Bag os kom far og søn, der havde været ude at teste noget hjemmelavet legetøj og skulle ind igen.
Knægten, omkring 4-5 år, havde travlt og ville mase sig forbi. Faren bad ham vente lidt og tage den med ro ... hvor til knægten tænker højt: "Det er også alle de handikappede og ..."
Faren blev lidt forfjamsket, prøver at dysse på sønnen, men kan ikke lade være med at trække på smilebåndet og jeg vender mig og smiler ... og vi kan ikke lade være med at grine. Selv morfar fandt det lidt sjovt.
Da vi var her for to år siden var de ved at bygge den gamle kirke op. I dag kunne vi besøge den.
Kirken indholdt både kirkerum og tilhørende præstebolig. Der var mange sjove ting.
Lillesøster og jeg fik en hestevognstur. Det hyggede vi os begge gevaldigt med.
Jeg har i nogle år fået lavet lyse striber i håret. De sidste mange måneder er der ikke blevat lavet ny striber, så mit brune hår har fået lov at have sin helt naturlig nuance i den øverste halv del.
Jeg har afleveret speciale og står på badeværelset om aftenen. Storesøster kommer ud mens jeg står foran spejlet.
"Er det der grå hår?" spørger hun og peger på en lys tot i pandehåret der går helt til hårrødderne.
"Ja," svarer jeg.
"Er du blevet gammel?" spørger hun med let vantro. Hun er vant til at hendes klassekammerater siger at hun har unge forældre.
Og ja, jeg har tre meget distinkte totter med gråt hår. En i hver side og en i højre side af pandehåret. Den i pandehåret synes jeg faktisk er ret sej og derfor har jeg også valgt at springe de lyse striber over. For at se hvor udtalt det efterhånden er blevet. Jeg fandt de første gråhår da jeg var 23 og der er kommet en del til siden.
Men måske har jeg set meget træt ud den aften ... ? Så gammel er jeg heller ikke. Jeg er ikke fyldt 40 og der er da nogle år til endnu.
Jeg prøvede at sige noget om Frankensteins brud og at jeg synes det sejt. Prøvede at appelere til hendes glæde ved gyserfilm ... men det prellede vist helt af.
Jeg synes nu stadig det kunne være sejt at have hår som Frankensteins brud.
Hr. Green fylder år og gaven er 3. sæson af Deep Space Nine (en af Star Trek serierne for de læsere, der ikke har styr på sådanne detaljer).
Og det følgende er kun morsomt for kendere af Deep Space Nine.
Lillesøster sidder på sengekanten, mens Hr. Green pakker gaven op.
"Nææ, en ny sæson med Deep Space Nine. Og se det er Quark, der er på billedet".
"Ja, og kaptajn Disko"
Han hedder altså bare kaptajn Sisko ... den er nok sjovest, hvis man er lidt trekkie.
- o 0 o -
Ja, der blev lige plads til en lille fejring og illusion af et idyllisk familieliv og nu er der 53 timer igen og maksimalt pres på, så der skal knokles igennem.
- o 0 o -
Tilføjelse (knap 48 timer igen):
Lillesøster ringer hjem: "Jeg kommer hjem nu og går ikke i klub"
Fru Green: "Det er helt fint. Du skal lige være opmærksom på at dig og storesøster skal tømme opvaskemaskine, fylde den igen og nogle andre ting her i eftermiddage, ik'"
Lillesøster sukkende: "Jaaa, jaaa, mor. Jeg ved godt du er meget afpresset og skal skrive specialet færdig".
Storesøster og hr. Green skal nok få weekenden til at gå med at se den nyindkøbte Fantastiske 4 og sølvsmølfen, Wolf på DR 2 og andet godt i weekenden.
Jeg skal bruge så mange af mine timer som muligt på at arbejde med specialet. Der skal lige puttes lidt forberedelse af en arbejdsopgave, en 5,5 km. løbetur og et spejderrådsmøde ind i morgen ... men men ... Fru Green er kan og vil, så selvfølgelig når hun det hele.
Om 114 timer er det forhåbentlig vel overstået.
Og nej, min verden drejer sig ikke om andet for tiden, så det er det eneste der bliver skrevet om på bloggen ... hvis der overhovedet bliver skrevet.
Jeg føler mig lidt i en osteklokke. Hele mit liv er hjemme - speciale og familie - og intet andet.
Jeg bevæger mig ud for at købe ind, få lillesøster til bøjletandlæge, bil til syn og de 3 ugentlige løbeture.
Sender en SMS til bedsteveninden om at jeg håber alt er vel og jeg nok skal ringe når jeg er igennem. Følger med i nogle af vennernes liv på afstand via Facebook. Sukker når jeg misnundeligt følger dem der er kommet af med specialebyrden. Alt er fedtet ind i den sorte dårlige samvittighed, som jeg synes har præget de sidste mange år af mit liv ... men det høre vel til studielivet. Du burde altid lave noget andet.
Jeg glæder mig til at komme ud af osteklokken.
Til aften har jeg set stort på den fedtede sorte samvittighed og har familiehygget lidt. Min ene fingerspids er sort. Det er ikke fra samvittigheden, emn fra et hul i handsken til storesøsters hårfarvning. Vi fik set "Heroes" på svensk TV4 og nu skal jeg ha' en skive friskbagt franskbrød, som Hr. Green har bagt. Denne del af osteklokkelivet er helt i orden. Den følger heldigvis med i livet uden for osteklokken.
Og så tilbage til den eneste vej frem og ud. Der skal føjes mere til word-filen med specialet.
Jeg har næsten barrikaderet mig bag døren. Der er blod på dørstolpen. Kors og hvidløg og andre besværgelser der skal hindre det forfærdeliges indgang i en hver form.
Storesøster har influenza på 3. dag og jeg gruer for om jeg bliver smittet. Det går nemlig bare slet ikke.
Så der er ingen kærlige kram. Der er ordineret ekstrem håndvask og igen er der hr. Green der må holde for som omsorgsfuld forælder. Jeg er det på afstand.
Storesøster er en sej tøs. Hun klare det meste, selv gebrækkelige styrt, uden at græde eller kny, men hun ser altså rigtig skidt ud og så er der ikke tvivl om at hun har det skidt.
Nu håber jeg bare at vi andre - og i særlig grad jeg - slipper for at blive syge også.
I dag gik den ikke længere. I dag blev der lukket damp ud. Med en hidsig fløjten gik trykket af Fru Green.
Kombination af Fru Greens indstængte specialefrustrationer og et styk urimelig lillesøster resulterede i at Fru Green røg op i det meget røde felt.
Hun, Fru Green altså, har ellers virkelig oppet sig. De sidste par måneder har hun været meget opmærksom på ikke at lade egne frustrationer tilspidse hjemlige situationer. Især de seneste pressede uger.
Men ... i dag gik den ikke længere. For en stund røg hætten af og lillesøster fik læst og påskrevet ... og lidt til.
Da hun var gået ned på værelset, sad Fru Green og fik vejrtrækningen på plads. Forsøgte at få snøret halsen op igen og finde tilbage til at "kjerlighed skal skjule mange synder" ... ja, intet mindre.
Fru Green undskyldte over for Hr. Green at den var smuttet ... men hr. Green synes faktisk at det var på sin plads i dette tilfælde.
Så nå, ja. Tilgiv dig selv, Fru Green. Pigebarnet er allerede kommet videre. Hun kom glad op fra værelset og der har ikke været noget resten af aftenen.
Fru Green sender en tanke op ad: Bare mine synder også bliver skjult (også i min datters tanker) ... og så tag lige at hjælp mig med at få sat skrivetempoet på turbo. Det har jeg virkelig brug for. Nu.
- o 0 o -
Lydtapetet har nået vanvidsgrænsen. Der høres Harmonica Grüβe og særligt udgaven af Paloma Blanca får for fulde gardiner i højtalerne. Jo, jeg vil gerne stå ved at jeg godt kan li' at høre den slags musik af og til. (Det har jeg vist med hjemmefra - vandorgel er vel i samme kaliber). Men kombinationen af specialepresset fra den retoriske analyse af Kierkegaard og så den valsende harmonikamusik ... ja, den er lidt speciel. "Påtaget højstemt" er vist de passende ord.
Dette klip fra youtube fanger meget godt den "påtagede højstemthed" jeg føler (nummeret er ikke fra min Harmonica Grüβe CD, men stemningen passer meget godt)
Fik mit eget mellemrum inden aftensmaden. Løbeturen blev konverteret til en gåtur.
Hr. Green, Lillesøster og jeg gik ned til Engen medbringende drager fra Tiger.
Hvilken herlig pause at stå der i det åbne landskab, holde i snoren og se dragen flyv højere og højere op. Hele linen på 30 meter blev taget i brug.
Sådanne mellemrum er nødvendige i livet. Og måske skulle vi lære fra tasteturet at mellemrumstasten er lang - meget længere end de øvrige taster.
Denne gang var min mellemrumstast noget kort. Men jeg skal huske at bruge den i sin fulde længde hen over efteråret.
- o 0 o -
En varm anbefaling til en kombineret familie- og friluftsaktivitet: Køb en drage - eller byg den selv - og gå en tur til et sted med lidt åbne vidder. Oplev det positive og fascinerende ved blæsten. Det giver motion, frisk luft og samvær. Hele tre ting på en gang. Prøv det, prøv det.
... når storesøster og hendes veninde spørger om lov til at bage kage og man får lov at smage.
Et besøg hos kusinen på Bornholm i ferien og det nye fag, hjemkundskab, i skolen har givet storesøster en lyst til at bage og lave mad selv. Det nyder vi godt af i de greenske gemakker.
- o 0 o -
Dette indlæg kan også have undertitlen: Trivielle beretninger fra et specialekontor #22 , da det var dagens kolorit på et intenst og presset skriveri i det hjemlige specialekontor.
Hvad der nu er blevet lørdagens faste løbetur på 5,5 km blev tilbagelagt på en god tid. Derefter lige hjem og rydde det sidste op, ordne terrassen, dække bord, skære frugt, lave slikposer og pynte muffins.
Storesøster holdt fødselsdag for klassekammeraterne og denne gang var drengene inviteret med.
Det gav fødselsdagfesten nye dimensioner – det kunne godt mærkes at de sidste mange fødselsdagsfester vi har holdt kun har været med piger.
Jeg er f.eks. spændt på hvad vores nabo siger næste gang vi ses – og jeg håber inderligt at han ikke sad på sin terrasse og prøvede at nyde den lune eftermiddag med nogle gæster for så har de da fået kaffen galt i halsen. Der var nemlig 10 minutters bøvsekonkurrence og de drenge kan virkelig give lyd fra sig. Selvfølgelig kan piger også bøvse. De gjorde det bare ikke.
En af drengene havde medbragt en lighter. Fødselsdagslysene fra kagefadet blev tændt igen. OK. Det havde vi ikke lige tænkt på, men vi forholdt os rolige i vores eksil i køkkenet. Men så blev der pludselig sat ild til de små papirsflag, som også pyntede i kagerne – og så sagde Fru Green venligt men bestemt: "Stop". Jeg kunne lige se for mig at der gik ild i dugen og derefter i pavillionen.
Og vores genbo havde et lille 35 x 35 cm vindue åben. Selvfølgelig trillede fodbolden ind af det vindue, da der blev spillet fodbold ude på vejen. Så der måtte jeg over og sige hej, da festen var slut og freden havde lagt sig. Heldigvis var der ikke sket noget.
Men bortset fra det, så var det nogle søde drenge og piger og jeg tror de hyggede sig.
Jeg kan så ikke blive enig med mig selv om hvad der var hårdest. Løbeturen på 5,5 km eller børnefødselsdagen?
Både hustandens forældre og børn er i hvert fald lidt trætte her til aften (og Ida vil heldigvis kun have pigerne med til sin fest om en måned).
Pigernes skole er ved at blive bygget om – langt om længe også den aldeles uinteressante skolegård absolut uden motiverende legemuligheder.
Desværre betyder det at mens gården skal bygges færdig, så skal deres klassetrin være indendøre i samtlige frikvarterer. Altså ingen udendørsaktivitet i 3 måneder.
Det fortalte lillesøster til hr. Green og kommenterede det med ordene: "Jeg bliver et blegt barn".
Den ene går og den anden begyndte at cykle kort før sommerferien. Og det på trods af at der er et farligt kryds og længere til skolen end de fleste af klassekammeraterne har.
Siden pigerne begyndte i skole har vi gået. De første par år fulgte vi dem til skole - på gåben. Sidenhen bare over det farlige kryds og nu går de selv.
Det var ikke helt nemt at lade storesøster cykle til skole og kravet er at hun skal trække over i det store modbydelige fem-armede kryds ved Damhussøen.
Det kan tælles på 1 hånd de gange pigerne bliver kørt til skole på et helt skoleår. Det er virkelig ekstraordinært - regnvejr er ikke grund nok.
I gennem de første år blev vi mindet om hvor mange der bliver kørt og ikke er vant til at gå. Når hele klassens pigeflok skulle gå hjem efter skole til fødselsdagsfejring, så var der mange, der næsten ikke kunne klare den 25 minutter lange gå-tur. De stønnde og klagede. "Skal du virkelig gå så langt hver dag?" blev der ofte spurgt.
Vores piger er vant til at gå og klarer snildt en lang tur og der er ikke problemer med at gå hjem fra en kammerat, der bor et stykke væk. Hvilket jeg har oplevet forundre nogle forældre. (Kan du høre knirkelydene fra glorien der pudses?)
De første år hvor vi fulgte pigerne til skole, så kunne vi bande over selvtilstrækkelige forældre, der smed bilen ved standsning forbudt - lige ud for skole, så de kunne følge deres lille øjesten ind på skolen. Imens kunne alle de børn, der kom på cykel blive tvunget endnu længere ud på kørebanen, for at komme uden om bilen. Børnene der kom på gåben kunne have svært ved at krydse vejen ved skolen, for overblikket var forsvundet. Der holdt jo farmands store lokum af en håndværker bil og tog udsynet.
Af og til har jeg overvejet at filme de sidste 10 minutter inden det ringer ind ved skolen for at vise det kaos, der nogle gange udspiller sig. Men det vil være for meget offentlig gabestok til min smag.
... ja, det gør det jo. Verden omkring en går ikke i stå fordi man skriver speciale. Og det er jo både godt og skidt.
Der kan være ting hvor man ville ønske at verden ville være på standby og vente med at bevæge sig videre til man var færdig. Så man kunne få lov at være med i den udvikling der sker på forskellige områder.
Der er også andre ting hvor det er godt at det går videre uden at man behøver at have en finger med i spillet.
Og så er der den udvikling som specialeskrivningen er bidragende til.
Min egen mentale proces omkring hele specialeskrivning vil jeg undlade at uddybe, men den seneste uge har pigerne fået lov at stå deres prøve som familiens store hjælpere.
Jo, de har da taget del i husets almindelige "pligter" tidligere, selvfølgelig, men i den forgangne uge blev der lavet en liste til hver dag med opgaver, som de skulle fordele mellem sig og løse i løbet af dagen - og opgaverne har været lidt flere end tidligere.
Og det har de gjort godt, så det for de lov til at blive ved med. ;-)
Lillesøster har bl.a. stået for at hænge vådt vasketøj til tørre. Det gjorde hun rigtig flot første gang, men 2. gang ... der overmandede ugideligheden hende vist. Halvdelen af tøjet blive bare kastet over snorren. Og i dag opdagede jeg alt undertøjet, der aldrig var blevet hængt op, men lå fugtigt gemt væk i et hjørne.
Så ... det fungerer ikke tip top fra første uge, men alt i alt, så gør mine piger et godt stykke arbejde og er en god hjælp for os forældre. Og de skal jo lære gradvist, så det skal nok komme.
Storesøster bad i går om at få lov at bage kage uden hjælp. Noget hun havde lært hos kusinen på Bornholm i ferien. Vi forældre holdt os i skindet og lod være med at blande os med mindre hun spurgte os til råds. Kagen blev meget vellykket, så det får hun bestemt lov til en anden gang.
De bliver jo store mine "små" piger. Så jeg skal tage mig lidt ekstra tid til at nyde sådan som de er lige nu, når specialet er afleveret.
(Endnu et punkt til listen over ting jeg vil når specialet er afleveret. Endnu en grund til at få knoklet videre).
For en uge siden returnerede vi til de hjemlige gemakker efter knap en uge med mobilt specialekontor og campingliv.
Det var skønt vejr, så i formiddagstimerne måtte et tæppe og nogle håndklæder være med til at give skygge at arbejde i. Det var bestemt ikke den mest effektive uge, men lidt blev der læst. Jeg klamrede mig til de små bider af specialearbejde, så det var til at samle op på tingene ved hjemkomsten. Resten af tiden prøvede jeg at slappe af og hyggede mig med godt selskab.
Ved halv ti-tiden hver aften hyggede vi os ved lanternernes fyrfadsskær i tusmørket.
Undervejs skulle storesøster også fejres og det blev hun bl.a. med at hr. Green kom på besøg og en lækker stor kagemand fra bageren i Vonsild.
Kagemanden kunne lige nøjagtig være i bredden i bagagerummet og som hr. Green sagde: "Det er lidt suspekt at vi har lagt en mand i bagagerummet med planer om at skære ham i småstykker"
Nu er kontoret rykket hjem. I morgen skal noget af arbejde foregå på KUA ... og det er snart normal hverdag, hvilket gør arbejdsmotivationen noget større.
I går, da jeg var nede og sige go'nat, da sukkede lillesøster: "Jeg glæder mig virkelig til du er færdig med specialet mor."
"Det gør jeg også, lille skat."
Jeg undslår mig vist ret ofte med specialet og der er meget jeg skal huske at have tid til når det er færdig.
– At læse højt for lillesøster ved sengetid – at have mere tid til hyggesnak når vi siger go'nat – at give mig rigtig god tid til at se den film hun har lavet i Sims 2
... og alle de andre ting hvor specialet har fået skylden for det manglende overskud til at være nærværende, tilstede og deltagende.
... og heldigvis for det ... men det er lidt underligt når man bliver bevidst om det.
Der er forskellige tidspunkter hvor man bliver mindet om at ens poder bliver større, ældre og dermed tager flere og flere skridt mod selvstændigheden.
Det er der jo ikke noget skidt ved. Det er jo den vej udviklen helst skulle gå, men ... det prikker til noget hos "moderfølelsen" i mig.
Der er de tydelig "mærkedage". Fødselsdage, første dag i børnehaven, første skoledag.
Så er der der små ting i hverdagen. At de lære at gå. At de kan hælde med mælkekartonen selv. At de kan tømme og fylde opvaskemaskinen - og ikke mindst gør det uden at blive opfordret. Første gang de bliver sendt et ærinde hen i en forretning alene og stolte kommer hjem med et pund oksekød, som man havde glemt.
Og så der er sådan en ting som i dag. Da storesøster blev kørt til Ystad og vi vinkede farvel ved check-in til Villum Clausen. Hendes første tur alene til Bornholm.
Det var en meget alvorlig og ikke særlig smilende datter, der sagde farvel og tøvende gik igennem check-in. Vi nåede komme uden om bygningen og finde et sted hvor vi kunne se hende gå over landgangen. Vi ringede også og tjekkede at hun havde fundet et sted at sidde. En sms senere bekræftede at jo, hun havde fået snollet.
Så var der meget mere smil og glæde i stemmen, da hun med pludselig bornholmsk klingende accent ringde og fortalte at nu var hun sammen med fætter og kusine på Bornholm og alt var vel.
Pokkkers ... og en masse langt værre ukvemsgloser.
Fru Green er blevet nedlagt. Næsen og øjenene løber omkap. Halsen er ru og øm. Nakken og hovedet gør ondt. Hun er syg. Indse det, Fru Green. Læg dig nu, Fru Green.
Weekenden begyndte med den tilbagevendende tur i svømmehallen fredag eftermiddag. Nu er de udendørs faciliteter også blevet åbnet og vi nød nogle eftermiddagstimer i solen.
Storesøster var ellers lidt sur, da andre klassekammerater havde fået lov at blive hjemme fra skole, men jeg holdt fast i at når det var skoledag d. 6. juni, så måtte hun møde op. Irritationen havde da heldigvis fortaget sig, da vi kom i svømmetøjet. Og mine tøser viste mig hvor seje de var.
Storesøster har sprunget fra 5-meter vippen i DGI-byen. I fredags sprang lillesøster så først fra 1-meter, så fik storesøster lokket hende op på 3-meter vippen og til sidst sprang de begge fra 5-meter vippen. I det lillesøster sprang kunne man se hun var noget bange og desværre havde hun armene ud til siden, så det trak lidt tårer at hun havde fået nogle røde og hævede underarme.
