Hvis du har en vis alder, så kan du måske huske disse klistermærker som man kunne få i Irma? Disse to eksemplarer dukkede op i bunden af en kasse med julepynt og det var et varmt genkig.
Der var flere forskellige tekster, men dem kan jeg ikke huske i skrivende stund. Kan du det? Disse to siger: "Smil det smitter".
Og hvilken mere passende måde at lukke Fru Greens gemak på.
Gennem det seneste år har jeg oftere og oftere overvejet om det var tid til at stoppe Fru Greens gemak. Skrivelysten er dalet. Idéerne er blevet færre. Andre steder i Fru Greens liv har fået opmærksomhed og prioritering. Trods overvejelserne har gemakket fået lov at være åbent og det er også blevet benyttet til flere indlæg om hverdagens trivialiteter og lidt tanker. Weblog-genren giver friheden til at skrive både sjældent og hyppigt. Intet problem i det.
Bloggen kunne godt bare stå her og vente på de flygtige besøg fra fruen … men nej. Det føles helt rigtig at stoppe nu.
Lejemålet er blevet opsagt, der bliver ikke skrevet flere indlæg ved skrivepulten i gemakket og på et tidspunkt bliver lokalet tømt og lyset slukket.
Jeg har fået indsigt i andres hverdag og tanker, som jeg nok ikke ville ellers. Jeg er blevet provokeret, rørt, inspireret og forarget. Det har været underholdende og lærerigt at skrive indlæg, læse kommentarer og følge andre bloggere. Tak til jer der har delt stort og småt af jeres liv og som jeg har fået lov at følge (og helt holde op med det gør jeg ikke).
Gemakket har eksisteret i 4½ år. De sidste 4 år hos Smartlog. Blandt de første indlæg skrevet på Smartlog var indlæg om jul og julepynt. Så det kan ikke være mere passende at det er disse hjerter, fundet i bunden af en kasse julepynt, der pryder sidste indlæg.
Det har været sjovt at nogen har haft lyst til at følge med. Tak til dig der har besøgt gemakket – hvad enten det har været tavst eller du har givet dig tilkende.
Efter halvandet døgn i sengen og 3½ kg. kropsvægt mindre, så var dagens løbetur konverteret til en gåtur. Det var skønt med en gåtur og frisk luft, men energien var bestemt ikke i top, og efter 5,5 km. var energireserverne næsten brugt.
Som jeg gik der og nød den friske luft og vinterstemningen, så slog det mig at der snart er frist for at tilmelding og betaling for deltagelse i årets Julemærkemarch (søndag d. 6. december). Så vil du gå en frisk tur og støtte Julemærkehjemmene samtidig, så tilmeld dig Julemærkemarchen - senest 15. november (du kan stadig deltage selvom du ikke tilmelder dig på forhånd, så betaler man blot på dagen).
Du kan finde alle oplysninger om nærmeste startsted, tidspunkt, pris og andet praktisk på Julemærkemarchens hjemmeside.
Du kan støtte samme gode sag ved at købe julemærket eller e-julemærket til din julepost.
Det sniger sig ind med lækkerier og pynt ... og tiden sig nærmer ... men det må vente til første søndag i advent.
I går annoncerede jeg ud i stuen at nu er der under en måned til jeg igen kan tage hul på 24,3 timers julemusik. Hr. Green så helt forskrækket ud. Han deler ikke glæden ved juletonerne med mig.
I går fik jeg endelig båret den sidste store kasse med juletræspynt i kælderen. Hele januar har den stået til Olafs store fornøjelse i stuen og ventet på at nogen gad. I går gad jeg.
I dag opdagede jeg at julen ikke var båret helt ud endnu.
Broderiet med "Peters Jul" hang stadig på døren ned til kælderen.
I en tid hvor man higer efter at det bliver lysere. Mindes de lune aftner på terrassen, havens blomster flor og andet sommerligt med længsel, så er jul det sidste man gider tænke på.
Her bæres julen ikke ud endnu. Det pyntede juletræ og resten af julepynten bliver til 31. december. Der fjernes pynten så til gengæld, mens træet pyntes påny med cerpentiner og får lov at blive i stuen til kalenderen siger 2009.