Da vi efterfølgende talte sammen om det, så kunne lillesøster godt grine lidt og sagde: "Ja, jeg lukkede bare øjenene, tænkte på chokolade og så sprang jeg".
Og jeg må indrømme, at jeg synes mine piger er nogle seje tøser og stolt af dem er jeg også.
I går begyndte halsen at være ru. Jeg kom dog igennem en varm dag på Arresøcenteret, hvor der var introdag for dem der skal holde lejre i løbet af sommeren. Det var stadig varmt da vi ved 17.30-tiden løb lørdagens tur om Damhussøen. Lidt tid ved skrivebordet blev det også til inden vi så "The Green Mile", som jeg ikke havde set før.
Til morgen kunne jeg godt mærke at det var noget møg med helbredet. Gudstjenesten måtte droppes. Jeg fik det en anelse bedre og forsøgte mig med den planlagte biograftur. Vi havde jo bestilt biletter til Indiana Jones i Imperial. Jeg klarede mig igennem uden alt for meget snøfteri, men da vi kom hjem brød det løs. Gentagne nys og et hoved der er ved at eksplodere.
Nu bliver jeg vist nød til at erkende at jeg er syg og lægge mig. Spejderkorpsets handlingsplan og speciale må ligge urørt på skrivebordet. Jeg må slippe irritation samt dårlig samvittighed og bruge enerigen på at blive rask.
Jeg putter mig under dynen og tager et glas Feuerstein med. Gad vide om det hjælper at lukke øjnene og tænke på chokolade?
Det er fredag og svømmedag. Tøserne skal samles op efter skole og så skal vi i svømmehallen.
Fru Green: Skal jeg samle jer op hvor vi plejer eller er det bedre på den anden side af skolen?
Lillesøster: Der hvor vi plejer ... vi gør selvfølgelig som du vil ha' det, Mor.
Øøøøh, tak skal du ha'. Det lyder som om jeg er en værre tyran af mor. Så kan jeg tygge på den, mens pigern er på vej til skole og jeg prøver at tage mig sammen til at få det trætte legeme i gang.
I dag har det regnet en del efter mange dage helt uden regn, så det var ganske tiltrængt for haven at få noget vand. Der var dog også en opklaring om eftermiddagen, der gav tid nok til at løbe i tørvejr og se solen titte frem.
Sidste år regnede det gevaldigt på Kristi himmelfarts dag. Om eftermiddagen stod måleren på 36 millimeter. I år er den da kun nået op på 9 millimeter (men det regner lige nu, så måske bliver det lidt mere).
Sidste år faldt Kristi luftfarts dag på 17. maj og det var også dagen hvor jeg første gang fotograferede regnmåleren og det kom jeg til at gøre rigtig mange gange den sommer. Gad vide om det også bliver tilfældet den kommende sommer? Man har vel lov at håbe at det lave antal millimeter i dag varsler knap så meget regn?
Spejdergruppen har tradition for at tage på lejr i forbindelse med denne helligdag og sidste år stod det ned i stænger hele tiden. Vejrudsigten har heldigvis lovet tørvejr resten af denne lejr, så jeg er fortrøstningsfuld på lillesøsters vegne. Selv om der findes gode klær til alt slags vejr, så er konstant regn ikke det sjoveste.
Som sidste år var menighed, venner og forældre inviteret til brunch og spejdergudstejeneste i det fri, men vi måtte desværre svigte, da vi har besøg af familie fra Bornholm. Men det er også hyggeligt ... og lillesøster har nok overlevet at vi ikke var der (selvom jeg gerne ville have hørt hende læse højt).
I stedet for at køre til spejderarrangementet stod vi tidlig op og fik klaret det sidste oprydning og rengøring inden gæsterne kom. Vi var lidt bagud og i går aftes var vi for flade til at få tingene klaret.
Nu er gæsterne andetsteds hos anden familie, aftensmaden er blevet spist, der er blevet ryddet op og så er der blevet lavet brøddej, som står i køleskabet og venter på at det bliver morgen. Gæsterne skal bydes på friskbagt brød til morgenmaden.
Nu vil jeg pleje de ømme muskler fra løbeturen, sætte mig i sofaen med en kop varm the, et tæppe og min nye bog om Kierkegaard. Hvem siger specialelæsning skal være kedeligt?
Lørdag og søndag har budt på et afbræk fra specialeskrivningen og en tur til Bornholm. Der var en navngivningsfest vi skulle med til og turen kom også til at byde på gymnastikopvisning i Åkirkebyhallerne søndag morgen.
Ud over en dejlig fest og familiært samvær, så bøde dagene på flot landskab og dejlig solskin.
Da hverdagens gøremål i form af arbejde og specialeskrivning står og tripper utålmodigt bag morgendagens dør, så tog vi allerede båden hjem kl. 13.45. Denne gang fik vi pladser ved et vindue og kunne nyde vejret som det tog sig ud med hav udsigt.
Efter halvandet døgn med god mad, men alt for meget af det indtaget, så var herrren, fruen og lillesøsteren super fornuftige. En halv time efter hjemkomsten til matriklen, så blev vandreskoene snørret og det blev til en rask gåtur på en times tid rundt om søen og engen.
Og dermed kunne weekenden afrundes med det skiftende sollys hen mod solnedgangen, som vi kunne se på gåturens afslutning.
Nu står en ny uge foran os med blandet indhold. Hverdag krydet med pigernes feriedage og så påskedagene med afslapning, venindebesøg, påskefrokost, gudstjenester og hvad der ellers måtte dukke op.
- o 0 o -
Fotos er denne gang taget udelukkende med kameraet i mobilen.
Afslapning og hvile. På alle fronter. Det har været betegnende for søndag eftermiddag.
Weekenden er næsten overstået. Ud over overnattende familiegæster fra Bornholm, så har det været en rolig weekend.
Udsigten fra hjemmekontorets vindue har været mere interessant de sidste dage. Kurt og Olaf har opdaget kattelemmen og begge har bevæget sig udendørs siden fredag formiddag. Kurt bevæger sig længst og har været ude at balancere på hegnet foran vinduet. Flere gange.
Det tog et døgnstid med fri adgang til kælderen før de gik i gang med kattelemmen. Den er sjov at lege med og der bliver brugt tid på at daske til den. Begge killinger fik stor underholdning ud af at "holde" for lemmen, da Sofus ville ind.
"Det er sådan du holder for kattelemmen, Olaf. Så kan Sofus ikke komme ind."
Fredagens sædvanlige svømmetur blev droppet og i stedet nød pigerne og jeg varm the og kold kakao i sofaen underholdt af Jumbobøger og andet læsestof.
Søndag aften blev der også hygget til "Sommer". Der blev bagt muffins. Efter tirsdag aften hvor jeg brændte en portion gevaldigt på, så måtte jeg lige skabe balance i min husmor-sjæl og bevise for mig selv at jeg godt kan bage vellykkede muffins. Ja, pudsigt nok, så tog jeg ikke billeder af de brændte muffins og viste dem frem på bloggen tirsdag aften ...
Der er også bladret i en af de to bøger jeg har købt i denne uge: "Rhetorics of Display" red. af Lawrnce J. Perelli og "Defining Visual Rhetorics" red. af Hill og Helmers. Egentlig vanvittigt af mig at købe dem nu for jeg har jo ikke tid til at læse i dem. Jeg skal bruge krudtet på specialet ... men, men ... jeg kan vel bladre lidt i den i og så sætte den på hylden til tiden når det er lysten og ikke det aktuelle fag, der skal bestemme hvad jeg skal læse af faglitteratur.
Der blev hentet faglitteratur på biblioteket her søndag. Søndagens åbningstid blev benyttet, da lillesøster alligevel skulle hentes fra spejderweekend og endnu en bog om Kierkegaards litteratur har fundet vej til mit skrivebord.
Ja, sådan er en uge blevet rundet af og den kommende uge er der næsten taget hul på allerede. Madplan, indkøbsliste og lign. planlægning er blevet gjort ... i et naivt håb om at have bare lidt styr på livet.
Så må ugens gang vise om jeg lever op til mine ambitioner noteret på listerne.
Der er blevet bagt muffins efter onkels opskrift. Nemt og lige til. Færdige på under en time og klar til vi sætter os og ser "Rejseholdet" sammen.
Det bliver muffins af den flade slags.
Onkel E's muffins 150 g margarine 3 æg 100-150 g mel 150 g sukker 2 tsk bagepulver
Margarinen smeltes og afkøles. Æggene piskes stive og sukker tilsættes. Mel, bagepulver og margarine tilsættes til konsitensen er som tyktflydende crem. Til sidst kommes de supplerende ingredienser i.
Dejen suppleres med en af flg. varianter:
3 spsk kakao og saften fra 1-2 appelsiner
3 spsk kakao og ½ dl stærk kaffe
Mandelessens
3 spsk kanel
2 spsk citron og reven skal af ½ citron
Formene fyldes 2/3 del op og de bages ved 220 grader i 10-12 minutter. (Vær opmærksom på at nogle forme kun kan klare 200 grader).
Og de smager skønt. Der bliver lige knap en bageplade fuld.
Himlen var smuk, da jeg fulgte pigerne på vej og tog mig en tur rundt om Damhussøen. Det er jo næsten som lyserød candyfloss ... og sådan en himmel kan pynte på hvad som helst. Også myldretidstrafikken i det store femarmede kryds ved Damhussøen.
Pigerne var i kostumer under overtøjet.
Storesøster er ikke til at skyde igennem. Hun blev både kattekonge og kattedronning til en tøndeslagning i går.
Og hun fik behørig ros: "Mors pige".
Men det fortrød jeg jo næsten, for hvad der fulgte fra tøsens mund var ikke "sweet candy".
Pludselig helt umotiveret, mens vi leder efter lillesøster for at tage hjem fra kirke: "Mor, jeg forstår det ikke. Jeg synes du er grim, men pigerne i min klasse synes du er pæn. Hvad er det jeg ikke kan se?"
Høps. Fru Green tænkte hurtig: "Måske er du den eneste der har klarsyn ...? Eller også er det fordi jeg er din mor?!"
Ja, sådan blev svaret og smilet var stort på mine læber, men senere på dagen kunne jeg godt mærke at hun havde trukket veksler på kontoen for hvad jeg ville finde mig i ... jeg var jo også så dum og spørge om hvad hun synes der var grimt. Jo, tak. Hun havde svar på rede hånd og det fløj ud af den lille mund uden tøven: "Du skal tabe dig. [pause] Så skal du få gjort brysterne mindre ... og dit ansigt og hår skal du også gøre noget ved og ..."
Jeg kunne jo bare have ladet være med at spørge. Jeg bad jo næsten om det.
Møg tøs ... eller "Frække unge" som min mor ville have sagt.
Jeg håber ikke hun også bliver kattedronning i dag. Hun skulle jo nødig blive mere høj i hatten.
Det kan nemt komme til at lyde en anelse "helligt". Men man skulle have nogle flere af disse aftner.
TV'et har været slukket. At vi til aftensmad fik en lækker culottesteg er nok mindre betydningsfuldt. Det slukkede TV gav mulighed for at hele familien kunne spille Matador mens lidt ost og kiks blev fortæret. Selv yngste der afskyr spil og konkurrencer var med og klarede det i rimelig godt humør.
Soundtracket til denne aften var diverse jazz-numre på PC'en.
Soundtracket er fortsat efter Matador-spillet blev afbrudt – inden nogen gik fallit – for de seneste timer er det begyndt at sne her i Københavnsområdet og nu bliver der leget med sne.
Hr. Green er som vanligt med i sneen. Jeg holder mig inde og rydder op i vintergarderoben, mens jeg ud af døren nyder synet af de andre der leger og bygger snemænd Måske får jeg overbevist min dovne krop om at den skal ud i kulden ... måske ... om lidt.
Det er måske ordinært at slukke for TV'et, at spille brætspil og lege udendørs i aftentimernes nyfaldne sne, men det er godt ... nok noget af det der huskes senere i livet frem for en aften foran TV. Trods alt.
Straffen for ikke at gå med i haven og lege med sne er at lillesøster og Hr. Green laver snemand, der angivelig skulle ligne mig.
I går hentede jeg min ældste datter hos sin veninde. Vi går ud af lejligheden og ned ad trappen i opgangen, da jeg kan høre min datter hvisle noget ud af den ene mundvig: " ... mumle ... mumle ... stemmen".
"Hvad sagde du?"
"Ikke noget."
"Jo, du. Sig nu hvad du sagde," pressede jeg.
"Jeg sagde bare at du godt kunne slukke for venlighedsstemmen nu."
"Synes du min stemme var på en særlig måde".
"Ja, den er så skinger når du taler sådan".
Da jeg senere sluttede en kort telefonsamtale sagde pigebarnet: "Der var den igen. Venlighedstemmen.".
Og det må jeg så leve med at hun synes. Det skal hun da have lov til.
Jeg sørger så for at lægge min stemme i et behørigt dybere leje når jeg taler til hende. Jeg vil jo ikke genere hende med min skingre "venlighedstemme".
Et ubevogtet øjeblik i kontoret sneg de små missedrenge sig op på bordene.
Kurt tog den varme plads på PC'en. Den var et godt sted for en lur, men efter billederne var blevet taget, så blev misserne sendt ned på gulvet.
Freden har sænket sig over matriklen. De små misser får lov at ligge tæt på de gamle. Også Buster.
Imens sover de voksne længe, mens pigerne ser morgen-TV og spiller Sims på computeren. Storesøster blev godt knotten i går, da de dumme voksne tvang alle mennesker af hus for at gå en frisk lang tur.
I dag får de lov at blive hjemme. Det er kun Fru Green, der har været ude at løbe til formiddag.
En anelse normalitet er ved at vende tilbage. Der skal laves forskellige nødvendige huslige pligter og lidt forskelligt ved skrivebordet.
En aktivitet til spejderledertræffet i januar skal planlægges færdig.
Julehilsnerne, der nu er blevet nytårshilsner, skal skrives færdig og postes.
De næste par ugers specialelæsning og skrivning skal planlægges.
Jo, der skal nok blive lidt at lave i dag, mens pigerne får lov at nyde at de har ferie - halvanden uge endnu.
Det er blevet en tradition i husstanden at vi spiser æbleskiver som aftensmad lillejuleaften. De sidste par år har vi også lavet "hulkæbleskiver". De er grønne.
Det plejer kun være en lille portion til sidst, der bliver grøn, men i år blev hele portionen grøn. Den blev fortæret til Gustav Wincklers jule-CD.
Og dermed er julens sidste portion hjemmebagte æbleskiver blevet lavet.
Om lidt skal der ryddes lidt op og så skal træet pyntes.
Og så skal freden sænke sig, så der er energi til en tidlig løbetur og de sidste forberedelser i morgen.
Se hvor effektiv jeg er. Se hvor go' jeg er til at lave ting i køkkenet. Se hvor go' en mor jeg er ... sådan et billede på en blog kan sikkert sende mange signaler.
Det jo også en form for offentlig praleri. Hvad billedet ikke fortæller er at jeg måtte skuffe min yngste datter i dag, da jeg faktisk havde lovet at vi også kom i kirke efter julemærkemarchen, men Fru Green kunne mærke stressen i maven og måtte lade et løfte blive et brudt løfte og bruge timerne hjemme.
Æbleskiverne skulle der dog være overskud til. Det smagte som altid godt og trods dobbelt portion, så synes vi der var for lidt.
Det må en rugbrødsmad så råde bod på ... mere overskudsagtige er vi heller ikke her på matriklen.
Mens der ryddes lidt op, stilles julekasser i kælderen og lyttes til en lydfil fra feedback på specialeoplæg, så nyder vi julebelysning og pynt, mens regnen siler ned af ruden.
Det kan være lige så gråt og vådt det vil uden for. Her er s.. meget rart.
Samtalen rundt om bordet gik flittig her til aften.
Det begyndte med lillesøster, der fortalte om turen til frimærkemessen med frimærkeklubben på fritteren.
Hvordan det ledte til svenskeres forhold til danskere og noget historisk vides ikke, men samtalen sluttede i latter da storesøster sagde følgende:
"Og på Bornholm er der én der dræbte én med en knappenål ..."
Det fædrende ophav har rødderne på Bornholm, så vi ved alle – og det ved storesøster også godt – at det er en sølvknap og ikke en knappenål.
"Diskotek Sølvknappen" lyder også lidt bedre end "Diskotek Knappenålen" ... trods alt.
... og sådan blev det fredag aften. Weekenden er begyndt og foran os ligger en aften med fredagsslik, nyindkøbt tegnefilm og almindelig familiehygge. Det er helt i orden oven på en meget regnfuld og blæsende gråvejrs dag.
Moren siger noget i stil med: "Du virker så mut." Som kun mødre kan sige det. Datteren svarer: "Det står der i bøgerne at en preteenager skal være."
Ta' den!
Og generelt har tøsen brugt ordet "preteenager" rigtig meget i denne uge.
Blandt andet da en af drengene i klassen spurgte hvorfor hun og veninden virkede så sure og hun svarede staklen: "Det er en preteeangers pligt at være sur mindst 5 timer dagligt".
Ja, ja. Det er godt min lille preteenager. Heldigvis får jeg også lov at se hende smilie når hun har fyret sådan en svada af.
... så havde jeg ikke her til morgen fundet 3-4 rådne madpakker i min datters taske.
Tøsen er et rodehovede og har egentlig brug for at man følger op på hendes skoletaske (blandt meget andet) dagligt. Det er så ikke blevet gjort ... før her til morgen, hvor overskudsånden kom over mig.
I perioder har jeg været meget opmærksom på det f.eks. hendes penalhus. Hun er kan være storforbruger af viskelæder og blyanter. Hen over en uge, hvor jeg var meget overskudsagtig, mistede hun tre styk viskelæder og flere blyanter. Og der bliver endda skrevet navn på blyanter og viskelæder .Nu
En sump af gamle madpakker har vi ikke prøvet før og det var så grelt at 2 bøger og et papir var blevet vådt af sumpen i bunden af tasken. Fy da føj. Nu er mor Green ved at redde bøgerne og der bliver lavet en afkrydsningsliste på tavlen i køkkenet. På den står at hun skal tømme tasken og pakke den igen.
Men i går blev de sidste penselstrøg lavet i storesøsters værelse. Når den sene morgenstund er slut bliver ruller, malertape, spande og pensler pakket væk og så skal der lægges gulvtæppe på.
Så skal lillesøsters værelse, der er malet færdig og har fået tæppe på, tømmes for storesøsters ting og så ... er vi færdige.
Selvom køkkenet trænger. Selvom gangen i kælderen også kunne trænge, så gider jeg ikke male i meget lang tid. Hvordan kommer malere gennem smerter i nakke og skuldre?
Og slut er det med pigernes evige skænderi om hvorvidt der må være en lampe tændt når de skal sove. For nu kan lillesøster have lampen tændt uden at genere storesøster, der helst vil falde i søvn i mørke.
Mens der er blevet skrevet lidt i kontoret, krydret med et afsnit af "F for får" (Shaun the Sheep ) fra morgen-TVs sendeflade, så har jeg også rippet nogle flere af mine CD'er til den eksterne harddisk. Den kan bruges til andet end back-up af speciale og andre vigtige filer.
Her til formiddag er det musik fra begyndelsen af 90'erne der har fundet vej til harddisken. Noget af det jeg ikke høre så tit, men som vækker glæde og giver lyst til at danse foran spejlet. Jeg har altid været danseglad.
Hr. Green har forladt os. Det er meget sjældent det sker at han har et møde om aftenen, men det har han i aften.
Så skal der pakkes ned Så når herren i huset er ude, så solder pigerne – aftensmaden bestod i smuldreæblekage med lidt flødeskum til.
Dette blev opvarmningen til at deres fællesværelse skulle pakkes ned i kasser, så vi i morgen kan tømme værelset helt og gå i gang med at male det vi så kan kalde vores nye kontor.
Ældste er så gammel at der er ryddet ud i legetøjet og hun har godt styr på sine ting, så hun har klaret det hele selv. Yngste datter derimod. Hun er et kapitel for sig. Legetøj i mængder og bestemt ikke i den kategori der har styr på sine ting.
Som vi fik pakket ned og ryddet op, så dukkede der også flere at tøsens "små synder" op. En smykkeæske formet som en hund, som kommer fra storesøsters smykkeskrin, der står i de voksnes soveværelse. Hun har spurgt om hun måtte få den og fik den gang besked på at det måtte hun ikke for det var storesøsters. Nu lå den på lillesøsters hylder pakket ind i noget papir for at skjule ugerningen.
Og sådan blev vi begge mindet om ting hun vidste hun ikke måtte eller havde fået forbud imod, som alligevel var blevet gjort. Suk.
Ja, ja, vi kom igennem det og nu står der kasse på kasse og venter på at vi skal slæbe dem i kælderen i morgen.
De små møgkræ Jeg holder jo af vores katte, men de driver vist gæk med os.
Buster begyndte at opføre sig underligt og så løb Sofus hurtigt rundt på gulvet som jagtede de noget. "Åh, nej", tænkte jeg. "Det er jo regnvejr, så Buster har nok fanget en levende mus og bragt den hjem".
Vi fandt aldrig musen, men katte fortsatte deres underlige adfærd og endte med at småslås. Mus så vi aldrig noget til.
Nu har jeg hindret kattelemmen i at åbne indad, så de er smuttet ud og så må de holde deres musefangster for dem selv – uden for.
Resten af den regnvåde aften ... ... skal bruges i det gamle kontor, hvor der skal færdiggøres et nyhedsbrev til spejderlederne og laves lidt mindmap og tankearbejde oven på gårsdagens specialeseminar. Få det færdig på 1½ måned som Tigerstriben, det sker ikke. Ikke fordi det ikke lader sig gøre, for jeg har før skrevet opgaver på den halve størrelse på 1½ uge, men jeg tvivler på at kvaliteten bliver som jeg ønsker den og at det kan passes sammen med et andet skriveprojekt og værelsesflytteriet de kommende uger.
Men besnærende er det at høre om andre, der kaster sig ud i det og kan se frem til at være færdig 15. november.
Nej, 15. februar er og bliver mit mål. Der er det slut ... eller rettere der kan en masse andet begynde.
Og jeg bryder mig ikke om at sidde i stuen ... for tænk nu hvis Buster havde en mus med ind tidligere på aften ... uuuuh.
Lillesøster fik en drage i fødselsdagsgave af en klassekammerat. Det er altså en genial gave og hun har stor glæde af den.
Når vejret og tiden tillader det tager Hr. Green og lillesøster dragen med på løbeturen rundt om søen. De stopper ved Damhusengen og sætter drage op – og tøsen er rigtig god til det.
I går stødte hentede jeg så Morfar og så stødte vi til for at se hende flyve med drage. Det var en pæn aften, men man kan godt mærke at det er ved at være rigtig efterår for det var ikke varmt at stå der i blæsten og kigge på.
Det gjorde det nu ikke mindre fascinerende at mærke blæsten når man samtidig kan se hvordan den påvirker dragen oppe i luften.
Weekenden er ikke helt slut og der skrives jobansøgninger i aften.
Der er blevet knoklet godt igennem hele weekenden. Træer og buske i haven er blevet skåret godt ned og det hele blev bundet i eftermiddags, så det bliver hentet med haveaffaldet i morgen. Jeg absolut hader at bundte grene. Ufff, men nu er det heldigvis overstået ... indtil grenene vokser ud igen og skal beskæres næste gang.
Efterårets store projekt på matriklen er at få flyttet rundt på værelserne. Pigernes fælles værelse skal blive til det nye kontor. Det gamle kontor skal blive yngstes værelse og gæsteværelset ved siden af skal blive ældstes værelse. Alt dette flytten rundt kræver en del istandsættelse, nye tæpper og masser af koordination.
Det er storeskrald lige inden vi begynder istandsættelsen, så vi er begyndt at gå tingene igennem, så vi ikke brænder inde med en masse skrald. Derfor er meget af lørdagen brugt på at ordne i det vi kalder "biblioteket" og som er vores pulterkammer.
At skulle skille sig af med ting når begge voksne er samlere, ja, det kan være lidt hårdt. Men det er nødvendigt.
Bøgerne er blevet gennemgået og nogle er blevet kasseret.
Derudover er der røget noget af ungernes legetøj og diverse andet.
Mit gamle dukkehus, som pigerne også har leget lidt med ryger denne gang.
Og så er der kommet orden i det meste af pulterkammeret og det bliver mere tydeligt hvor meget mit julevanvid fylder.
Hvis du klikker på billedet kommer du hen til en side hvor der er sat kommentarer til de enkelte elementer på billedet.
Der er også store ting vi må skille os af med. F.eks. det praktiske skuffedarie, som jeg bliver nødt til at finde en erstatning for. Desværre er det for højt til det nye kontors indretning.
Og så dukker der små pudsige ting frem, som f.eks. denne her, der nu har fået lov at komme frem i lyset på væggen i køkkenet.
Og så var der det store skrivebord, som jeg har arvet. Det var vi tæt på at skilde os af med, men nu prøver vi om yngste kan have glæde af det.
Men man kan jo ikke gemme på det hele, så noget må vi sige farvel til. Men et "Feng Shui" eller "Simple living" hjem – det får vi aldrig.
Når tøsen både glemmer at fortælle de dumme og de gode ting, så bliver det kun på det jævne.
En situation udartede sig og en anden piges nye dims blev ødelagt. Heldigvis ringde klasselæreren til aften og vi blev bekendt med problemet og kan tage en snak med tøsen og give hende en skilling med, der dækker udgifterne til en ny dims.
Og så kunne dansklæreren i en svarmail på en elektronisk raskmelding fortælle at hun havde fået ros for nul fejl i en staveprøve.
Og det havde tøsen heller ikke fortalt.
Den dumme situation fik vi talt inden hun sov. Så kan vi tale om det gode i morgen tidlig når hun vågner.
Det med at skrive jobansøgning. Jeg håber, at det bliver nemmere, når jeg har fået skrevet nogle stykker.
Jeg har netop sendt en ansøgning på et job - og det har været hårdt at skulle bruge al sin retoriske lærdom på sig selv. Der er lige nogle tankemønstre der skal drejes lidt i skriveprocessen.
Men nu er den altså sendt og så er det bare at vente ... og skrive nogle flere i ventetiden.
Nåe, ja og så er der jo også specialet. Det har jeg ikke skrevet så meget om på det seneste, men det snævre ind og jeg nærmer mig i mindre og mindre cirkler et emne.
Så alt i alt er jeg kommet nogle skridt videre med de vigtige ting i denne uge. På trods af børnefødselsdag , tøjvaskning og pakning til ældstes lejrskole og andre gøremål.
Og nu er det vist på tide jeg kaster mig mod madrassen og krammer min dyne ... i morgen meget-mere-tidlig-end-jeg-har-lyst går det mod Hovedbanegården med ældste, som skal på lejrskole til Bornholm. Jeg bliver træt bare ved tanken om at side i en linie 6A om knap 7 timer.
Yngste datters børnefødselsdag er overstået. Tøsen er glad, ungerne har hygget sig, men jeg må ærligt sige at det ikke er en fornøjelse for forældrene. Vi talte minutterne ... og ja, sådan er det bare.
Alt gik godt: Vejret var godt, humøret var godt, de kunne lide bollerne, skattejagten var OK ... og nu er det slut og der er støvsuget popcorn op fra gulvet.
Vi tror nok at børnefesten bliver droppet til fordel for noget andet til næste år. Nu må vi se ... for yngste barnet begynder garanteret at snakke om sin næste fødselsdag allerede i næste uge.
Det er ikke en ny opfindelse og det var moderne for en del år siden.
Sidste år i oktober brugte vi sådanne magneter fra Køleskabspoesi til en aktivitet på et spejderlederkursus. Jeg blev bidt af det og har kigget efter dem siden.
I dag fandt jeg dem. De blev købt og vi har allerede fået brugt en del tid foran køleskabet.
Stavefejl undgår man ikke. Der skulle vist være læst bedre korrektur på magneterne - af en der kan stave til mægtig. Men hvad – denne blog er sikkert også smæk fyldt med fejl – vi overlever nok.
Og der er rigeligt at give sig i lag med - hele køleskabsdøren er fyldt med ord og bogstaver.
En gang imellem, ja, så har man altså lyst til at kalde sit afkom for en masse grimme ting.
Yngste datter havde lusket sig til en krus kakao. Et af den slags hvor der forsvinder nogle centimeter i dåsen med kakaopulver og der er minimalt med vand eller mælk. Det bliver en meget tyktflydende konsistens.
Det havde vi allerede opdaget, da sporene – kakaopulver på stol i køkkenet og en en klat chokolademasse på bordet – afslørede hvad der var sket.
Hun havde også fået påtalt denne ugerning.
Senere bliver hun bedt om at bære sine krus og vandglas fra sofabordet ud i køkkenet.
Hr. Green er ved at sætte en DVD med ST: Deep Space Nine på og fru Green har fundet dynen i soveværelset og smidt sig på sofaen. Begge har knoklet flere timer i haven og ser frem til afslapning på sofaen.
Og så er det vi hører lyden. Lyden af et krus, der rammer gulvet med et hult "dujk" og den mere metaliske lyd af teskeen. Vi ved det bare med det samme. Det kan kun betyde et.
Fru Green kan ikke se det kære barn fra sin position i stuen, men hr. Greens mimik og hans hånd der flytter sig til øjnene siger alt.
Så blev der brugt knap en time, 2 liter mælk, knofedt og mængder af vand på at rense kludetæppet for de store mørkebrune chokoladeplamager.
Snothvalp. Intet mindre.
- o 0 o -
Overskriften hentyder til en linie i De Nattergales udgave af "Er du dus med himlens fugle". Jeg fik bekræftet ordlyden her.
The Simpsons Movie var den helt rigtige måde at fejre bryllupsdagen på. Far, mor og børn var afsted og vi fik grinet godt igennem alle fire.
Det er faktisk længe siden at jeg har grinet så meget i biografen. Er du bare en smule til Simpsons, så gå ind og se den. Det er turen værd.
Det sidste halve års tid har vi set Simpsons sammen. Med mellemrum sætter vi et afsnit på og ser det sammen mens vi spiser aftensmad. Og det er en tv-oplevelse vi deler alle fire.
Vi er næsten færdige med sæson 3, så i dagens anledning købte vi sæson 4 i Fona. Så vi har mere Simpsons i vente.
I 1993 var d. 7. august en lørdag. En særlig lørdag, som bliver markeret i dag med morgenbrød, en lille wienerbasse, juice og kakao fra bageren.
Pigerne blev vækket af Hr. Green på harmonika og Fru Green på guitar. "I dag er det vores bryllupsdag. Hurra. Hurra. Hurra ..." Det skal her tilføjes at yngste datteres morgenvrede var fuldt forståelig. Fru Green begyndte at øve på guitarspil i lørdags(*1) og er ikke meget bedre end de par dage hun har klimpret tre akkorder. Og harmonika fra morgenstunden ... ja, hver sin lyst. Ja, de er nogle modbydelige forældre.
At trække i tøjet fra hin gangne lørdag og spise morgenmaden gjorde de kun de første par år. Nu er det fysisk umuligt, så tøjet hænger bare under plastic og minder dem om deres lige så hin gangne taljemål.
Danset tæt til Elvis' "Blue moon" efter morgenmaden bliver der nok ikke i år. En snottet hr. Green virker ikke så tillokkende på fruen og hun mumler noget om at hun ikke vil være syg i august måned (så det gemmer de). Men så bliver dagen istedet markeret med at se en anden ordinær tegnet familie i biffen.
Romance!
- o 0 o -
OBS. Overskriften lægger sig op ad overskriften på dette indlæg fra i går.
På vores mikroferie gik turen til Legoland den ene dag. Ældste datter skulle fejres og vi "købte" os til at slippe for fødselsdagsfest for klassen.
Billetterne via nettet og printet ud hjemme fra. Det var faktisk rigtig smart og noget som f.eks. Zoologisk Have i København kunne lære af. Når man fornylig har prøvet at stå i en af Zoos lange lange køer på Roskildevej, så sætter man pris på at bare at kunne bruge sine printede billetter til at komme hurtigt ind - og det kan man i Legoland. Smart.
Regntøj - absolut nødvendigt Forøvrigt blev der lige brugt næsten lige så mange penge på regntøjsindkøb som på indgangsbilletter til Legoland. På vores vej fra Søndervig til Billund stoppede vi i Ringkøbing og købte regntøj. Pigernes regnjakker lå hjemme – og de var forøvrigt alt for små, så det var på tide, der blev investeret i noget nyt.
Og regntøjet blev der brug for.
Det blev trods regnen en god dag. Vi fik prøvet mange ting.
F.eks. prøvede vi en vikingeforlystelse i form af en vandrutshebane. Men undervejs begyndte det at høvle ned og vi kunne ikke gøre noget ved det. NÅr man er undervejs i en rutchebane, så kan man jo ligesom ikke søge i læ. Da var det en fornøjelse at have regntøjet på – imodsætning til den amerikanske familie vi sad sammen med. Og det vand det gav at tage med banen var ingenting mod regnen.
Generelt var alt godt i Legoland, men deres Burger House skal lige have et par ord med på vejen.
Mad i Legoland Se da vi var tilpas sultne valgte vi at købe vores frokost i et af Legolands spisesteder, nemlig Burger House, der ligger inde i Legoland. Det kom vi til at fortryde.
Vi var godt sultne, lidt kolde og vi sad kun delvist under halvtag i småregn – på våde bænke. Alt det var til at leve med når vi nu for en gang skyld skulle sætte tænderne i en burger med pomfritter. Men ak, vi skulle have taget dragen på taget af burgerhuset som advarsel. Samtlige bøffer i de fire burgere vi købte var brændte. Ikke bare let, men en hel del. Brænder man bøfferne på, så smid dem dog ud og lav nogle nye.
Havde vi været en anden type mennesker, så havde vi måske gået hen og klaget, men det gjorde vi ikke. Regnvejr og sult hjalp heller ikke ligefrem på lysten til at skulle vente på nogle nye - og gad vide om bøfferne ikke også havde været brændte i dem?! Nu "nøjes" jeg med at nævne det på bloggen.
Der stod ikke noget om at bøfferne ville være brændte på menukortet.
I "Et land af tis"
Vi fortsatte vores tur rundt i parken efter den kedelige frokost med smagen af brændt på tungen.
"Et land af tis" som Atlantis-forlystelsen hurtig blev døbt var noget skuffende, men lidt billeder blev, der taget inde i det blå.
Hen mod 16.30-tiden var vi voksne noget trætte og jeg småfrøs trods regnbukser og jakke. Pigerne var næsten færdige med at tage kørekort på trafikskolen.
Fremtidens billister Det var iøvrigt interessant at se hvor mange spøgelsesbillister, sammenstød og kørsel for rødtlys ungerne kunne lave. Men imodsætningen til den rigtige trafik, så kom de levende ud.
Desværre var printeren, der skulle have sat billede og underskrift på kørekortet i stykker. Der blev varslet at vi kunne hente det om 1½ time. Suk. Men ungerne ville jo gerne have deres kort, så vi fordrev tiden 70 minutter endnu. Da gik vi hen og spurgte efter kørekortene. Nu havde de opgivet. Vi fik 20 kr. tilbage pr. kort og fik et kort uden foto. Pigerne er heldgivis så gamle at de tog det pænt.
Happyslapping På vej ud af haven var der ikke meget energi tilbage. Pigerne kunne lige svinge sig op til at foreslå at vi lavede "happyslapping" på en af legofigurerne, men det blev ikke til handling. Ældste nøjedes med at optage snorkelyden fra en sovende legomand på bænken ved udgangen.
Og så ville vi hjem. Nu var der ikke mere kropsvarme at give af og det var helt rart at skulle sidde i bilen 1½ time hjem til Søndervig. Vi fik nemlig varmen igen.
Vi kaster om os med penge og svinger os efter 8½ år udelukkende med feriedage brugt hos familien eller hjemme helt op til at bruge tre dage i en ferielejlighed hos Danland i Søndervig. Wow. Det er altså store ting i vores familie.
København-Søndervig er en pæn lang køretur, når man er den eneste med kørekort, men det gik dog fint og vi overlevede de obligatoriske vilde overhalinger, som man kan opleve på landevejene.
Arrig dame Ved ankomsten til Danland Søndervig stod vi bag en meget ophidset dame i køen til receptionen. Hun ville ikke høre hvad den forsigtige unge receptionist havde af forklaring. Ultimatumet var klart. Nyt værelse eller pengene tilbage på stedet. Og det var efter at hun i sætning 2 havde proklameret hidsigt at de kun gav hende den behandling fordi hun var udlænding.
Da hun var faldet ned og den stakkels unge receptionist hænderrystende havde fået telefonisk assistance, så blev det vores tur til let og enkelt at få vores nøgler til lejligheden.
Der er ikke tvivl om at mange af såkaldt anden etnisk herkomst end dank (forfærdeligt begreb) ikke får en god behandling i DK. Det er også forståeligt at man bliver noget skeptisk og måske paranoid i forhold til omgivelserne, men ... al modgang er ikke lig med racisme.
Påmindelse om livet og døden Mens vi indlogerede os kunne vi høre en helikopter larme over området. ”Det er nok en redningsaktion,” sagde hr. Green … og det skulle senere vise sig at han desværre havde ret. Ved aftensmadtid holdt larmen op og vi kunne over en lokalradiomelding høre om en ung mand på 18, der var kommet i problemer og en 41-årig kvinde der havde forsøgt at hjælpe ham. Begge mistede livet. Angiveligt skulle de kun have bevæget sig 15 meter ud.
Min familie, en strand med sand og havet. Det er en dejlig udsigt.
Men som det jo er med sådan noget, så går livet videre for dem, der ikke er direkte berørt. Vi spiste aftensmad og gik den planlagte tur på stranden. Det var med eftertanke at vi gik på den smukke strand og så de kraftige bølger. Tankevækkende at det smukke syn også kan kræve liv. Vi ved det jo godt, men glemmer det af og til.
Pigerne fik lov at stå med bare fødder og oprullede bukseben, så de kunne mærke hvordan vandet kom ind over strandkanten med de kraftige bølger, men respekten for havet var stor. Og bade i de kraftige bølger var der ikke blevet noget uanset. Det var alt for voldsomt.
Åben himmel. Store vidder. Jeg mærkede hvordan den åbne horisont, den høje himmel og blæsten rørte ved sindet. Det er alt for sjældent at jeg oplever naturen sådan og jeg tænker at det er med til at påvirke ens sind og humør. Til daglig tænker jeg ikke at jeg føler mig indelukket blandt de københavnske huse, men når jeg kommer ud i det åbne terræn, så opdager jeg hvordan jeg egentlig har det.
Mens vi slentrer hen ad stranden fascineres jeg af de bløde og runde sten på stranden. De vidner om vestenvindens og vandets kræfter, men de ser så glatte og dejligt runde ud … stenene … som de ligger der. Nogle gange skal der voldsomme og hårde kræfter til at forme en blød og rund.
Et par stykker blev samlet op og puttet i lommen og ligger nu på skrivebordet. ... til eftertanke.
Det slår mig, mens vi går på stranden, at det faktisk er første gang i mit liv at jeg er så langt mod vest i Danmark og vi var heldige at der også var de obligatoriske bunkers. Dem har jeg ikke set på andet end billeder.
En sæl fik vi også set. Den var skyllet op på stranden og yngste datter var næsten grædefærdig. Den var levende og valgte af en eller anden grund at blive på stranden. Måske gad den ikke kæmpe mod bølgerne eller også var den syg. Den tiltrak stor opmærksomhed og tursiterne kunne næste ikke bære at den bare skulle ligge der. Ligesom min datter.
På hjemturen kom vi forbi et åbent ishus og de kunne finde ud af at lave isvafler. Kæmpe isvafler. På det område er københavn et U-land.
Og med vindblæst hår returnerede vi til lejligheden og resten af aftenen stod på afslapning.
I nyhedsmedierne kan man læse at forbrugsminister Carina Christensen foreslår en genstandsgrænse på ½ liter saft eller sodavand om ugen til børn.
Det er ikke meget og den er hurtig nået. Efter tre dages mikroferie, hvor man synes det hele skal nås på tre dage, så har vi som familie allerede overskredet den.
"Det er forældrenes ansvar at sikre, at deres børn får nogle gode og sunde kostvaner. Og det er forældrene, der må sige fra over for børnene og begrænse deres indtag af sukker ... "
Det kan jeg da kun være enig i, men hvis grænsen er så lav og ansvaret er mit alene som forældre, så vil jeg også bede om at man forbyder servering al saft, sodavand og søde sager i børnehaver, fritidshjem og skole. Ellers er det svært at håndhæve sådan en regel som forældre. Hvor ansvarsfuld man end måtte være.
Det er også tankevækkende stof til diverse fritidsaktiviteter, f.eks. spejdergrupper og fodboldklubber, der servere saftevand til spejdermøderne eller energidrik til kampene. Det er ikke nødvendig. Tilbyd vand i stedet.