Julen varer lige til påske synger vi i "Nu det jul igen".
Men det er lidt tidligt at google "påskepynt" allerede 2. juledag. Ikke desto mindre er det hvad en eller anden har gjort i dag. Det viser statestikken.
Juleaften før dansen om juletræet og mens der stadig lå pakker under juletræet.
Lille juleaften er traditionen at vi spiser æbleskiver. Et lignende foto blev taget sidste år. Hvis du undre dig over farven, så er det også blevet tradition at de aller sidste får grøn eller rød frugtfarve. Hhv. Hulk- og nisseæbleskiver. Ikke nisseboller, som nogen foreslog herhjemme med et skælmsk smil.
Jeg er glad for julemusik og CD-samlingen indeholder en anseelig del. Tilsammen udgør de 23½ time på mit eksterne drev.
Men familien lader mig ikke have den i fred. Fra tid til anden skal den på værste vis ødelægges af små beskidte rim.
F.eks. kan jeg ikke høre Gustav Winckler synge "Vinterhvidt vidunderland" uden at anden vers får et andet "ende"rim end teksten oprindelig lyder:
Bjældeklang klokker kalder Kom og se *mine balder*
De faldende fnug gør skoven så smuk I et vinterhvidt vidunderland.
Nu er ungerne sendt i seng. Roen er ved at falde over hjemmet. Juletræet er pyntet og det eneste der mangler at indpakningen af gaverne.
I morgen begynder dagen med en gåtur. Det er Lillesøsters og min måde at fejre, at jeg d. 24. december sidste år tilsluttede mig det der er blevet familiens faste vane og siden har løbet (eller gået) 3 gange om ugen. Vi har været ude at løbe i dag, så Lillesøster og jeg har tilføjet denne gåtur fra morgenstuden som noget ekstra ... og man skal jo ikke være bange for at brænde for mange kalorier asf denne tid, så en ekstra tur i regnskabet føles blot som en gevinst. Det bliver en frisk måde at begynde dagen på inden det gælder arbejdet i køkkenet. Der skal koges risengrød og smuttes mandler til ris a la mande, skrælles kartofler og gøres klar til at julemaden kan startes om eftermiddagen.
De sidste madindkøb er klaret, et sidste brev i postkassen, årets sidste regninger er betalt, den faste løbetur blev også klaret og nu mangler kun lillejuleaftens traditionelle hyggeeleemnter: Æbleskivestegning, glögg og juletræet skal pyntes ... ups, og så skal der vist også pakkes gaver ind, men det sker næsten altid natten til d. 24. december. Hvorfor bryde den tradition?
Stille og rolig melder julefreden sig ... jeg gider ikke stresse. Det skal være hyggeligt, så vi laver det vi har lyst til og ikke noget pres.
Marcipan Julegaverne Juletræ købt ved Ålholm kirke til støtte for KFUM og K (Igen et godt køb - i hvert fald til de krav som vi stiller til et juletræ ... rødgran naturligvis). Kartofler Flæskesteg fra Slagter Lund (Var super heldig at finde et hul, hvor der kun var 4 før mig i køen). Fløde Risengryn Kirsebærsovs Mandler Koge klejner Bage vanillekranse Rydde op og gøre rent Købe gavepapir til morfar Skrive julekort (selvfølgelig blev de postet for sent) Sætte Harry Connick jr. på anlægget og spille "(It Must Have Been Ol') Santa Claus" meget højt. Hint: Klik på denne linie og hør nummeret. Mel og gær til brødbagning i juledagene
Mangler: (opdateret d. 23. kl. 17)
- Rødkål - Toiletpapir - løbe den sædvanlige tur - Lave julekonfekt (hr. Green og tøserne klare det meste - jeg står kun får havregrynskuglerne) - Lave årets sidste portion æbleskiver (Lille juleaften) - Pakke gaver ind - Juletræet pyntes (Lille juleaften) - Nå, ja, og så den dejlige mad, der skal laves juleaftens dag.
Uanset, så stornyder jeg at det er første gang i mange år, hvor der ikke skal tænkes i eksamenslæsning eller opgaveskrivning. Det er så godt. Så min tjekliste kan byde på hvad som helst. Smilet forbliver på og der behøver ikke klister for at få det til at sidde fast.
Lørdagen blev blandet meget andet brugt på at løbe 5,5 km og koge klejner. Så der er da lidt balance i kalorieregnskabet ... hvis man går op i det.
Og nu er palminen blevet brugt. Klejnerne laves efter min farmors opskrift.
Farmor Elses klejner
250 g margerine 150 g sukker 4 æg 750 g mel knap ½ tsk hjorttaksalt lidt vand, mælk eller fløde (5-8 spsk)
lidt reven citronskal + lidt saft eller kardemomme og evt. lidt portvin/cognac
Den bløde margerine og sukker røres sammen. Æggene kommes i ét for ét. Mel, væske osv. blandes i.
Rulles ud og skæres med klejnespore. "Vrides" og koges.
Luft godt ud bagefter og hæld endelig ikke plaminen i afløbet!
Min. 500 g. palmin til kogningnen.
Det var vist min farmors klejnespore, den gamle af porcelæn. Eller er det den helt af træ, som jeg også har? Den med rødt plastic er fra mit barndomshjems køkken. Den fik jeg med da jeg flyttede, da min mor ikke havde den store lyst til at koge klejner og regnede med at den ville blive flittigere brugt hos mig.
I går prøvede vi at løfte stemningen ved at råhygge med "Hancock" på DVD'en. Den havde vi nemlig ikke set og for en stund var det triste glemte.
Her til aften løfter jeg min egen stemning med denne version af "12 days of Christmas", som jeg også henviste til sidste jul.
Men det er altså de tre stille katte vi har tilbage. Der har manglet Kurts mjaven og larmende leg med viskelæder under døren flere gange i dag. Og da jeg lige skimmede ned over indlæggene på bloggen og øjnene faldt på nogle billeder af Kurt ... uha, så måtte jeg skynde mig at finde Fay McKay frem og tænke på noget andet.
Udover uægte honningkager , så er der blevet lavet vanilliekranse efter min mormor Netes håndskrevne opskrift. I min klippe-klistre opskriftbog er den dog blevet renskrevet.
Ovenstående opskrift bliver til omkring 3 bageplader fulde. Vi laver dem på den største stjerne i kødhakkemaskinen og af en lægde på 4 fingres bredde. Det giver nogle lidt store kranse.
Mormor Netes vanillekranse
500 g. mel
1 knivspids hjortetaksalt 375 g. margarine 250 g. sukker 125 g. mandler 1 æg 1 stang vanille (eller evt. vanillesukker)
Mandlernes smuttes og hakkes meget fint. Det hele æltes sammen og stilles koldt nogle timer.
Køres igennem kødhakkemaskinen eller presses ud med en bollesprøjte.
En portion giver omkring 3 bageplader vanillekranse. De kan bages ved 160 grader C i varmluftovn til de bliver gyldne.
Dejen blev lavet lørdag eftermiddag og først efter en 5 km's gåtur, hjemmelavet pizza og en "morfar" på sofaen kom der gang i kødhakkemaskinen og ovnen igen. Så det var tæt på midnat inden vi blev færdige.
I dag er der blevet produceret en lille værtindegave (som i dette tilfælde også er til værten).
Pænt indpakningspapir er klippet i passende størrelse og snor med mærkat er sat på. Her er opskriften og skrevet på. Har du ikke træmærkater, så kan du evt. lave dine egne i karton. Her er der jo mulighed for at lave dem større og designe dem på computeren. Og således kom der også et lille tip ud af dette blogindlæg. Ideen med opskriften er inspireret af dette indlæg hos Magny fra Norge.
Men det er kun fordi herren og fruen i huset har fået nok af småkager for denne weekend. Palminen er stillet forsvarligt i køleskabet (ellers bliver den næsten flydende - trust me) og venter på at småkage-bager-trangen melder sig igen i den kommende uge.
Udstandsningsformene til småkagerne er blevet flittigt brugt og er vasket og gjort klar til næste gang.