Ellers er det ret svært for mig at påtage mig ansvaret for at styre mine børns indtag af søde drikkevare.
Så blev praktikrapporten også færdig og afleveret. Nu er der virkelig "bare" specialet tilbage.
Og puha. Det holdt lidt hårdt, da jeg har en masse andre meget mere interessante bolde i luften, som jeg hellere vil bruge min tid på. Jeg tror faktisk jeg fik rapporten skrevet på et døgn.
Og jeg nåede endda at deltage i yngste datters morgenmadsarrangement med klassen. Et besøg i ældste datters klasse blev det også til. Der var en god lærer der lige skulle have nogle ønsker om en god sommer med på vejen.
Efter yderligere skriveri og korrekturlæsning blev opgaven afleveret på KUA. Så blev der købt ind og jeg "lullede" en lille times tid.
Dagen er blevet afrundet med en hyggelig aften sammen med morfar, hvor menuen var grillet flæsk, nyopgravede kartofler fra haven og persillesovs.
Nu er matheden ved at indfinde sig. Jeg kan sove i nat med god samvittighed. Jeg kan sove længe og nyde at pigerne har sommerferie. Jeg kan nyde at kalenderen er næsten blank de kommende uger. I morgen skal vi bare slappe af og hygge. Hele familien sammen. Det er helt og aldeles i orden.
Yngste datter får mig nogle gange til at føle mig som Alma. Emil fra Lønnebergs mor. Jeg burde faktisk have haft et blåt stilehæfte ligesom hende.
Listen over ting hun har gjort gennem årene kan blive rigtig rigtig lang.
Nogle gange er det bevidst. Hun gør ting hun godt ved hun ikke må. Men hun kan bare ikke lade være. Andre gange så tænker hun sig ikke om eller er uheldig.
Lige før kunne jeg høre lyden af alle mine isterninger til smoothies, der røg fra sin pose ud på vores køkkengulv. Hun skulle bare lige bruge 2 stk. til et glas vand. Suk. Så skal jeg have lavet nogle nye. Men sådan er det. Jeg trækker på skuldren og gør ikke mere ved det.
Listen i de blå kladdehæfte kunne ellers blive rigtig rigtig lang. Hun har f.eks.
– fået badeværelset til at sejle grundet leg i og med håndvasken. Mindst 15 gange.
– hældt sammenlagt 20-30 liter shampoo i afløbet. Intet mindre kan gøre det. Da hun var lille skulle man ikke glemme at stille shampooen højt - ellers var den hele i plasticbadekaret næste gang. Hun kan stadig bruge uanede mængder af shampoo, når hun bader, hvis man ikke vogter over hende. Væggene skal vaske og det er sjovt at få det til at skumme.
– tegnet på trægulvet flere gange. En af gangene med min læbestift, som hun havde fundet i min taske.
– revet tapetet i stykker ved sin seng.
– så sent som forleden, da det var meget varmt og bassinet var fundet frem, så tændte hun for vandet igen og glemte det. Indtil jeg opdagde det nogle nogle timer efter at det ikke var slukket. (Så fik græsplænen da vand dén dag).
– klippet sig selv i børnehaven. Hun satte sig bag et skab, så pædagogerne ikke kunne se hendes leg med saksen.
– på de første to spejderlejre, hvor jeg havde hende med var den hyppigste sætning jeg kunne sige: "Har I set min datter?" Hun løb hele tiden væk.
– som lille. da hun gik med ble, præsteret at tage den af og delagtiggøre den - med indhold - i legen med legoklodser. (Da var jeg glad for at de kunne spules og så puttes i et dynebetræk bagefter og komme en tur i vaskemaskinen).
Og det var bare et lille bitte uddrag. Det har dog i nogle sammenhænge haft sine fordele. Jeg kunne f.eks. bruge en frisk oplevelse, da jeg skulle lave en evidentia-tale i marts 2002 til faget Almen retorik I. Lillesøster var den gang 3½ år gammel. Uddrag fra den fortæller om hvordan det har været:
... forleden skulle jeg skrive noget til skriftlig formidling. Jeg var gået ned i kælderen, hvor vi har kontor. Oven på sad ungerne med deres far og så video. Så kom den yngste på tre ned.
Hun kravler op på mit skød. Jeg forsøger at nå tasterne og se skærmen, mens hun sidder på skødet og putter sig ind til mig.
Tilsidst be’r jeg hende hoppe ned. Hun tuller rundt i kontoret. Jeg registrere at hun går ind i det vi kalder gæsteværelset. Der må hun godt lege. Jeg fordyber mig i skriverierne. Jeg kan høre hende pusle rundt.
Jeg er kommet godt i gang. Får noget fra hånden. Men pludselig bliver jeg distraheret.
Hui, hui, hui. En ny lyd. Da jeg spørger om hun laver ulykker og bliver kun svaret med stilhed. ”xxxx (lillesøsters navn)” siger jeg igen. Hun kommer hurtigt ind i kontoret. ”Jeg laver ikke ulykker, mor.Kom, mor”
Hun vil tage min hånd, men løber alligevel i forvejen. Hun fortsætter forbi gæsteværelset. Jeg lader mit blik falde ind i gæsteværleset og ser med det samme en store våde pletter på madrasserne og gulvtæppet. Straks efter ser jeg den tomme dunk rengøringsmiddel der ligger smidt.
Vreden kommer med det samme. Den starter i halsen, da jeg drejer rundt og råber efter hende.
Hvad fanden tænker du på unge? Allerede inden jeg når op kan jeg høre at hun bryder ud i gråd. Jeg er rasende, siger en masse jeg ikke har lyst at gentage, tager en klud og går ned igen.
Nu ser jeg hvordan rengøringsmidlet løber ned af væggen og ned på sofaen. Jeg er tæt på at eksplodere, da jeg opdager at det løber ned af hylderne på bogreolen.
Henrik Ibsens samlede værker, to Selma Lagerløf bøger, halvdelen af J. Bech Nygård samlingen har hui, hui, hui, - fået et flere sprøjt fra dunken.
Mens jeg tørre bøgerne med kluden og ser indbindingen smitte af blandes min vrede med ærgrelse over at jeg ikke havde stillet renrøringsmidlet væk efter jeg havde brugt det.
Næste morgen siger hun at jeg ikke må være sur mere. Jeg forklare at det er jeg selvfølgelig ikke, men i går der var jeg fan’me gal. Hun ser op på mig.
”Jeg var ikke fan’me gal. Jeg var fan’me ked af det.”
Uhh, den vrede hun af og til har fået op i en. Før jeg fik børn havde jeg ikke forestillet mig selv sådan. Tempramentsfuld i hjemmet, jovist, men ikke over for mine børn. Virkeligheden blev en anden. Og hendes vitterlige oprigtige bedrøvelse over endnu en gang ikke at kunne lade være at lave ting mor eller far blev vrede over. Den gjorde den dårlige samvittighed over vredesudbruddene større.
Det er blevet bedre. Hun laver ikke så mange "ulykker" og jeg er blevet bedre til at tøjle min vrede og ærgelse. De fleste ting kan man heldigvis smile af i dag. Nogle af dem kan vi endda grine af ... sammen.
Og hun er jo min dejlige unge. Ligesom sin storesøster.
For 10 år siden boede vi i en to-værelses lejlighed, der indeholdt hjemmegående mor, datter på knap 1 år og ægtefælles forsøg på at etablere sig som selvstændig med både freelance opgaver ude i byen og hjemmearbejde. Og så alt for mange møbler og ting. Der var ikke en eneste væg, som man kunne stå på hænder op af. Det var lidt svært at få det hele til at være der på de 54 m².
Vi begyndte beskedent at kigge større lejligheder, men vi blev hurtige enige om at en villalejlighed med noget have ville være sagen.
Vi kiggede, men synes ikke vi fik meget plads for pengene. Banken regnede på tingene. Deres udregning indeholdt nogle fejl. Udgifter de tog for givet, så som institutionsplads (selvom vi havde sagt at det ikke blev aktuelt) og enorme udgifter til den fagforening jeg ikke var medlem af mere. Og så ville de kun kigge bagud - til en tid hvor hr. Green var på SU og jeg på understøttelse. Ikke på at herren faktisk tjente penge nu.
Deres udregning gav os kun mulighed for at købe noget, der kostede mindre end den lejlighed vi sad i. Vi fik vores revisor til at regne tingene ud. Det så helt anderledes ud og det var kreditforeningen heldigivis villig til at forholde sig til.
Ved husmuren og i et bed var der buske med små buketroser. Dem ved husmuren har vi bevaret.
På vores boligjagt gjorde morfar os opmærksom på et hus i udkanten af det område vi kiggede. I en anden retning end vi havde vores fokus. Det var noget i overkanten af hvad vi synes vi havde råd til, men det var et halvt dobbelthus, helt egen have, tæt på det lokalområde vi gerne vil bo i og muligheder for både børneværelse og kontor.
Vi tog chancen. Mange gav udtryk for at det var synd vi skulle købe hus når det var så dyrt. Priserne var dengang begyndt at stige, men slet ikke med den fart, som boligpriserne tog senere.
I dag kan vi glæde os over at vi tog chancen og den hårde økonomi dengang. Vi havde ikke haft nogen chance for at købe hus på Sjælland i dag. Økonomien er stadig hård, men i mellemtiden er vores mursten blevet penge værd. Mange flere penge værd end vi gav for dem. Ikke det gør økonomien bedre, men det har givet en mere positiv bank, i de sidste halvandet år hvor flere år med en SU-indtægt efterhånden godt kan mærkes.
Det var måske ikke drømmehuset, men det var ønskehuset. Det levede op til de fleste af vores ønsker. Og vi glæder os over haven. Det havde vi ikke kunne fungere uden. Hr. Green ville have manglet noget fysisk at tage fat på og jeg ville have manglet at kunne nyde varmen i solen og ungernes leg.
I går: Hækkeklipning og kattegang Derfor skal man også kun glæde sig - og ikke brokke sig - når man skal klippe sin 25 meter lange liguster hæk.
I går klarede vi de første 5 meter hæk ved indkørslen.
Sofus steg tilvejrs for at kunne følge med fra hegnet.
Det er sjældent han spankulerer rundt på hegnet og det så sjovt ud.
Nu mangler der så bare ca. 20 meter hæk. Anderledes, og mere nemt at glæde sig over, var det at plukke årets første høst af pepermynteblade. De er blevet skyllet og ligger til tørring. Dem skal der laves the af.
I dag: Ukrudt, men smukt I dag gik jeg mig en tur i haven i en pause fra inventiofasen til min praktikrapport. Post-its, stort pap og noter blev forladt for en stund og jeg gik en tur i haven - som var det en anden park.
I et hjørne af haven får tingene lov at gro vildt. Vi (jeg brude nok kreditere hr. Green mest her) har fået gjort "kål" på skvalderkålene andre steder i haven, men ikke her. Og nu står de som en anden mikroblomstereng i "junglen" som pigerne kaldte det, da de var små.
Guldregnen har oversået bedet med frøstande fra de afblomstrede gule klaser. En af de mange valmuer er afblomstret, men der er nye på vej.
Jeg nyder at kunne følge disse ting, at kunne hænge mit vasketøj op i haven (selvom jeg bestemt ikke nyder at hænge vasketøj op generelt) og jeg glæder mig over at vi turde tage chancen og ikke skal kæmpe med de bekymringer nu.
... at der så er andre bekymringer ... det gider vi ikke snakke om nu.
Vejret er blevet trukket dybt og et velgørende forløsende suk har lydt. Ny ilt er kommet ind. Affaldsstoffet kuldioxyd er blevet åndet ud. Celler bliver forbrændt og bliver til ny energi.
At være på den anden side af eksamen er godt.
Det har været høj sol hele formiddagen, men da billedet blev taget, så var der kommet nogle skyer.
Og jeg har belønnet mig selv. Ikke med søde sager, men med en dejlig formiddag. Jeg har fået dannet mig overblik over de ting der lå og ventede på skrivebordet og efterfølgende så har jeg nydt den solrige formiddag på terrassen ... med en bog. Ikke en fagbog, men skønlitteratur. Fra hylden i stuen, hvor der står en hel del ulæste bøger har jeg fundet "De ti herskere" af Christian Mørk frem. Så må vi se om det falder i min smag. Der er både blevet brugt tid i stolen og i hængekøjen.
Det er nu ikke fordi jeg er blevet fuldstænidg "hellig" med de søde sager (der skal desværre noget mere jernvilje til). I går havde hr. Green bagt kage, så vi til aftenkaffen kunne fejre at det var sidste mundtlige eksamen på studiet jeg havde overstået. Chokoladekage med med friske jordbær sammen med tøserne og manden. Det var helt okay.
Man skal samle og huske de rare stunder til når det er lidt dyster og trist alt sammen.
Jeg tror jeg vil trække vejret dybt igen - fordi jeg kan. Ikke i ærgelse, men bare fordi jeg kan.
Det er møg materielt. Men der er en salig fryd ved at tage billeder med en spejlrefleks. Og en barmhjertig giver har begavet familien med et.
Det er en fornøjelse at tage billeder og selvom et lille kompakt kamera kan tage ganske fine billeder, så er det nu noget særligt med spejlrefleksen. Og det tager billedet når man trykker på knappen.
Jeg tror ældste datter og hr. Green er ved at være lidt trætte af mig, mens jeg går og fotografere alting.
Jeg har arvet en del emaljerede køkkenting. Jeg kunne ikke stå for disse, da jeg så dem i en lokal antikvitetsbiks. Og de var ikke så dyre som jeg havde troet. Nu hænger de i køkkenet med resten af samlingen. Se noget af den her og her.
Min ene clematis, som jeg har stående i en potte, er sprunget ud.
Jeg er egentlig i gang med at hækle en taske. Det bliver nu ikke til så meget for tiden. Eksamen er trods alt vigtigere. Jeg hækler den i polysnor (mega billigt) og så skal foret være noget aflagt tøj eller et gammelt stykke stof jeg har liggende. Opskriften er fra det forrige nummer af "Ingelise - alt om håndarbejde". Det er første gang jeg har fundet en opskrift, der som jeg har fået givet mig i lag med.
Flere billeder af blomsterne i haven.
Og det bliver nu også en fryd at hente yngste datter om 25 minutter på Vanløse st., hvor hun sikkert kommer meget træt hjem fra spejderlejr.
Det bliver dagen hvor jeg fyrer det ene indlæg af efter det andet.
Ældste datters ben holdt.
Der var ingen dommer, så sagesløse Fru Green fik stukket fløjten i hånden. Måske fordi jeg er der så sjældent. De andre forældre ved de skal komme lidt for sent eller holde sig på afstand af træneren.
"Kan du ikke være dommer?" "Jamen, jeg kender ikke reglerne. Jeg har ikke en skid forstand på det" "Det gør ikke noget. Du skal bare fløjte kampen i gang."
Og så stod jeg der - fortabt med en fløjte i hånden. Kun min sorte jakke, sko og mørke cowboybukser kunne skabe en smule mindelser om en dommer. Arrrgh. Hvad gør jeg? Behøver jeg nævne at min egen mand ikke kom mig til undsætning? Heldigvis forbarmede en anden far sig og spurgte om jeg helst var fri. Joo, tak. Det var jeg helt bestemt. Han overtog. Jeg var meget lettet.
Kameraet blev testet yderligere ved samme lejlighed. Tiden fra man trykker på knappen til det tager billedet er ekstreeeeeeeeem lang. Længere end vores gamle kamera. Så at fotografere en fodboldkamp kræver at man er synsk eller profetisk og trykker på knappen før bolden er i billedet.
Det lykkedes dog at tage nogle billeder - og pigerne vandt 4-1.
En ny omgang bøger blev bestilt i går - både på Amazon og biblioteket.
Jeg har en god idé om hvordan opgaven skal skrues sammen, men nu skal der samles litteratur og eksempelmateriale.
Bl.a. kigger jeg i butikkerne på damebladenes forsider for at se om der er godt eksempelmateriale til at illustrere idealerne om en flad mave. Det skulle være muligt at finde.
Nyheden fra forleden om hvordan fede fordømmes og selv normalvægtige bliver "stigmatiseret", ja, den kan klart skabe grundlag for opgavens del om omverdenens idealer.
Så der er rigeligt stof at tage fat på. En helt uvant opgaveskrivningserfaring. Jeg er van til at kæmpe med emnet i lang tid og selv i litteratursøgningen gå død.
Mens jeg venter Da litteraturen er undervejes så gælder det om at få lavet den endelig pensumopgivelse klar i dag. Den er bestemt ikke så uoverskuelig som sidste års pensumopgivelse i "Retorikkens teori og historie". 450 normalsiders pensum er det rene ingenting - hvis det altså ikke var fordi det skal læres udenad. Men jeg er bestemt optimistik. Helt bestemt.
Hr. Green forlod etablissementet for knap en time siden. Han var noget stresset - den stakkel - og hans tomme arbejdsplads ved siden af mig vidner om den normalt hektiske aktivitet. Hans "afrejse" betyder også at jeg helt usædvanligt har huset for mig selv i nogle timer. Dog ikke så længe endnu, da ældste datter snart kommer hjem fra skole.
Hun døjer med en skinnebensskade og skal helst kunne spille kamp i eftermiddag, så jeg er spændt på at se hvordan hun har det efter 3-4 frikvarterer i skolen. Hun er jo ikke en stille forsigtigt pige og skaden skyldes da også en los til fodboldtræning efterfulgt af to uheldige los i frikvartererne. Benet har fået en uges pause, så vi håber det går.
Så er billetterne bestilt. Fredag skal hr. og fru Green plus mini green'erne i biffen og se Spiderman 3.
Apropos tegneserieuniverset: De to ekstra fridage som pigerne har haft her 30. april og 1. maj har ældste datter bl.a. brugt på at læse Super Oves brevkasse i nogle gamle blade.
Men hva'. Det gamle tegnefilmstema til Spiderman kunne hun nynne når hun så Edderkoppens logo på tegneserierne - før hun kunne tale rent.
I bilen hjem fra et indkøbsærinde foreslog ældste datter at vi skulle lave sætninger med samme forbogstaver.
Trods lillesøsters surhed begyndte storesøster og hr. Green. Da det blev lillesøster: "Fuck dig, Storesøster".
Den gik jo ikke, så hun måtte i gang og vi endte med at lave sætninger hele vejen hjem. Nogle mere lumre end andre.
Men jeg ved at jeg aldrig kan slå min mors rekord. Til lejr i 1989 skulle vi skrive en S-historie. Hun skrev en på 246 ord. Kan du stikke den eller hvor mange ord kan du komme op på - også selvom du ikke når de 246?
Opdatering: Words ordoptælling siger faktisk 247 ord!
Speciel sær, samt slem S-spejderhistorie Syv små sultne spejdere stod sammen sent søndag. Sigurd, Søren, Sofus, Sonja, Sussie, Susanne samt søde Steen skuttede sig. Spejderlederen Schmidt så surt sydover: "Se, solen skinner sørme snart. Smil så!" Spejderne smilede straks sammenbidt. Sofus stammede sært" Sa-sa-sagde Schmidt so-so-so-solen?" Schmidt sukkede: "Si, Sonnyboy. Se selv!" Sådan set skinnede solen svagt, så Schmidts sindstilstand smittede snart samtlige snavsede spejdere. Senere spiste spejdertroppen. Sonja stablede sammenlagte sandwichbrød. Spegepølse, salat, spegesild, stegte sild, sennep, samt sirupskager. Spildprocenten steg samtidig, som smørret smeltede. Sofus samlede sporadisk smågrene sammen. Søren sang sjofle sømandssange. Så skreg søde Steen skingert. Shit, spejderhaglene savnedes!
Så sang Sonja som Sanne Salomonsen. Søren, Sussie, samt søde Steen sang Shubiduas Sommergryder syvstemmigt. Sindsygt! Spejdermesterskaberne sluttede sent. Seje Sigurd sejrede selvfølgelig som selvudnævnt spejderleder. Snyd!.
Susanne samlede sine sager sammen. Sikken søndag! Seks splitterravende skøre spejdere sov snart sødt, som små spejdere skal. Sofus? Sofus sov støjende som Skovby Skadestues sidste sag søndag. Skovsneglene sprællede stadig. Spejderleder Schmidt skrev snøftende sin sidste spejderrapport. Så skød Skovby Spejdertrops sidste spejderleder sig. Således sluttede spejdernes søndagsskovtur.
- o 0 o -
Historien er også brugt på min spejderblog. Tilgiv mig mit genbrug.