Men der har været gang i småkageproduktionen næsten hele lørdagen. Det er blevet til "honning"kager og vanillekranse.
Faktisk begyndte Fru Green i sin glæde og iver over at have fået palmin med at lave dej til "honninghjerter". Honning er så meget sagt. Vores dybdeborende rapporter kan afslører at det er sirup og ikke honning, der er puttet i. Ungerne foretrækker dem i småkagestørrelse, hvor Fru Green foretrækker at de er store, tykke og dermed bløde i konsistensen.
Opskriften er en Fru Greens mor har fundet (sikkert sakset i et ugeblad):
Uægte Honninghjerter
140 g. Sirup
135 g. sukker
135 g. margarine
1 æg
400 g. mel
1 tsk. natron
2 tsk. stødte nelliker
evt. 2 tsk. pomeranskal
Sirup, sukker og margarine smeltes og afkøles. Æg piskes let og kommes i med mel (som er blandet med natron og krydderier). Det hele æltes sammen. Stilles køligt i en dagstid.
Rulles og udstandses. Alt efter om du vil have nogle store tykke hjerter (lidt a la honninghjerter) eller lidt tyndere, så de bliver som småkager. Altså hhv. 5-7 mm eller 2-3 mm tykke
Bages ved 170 g C. i 15-20 minutter.
Glasuren laves af flormelis og past. æggehvide. Kan evt. tilsættes frugtfarve.
I disse for vort land så kriseramte tider: Trues landet også af en fedtkrise af ufattelige dimensioner?
Efter en uges ørkenvandring i Vanløse og oplands supermarkeder lykkedes det endelig Fru Green og få palmin til weekendens forestående klejnekogning. Hun måtte søge helt mod Rødovre.
Lalleglad og uden omtanke for alverdens kriseramte famililer tænker Fru Green: "Julen er reddet.".
Rapport fra køkkenregionerne følger. Følg med når vores udsendte rapporter skriver live - og direkte - fra et af de få områder hvor krisen ikke har fået fodfæste endnu. Vil Fru Green udtale sig? Skjuler der sig en "ghostboiler" bag køkkenets lukkede døre? Bliver klejner nu sprøde? Og hvad andet julebag kommer der i juledåserne i år? Vil det lykkes os at afslører Farmor Elses klejneopskrift?
Jeg har i mange år gået julemærkemarch i december. Det begyndte som en tur jeg tog med de store spejdere i 90'erne. Lillesøster var første gang med i klapvognen søndagen efter den store vinterstorm i 1999. Den gang måtte jeg med hjælp fra de andre spejdere løfte klapvognen over væltede træer på ruten. Lillesøster lå trygt og varmt og sov fra hele turen.
Efter en pause nogle år, så begyndte lillesøster og jeg at gå julemærkemarch. Vi har gået julemærkemarch 4-5 gang nu og datteren bliver genkendt nu, selvom det er mennesker vi kun ser den ene gang om året. Hr. Green var med for tredje gang i år. De andre år er vi gået af den korte rute på 5 km, men i år var lillesøster indstillet på at tage den lange rute på 10 km. Og oven i det kunne vi lægge 2 + 2 km på turen til og fra startstedet i Rødovre.
Så vi har gået 14 km i rask tempo i dag. Det gav ømme lår og fødder.
Startstedet var flyttet fra Brønshøj til Rødovre og det gav nye lokaliteter at gå i. Ruten gik bl.a. gennem Stovbyvej her er der åbenbart tradition for at samtlige huse har store kravlenisser på husenes facader. Jeg tror vi talte omkring 20 huse, der med undtagelse af 1-2 havde kravlenisser. I disse tider hvor miljøbevidstheden breder sig og nogle ser skævt til det CO2-forbrug det elektriske julepynt koster, så er det jo et godt og miljørigtigt alternativ.
Billedet bærer præg af at det er taget med mobilen og at jeg egentlig ikke bryder mig om at fotografere andres huse. Her på Flickr kan du se en version med noter knyttet til særlige dele af billedet.
Det er også noget helt særligt at se så mange huse i en gade, der er enige om at pynte på den måde. Man forestiller sig at der må være et helt særligt naboskab ... gad vide om der virkelig er det? Traditionen har også bredt sig til nabovejene i kvarteret. Billedet ovenfor er fra en af nabovejene, hvor julemærkemarchen også bragte os forbi.
Vi kom også en tur ned af Viemosevej, hvor jeg har kørt en del for ... ja, det er sørme 17-18 år siden. Dengang havde jeg en blå folkevognsbobbel og skulle til Herlev, hvor min læreplads havde til huse. Jeg stoppede tit halvvejs på Viemosevej og købte brød i bageren. Da var boede jeg stadig hjemme ... det er så længe siden og alligevel kommer det bag på mig at det er så længe siden.
Da vi kom hjem varmede vi gløgg i mikroovnen og varmede hjemmebagte æbleskiver ... og så fik de voksne sig "en morfar" på sofaen.
Jeg har sikker skrevet om det før. Jo, jeg har skrevet nogle gange om mit had til julegaveindkøb. Jeg kan godt lide at give folk gaver og forhåbentlig glæde dem, men der er så mange på en gang (og jeg har så lidt i forhold til hvad mange at mine venner har) og der er så mange mennesker i butikkerne ... ja, år for år oplever jeg at jeg bliver dårligere til det. Alle menneskerne, køerne ved kassen, folk der ikke er indstillet på at stå i kø ... uf, det er bare træls.
Så i år gjorde hr. Green og jeg fælles front. Vi udrustede os med en plan, Mission Julegave, kørte i et storcenter og så gjaldt det ellers om at få så mange gaver på plads som muligt.
Bl.a. gaven til den lille niece, der er 1 år og nogle måneder. Hvad skal man finde på? Hun har sikkert det meste? Hr. Green insisterede på en bamse og valgte hurtigt en ud. Han fik overbevist mig i en sådan grad, at da vi stod ved kassen, så havde jeg næsten ikke lyst til at skulle af med den igen. Så jeg håber den gør lillepigen glad. Hemmeligheden er at hr. Green kan give tøjdyr sit helt eget liv. Det er lidt svært at indrømme, men den lille tøjbamse fik jeg lyst til at kramme. Lige der midt i BR.
Hr. Green og jeg udgjorde et godt team, så det tog knap et par timer.
Resten af gaverne er belejligt bestilt på nettet. Her er ingen kø, ingen sure pensionister eller anden vrimmel. Så er det nemmere at genfinde glæden ved at give, når pakkerne ankommer til døren i ro og mag.
Der mangler kun to gaver nu, så det er i orden. Så overlever jeg nok også denne gang ... og har jeg ikke større problemer, så er det jo ikke så ringe endda.
Vejret i det københavnske er meget vådt og gråt, men det giver jo lysdekorationer og julepynt en ekstra berettigelse.
Billedet her er fra i går, men Kurt gør også i dag sit til at løfte stemningen yderligere.
Og han tager sig godt ud, ham missedrengen. Vi har snart haft ham og Olaf i et år; og sammen med Sofus og Buster er de fire katte med at give hjemmet en særlig stemning.
En lettere forsinket reportage fra de hjemlige julegemakker. Så blev det første søndag i advent og de første hjemmelavede æbleskiver blev vendt og spist.
Sikke en herlig spise.
Opskriften kan du finde i dette indlæg. Jeg sværger til æbleskiver lavet på gær. Her er en lille billedebeskrivelse.
Margarinen smeltes og lunes let sammen med mælken.
Gæren blandes i den lune mælke-margarine blanding.
Der tilsættes æg, mel, sukker og kardemomme.
Æbleskivernes vendes med en strikkepind. Øvelse gør mester og snart har du det rette vrik med håndleddet, så håndbevæglesen bliver helt rigtig. Derefter vendes æbleskiverne nogle gange, så de holder den runde form.
Ligesom Sofus var det sidste år , så var Olaf nysgerrig da en af julens lysdekorationer blev sat op i vinduet her til aften.
Generelt var kattene meget nysgerrig, da der blev sat lyskæder op i to af havens buske. Der blev holdt øje med hvad vi lavede.