Påskeferien er slut og det var nogle meget trætte piger, der skulle hives ud af sengen her til morgen.
Problemer med at falde i søvn i aftes hævnede sig nu. Afsted kom de noget vrantne tøser dog alligevel og jeg kunne se dem sjoske ud ad haven. Jeg håber ikke de har hakket for meget på hinanden på vej til skole.
Nu har jeg brugt det første af morgenen til at skabe overblik. Overblik over alle de opgaver der venter. Overblik over studierelaterede og fritidsrelaterede spejderting, der venter på at blive gjort.
Nogle af tingene burde jeg have lavet i ferien - det er ikke blevet til så meget, men jeg har mod på at klø på nu, så det er bare med at komme i gang, når jeg er kommet igennem morgenritualerne og har fået fortæret noget sund morgenmad. Det må jeg ikke glemmet.
Og ugen er jo en på en eller anden måde en dag kortere - det er jo ikke mandag, men tirsdag morgen.
Kun fire dage til weekenden, som jeg lokkede pigerne op af sengen med.
Selv om det er som vanligt med "ferie" - at den kan sættes i gåseøjne - så er der gået lidt påskeferie i den i det greenske hjem.
De har rigtig ferie Pigerne nyder at have fri og er hjemme. Spilletiden foran skærmen er sat til et minimum og der bliver også brugt tid udendørs. Mulige venskaber knyttes til naboernes børn.
Den studerendes ferie med gåseøjne Der skal nu læses og skrives en del her i "ferien".
En praktikrapport skal påbegyndes.
En tekst til eksamensopgave i "Stemmebrugens didaktik" skal læses, så jeg kan komme videre med den.
Forskellig litteratur skal samles op nu hvor det ene fag begynder at gå ind i repetitionsfasen.
Og nogle overvejelser til valg af emne for specialet burde jeg også få lavet.
Ja, listen kunne fortsættes i det uendelige ... næsten ... med lidt overdrivelse. Det må være mit ret som studerene at have lidt ondt af mig selv.
Påskespecialitet I dag ankom min bestillte påskespecialitet - påskethe. Og en æblethe havde jeg også investeret i. Så der er blevet drukket en del the i dagens løb.
I sidste uge købte vi en helt kasse med appelsiner. Vi har gjort et stort indhug i dem blot ved at spise appelsinbåde morgen og aften.
Men de sidste par dage har vi overvejet hvad vi ellers kunne lave af appelsinerne. Jeg fabler om appelsinfromage, vi brugte en til havregrynskugler med choko/appelsinsmag, mens hr. Green vil have appelsingelerand.
Og der er ikke langt fra ord til handling, når det gælder sådan udfordringer. Hr. Green har kastet sig ud i gelerandens kunst og det bliver spændende at se og smage resultatet.
Morgendagens møde og undervisning I morgen skal jeg til en afsluttende samtale på mit praktiksted og undervise min "kanin" i stemmebrug. Begge dele kræver noget forberedelse, så det må jeg hellere bruge tiden på - inden hele familien sætter sig og ser et afsnit af Simpsons fra sæson 2.
Hun tabte en tand hvilket altid er en stor begivenhed, men ak ... tanden forsvandt i skolens afløb, da hun ville vaske den inden den skulle være pakket ind og gemt i tasken.
En bund ulykkelig datter kom hjem og var næsten utrøstelig.
Vi tror ikke på tandfeen, for pigerne ved godt at tandfeen her i hjemmet hedder Morfar og at man kan ringe og fortælle om begivenheden og så få en mønt næste gang man ses.
Yngste datters humør er lidt bedre nu og hun har en plan. "Hvis nu jeg lægger 20 kr. under min pude i aften ... tror du så at tandfeen kommer med min tand?"
Vågnede alt for tidligt. Jeg var nød til at stå op.
Kroppen var tung, hovedet var tungt, øjnene tunge.
Pigerne var oppe - eller rettere vågne.
Yngste var ved at ordne sit skrivebord, mens kreativiteten har fået et ekstra pust, så ældste datter lå på sin seng med blok og pen og skrev et digt.
Jeg gik i seng igen, men overgav mig til den tidlige lørdag morgen og stod op igen. Godt hjulpet på vej af en momental larmende husbond, der snorkede så det var en lyst - for ham.
Og alle fordelene ved ændringerne i børneværelset kan mærkes. Nu kan jeg ligge mig i ynstes seng uden at klemme mig sammen som en harmonika under overkøjen.
Nu kunne jeg ligge ved siden af hende og snakke. Vi har fortsat oprydningen til lyden fra radioen. Yngste er rigtig god til at rode meget effektivt.
Nu holder vi pause. Maven knurrede hos yngste - morgenmaden var blevet en nødvendighed, så nu køre der morgen-tv, mens der fortærres.
Jeg må vist finde mig noget mere fornuftigt jeg kan kaste mig over - det indbyder den tidlige lørdag morgen til.
Det blev en lang fredag - ikke at forveksle med den der markere en af de dystre sider ved påsken om 2 uger.
Jeg havde ikke fået læst vældigt til dagens undervisning, men jeg mødte op og sugede guldkorn til mig. Lidt feedback på mine tanker om eksamensopgave fik jeg også - og det var godt. Så er det bare om at komme i gang.
Frokost med studiekammerater i kantine, storindkøb, udpakning af madvarer, lige 30 min. med benene oppe og så var det pludselig aften og tid til at lave aftensmad.
Lidt tid ved pc'en blev det til mens pigerne og faderen så Disney Sjov og mens der blev set ham den tykke med stikket, så konsumerede vi noget is som fredagsguf.
Normalt slutter dagen her. Fru Green plejer at være en død sild på dette tidspunkt, men så tog .... ved mig.
Vores piger deler værelse og er nød til at gøre det noget tid endnu, da økonomien ikke er til at få gjort det der skal gøres ved vores kælder for at få lavet værelser der ned. Så der er blevet ryddet op og flyttet rundt til den store guldmedalje. Og nu ligger tøserne ikke i køje mere og værelset kan næsten deles på midten, så de har en halvdel hver med hver sit skrivebord osv.
Ældste datter var meget meget flittig og hjalp med oprydning og vi kom så langt at sengen kunne flyttes ned i gulvplan og hun kunne indrette sin halvdel. Hun strålede som en sol, da vi ved midnats tid var færdige med flytteriet og hun kunne lægge sig i sin "nye" seng.
Imens sov lillesøster som en sten. Og der ligger en del oprydning til hende - det er dog ingenting i forhold til det slæb storesøster har taget - og storesøster for lov at tage en slapper i morgen.
Så skal der flyttes lidt lamper, plakater og andet. Og det er alt knokleriet værd når man ser hendes glade ansigt.
Fra blomsterbilleder over dukkeferie til katteslagsmål.
I dag blev vores matrikel beriget med sol i flere timer.
Familien inkl. børn og katte rykkede udendørs for en stund.
Selv fru Green, der havde taget et velfortjent formiddagsslapper tog kameraet med på fotosafari i det første spæde forår.
Øjeblikket efter at jeg har taget dette billede kommer vores ene kat Sofus og kaster sig ned foran kameraet og mig. Lige ned i min fine lille krokus, der bliver lettere kvast.
Pigerne var rent faktisk til at hive væk fra "Sims" uden sure miner. Yngste datter ynder at hive sine Barbiedukker og actionman med ud i haven. I sneen for at kælke. "Nu har jeg endelig mulighed for at lege at de er på ferie i Sommerland Lalandia," sagde hun, da storesøster brokkede sig over at hun ikke ville spille fodbold.
Hvad Actionman siger til at være nøgen i sneen kun iført en lyserød ballon ved jeg ikke - men jeg tænker mit.
Min fotosafari fortsatte. Blomster og katte blev fotograferet.
Begge kattede virkede kåde i det spirende forår og Sofus gik amok på både blade og en tennisbold.
Og så var der ellers rige muligheder for at se specielt Buster snige sig ind på Sofus og de tog sig nogle kampe.
Det var godt med frisk luft og sol, men det var også rart at komme ind i den solopvarmede stue bagefter.
Der fandt Sofus en varm solstråle på vores slagbænk, hvor han lagde sig og fik en lur. Og der pynter han nu så fint på min mors fine patchworkbetræk, som hun var så flink at lave til os i sin tid.
Hippiekostume. Bestående af: - stoftryk på et par udtjente cowboybukser - en bluse, der virkelig er fra den gang ("made in Pakistan)* - en glasperlekæde fra 90'erne - et metalsmykke fra 70'erne, der har været min mors
Så blev det fastelavn og vi holdt vores eget lille tøndeslagningskalas. Desværre blev det arrangeret så sent, at vi selvfølgelig fik en par afbud. De fleste havde lavet planer for søndagen. Men det var hyggeligt med dem vi var.
Kostumeudgifter i nul = en særlig glæde Pigerne blev klædt ud og det blev ret vellykket. Af og til har vi købt os til kostumer (der så er blevet brugt i "klædudningskassen" i lang tid efter), men der er nu en særlig glæde i at lave kostumerne selv af det man har i gemmerne - og det har vi meget af. I år lykkedes det at lave kostumer uden at investere i noget. Det er en rigtig god fornemmelse.
* Og så kommer vi tilbage til stjernen fra billedteksten. Ældstes bluse så vi en hel identisk udgave af i den amerikanske tv-serie "Alf" i et afsnit, hvor de drømte sig tilbage til 60'erne-70'erne. Det var faktisk det afsnit, der mindede mig om blusen, som jeg så fandt frem fra sin faste plads i min lejrbålsunderholdningssæk. Datteren ville gerne have haft et par runde solbriller på, men dem jeg har haft med spejlglas i var desværre blevet smidt ud (det er trods alt ikke det hele, der bliver gemt).
Malkepigekostume. Lavet af: Et underskørt fra en tidligere prinsessekjole, en almindelig langærmet hvid bluse, et forklæde (der vist har været min farmors), en malkespand (som har været sangskjuler ved min farmors fødselsdag en gang i 80'erne), fletninger i eget hår med røde kantebånd som sløjfer, blåternet tørklæde, en velourko (vist "præmie" for at have samlet et bestemt antal stregkoder fra blepakker i sin tid) og en plysko (den er nede i spanden).
Kattene Vi nøjedes med at putte printede katte uden på tønden, så kattene kom levende gennem postyret og tog sig en velfortjent eftermiddagsskraber om eftermiddagen.
Iøvrigt fik Sofus en ordentlig røvfuld af Buster til formiddag og nu er det pludselig Buster, der ligger øverst i katteklatretræet. Det plejer at være Sofus, der troner der.
Ynk mere ynk Og til sidst en beretning fra Fru Greens sygdomsfront: Den gode doktors anbefaling hjalp og lindrede lidt et døgns tid, men nu hostes der igen så meget at det er til gene for omgivelserne, rygmusklerne værker og hovedet dunker. Til den kan tilføjes at selvmedlidenheden er ved at have et godt tag i Fru Green. Doktordamen slipper ikke for et opkald i morgen og et besøg. Fru Green vil være helt sikker på at der ikke kan gøres noget.
- o 0 o -
Og så en form for servicemeddelse: Hurra - jeg kom igennem til Smartlog. Træls at have et blogindlæg på hjertet og så ikke kunne komme af med det.
Desværre er der ikke overskud til at finde en anden løsning i øjeblikket. Men det er nu meget hyppigt at der er problemer med adgangen til Smartlog. Trist.
En ny uge er begyndt. Mandag morgen med et lille drys sne.
Efter en uge med hosten dag og nat, slidt stemme og utilpashed, så er Fru Green vist igennem. Der hostes stadig lidt, men det er det rene vand i forhold til den forgangne uge.
Denne uge er den tilbagevendende underlige uge 7. Pigerne har vinterferie, men hr. Green arbejder hjemmefra og Fru Green er just kommet i gang med diverse fag efter en måneds undervisningsfri, så der er ingen vinterferie til hende heller.
Derfor bliver der flyttet lidt rundt på læsningen, så vi kan bevarer lidt af illussionen omkring en vinterferie.
Nok om det.
I fredags blev der bestilt diverse studierelevante bøger antikvarisk hos hhv. Paludan og Thur.
Bøgerne fra Paludan er allerede ankommet med posten i dag. Det blev til to bøger af Bent Fausing. Hhv. "Ansigt til ansigt" om ansigtets betydning i og uden for visuelle midler og "Synet som sans".
Det er to meget velholdte eksemplarer for 285,- inkl. forsendelse. Det er da ok.
Desværre må jeg lige lægge dem til side, så jeg kan koncentrere mig om kompendierne. Måske kan jeg kigge på dem i aften.
- o 0 o -
I kolonnen til højre kan du - et stykke nede - finde listen over de antikvariater jeg har fundet glæde ved at handle hos.
Ældste datter kunne i dag berette at hun inkvisitorisk var blevet spurgt: "Hvorfor gør du altid som læreren siger?" af en af pigerne i klassen.
Dermed indikeret at det skulle der være noget galt med.
Ældste datteren havde svaret: "Det er fordi at sådan kommer man frem i verden og bliver til noget en gang - og øger sin chancer for at blive forfremmet".
Jeg kunne ikke skjule min latter og spurgte: "Hvad svarede pigen til det?"
Mor: Hvad vil du være til fastelavn?' Storesøster: Jeg vil være narkoman. Mor: Det får du i hvert fald ikke lov til. Storesøster: Så vil jeg være sådan en der sælger det? Far: Mener du en pusher? Storesøster med slet skjult glæde i stemmen: Ja!
Vi kom frem til at hun ligesom sin veninde skal være hippie. Lillesøster ønskede heldigvis kun at være en bondepige.
Helt nytårsstille skal der ikke være på bloggen endnu. Lidt trivialiteter fra Fru Greens hverdag kan vi lige nå inden året rinder ud.
Denne mellemjul har budt på nogle rolige feriedage. Ingen arbejde, ingen opgave og ingen eksamenslæsning. Mine forkromede planer om at få lyst-læst er faldet lidt til jorden, men okay ... sådan må det være.
Hr. Green er gået i konditor-mode. Det er vist ved at være tradition nu, at han laver avanceret julekonfekt til jul og hjemmelavet kransekage til nytår.
Dette foto er fra sidste nytår. Årets kransekage er meget mere perfekt og skal vist dekoreres med marcipanpynt i farver. Foto følger.
Eftermiddagen blev brugt på en kort tur til Rødovre Centrum. Vi vidste at det ville blive anstrengende med mange biler og mennesker ... og ganske rigtig. Trafikken blev dirigeret på pakeringspladsen og vi blev ledt i kælderparkering -2.
Men pigerne har fået nogle penge og de brænder i lommen. Største fik købt noget hun havde ønsket sig længe. Lillesøster fik vi holdt tilbage ... men det holdt hårdt og krævede megen snak om at man ikke bare skal købe noget for at købe noget osv.
De sidste småindkøb blev klaret i Netto og så var vi rustet til nogle butiksfri dage igen.
Tårerne kom dog frem i storesøsters øjne da det indkøbte computerspil gjorde knuder og vi var forbi lukketid. Heldigvis kunne far være redningsmand og det kom op at køre.
I løbet af dagen er det meste julepynt pillet ned. Tilbage står juletræet og lyskæderne i buskene i haven. Når guirlanden med kræmmerhuse bliver pillet ned, så bliver der så tomt i stuen ...
Spisebordet er blevet flyttet i nytårsposition. Dvs. hen foran det store terrassevindue, så man kan nyde fyrværkeri, mens vi spiser.
Så nu er der nogle rolige timer frem til i morgen eftermiddag, hvor der skal laves mad og dækkes bord.
Og så vil jeg overveje om jeg orker at lave farvede rutebiler til isdesserten i morgen ...
Lørdag blev der lavet dej til hhv. vanilliekranse og honningkager.
Vanilliekransene blev færdige lørdag. Det lyder rart, familie- og overskudsagtigt at man selv bager småkager. De første 5 minutter er det også hyggeligt - herefter skal det bare overstås. Fru Green drejer håndsvinget på kødhakkemaskinen, hr. Green tager fra og skære i rette længde, ældste datter Green samlede i kranse og lagde på plader.
Men det er rart med hjemmebagte vaniliekranse - de smager jo godt.
Årets vanilliekranse og yngstes dekoration i baggrunden
Dejen til honningkager (som egentlig er lavet på sirup) skal stå en hel dag. Det var også fint for efter at have lavet tre store dåser vaniliekranse, så var der ikke mere energi.
Ældste datter Green gad ikke mere småkagebagning, så det blev yngstes tur. Diverse forme blev taget i brug. Den typiske arbejdsfordeling var også gældende denne gang. Fru Green laver dejen, ruller ud og begynder på udstandsning. Hr. Green overtager når der skal dekoreres.
Julebag i hidsige farver
Gennem årene har vi fået samlet forskellige forme i plast og metal. Bl.a. en gris. Datteren valgte at hendes gris skulle glaseres med en grøn glasur. Grønne grise!
Ja, ja. Så er den del af juletraditionerne overstået og til theen/kaffen kan vi nyde lidt til den søde gane.
Her i husstanden er det ofte fruen, der ikke er hjemme om aftenen eller en fredag-lørdag. Det sker faktisk aldrig at det er herren, der er væk.
Men på torsdag, så er det herrens tur og fruen bliver hjemme med sit afkom.
Det blev annonceret til de små pus med glæde i fru Greens stemme. "Så kan vi tre lave noget sammen ..." Den yngste lod hovedet falde ned i hænderne: "Åh, nej". Den ældste kiggede skeptisk på fru Green: "Skal vi så gøre rent?"
Fru Green lover at hun vil hygge - ja, grænsende til det vamle - med sine unger.
At købe sko til mine piger. Det er altid en kamp at finde noget fodtøj, der er ok og ikke flår skindet af pengepungen.
Det er også frygteligt, fordi pigerne faktisk ikke gider at tage med - og hjælp fra gemalen er det ikke meget af.
At jeg hader det kommer sig nok af at det var værst da pigerne var små. Mor alene i skoforretning med to piger. Mens opmærksomheden var rettet mod storesøster, der skulle overtales til at prøve støvler, så skulle jeg også bruge opmærksomhed på at holde lillesøster til, så hun ikke rendte rundt i hele forretningen og væltede sko ned og téede sig. Storesøster gad kun prøve et par. Hvis det så ikke passede, så blev kampen større for hvert par der skulle prøves. Jeg havde mistanke om at hun kunne finde på at sige at de sad fint - bare for at få fred.
Og så tvivlen: Passer de nu ordenlig?'Er der plads nok til at vokse uden at hun svømmer i dem?
Og overvejelserne: - Praktisk eller pænt? For varmt eller for koldt?
Det var nemt at vælge mellem praktisk eller pænt, da de var små - praktisk til udendørs leg hjemme og i børnehaven. Men nu hvor de er blevet ældre, går i skole og har skoene på hele dage. Ingen sutsko at skifte med osv. Så er det blevet svært.
Og pigerne er nogle store piger, så vi er nød til at købe voksensko. Hvilket resulterede i at lillesøster på 8 år udvalgte sig et par.
"Nej, dem får du ikke. Du får ikke sko med hæl på." "Øv, mor, hvorfor får jeg aldrig nogle sexede sko ..." "Dem kan du købe selv, når du er gammel nok."
Nå, men vi fandt nogle både fornuftige og pæne støvler til begge piger i dag, så nu er det overstået ind til foråret, hvor nyt nye kondisko og sandaler skal indkøbes.
... når lillesøster bringer en varm friskbagt bolle.
Opskriften er lavet af storesøster (dog tilrettet lidt, da hun foreslog 8 æg til en alm. portion boller ...), blandet sammen og ovnbagt af faderen og altså bragt ned i kontoret af lillesøster.
Ren familieidyl. Jeg tror jeg forlader pc'en og slutter mig til familien.
Halloween - egentlig en af de her højtider som jeg ikke brød mig om - bare noget dagligvareforretninger og legetøjsforretninger ville have indført så de kunne sælge noget mere.
Men da der kom et lille stykke Amerika ind i familien for en del år siden og den del af familien nu er bosiddende i Amerika, så blev det lidt mere relevant at fortælle vores piger om amerikanske traditioner.
Græskar er også en taknemlig plante at dyrke i sin have
... og så har fader og ældste datter i huset en forkærlighed for gyserfilm ... moderen i huset deler den også lidt.
Så de sidste to år har vi markeret Halloween. Fru Green er faldet til patten, som man siger. (Undskyld, hvis udtrykket falder nogen for brystet ... hø, hø)
Sidste år forsøgte vi os igen med et rigtig "Tim Burton"-inspireret græskar, i en mørk strimplet t-shirt, sat på kosteskaft og placeret passende mellem de visnede majsplanter. Kender man Tim Burtons stil, så vil man kunne scenariet for sig.