I morgen er jeg væk fra familien det meste af dagen, men søndag bliver der taget hul på adventstiden. Kasserne bliver fundet frem, der bliver pyntet og årets første omgang æbleskiver bliver vendt.
Jeg holder igen ... nu vil jeg egentlig gerne have fat i julepynten, men jeg har dikteret "jul forbudt" i hjemmet og på bloggen indtil næste weeekend.
Så skal kasserne hentes frem og jeg skal finde ud af hvad der skal frem i år.
Når jeg ser billedet som er taget i oktober sidste år, så bliver jeg faktisk irriteret. Billedet er taget da jeg havde ordnet "biblioteket" som vores pulterkammer bliver kaldt. Jeg begyndte nemlig med at ordne pulterkamret og så gik vi i gang med at sætte nyt kontor i stand og lave pigernes værelser - hvorefter pulterkamret var mega rodet igen og jeg har ikke orket at gøre noget ved det. Når jeg sidder og kigger på billedet får jeg lyst til at bruge aftenen der nede og få styr på tingene. Hvor svært kan det være? Og jeg må godt nu for specialet er afleveret og det er stadig weekend. (Det var en af de ting jeg ikke måtte gøre mens jeg skrev speciale).
Og så skal der vist lidt halslindrende the gennem halsen i aften. Der bliver ved med at være lidt.
Jeg har skudt juleforberedelserne lidt i gang. Bare sådan forsigtigt.
I går blev der købt et nummer af Det store gemmehæftge - Julen 2008 og i dag købte jeg to lyskæder (blå selvfølgelig) i Ikea. Der er også blevet indkøbt lys med guld til mit guldfarvede fad, der skal stå på spisebordet i hele december.
Gemmehæftet køber jeg mest af tradition. Jeg har købt det siden vi flyttede i huset her og nu hvor jeg har adskillige numre så begynder indholdet at være en anelse kedeligt.
I næste uge tyvstartes julekøbene også med en tur til Flensborg sammen med Morfar. Der skal bl.a. købes tysk marcipan og marcipan-the. Ja, og sikkert også meget andet.
... og mens jeg skriver dette, så slår det mig at jeg virkelig kommer til at opleve den første jul i 7 år, hvor jeg ikke skal tænke hverken eksamensforberedelse eller opgaveskrivning. Det bliver så godt.
Men i aften gælder det Halloween. Det sidste græskar skal udhules, vi skal have storesøsters Halloweenkage og se Tim Burtons Nightmare before Christmas og måske kan jeg få dem overtalt til at vi også skal se Sleepy Hollow med madrasser og dyner på gulvet?!
Halloweens bagside er at jeg har været forbi morfar og blokere postkassen. Han holder lyset slukket, døren låst og reagere ikke hvis der bliver ringet på. Det kan ikke være anderledes efter sidste års hændelse.
Her er det mere fredeligt. Genboens børn har været og næsten hviskende sige "Slik eller ballade" og lillesøster kunne dele lidt slik ud til dem.
Jamen, ingen regel uden en undtagelse. Jeg er ikke så vild med meme og at blive tagget ... og det passer så ikke helt for det er jo rart at nogen tænker på én. (Det med at takke nej til at blive tagget har jeg skrevet et langt indlæg om her).
Både Gitte og Rimkogeren har tagget mig og denne gang hopper jeg med på legen.
Opgaven lyder: Du er blevet tagget og opfordres til på din blog at berette om seks af dine særheder. Her er reglerne:
Link til din tagger.
Nævn reglerne i din blog.
Fortæl om seks af dine særheder.
Tag seks andre bloggere.
Læg besked hos bloggerne om, at de er blevet tagget.
Opgave 4 og 5 vil jeg springe over. Er du blevet overset og har lyst til at lege med, så meld dig her og jeg tagger dig gerne.
Nu er det jo sådan med særheder at det kommer an på beskueren om det ses som særheder eller ej. Dem jeg har valgt kan jeg godt være i tvivl om er virkelige særheder, men du må bedømme og gerne kommentere.
Det sidste år som hjemmegående og det første studieår brugte jeg på at tage i små snuskede antikvariater og købte X-men (og Projekt X) tegneserier for at supplere min mands eksisterende samling. Det var også på det tidspunkt at jeg genoptog abonnementet. Hr. Green kan prale med at en del af hans tegneseriesamling får lov at være i stuen og ikke bliver gemt væk. Generelt må jeg siges at være samler. Det forgangne halvandet år har jeg samlet på emaljerede ting.
Indbegrebet af romantisk samvær hos hr. og Fru Green er at sætte et helt dugfrisk afsnit af Star Trek på DVD'en og se det sammen. I øjeblikket er det Deep Space Nine og sæson 3, der står for romancen i gemakkerne.
Jeg ikke bare juler. Jeg er en julefreak og har hvad der svarer til 6 flyttekasser med julepynt. Det er i særdeleshed lyskæder , der er min julepassion og den skyldes min fars kærlighed til små lamper der blinker, og det begyndte før det var populært. Faktisk var det dengang at det var kitch at have farvede lyskæder.
Jeg går så meget op i spejderarbejdet at jeg har fået lavet en tatovering af Baden-Powells tegning med Skt. Jørgen som en spejder. Skt. Jørgen er også navnet på den spejdergruppe jeg har været aktiv i siden jeg var 10 år.
Den celofanindpakkede kop med universitetets logo står stadig uåbnet på hylden med sit indhold af bolcher, der også er pakket ind i papir med universitetslogo på. Jeg fik den da jeg afleverede specialet, men jeg kan ikke få mig selv til at pakke den ud, før jeg har fået min bedømmelse.
Jeg går stadig i cowboy-bukser med lapper på og har gjort det siden det var moderne i slut 80'erne. Hvad enten det er moderne eller ej. Det får de gode cowboy-bukser til at holde længere og på bunden er jeg jo lidt flippet, så det kommer bl.a. til udtryk af den vej.
Det var bare et lille udvalg af nogle af de særheder jeg har. Bedøm selv om de valgte vitterlig er særheder eller bare et ønske om at skille sig ud, når man i virkeligheden ligner alle de andre?!
Efter alle de mange ord i det afleverede speciale, så synes jeg at Fru Green er blevet lidt ordfattig og der bliver ikke skrevet så mange ord i gemakket.
Men ordene dukker vel op igen. Før eller siden.
Specialets mange ord har været en tur gennem Wordle.
Hvis jeg ikke lige frem svømmer i ord her på bloggen, så blev der svømmet i klorvandet i svømmehallen sammen med pigerne. Det var godt at genoptage en af de hyggelige rutiner som fredagssvømmeturen var blevet, inden vi stoppede for 4 måneder siden. Det var godt for arme, skuldre og ryg at bevæge sig med seje svømmetag gennem vandet.
Nu står efterårsferien for døren og det bliver en blanding af ferie med pigerne og lidt daglige timers arbejde på fremtidsplanerne. Det bliver krydret med læsestof fra reolens mange ulæste bøger, forskelligt skrivebords spejderarbejde og lidt håndarbejde. Måske endda lidt havearbejde.
Go' weekend og go' efterårsferie til dem af jer der er heldige at have sådan en.
- o 0 o -
Og så rammer julen snart forretningerne for alvor. I den forgangne uge så jeg de første brune kager og pebernødder i Netto. Aldi har de forgangne år taget hul på julevarerne i efterårsferien, men i år slår Netto dem altså.
Det er sådan julemanden når rundt til alle børnene.
Den flyvende Superman Fru Green har købt til hr. Green en gang står normalt og ser statelig ud på en hylde i stuen. Af og til får han lov at lufte ørerne og bliver sat op i krogen, så han kan flyve rundt. Dagen i dag var en god anledning og denne gang med julemanden om halsen.
Det er blevet en tradition i husstanden at vi spiser æbleskiver som aftensmad lillejuleaften. De sidste par år har vi også lavet "hulkæbleskiver". De er grønne.
Det plejer kun være en lille portion til sidst, der bliver grøn, men i år blev hele portionen grøn. Den blev fortæret til Gustav Wincklers jule-CD.