I år venter to græskar, et af dem af egen avl, på terrassen. I morgen bliver de snittet i og udhulet.
Årets gyserfilm bliver Ghostbusters 1 og 2 - så kan hele familien være med, for lillesøster er ikke så vild med det alt for heftige gys.
Så halloween bliver altså markeret her i hjemmet, trods min oprindelig aversion mod "højtiden" - hvordan har du det med halloween?
- o 0 o -
Servicemeddelelse: DR2 sendte DM i Græskar fredag d. 20. oktober. Vinderne kan du se billeder af her.
Den yngste har det med at vade godt og grundigt i spinaten for tiden.
I et forsøg på at gøre lidt ekstra for den sunde stil og hjælpe enkelte af familiens medlemmer til at tabe sig, så prøvede jeg noget nyt i går aftes.
En skål med rosiner og nødder og en skål med gulerodsstave, agurkestave, vindruer og æblebåde blev stillet på sofabordet til det der vel er aftenkaffetid.
Børnenes øjne lyst faktisk op og den yngste udbrød noget i stil med: "Så gør du endelig noget nyttigt med et måltid"
Pause ... stilhed ... "Øh, som altid" forsøgte hun så at redde situationen og smilede lidt skævt og kiggede væk.
Denne gang havde jeg raset ud over den forfærdelig kommentar i lørdags, så vi kunne ikke andet end grine og fortælle hende at det var endnu en rigtig utjekket ting at sige.
Jeg ved godt, at jeg er den voksne. Jeg ved godt, at det er mig, der burde vise overskud.
Men efter en eftermiddag med klassearrangement i Grøndalsparken, hvor jeg gav alt i en rundboldkamp og så den yngste kommer ned i kontoret og højt og let småfornærmet siger: "Aftensmaden laver altså ikke sig selv", så bliver jeg fornærmet og min indre hidsigtrold bliver rigtig gal.
Jeg burde være den voksne og ikke være nærtagende. Det burde jeg virkelig.
-o0o-
Måske var det udsigten til en aften med MGP 2006, der tændte mig af?! Jeg overlevede kun ved at flygte ind i soveværelset og muligheden for at læse og se lidt andre programmer.
Mængden af blogindlæg er faldet drastisk over de sidste to måneder.
Studiet er begyndt igen, så nu er hverdagen for alvor vendt tilbage i familien Green. Samtidig prøver jeg virkelig at prioritere afslapningstid og for mig er det blevet tid væk fra PC'en. I stedet bruges der tid på f.eks. hækle- eller strikketøj eller en god bog - skønlitterær selvfølgelig. Det er faktisk flere år siden jeg har læst skønlitterærer tekster og det er altså rart. Ingen overvejelser om hvad der er tekstens påstande, hvad der er relevant til eksamen osv. Bare sluge historien og lade den synke ind ... eller rettere lade sig synke ind i bogens univers for en stund.
Efterårssemesteret Efterårssemesteret byder på "Skrivning i organisationer" med Katrine som underviser og "Stemmebrugs didaktik". Et specialesemnar skal der også klemmes ind - og jeg overvejer at skifte et 1/4 årsværk ud med en praktikperiode, så for tiden undersøge muligheder for praktiksteder også.
Egentlig er jeg ikke skruet sammen til universitetsstudie. Det er alt for teoretisk. Det er ikke befordrende for min læringsproces kun at være teoretisk. Jeg savner virkelig at få teorien til at blive praksis, så måske kunne en praktikperiode hjælpe på det.
Fokus, fokus ... FOKUS Og så prøver jeg virkelig at holde større fokus på lidt færre ting i mit liv ... og have en mere åben kalender. Det holder hårdt, da jeg så nemt høre min mund sige "ja" og har så svært ved at forme munden til et "nej".
Ja'et bliver for mig drevet af ønsket om at hjælpe folk og ikke skuffe, men skal jeg være ærlig er det også svært at sige nej, fordi jeg derved fravælger noget og dermed går glip af det. Tænk hvis jeg gik glip af noget spændende.
Men jeg er faktisk blevet bedre til at sige nej ... det kræver blot virkelig fokus på hvad jeg har besluttet at bruge kræfter på og ikke strække elastikkerne i kalenderens blade. En blank side i kalenderen er ikke en mulighed for et ja, Fru Green. Det er den gode grund til et nej!
Børnefødselsdag nr. 2 inden for 14 dage er overstået. Pyyyyyh.
For to uger siden blev den ældste fødseldag fejret med en ganske almindelig fest. Pigerne til denne fest havde en alder og omgangsform, der ikke krævede de store planer og aktiviteter og de skulle nok få 3 timer til at gå.
Men den yngstes fødselsdag krævede lidt mere. Det skulle ikke bare være en fest, men en piratfest.
Fredag aften (hvor jeg oprindelig forsøgte at skrive dette indlæg, men Smartlog gik i sort som jeg skulle lægge det færdige indlæg ud), så skulle planerne fra papiret blive til handling.
Slikposer skulle pakkes, maritime og piratagtige dækservietter blev printet ud og lamineret, røde trekantede tørklæder skulle klippes til - så de små piger kunne blive rigtige pirater, en skattejagt skulle brygges sammen i en lidt for sen aftentime osv.
I processen med at finde egnede piratillustrationer kreerede hr. Green et Jolly Dannebrog flag, som senere blev til en hel guirlande der kunne hænge på vores terrasse, der skulle gøre det ud for skibet "Den grønne perle".
I går blev der så ryddet op, bagt boller og chokolademuffins, pyntet og dækket op, terrassen udsmykket med et lamineret print af et koøje og fru Green gik helt grasat og fik alt firser tingel-tanglet på i form af total uægte kæmpe guld creoler, fletninger i håret med perler i, perlekæder om halsen og håndled og selvfølgelig den tatoverede skulder bar. Bukserne blev smøget op og de sorte støvler fundet frem.
Og så blev der holdt piratfest.
Overskuds mor?! Ovenstående smøre kan sikkert give indtryk af at fru Green er en rigtig overskudsmor og at alle børnefødselsdage har denne standard. Lad dig ikke narre!
Jolly Dannebrog billedet kan passende få en tvetydige symbolværdi i dette indlæg, for jeg er helst fri for disse fødselsdage. Jeg vil gerne markere familiens fødselsdage; de betyder faktisk meget for mig og der bliver pyntet op, sat flag på bordet, lavet lagkage og andet lækkert, men ... jeg er bare ikke til de her fester hvor klasserne inviteres. Så er det indrømmet.
Vi har også ved tidligere lejlighed bestukket os fra en børnefødselsdag med en biograf og Mac'D tur for fødseldagsbarnet, hendes søster og en god legekammerat. Og noget lign. gør vi nok igen.
Når hun kan for alle andres børn ... I år har jeg dog sagt til mig selv at når jeg kan arrangere bålaftner, løb og andre aktiviteter på spejderlejre, klasse- og menighedsarrangementer for andre folks børn, så må jeg jo også kunne lade mine egne to tøser mærke at deres mor godt kan gøre sådan noget for deres skyld.
Men den rette gejst ... arrhh ... den mangler altså.
Men nu er det overstået. Børnefødselsdagene er ved i forsvinde i horisonten ... 11 måneder til den slags bekymringer dukker op igen.
- o 0 o -
Jeg glemte at nævne at vi blev velsignet med det skønneste lørdag eftermiddagsvejr mens vi holdt fødselsdag - ligesom vi gjorde for 14 dage siden. Lidt heldig har man lov at være.
Et egentlig barndomsminde er det faktisk ikke ... det kan blive det for min yngste datter - for hun vil få det fortalt mange gange i fremtiden.
I dag blev jeg af en eller anden grund mindet om nogle hændelser ved min mors bisættelse for 5½ år siden.
"Kapeltjeneren" klokker i det Min mor havde levet mange år med kræft, men nu var det slut og vi måtte sige farvel til en herlig mor og mormor.
Under selve bisættelsen skulle der spilles et bestemt musiknummer, men det lykkedes kapeltjeneren (gad vide om det hedder sådan?) at starte cd'en på et forkert tidspunkt i cermonien. Den stakkels mand blev noget forfjamsket og flere af gæsterne synes vist også det var ærgeligt for os i den nærmeste familie. Men vi kunne ikke andet en trække på smilebåndet ... min mor ville have fundet det underholdende.
"Gravøl" Den hændelse jeg først kom i tanke om var faktisk følgende: Vi havde lånt nogle baglokaler i den frikirke jeg kommer i. Her blev dem der havde lyst budt på "gravøl" bestående af kaffe og wienerbrød. Dette foregik oppe på første sal i et større lokale. Nede i stueetagen var nogle af lokalerne ved at blive sat i stand og spejderne, som også brugte lokalerne, havde også noget maling stående i små flasker til at dekorerer et eller andet.
Gravøllen skred frem og folk begyndte at sige farvel. Vores yngste datter var på det tidspunkt 3 år. Hun har ofte været den af pigerne der lavede ulykker. F.eks. har jeg ikke tal på hvor mange liter shampoo hun i årenes løb har tømt ud i bruseren eller sit badekar. Det er rigtig rigtig mange mange liter.
Gene Kelly stepnummer i maling Pludder og pladder og vædsker har altså hendes interessse ... hvem sagde den lille kemiker? Jeg sagde farvel til nogle af mine onkler og tanter og de gik ned. Imens sagde jeg farvel til nogle flere. Så vendte min tante tilbage. "Jeg tror altså din yngste laver noget dernede hun ikke må".
Ned af trappen til stueetagen ... ganske rigtig ... den yngste stod i et lokale, hvor døren ellers havde været lukket. En rød, en blå og en gul plamage lå på gulvet og den, i dagens anledning, yndige pige havde stepdanset i farverne og lavet ganske yndige fodspor på laminatgulvet.
Igen ... meget uheldigt på sådan en dag. Jeg sagde skyndsomt farvel til familie og venner og gik i gang med oprydningen. Ungen blev strippet for bemalet tøj og pakket ind i tæppe fra min fars bil. Derefter forlod mand og børn selskabet med morfor som chauffør i bilens varme.
Min mors ånd Og så gik jeg ellers i gang med at tørre maling op fra gulvet og lidt fra væggene også ... og som jeg lå der og tørrede op, så kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at min mor ... ja, hun ville have elsket det ... for ungen havde jo haft det mægtig sjovt i det lokale ... og tingene skulle helst ikke være for perfekte.
Den ene af to børnefødselsdage på to uger blev afholdt i dag. Storesøster fyldte år i ferien og det skulle fejres i dag.
Da fødselsdagen blev planlagt i ferien: " ... og så kan pigerne sidde på terrassen".
Da den sidste planlægning skete i dagene op til - ja, selv dagen før: " ... vi placerer dem rundt om spisebordet i spisestuen".
45 minutter før gæsterne kom: " øhm ... vi kan da vist godt sætte dem på terrassen".
Sådan blev det. En dejlig dag med solskin og varme og 8 piger blev bænket på havestolene på terrassen. Og maven alt for fuld af is, slik og kage.
- o 0 o -
Og det kører virkelig for emnekategorierne hos Smartlog. Jeg selvom jeg ikke er herre over det selv, så undskylder jeg de manglende "tags". Men jeg har jo selv valgt en gratis løsning som Smartlog, så i sidste ende ... min egen fejl. Derfor: Undskyld.
Efter flere uger med sol i hele landet, ja, så var det selvfølgelig da viskulle holde rigtig ferie at regnen kom. Men vi fik da nogle stunder med sol i løbet af ugen. Og regnen hjalp med at få temperaturen lidt ned ... og så fik vi oplevet tordenvejr ... Så helt skidt har det ikke været.
- o 0 o -
Lidt skriblerier fra ferien følger senere - og indsættes på de ugedage de blev skrevet i løbet af ferien.
Torsdag - kedelig formiddag, men eftermiddagen blev rigtig smuk. Vi var en tur i Gudhjem, men talte på køreturen hjem om at vi da vist skulle være taget til stranden sådan som solen skinnede og varmede.
Fredag - vejret var blandet - det var tørvejr og lunt om eftermiddagen, så vi tog til Boderne for at bade. Denne gang blev jeg på stranden og kiggede på mens hr. Green, pigerne og onkle, fætter og kusine var i vandet. Hr. Green er var i vandet sammen med den yngste i over to timer i stræk.
Fredagen bød også på et natligt regn og tordenvejr. Det stod på det meste af natten og der var faldet 35 mm regn. Hos mine svigerforældre fik de næsten ikke noget. Sjovt som det kan fordele sig over så lille et område som Bornholm.
Lørdag - meget blæst, mest tørt, men dog også nogle byger. Vi var i Bornholms sommerfuglepark. Selvfølgelig glemte fru Green at medbringe kameraet ... men så slipper du for en masse billeder af sommerfugle.
Lørdag nat bragte også lidt byger.
Søndag - tørvejr, men blæst ... ja, faktisk var det kuling ... ja, selvfølgelig var det kuling, for nu skulle familien jo sejle ...
På turen kl. 13.45 fra Rønne mod Ystad, så kunne kaptajnen byde velkommen (det gør han kun hvis der er noget vejrmæssigt usædvanligt). Og så kunne han berette at der desværre blæste en nordøstelig vind med 15 sek/m og der af følgende 2 meter høje bølger. På cirka en halv time af overfarten var der tændt skildt om at man skulle blive siddende for sin egen sikkerheds skyld.
Nu er har jeg jo rejst en del til Bornholm (tænk sig: Stærk tendens til søsyge og så besøgte man kæresten bosiddende på Bornholm ca. hver 14 dag), så jeg har godt styr på at holde min søssygetendenser i ave. Så ved et af bordene kunne man se en mor der havde hovedet plantet i sin trøje på bordet og knap nok ænsede sin børn. Det må have været noget af et syn. Men jeg kom i land uden alt for meget søsyge og dens følger - og det er dét der tæller.
Så regner det igen. Efter en god eftermiddag med sol fra en himmel med flotte store skyer og en ganske pæn aften, så er regnen vendt tilbage og vi har nu rundet de 21 mm regn. Det lyner og tordner også.
Og så til en af dagens oplevelser: I eftermiddag fik jeg prøvet at dreje ler (det er dog den yngste datter, der er igang på billedet). Pigerne og deres fætter og kusine har prøvet, hr. Green har prøvet - nu blev det endelig min tur.
Og efter et mindre heldigt forsøg, så fik jeg kyndig vejledning af min svigerfar - det var en opdagelse at få at vide hvordan det vitterligt skal gøres i forhold til hvordan man tror det skal gøres. Da jeg forsøgte uden vejledning brugte jeg hele håndfladen på begge hænder, men det viste sig at det var et forskelligt område på hver hånd der skulle bruges.
Jeg kan mærke at jeg savner at lave noget med hænderne. Det er fint at bruge hovedet og sidde ved en computer, men det at lave noget med hænderne andet en tifingersystemet ... det giver faktisk et kick. Så jeg tror faktisk jeg kunne blive lidt bidt af at dreje keramik ...
Iøvrigt er min svigermor nød til at gøre gæster til værkstedet opmærksom på at en bestemt planke med ting ikke er Sigurds, men børn og børnebørnes kreationer - bare så de ikke bliver i tvivl ...
Det er godt at være på ferie og selvom vejrudsigten lover regn den kommende uge her på Bornholm, så lader vi os ikke slå ud.
På landevejen uden for mine svigerforældres hus er der disse gamle vejmarkeringer.
De gamle vejmarkeringer er ligesom prikken over i'et på den landlige idyl.
For at være sikre på at få en solrig dag på stranden, så benyttede vi den første dags solskinsvejr til at tage til stranden ved Hasle. Jeg prøvede at fange et godt billede af bølgerne - det er altså svært med et lille digitalkamera, hvor den ikke tager billedet lige præcis når man trykker på knappen. Så det blev til nogen stykker med forskelligt held.
Der blev lavet en stikling ud af en rose som den yngste datter fik efter en teater- og danseforstilling hun og de tre børnehaveklasser opførte i foråret 2005.
Nu er det en fin rose i en potte i vores have ... og tøsen nyder at se til den hver dag.
Denne gang er overskriften en hentydning til pirater - imodsætning til når den er blevet brugt i overskrifter i tidligere blogindlæg (her og her).
Så fik den ældste datter og jeg set Pirates of the Caribbean: Dead Man's Chest. Der har jo ellers været kamp om hvem der skulle afsted og se den, for både herren og fruen i huset ville gerne se den. Den ældste datter elsker et godt gys og har f.eks. ønsket sig Frankenstein, Dracula og Wolfman til seneste fødselsdag og juleaften, så nogle af de gamle gyser klassikere på på hylden er faktiks hendes. Det var derfor givet at storesøster også ville se piratfilm, men den yngste - ja, hun er skruet anderledes sammen og en film som "Pirates ..." ville være for hård kost.
Med argumenter om at det vist var morens tur til at have nogle timer alene med storesøster, så vandt jeg æren og glæden ved at skulle se piratfilm, mens hr. Green og lillesøster så Ice Age 2. Det var lidt mere i lillesøsters kaliber.
Det var herligt igen at sidde i biografmørket - også selvom jeg var lidt mere obs på sidemanden end jeg ellers ville være. Storesøster havde da også knaldet hovedet i loftet, hvis der havde været meget lavt til loftet ... hun røg op af stolen et par steder ... og så tror jeg slutningen skuffede hende lidt. Og her må jeg give en af de anmeldelser jeg har læst om filmen ret ... det er et alt for tykt oplæg de laver til 3'eren. Det er ikke nødvendigt. Jeg går gladeligt ind og ser en 3'er - også uden en cliffhanger.
Men anbefalelsesværdig film - som jeg også fik en mere eftertænksom vinkel på ... men den vil jeg skåne jer for her - det vil nok afslører for meget af handlingen at forklarer det.
Ude i højre spalte under den linkliste, som jeg kalder "Ledetråde -mit liv og interesser" har jeg tilføjet et link til min svigerfars hjemmeside - http://www.sigurd-keramik.dk/
Jeg bringer det link, da jeg gerne gør lidt reklame for hans keramikværksted på Bornholm.
Jeg har ganske kort nævnt min svigerfar og hans saltglaserede keramik i et indlæg i martsmåned, hvor du kan se en vase med indhold og noget af hans ældre keramik i et indlæg fra marts.
Sigurd, min svigerfar, er vendt tilbage til sin fødeø og sit erhverv efter en del års fravær.
Han er uddannet hos L. Hjort, Rønne, i 1964. Han havde sit eget keramikværksted i en årrække før han flyttede fra Bornholm og beskæftigede sig med en mængde andre ting. Bl.a. har han været økologisk mælkeproducent på Fyn.
Vi har en del af Sigurds keramik herhjemme - fra mange forskellige perioder, så der er også skiftet stil nogle gange - og alligevel har han nogle særlige træk i sin keramik, der går igen. Dengang som nu.
Herhjemme har vi fornøjelsen af at drikke the og kaffe af hans kopper - dem har jeg dog endnu ikke i saltglaseret udgave.
Det kræver en tur til Bornholm og at turen går op omkring Nordøst-bornholm for at du kan købe hans keramik.
Efter en uges spejderlejr ved Ebeltoft Vig sammen med 55 unger og ca. 20 voksne, så er jeg ved at være på banen igen. I går blev brugt på at være chauffør, få støvet fra grusvejene på Molsbjerge vasket af bilen og sove i flere omgange.
Dagen i dag er blevet brugt på at pakke ud, rydde op, nusse lidt i haven og roligt komme i omdrejninger igen.
I morgen gælder det så en opgave i faget skrivedidaktik, der skal være færdig om 3 uger. Så ret beset kunne jeg påbegynde endnu en tælling af dage og rapportere dagligt om fremgangen. Det vil jeg dog afholde mig fra denne gang. Helt slippe for at høre om hvordan det går med skriveprocessen slipper du dog ikke for.
I aften er der indkøbt chips og sodavand til den store VM-finale. Datterens favorithold, Italien, har klaret til finalen ... så det bliver jo mægtig spændende.
Jeg håber inderligt de vinder. Mens jeg var på lejr blev hendes andet favorithold Brasillien slået ud og hun skulle eftersigende have grædt som pisket ... den fodboldiver har hun ikke fra mig. Men spændende bliver det da at se kampen.
Jeg kan også godt huske hvor dejligt det var at få lov til at bade i haven som barn, så jeg kan sagtens sætte mig i den ældste datters sted, når hun nu så gerne vil bade.
Men ... jeg hader at skulle pumpe det forfærdelig bassin op! Så nu gemmer jeg mig lidt i kælderen, mens hr. Green knokler for at gøre datteren glad.
Jeg er vist en slem mor ... eller nærmere en slem hustru.
Men måske skal jeg begynde med at fortælle at den yngste er blevet kørt lidt hårdt siden fredag, da vi opdagede at hun var frygtelig bagud i skolebøgerne. Så den har stået på lektiearbejde mange timer dagligt. Nu er det næsten indhentet.
Men altså så vi "Lille Kylling", som har haft DVD-premiere i dag.
På et tidspunkt siger Faren i filmen at moren er meget bedre til det med at snakke og få løst tingene ... og så udbrød den yngste: "Det er lige som dig, Mor", med stor varme i stemmen.
... og så fik Fru Green tårer i øjenkrogen ... tænk at hun stadig synes det efter disse måneder, 4 ugers eksamenslæsning og 4 dage med mange timers lektieterperi.
Den ældste af mine piger er lige kommet hjem. I går meldte hun sig til at fodboldhold som skolen skulle stille med kun piger. Og hun har noget at være stolt af for de vandt deres aldersgruppe.
Så en flot medalje hænger om halsen og en lille rygsæk med påskriften: "Kvindefodbold er cool" var præmien.
Og hun er sej en sej (nej, hun er ikke en fisk), min dejlige pige.
Forleden kunne diverse nyhedsmedier bringe historien om at en undersøgelse viste at mænd begyndt at bruge 2 timer mere på toilettet end for nogle år siden - angivelig skulle det kobles til at man havde fået samtale køkkenet og nu havde mændene ikke fred nok. DR-nyheder skriver om det her.
Som ordlyden er i ovennævnte artikel, så flygter manden fra fællesskabet.
Det med at bruge lang tid på den store hvide telefon er ikke et problem her hjemme. Kontoret (der godt nok er fælles) ligger i kælderen, men der er gode muligheder for at gå der ned og få fred. For begge husets voksne. Man kan nemt have det for sig selv. Og selv når vi begge sider der kan der være tavshed (jo, jeg kan godt holde mund længere tid af gangen ... det kan jeg virkelig).
Da jeg hørte det i radioen, så tænkte jeg at det måske kan have noget med indstilling mere end med indretning at gøre (selvom indretning også er med til at præge indstillingen - lidt ledelsesfilosofi har man vel haft).
Men i nogen hjem kan man ikke være hjemme sammen uden at skulle være sammen. I mit barndoms hjem nød min mor det blotte faktum at jeg lavede noget jeg var glad ved på værelset. Min far nørklede med det han kunne lide i sit værksted og hun kunne nørkle med sine interesser i stuen. Vi lavede noget hver i sær - i samme hus - og vidste at hvis vi ville kunne vi søge fællesskabet - og det passede min mor godt. Det følte hun som en tryg og rar fornemmelse. Og jeg tror vi andre to delte den.
Sådan har vi det også i det greenske hjem ... vi kan sagtens være i huset alle sammen - uden vi skal lave noget sammen. Og så kan vi lave noget alle sammen sammen - ind imellem.
Så jeg oplever ikke min mand som en hulemand der er blevet fordrevet fra sin hule og er flygtet ud på toilettet.
Men hulemand er han. Bare i en meget mere bogstavelig forstand.
Jeg tror at et af vores pigers barndomsminder om deres far vil blive at han var super til at lave huler.
I aftes troede jeg han sad i kontoret. Jeg sad i stuen. Snart opdagede jeg at han faktisk ude i tusmørket gik og byggede en hule til tøserne af de grene vi har klippet af et højt træ.
Det er blevet en fantastisk hule.
Og det er ikke den første ... der er blevet lavet legehus af overskudsbrædder fra det gamle hegn, der er blevet bygget hule af granris da nåletræet blev opstammet, der er blevet bygget hule i køkkenhaven og næsten hver gang det har sneet har hr. Green stædigt trodset kulden og brugt mange timer på at skovle sne sammen i en bunke, så der kan bygges en hule. I julen i år blev den hidtil største snehule bygget, da snebunkerne var til det.
Så min mand er en hulemand ... men også en god far. [Høps, det må vist tælle som min fars dag gave at jeg skriver dette offentlig ;-)]
Og pigerne ser frem til at komme hjem fra skole - og de skal nok få lov at tage tæppe, saft, æbler og andet mundgodt med der ud til hygge.
Ovenstående er træet som grenene er fra. Jeg ville have det opstammet. Hr. Green ville have det udtyndet. Men nu er alle grene i midten fjernet - så jeg får nok min vilje. (Og så bliver træet nok fældet i efteråret, da rødderne smadre vores have, haveindgang m.m.)
Pigerne legede i haven, mens aftensmaden blev lavet.
Da jeg skulle ud og kalde på dem sad de ved vores lille forsøg på en havedam. Nede i søen var pigernes Playmobil bl.a. det fra Noas ark temaet.
De stakkels playmobil-folk kæmpede for at holde skibet oven vande. "Og vi leger at vandnymferne er blodsugende iler" fortalte den ældste, da vi skulle sætte os til bords. Det skortede altså ikke på dramatik i pigernes udgave af Noas ark.
Efter aftensmaden returnerede pigerne til dammen - og det endte med at Noas Ark gik ned som et andet Titanic ... og måtte spules og tørres inden det hele kom ind på værelset igen.
Jeg følger lidt med hos Interstellar sysctl, og blev mindet om at der er mange sæsoner at investere i endnu. I min nok lidt sære blanding af interesser er bl.a. at jeg synes Star Trek er sagen. Det er jeg ikke den eneste der gør på matriklen - Hr. Green deler også interessen.
Egentlig noget meget privat Og undskyld mig at jeg her deler noget egentlig meget privat:
Indbegrebet af romantik i det greenske hjem ikke friske blomster, lys på bordet og et måltid med henførte blikke. Nej, det er at spise aftensmad og så se et helt nyt og uset afsnit af Star Trek, mens ungerne er et andet sted i huset og ikke forstyrre. Det er idel lykke i det lille hjem.
Interessen blev vagt, da hr. Green i sidste halvdel af 90'erne arbejdede ude af huset og TV-Danmark sendte Star Trek Next Generation i de sene natte timer. Den gang kunne vi ikke fange signalet særlig godt, så mine forældre optog troligt et afsnit hver nat.
Star Trek TNG, pizza og blebørn dansende til titelmelodien Hr. Green knoklede røven ud af bukser. Jeg gik hjemme med to blebørn. Så når vi endelig fik tiden, så stod den på en kassette fra de gamle med 3-4 afsnit Star Trek TNG, pizza bestilt ved Dominos og cola. Ungerne kunne i en alder af knap 1 og 3 år kende titelmelodien - og særligt den yngste dansede hver gang hun hørte den. Det gjorde vi nok 1-2 gange om ugen - det var skide usundt og dyrt ... men det eneste vi havde overskud til.
Svensk tv har været flinke til at sende Voyager og Enterprise, så der har været faste ugedage, der var fredet og forbeholdt greensk romantik.
I dag bliver der ikke bestilt pizza ude fra særlig tit - vi har overskud til at lave den selv. Ungerne er blevet så gamle at de kan hygge sig et andet sted i huset - eller se med (den ældste er særlig glad for filmen Generations, fordi kaptajn Kirk er med).
Jule- og fødselsdagsgave de næste mange år er sikret Der er desværre ingen kanaler, som vi kan se, der viser noget Star Trek - selv svensk tv holdt op med at sende Star Trek Enterprise.
Men nu bliver der så købt på DVD - en sten sikker glædebringende gave til hr. Green er en sæson Star Trek. TNG er i kommet hus på den måde, så nu er det Enterprise vi er begyndt på og kun mangler sidste sæson 4. Den har vist fået dansk dvd-premiere nu, men jeg tør ikke købe den - så ryger eksamenslæsningen for alvor. Men som belønning til manden for at holde mig ud - og til mig for en forhåbentlig veloverstået eksamen ... eller som trøst (vi får se) ... så skal den måske købes når det er overstået.
Og så venter der jo mere: Den originale serie (som jeg nok ikke har helt så meget fidus til), Voyager og Deep Space Nine.
Og kattenavne har vi nok af - Kirk og Picard blev overvejet, men så havde de nuværende katte navne i forvejen ... men måske næste gang?
Er der noget at sige til at en tur tilbage til ægtefællens fødeø trækker lidt i flyttetrangen?
Som altid når vi har været på øen, så skal vi igennem overvejelserne om at flytte der over - til det meste af svigerfamilien, den skønne natur og ... alt det andet positive vi synes der er. Den ældste datter er klar til at flytte på stedet. Og selv en indfødt københavner som jeg kan godt overtales ... en gang.
Men her i København er der også familien der trækker ... det er ikke nemt.
I påskeferien har familien spillet familieudgaven af Trivial Pursuit en del gange.
Selvom det er hverdag, så blev der til aften meget luksusagtigt tid til at spille en omgang efter aftensmaden. Jordbær cream the og kaffe blev brygget.
Pink børnespørgsmål: Hvilken sportsgren handler filmene hvor Sylvester Stallone spiller Rocky om? Den ældste og for tiden meget frække unge: "Det ved jeg ikke ..." Hun tænker lidt og udbryder så: "Fodbold ... nej, nej, jeg ved det ... minigolf ... " Hvorefter hun har det, for en mor så søde, men også frækkeste smil.
Og hvem ved - måske får vi en dag en serie film, der handler om den store helt der er super til at spille minigolf?
At læse dette indlæg med titlen "Vakuum -met, -mer" hos hende.dk har skubbet til et af de indebrændte indlæg hos mig. Så her kommer det ... og kald mig gerne husmorblogger - det kan jeg godt leve med.
Jeg er skyldig Jeg må indrømme det og vedkende mig min skyld: Jeg gik hjemme i fem år. Selvvalgt og på "gammeldags" vis. Altså ikke på betalt barselsorlov eller børnpasningsorlov. Jeg gik hjemme for min mands indtjening ... altså havde jeg underlkastet mig hans magt. Samtidig med at jeg forhånede mine kønsfæller og deres kønskamp ved at have valgt at gå hjemme. Dette alt imens min hjerne skrumpede ind og mine evner i alle andre henseender forsvandt.
Hvis du tror jeg mener ovenstående afsnit alvorligt, så tro om igen. Jeg er ironisk - hvis du skule være i tvivl.
Den hjemmegående høre meget før ørerne falder af I den tid jeg gik hjemme måtte jeg lægge øre til meget. F.eks. følgende ordveksling til en mødregruppe (har altid haft et lidt ambivalent forhold til de mødregrupper):
Sagt henvendt til mig - Ih, hvor du heldig at du ikke skal hurtigt tilbage. Det må være så rart at kunne gå hjemme med børnene. Det ville jeg også gerne.
De andre tilstedeværende nikker samstemmende.
Så langt så godt. Men en halv time efter: - ... og så kan jeg altså ikke overskue at skulle hente storebror i børnehaven. Jeg kan næsten ikke overkomme det. - Det er så fordummende at gå hjemme på barsel. Pludselig kan man ikke klare det man ellers kan. Det bliver godt at komme i på arbejde igen. Igen nikker flertallet samstemmende.
Og så var det liiiige jeg tænkte - hvordan passer de to udsagn sammen?
Forventningen om tilbagegang Gennem de fem år måtte jeg høre hvordan folk generelt forventer at hjemmegående går i tomgang, mister al deres faglige indsigt og kun kan beskæftige sin hjerne med hjemmet og børnene.
Og ja, efter som at du bruger meget tid i hjemmet og sammen med dit afkom, så kan du ikke fortælle "morsomme" anekdoter om dine kollegaer eller en åndsvag chef. Du kan fortælle om dit hjem og dine børn - for det er din arbejdsplads.
Eksemplet med hende fra mødregruppen der ikke kunne overkommet at hente storebror i børnehaven om eftermiddagen er jeg kommet frem til flg. om: Måske er det netop fordi det er for en kortvarig periode. Der er ikke noget insitament for at få tingene til at lykkes. Jeg kunne ikke andet. Der var ingen mand jeg kunne pumpe og sige at om 3 mdr. så skal jeg også arbejde, så må vi deles om det, så hvorfor ikke gøre det nu. Her var vilkårene givet den dag vi i fællesskab blev enige om at jeg var den der knoklede hjemme med børnene i en årrække og han var den der knoklede på arbejdet. Jeg var nød til at finde en løsning selv.
Fordomme Fordommene om den hjemmegående hjernetomme mor fortsatte: Børnehavepædagoens undren over at min datter selv kunne tage overtøj af og på, når hun nu havde gået hjemme hos mig og ikke i vuggestue.
Måske kunne min datter det fordi vi havde tid til at hun selv kunne slås med tøjet når vi skulle afsted. Hun var ikke nød til at lære det i vuggestuen efter at mor og far ikke havde tid - de skal hurtig ud af døren og på arbejde.
Men børnehavepædagogen havde en forventning om at jeg selvfølglig have forkælet min datter i en grad så hun var skadet.
"Ja, det bliver nok lidt svært for hende at vende sig til at sidde i rundkreds med de andre børn", som der også blev sagt. Det blev ikke noget problem. Faktisk havde vores yngste datter der fik 1 år i vuggestue flere problemer med det ... hmmm.
At nogle kvinder ikke er egnet til at gå hjemme, ikke kan få det til at fungere, oplever at hjernen går i tomgang ... det er givet. Kvinder er forskellige. Men at det så skal blive til at alle kvinder bliver tomhjernede blesnakkende gæs, der ikke er meget bevendt når de vender tilbage til deres faglige del af livet ... undskyld mig - den æder jeg ikke.
I ovenstående kan læses fordomme om at vuggestuen har dårlig indflydelse på børn eller at familier hvor begge forældre arbejder ikke har tid til deres børn. Det kan være tilfældet, men jeg fælder ikke den dom, der hedder at "selvfølgelig er det generelt sådan". Jeg tror nemlig godt at der er forældre der kan få et arbejdsliv med børn til at fungere. Ligesom der er nogen der ikke får det til at fungere.
Og sådan håber jeg også man vil kunne droppe fordommende og se på den hjemmegående kvinde eller mand!, der sætter nogle år af til at bruge tid på det afkom de har sat i verden: At nogen sagtens kan gå hjemme uden at hjernens faglige indhold siver væk og erstattes af blepriser, suttemærker og ammesnak.
- o O o -
I dag er jeg studerende og vil forhåbentlig være færdiguddannet næste sommer - og så skal jeg ud og tjene penge - og rigtig blive værdsat ... nååå nej, jeg er humaniorastuderende - os kan man ikke regne med. Vi skal bare ud og være arbejdsløse - gad vide om humaniorastuderende også har ammehjerner?
I denne weekend blev en aften brugt på at familien skulle se den nyindkøbte "Harry Potter og flammernes pokal". I den forbindelse kom vi til tale om at de allerede er ved at indspille endnu en film om Harry P.
"Er der ikke en af dem der hedder Harry Potter og tudeprinsen?" spurgte den yngste datter så.
Hvis jeg ikke allerede havde det elendigt - med hvad jeg frygter er en reel halsbetædelse - så ville jeg være blevet akut dårlig efter Nyhederne på TV2 kl. 18.
Det er OK at være romantisk anlagt - men hvorfor skal det tvinges ind i en amerikansk kommerciel hjerteform? Hvor romantisk er lige det?
Nææ, jeg vil bruge dagen til at hylde min egen og alle jer mænd, der ikke lader jer tvinge til at være romantiske - men sørger for at værdsætte jeres koner eller kærester i hverdagen.
Kobber: Lat. Cuprum, et rødt, blødt og meget strækkeligt metallisk Grundstof med Vgf. 8,5-8,9 og Smp. 1083 grader.
Kobber opløses ved Tilstedeværelse af Luft i det fleste Syrer; det angirbes af fugtig Luft, idet det overtrækkes med et tyndt Lag af basisk Kobberkarbonat, Ir.
Kobbermølle: Krusaa Kobberværk, Metalfabrik i Slesvig, 6 km N. for Flensborg, tæt S. for den danske Grænse; anlagt af Christian 4., ødelagt 1628, senere genopført og atter ødelagt (1644 og 1657), derefter opført paany 1689.
Kobberslangen: 4. Mosebog 21 fortæller, at Moses under Ørkenvandringen oprejste en Kobberslange, der frelste de slangebidte.
Kobber er betegnende for dagen i dag i vores familie. Og jeg hentyder ikke til at det har været som en ørkenvandring, at det har været ødelagt og genopbygget eller at det er blevet opløst eller irret. ;-)
Kilde: Vor Tids Konversations Leksikon, bind VI, Aschehoug Dansk Forlag, 1938
Artikel i Politiken om en undersøgelse der viser at kvinder tvinges til at være utro pga. deres (vores) biologi.
Jamen, så vil jeg straks være utro og give biologien skylden. Sjovt at vi ikke vil acceptere at mænd "tvinges af deres drifter" til at forgribe sig på kvinder.
Men vi skal åbenbart acceptere at kvinder tvinges af deres biologi til at være utro (biologi lyder også lidt pænere end drift - hmmm).
ADVARSEL: Dette indlæg stinker af indebrændthed og indignation
Jeg ved godt at det er min egen skyld. Jeg ved godt at vores valg har konsekvenser.
Synden Jeg ved, at jeg forsynder mig mod det hellige almindelige danske familiemønster, når min mand og jeg vælger at vi gerne vil være sammen med vores børn i en større del af dagen end blot aftentimerne. Det er vores eget valg at vi ikke lader dem gå på fritidshjem som flertallet af danske familier.
Jeg ved godt, at jeg er med til at skade de almindelige forældre og evt. prikker til hvad de må have af dårlig samvittighed (den vender jeg tilbage til - til sidst).
Jeg ved, at jeg skal leve med, at alle problemer, der er - eller måtte blive med mine piger vil blive mødt med: "Hun går ikke på fritidshjem ... har I overvejet at lade hende komme på fritidshjem?"
Jeg ved, at jeg bryder med den konforme "sådan gør man".
Straffen Så det er vel straffen for vores synd at når børnene har temauge på skolen og vi så to dage i træk skal vente 20 min. over normal skoletid på at pigerne kommer ud i skolegården. Det er jo vores egen skyld at lærerne ikke bare lade dem vælte over på fritidshjemmet, når de er færdige.
Jeg ved, at vi ikke har fortjent andet end et træk på skulderene, når vi gør opmærksom på at det ikke står på ugeskemaet at undervisningen er forlænget.
Kulminatioenn på en uge med afrikansk dans er at vise forældrene hvad man har lært og derfor kom der ugen før et brev, der fortalte at næstekommende fredag kl. 15 er der optræden. Men ...
... dagen før fredagen kommer der brev med hjem: Nu skal børnene være der 14.45. Opvisningen begynder stadig kl. 15.
... og på selve dagen kan pigerne fortælle at nu har deres danseinstruktør bedt dem om at komme allerede 14.30.
Så må sådan nogle syndige forældre som os tage vores straf og tage afsted med vores børn. Knap en time efter at vi er kommet hjem fra skolen og samtidig være indstillet på at vente mens de øver.(Ja, vi forsynder os også mod det hellige almindelig familiemønster ved ikke at have bil)
Det er en vaske ægte afrikaner der har undervist dem og det er jo herligt (og her er jeg ikke ironisk!). Ungerne har virkelig fået en oplevelse og nogle indtryk med sig.
Desværre var det grunden til at programmet skred de dage, da vi ventede 20 minutter.
For den friske danseunderviser skal åbenbart ikke leve med flertallets rammer.
Og det er så også grunden til at vi, minioritetsgruppen af forældre der ikke har børnene på fritidshjem, fra 14.30 til 15.00 kan sidde og se på 6 lettere forvildede klasselærer, der prøver at holde ungerne i ro i 30 minutter - uden en eneste øvelse finder sted.
Danselæren, der har insisteret på at børnene skulle komme kl. 14.30, kom først i sidste øjeblik. Havde man så bare det afrikanske syn på tid ... eller havde en af lærerne dog fået den rare og livlige afrikaner til at forstå at der var nogle tidsrammer?!
Jeg burde også vide bedre ... jeg er blevet straffet før.
F.eks. når jeg har lagt øre til en bekymret børnehavepædagog, der på oplysningen om at poden ikke skal i fritidshjem, så svare: "Hvad skal hun så?" Og jeg var fristet til at svare: "Have en nøgle om halsen og gå alene rundt i gaderne". Men det er jo mig der er synderen, så det gjorde jeg ikke.
Eller i mødregruppen - den gang før jeg studerede: "Ih, hvor må det være dejligt at gå hjemme." 30 min. senere. "Ja, det er også fordummende at gå hjemme. Alt det man ikke kan overskue og klare. Det bliver godt at komme på arbejde igen."
Måske ville det hjæpe hvis du vidste at du skulle klare dette i et par år ... at du er nød til at finde en løsning og ikke bare vente på at du om nogle måneder vender tilbage til en hverdag med arbejde, vuggestue osv.
Igen lod jeg være med at blande mig ... det er jo mig der er synderen.
Nej, det kan kun være straffen jeg må bære for at forsynde mig mod det hellige almindelige familiemønster.
Ja, jeg er indigneret Jeg lyder nok indigneret - og indrømmet - det er jeg. Hvornår er det blevet en selvfølgelighed at børn bliver skadet af ikke at komme i institution? At børn bliver skadet af at være sammen med deres forældre i mere end 4 af deres vågne timer i døgnet (og dem hvor de er mest trætte)?
Hvornår er det blevet en selvfølge at skolerne kan skrue skoledagen sammen ud fra at alle børn selvfølgelig bare skal over på fritidshjemmet og de derfor kan komme hjem fra ture eller særlige arrangementer som det passer dem uden at man giver besked?
Hvornår blev fritidshjemmet en selvfølge? Har vi fået fritidshjemspligt nu? Men nu skal vi også snart have heldagsskoler ... når børnene alligevel er på fritidshjem!? (Og hvad så med dem der ikke er på fritidshjem?)
Blæse være med dem der ikke skal på fritidshjem og blæse være med deres forældre, der ansvarsfuldt henter poderne på skolen ... det er alligevel bare dem der er "danskere af anden etnisk herkomst" ... de har alligevel ikke noget bedre at lave. Gad vide om det er derfor at man får så ringe information og møder ligegyldighed?
En pause fra min indignation: Der findes heldigvis venlige og betænksomme lærerer. Dem, der sørger for at give besked forlods eller som giver den ekseptionelle servcie at ringe fra en mobil, når de nærmer sig at være hjemme. Dem kender vi heldigvis nogen af.
På den anden side ... kan forældre ikke tillade sig at forvente bare minimum af information, såsom besked i forvejen? Når man nu efterlever skolens rimelige forventning om at børnene møder til tiden og ens ældste datter, der har gået på skolen i snart 4 år max er kommet for sent 4 gange?
... er du i tvivl om hvad jeg vil svare?
PS For at undgå en mulig horde at vrede kommentarer: Nej, der er ikke noget galt i at have sine børn i institution - børnehave som fritidshjem. (Og jo, mine børn har faktisk gået i børnehave). Men ... det er vel ikke ensbetydende med at det er forkert ikke at have børnene i institution?
Og hvis du har truffet det valg at dine børn skal være det ... så stå ved det ... og lad være med at dulme din evt. dårlige samvittighed med at det er "bedst for barnet".
Og nej, der er ikke noget galt i at udvide skole tiden lidt, men hele dagen ...
Hvordan skal det så blive muligt for forældre reelt at tage ansvar for børnenes opdragelse?
PS til retorikere Ja, jeg ved godt at dette er stemmesamlende og ikke rykker en fis ... men jeg har faktisk opgivet håbet om at der skulle komme et flertal af forældre der synes som mig. Så nu bruger jeg den store digitale meagfon og råber min indignation ud.
Så slipper en eller anden sagesløs lærer for at få al galden, hvis de uforvarent kommer itl at trykke på den forkerte knap.
Jeg sidder og overvejer om mine "børn" - de rigtige og dem med pels på (læs: kattene) - har slået sig sammen for at gøre mit liv mere hårdt end det behøver at være. Ja, at konspirationen ikke bare er mellem levende væsner, men også med vores fjernvarmesystem (Når du har læst dette tænker vil du sikkert tænke: "Skulle det være hårdt?" ... men undskyld sådan føles det i min lille bølgedal. Gider du ikke læse klynkeri, så tryk der væk med musen - nu).
Badeværelsesrengøring og bedemandsforretning For anden nat i træk har jeg brugt 1-1½ time på at vaske badeværelset ned, da min ene datter har problemer med at ramme toilettet, når hun skal kaste op. (Altså virkelig voldsomme problemer. Sådan ud-over-det-hele-opp-og-nede-problemer. Need I say more?)
Her til morgen opdagede vi så at en af de "søøøde" pelsede kræ havde taget mad med hjem - i form af en død solsort i tre dele og en del løse fjer til. Den hjembragte mad var nu lagt på gulvet i vaskekælderen og var nød til at blive ekspederet uden for - hvor jeg synes sådan noget hører til. Gad vide om bedemænd gør det i kost og fejebakke? Næppe.
Når banaliteterne får betydning Det ville jo være til at leve med i en almindelig rolig hverdag, men når man gennem flere uger har presset kalenderen for voldsomt og mærker deraf følgende stress ... ja, så er det sådanne banaliteter, der vælter læsset og får de forkerte følelser frem (jeg må se at få gjort noget ved den kalender).
Det er nu ikke det værste ... min stakkels datter havde selv forsøgt at gøre skaden god igen. Hun kaldte ikke på hjælp, men troede at hun efter længere tids kamp med at rengøre gulvet kunne fortælle at hun havde kastet op, men alting var i orden for hun have selv gjort rent.
Og ja, gulvet var da hvidt og gav illusionen af renhed ... men der var en underlig fedtet hinde hen over det hele.
Det kunne være til at leve med - stress og pres til trods. Men her i ligger et dybere problem: Hun var simpelthen bange for at få skæld ud for at have kastet op på gulvet igen ... og turde derfor ikke kalde på hjælp. Så flyver mine tanker straks til en dag i sommerferien, hvor jeg følte mig som "Mommie dearest" - moderen der figurerer på listen over de værste skurke på film.
Jeg ved med sikkerhed, at jeg ved det første uheld ikke har skældt hende ud, men jeg må da have sendt nogle meget uhensigtsmæssige signaler, når hun ikke tør spørge mig om hjælp anden gang!?
Hmmm ... endnu 1½ nattetime blev brugt på at gøre badeværelse rent. Denne gang i dyb og nedbøjet skam over at være så urimelig en mor.
Og ikke nok med det ...
I eftermiddag måtte jeg overveje om fjernvarmesystemet i vores rare hus synes at jeg ikke er nedbøjet nok.
I eftermiddag fik vi endelig fyldt vand på systemet - det burde være gjort for et år eller to siden. Men nu ... nu skulle det være. Hvorefter en af de gamle radiatorer, den i soveværelset, giver efter for det øgede tryk og lækker. De sidste 7 timer har min mand og jeg ca. hvert 15 min. skiftet madkasse. Det vil sige sat en ny madkasse under radiatoren og tømt den fulde. Forklaringen er at madkasserne er de eneste, der passer under den gamle smalle rådne dumme irriterende radiator. Stort set alt det vand vi har fyldt på anlægget er blevet tømt ud gennem den lækkede radiator.
Så lav dog mere luft i din kalendere og hold op med at klynke Jeg tænker (jeg ved det kan være farligt at tænke, men jeg kan ikke lade være): Jeg må se at få gjort noget ved den kalender - om ikke for min egen skyld, så for mine børns! Jeg arbejder på sagen, men det er ikke så nemt ... jeg har vidst et par måneder at det var et problem og stadig ikke fået gjort noget ... øv ... men skal jeg se lyst på det, så har jeg da et rent badeværelse i dag ... men jeg vil nu hellere have børn der ikke ligefrem er bange for mig ...
... og nu skal der lige klemmes tid til at få fat i en VVSer og have ham rendende ind i kalenderen også. Men hvad ... der må være mennesker, der har det meget værre end mig ...
Hun havde mere travlt med sin karriere end med sine børn. Hun glemte sågar at købe gave til sin datters fødselsdag!!!
Men hurra for Toys R Us som reddede den dårlige mor. "Tak Toys R Us. I er bare alle tiders. Jeres lange åbningstider reddede min datters fødselsdag."
Der er rimelig meget knald på hverdagen for tiden - for meget. Min datter har snart fødselsdag.
Det er tid for en opgradering på cykelfronten, så vi har slået os sammen med morfar om at købe en ny cykel, som hun skal have i fødsesldagsgave. Den kan hentes på dagen nede i cykelbiksen. Men der skal også lige være en mindre gave at åbne om morgenen.
Efter en alt for hektisk dag med en tur til universitetet på A'mar, en tur til fysioterapeut og et møde i kirken kom jeg glad hjem til familien.
"Mor jeg var til tandlægen i dag. Og ved du hvad ... jeg havde NUL HULLER" ... " Og ved du hvad mor. Der er kommet pakke fra farfar og farmor med en fødselsdagsgave jeg kan åbne i morgen ... " ... stilhed ... knirke, knage hjernen arbejder ... shit ... jeg havde glemt at købe den lille ekstra gave. Snak om at føle sig som en dårlig mor ... men HURRA for de lange åbningstider. De reddede lige dagen - og morgendagen for den sags skyld.
Nu må vi se om jeg kan huske at købe ind til lagkage i morgen!?
Min ældste datter er på koloni. Hun tog afsted mandag formiddag. Tirsdag formiddag ringede hun fra kolonien og spurgte efter småpenge og lign. Jeg forsøgte at spørge ind til hvad der var problemet for hun havde fået lommepenge med. Jeg kunne ikke helt få et klart svar.
Da jeg hen i samtalen spurgte til om de voksne vidste hun ringede svarede hun ja. Og så skulle hun pludselig løbe. Farvel ...
Jeg overvejede at ringe til kolonien, men havde en lumsk mistanke om at jeg måske var blevet ringet op fra en mobil. Måske fra hendes venindes mobil. Problemet er at 1.-3. klasserne ikke må have mobil med og så kunne jeg måske bringe veninden i fedtefadet ... så gode dyr var rådne.
I dag fik jeg et brev fra min datter. Det var skrevet til mig.
"Kære Mor. Jeg løj for dig. de voksne visdte ikke at jeg renged. Jeg er ked af det. skæld ikke ud når jeg kommer hjem. Hilsen ..."
Det giver stof til eftertanke ... er jeg så slem og vred en mor at min datter, selv når jeg er i den anden ende af landet, går og bekymre sig om min vrede?
Alternativt har jeg bare en datter, der er så ærlig at hun har det skidt, når hun lyver eller gør noget andet galt ... jeg håber trods alt det sidste.
Hun har i hvert fald knust mit hjerte og jeg har selvfølgelig allerede skrevet og postet et brev, hvor jeg fortæller at jeg havde regnet det ud og at hun ikke skal bekymre sig. Der er ingen skæld ud.
PS. I tilfælde af at du ikke er så meget inde i ældre film: Min overskrift henviser til filmen Mommie Dearest. Den er fra 1981 og Faye Dunaway spiller den kendte skuespiller Joan Crawford, der i denne udgave er en selvoptaget og dominerende mor - som udvikler sig til det der er værre - meget værre. Filmen er baseret på Joan Crawfords adoptivdatters biografi. Mommie Dearest - rollen Joan Crawford - er nr. 41 på Det Amerikanske Filminstituts (AFI) top 50 liste over værste skurke i film; lige efter nr. 39 og 40 som er hhv. Cruella de Vil (101 dalmetinere) og Freddy Kruger (Nightmare on Elm Street) og foran skurke som f.eks. Hans Gruber (Die Hard), The Joker (Batman) og Auric Goldfinger (Goldfinger - James Bond film).
Jeg har ikke haft meget overskud de sidste to uger hvilket min blog er et ganske fint bevis på.
Jeg har de sidste to uger arbejdet fuldtids i min venindes forretning og det har fået mig til at tænke ... hvordan kan man have et fuldtidsjob og samtidig være engageret i en forening eller lign. aktivitet ligesom jeg er engageret i spejder og kirke?
Jeg har været fuldstændig mast og ikke haft overskud til ret meget, når jeg har haft fri. Og har jeg været uheldig at skulle til et møde om aftenen ... hold da op ... jeg har lignet en hængt kat, når vi nåede mod slutningen.
Diverse "farvel-før-ferien-arrangementer" til spejder og i skolen har også redet mig som en mare. Jeg har ikke tænkt helt så meget over det før, men hvorfor skal vi altid koncentrerer kontakten til bestemte tider af året? Jeg har endda selv været med til at arrangere sådanne arrangementer.
Til jul og i juni før sommerferien vil alle have en luns af din tid - helst samtidig. Børnehaver, fritidshjem, skoler, fritidsaktiviteter - alle vil holde en sommerfest eller ferie-jule-afslutning. Fornyelse ville være at finde et andet tidspunkt på året at mødes. Kan man ikke mødes uden at der behøver at være en bestemt anledning. Og hvorfor skal alle lave arrangementer. Er det f.eks. nødvendigt at både fritidshjem og skole skal lave arrangementer?
Hvorfor skal jeg have dårlig samvittighed hvis jeg synes andre ting er vigtigere end at tage til de sædvanlige god-ferie-arragementer?
Og jeg er trods alt velsignet med at to børn der ikke går på fritidshjem ...
Som sagt har denne tid med fuldtidsarbejde fået mig til at tænke ... hvordan får den almindelige familie tid og overskud til hinanden? Jeg kan ikke forestille mig et liv som fuldtidsansat ... jeg må sande at hvis den livsstil Green-familien gerne vil føre skal fortsætte, så er jeg nok nød til at blive selvstændig med et minimum af indflydelse på min hverdag.
... selvom jeg nok er lønarbejder i mit indre - eller lønslave som min selvstændige mand ville kalde det.
Nyhederne havde i går et indslag, der næsten med forargelse påpegede at de fleste glemte fars dag. Forskellige sagesløse personer blev spurgt og mange af dem måtte svarer at det havde de glemt. Men ingen sagde at det var en dag de ikke markerede.
Selv er jeg vokset op i en familie hvor fars- og mors dag ikke er blevet markeret. Jeg har også se hvordan min legekammerat og hendes storebror gik meget op i det. Det var ikke helt uanselige gaver der blev givet.
Heldigivs er jeg blevet gift med en mand der ville være blevet fornærmet, hvis jeg gav ham en gave. Han er nu så anti-fejrings indstillet at en fødselsdagsfreak som jeg har brugt nogle år til at vænne mig til at jeg må fejre mig selv (groft sagt).
Men hans filosofi er at vi skal vise det i vores adfærd til dagllig og ikke proppe værdsættelsen ind i gaver ... og det kan jeg jo egentlig godt følge ... i hvert fald til Fars og Mors dag, som vist kun er lavet for forretningernes skyld.
Der må vel også snart komme en børnenes dag eller singlernes dag ...
Efter at jeg har fundet ud af at min afleveringsfrist til bachelorprojektet er længere væk end forventet, så har jeg haft et par dage ved siden af mig selv.
Husejerens mekka - BAUHAUS. Parkeringpladsen Dagen i går blev der så plads til en tur i alle husejeres mekka - BAUHAUS. Et for færdeligt sted, hvor vi kun bevæger os hen, når det er absolut nødvendigt. Bare parkeringspladsen er et mareridt. En forhindringsbane af billister i høj fart, der glemmer at de kører på en parkeringsplads, lidt for polstrede damer der har masser af tid, skrigende unger der bare ikke gider værktøj, el-artikler og barkflis mere og målrettede mænd i Kansas overalls med indkøbsvogne i maxistørrelse med alt for lange brædder på.
100 forskellige toiletsæder Når dette scenarie er gennemlevet, så er der selv forretningen. Kæmpe stor selvfølgelig udvidet og bygget om siden sidst, så intet er til at finde. Store vægge med 100 forskellige toiletsæder, toiletudstillinger, uendelige rækker af forskellige skruer og beslag, blikkende diskolamper og i haveafdelingen et springvand med rislende vand.
Vi fik det vi skulle have og vores yngste datter opførte sig forbavsende pænt, så vi kom ud i god ro og orden.
Jagten på et stativ til vognen Helt atypiske for den gængse familie på pladsen er det mig der målrettet får kørt den tungtlæssede indkøbsvogn hen til bilen og begynder at læsse cement- og flissække ind i bilen, mens min mand roligt følges med vores yngste datter og hyggesnakker.
Inden afgang skal jeg dog lige på den obligatoriske jagt efter et sted hvor den type vogn vi havde valgt kunne komme på plads (af en eller anden grund har BAUHAUS omkring 4 forskellige slags vogne, der kræver sin helt særlige afleveringsstativ).
Hovedpine Om det var mareridtet i Bauhaus eller de tunge løfts pres på en forkert nerve i øverste del af ryggen ved jeg ikke. Men sidst på eftermiddagen og frem til ved 21-tiden har jeg en gevaldig ondt i nakken og hovedpine, som jeg ikke har haft det længe. Aldeles forfærdligt.
Tilbage til nuet og opgaveskrivning Jeg kan kun være glad for at jeg ikke skal aflevere projektet 1. juni, for jeg kan intet lave resten af dagen.
Dagen i dag har budt på rigtig majvejr - nu er vi ved at være oppe på de rigtige temperature. Min mand og jeg har i fællesskab fået luget de 22 m. langs hegn og kantsten uden for vores grund. Noget af en omgang ... men tilfredsstillende at se på, når man endelig er færdig. Andre nyttige gøremål fik også sin plads i dag ... så er hjemmet rimelig klar til at jeg igen i morgen tager fat på BA-projektet.
Jeg vil takke dig for livet i al sin almindelighed.
Det er dig der skaber ”drivet” og tryg- og kærlighed.
Hvis jeg er ufuldkommen, så gør du hver dag til en begivenhed.
Viggo Klausen fra sangen "Hverdagsrock" (egen oversættelse fra norsk)
En af de bitte små bekymringer var havens tilstand. Trods heftig regn på vej til Løjt og daglige regnbyger i det sønderjydske var meldingen fra det københavnske kun skyer - ingen regn. På vejen hjem kørte vi gennem en ubehagelig gang skybrud. Både over Storebæltsbroen og før Ishøj-sammenfletningen.
Det er interessant at observere hvor stor forskel der er på miljøet langs kanalerne. Der var liv og fyldt med mennesker ved Overgaden neden Vandet, men efter knækket på kanalen med Den sorte diamant ret forude, så var det udelukket nybyggede lejligheder og der var ganske tomt langs kajen. Kun et par solbadere var der at se.
Det mærkedes tydeligt at det er påske. Både Zoo og Frederiksberg Have var godt besøgt. Den grønne have var også smuk og det blev en dejlig tur med anemoner og mennesker spredt i plamager på jorden.
Da arbejdsdagen var slut pustede vi den oppustelige bobslæde op, proppede egne piger plus veninde i bilen og tog op til Søndermarken.
Vi havde snakket om at det var tøvejr hjemmefra og var forberedt ... men alligevel var det skuffende at de gode kælkebakker i Søndermarken var næsten tomme for sne.
Efter at have fotograferer 
Første søndag i december betyder 
Billedet bærer præg af at det er taget med mobilen og at jeg egentlig ikke bryder mig om at fotografere andres huse. 
Vi kom også en tur ned af Viemosevej, hvor jeg har kørt en del for ... ja, det er sørme 17-18 år siden. Dengang havde jeg en blå folkevognsbobbel og skulle til Herlev, hvor min læreplads havde til huse. Jeg stoppede tit halvvejs på Viemosevej og købte brød i bageren. Da var boede jeg stadig hjemme ... det er så længe siden og alligevel kommer det bag på mig at det er så længe siden.
Lillesøster er generelt ikke til at spille, så hun fik lov at bestyrer banken. Mens der spises ost, kiks og Fru Greens grovflute, så flyttes der rundt på brædtet.
Storesøsters sidste kamp før det endelig var slut var sej. Hun fik næsten ingen penge i kasse, da jeg var heldig at undgå hendes grunde med huse, men hun slap også fordi mine hoteller på Rådhuspdsen og Frederiksberggade og de knap heftige udskriverninger ved at besøge Hvidovrevej og Rødovrevej.
Hvad der nu er blevet lørdagens faste løbetur på 5,5 km blev tilbagelagt på en god tid.
Der er også bladret i en af de to bøger jeg har købt i denne uge: "Rhetorics of Display" red. af Lawrnce J. Perelli og "Defining Visual Rhetorics" red. af Hill og Helmers. Egentlig vanvittigt af mig at købe dem nu for jeg har jo ikke tid til at læse i dem. Jeg skal bruge krudtet på specialet ... men, men ... jeg kan vel bladre lidt i den i og så sætte den på hylden til tiden når det er lysten og ikke det aktuelle fag, der skal bestemme hvad jeg skal læse af faglitteratur.
Vi fortsatte vores tur rundt i parken efter den kedelige frokost med smagen af brændt på tungen.
Sigurd Keramik - saltglasert