Og dermed er julens sidste portion hjemmebagte æbleskiver blevet lavet.
Om lidt skal der ryddes lidt op og så skal træet pyntes.
Og så skal freden sænke sig, så der er energi til en tidlig løbetur og de sidste forberedelser i morgen.
Det har jeg svært ved at svare på, men det klip hun viser minder mig om en af favoritterne fra radioen. John Denver og the Muppets med Twelve Days of Christmas. "Badam dam dam".
Denne version er den eneste jeg lige kunne finde og den er ikke i bedste kvalitet og en anelse anderledes end radioversionen:
MEN så faldt jeg over denne version ...
Det viser sig at være Fay McKay og hun kan ses synge den her i levende live (desværre er lyd og billeder ikke helt synkrone).
... jeg bryder mig heller ikke om posthuse ved juletid.
Jeg sørger for at få sendt pakkerne i god tid. Jeg køber frimærkerne, så julepost kan puttes i postkassen og jeg dermed kan undgå posthuset.
Sidste fredag blev batterierne til dørklokken skiftet til helt friske. Den er blevet testet og den virker.
Den seneste uge har vi sørget for at der hele tiden har været en voksen hjemme i dagtimerne for at kunne modtage pakkerne når de blev afleveret.
I dag har både hr. Green og jeg været hjemme. Der er ikke blevet spillet høj musik og vi sidder lige ved siden af entréen, så vi kan også høre hvis der bliver banket på.
[Kunstpause]
Så når jeg kl. 13.30 er på vej med pigerne i svømmehallen og lige tjekker postkassen for post.
Og når jeg så finder en seddel, der fortæller at der er "forsøgt" afleveret en pakke d. 21 ... og ja, det er den 21. i dag ... så bliver jeg noget arrig og ender i det røde felt. Jeg brokker mig sjældent i forretninger og telefonisk, men denne gang farede jeg lige til telefon og fik fat i Post Danmarks kundeservice. Her brokkede jeg mig til en stakkels dame, der jo ikke er skyld i miseren. Hun kunne heller ikke love mig at jeg kunne få min pakke bragt til døren inden jul alligvel, så jeg endte med undskyldte at hun måtte lægge øre til min frustration og jeg ønskede hende en glædelig jul.
Nu skal jeg ned på postkontoret på Valby Langgade. Helt nede i centrum af Valby ... jo, for Post Danmark har lukket det lokale postkontor og de andre der ligger nærmere er ikke vores distrikt. Der er ikke til at parkere, så jeg bliver nød til at cykle der ned ... og det var bare ikke med i mine planer at skulle stå i kø på Valby Postkontor. Jeg kan ikke vente til efter nytår, da det er julegaver til pigerne. ØV! ØV! ØV!
Klokken er blevet tjekket igen. Den dur stadig ... hvad f..... har pakkeposten foretaget sig? Vi har ham mistænkt for forlods at have udfyldt sedlen ... men helt ærligt. Han har jo blot sparet 1½ meter og 4 trin. Det giver ikke mening.
Jeg forstår det ikke og er ærgelig ... og prøver at finde julestemningen igen ... se postivt på det, Fru Green, så kan du forbrænde nogle kalorier på cykelturen ... og når dine problemer ikke er større, Fru Green ... nå, ja ... så OK da. Der må være værre ting i livet.
- o 0 o -
Fru Green faldt nu også ned, da hun så de betuttede piger i bilen. "Det er jo ikke jeres skyld at jeg er vred ... og den pakkepost skal ikke ødelægge vores svømmetur". Det gjorde han heller ikke. Fru Green og de to "kviste" havde en god tur i svømmehallen. Fru Green nåede endelig op på de magiske 20 baner og dermed 1000 meter. Ingen børn der slog sig, ingen lillesøster der ville lege med mor (før til sidst), ingen svømmebrille i øjet , masser af plads i svømmebanerne og mulighed for at følge med i pigernes leg. Der blev endda fundet overskud til at rutsje flere gange med pigerne og lege i varmtvandsbassinet. Tid til et fælles saunastund og en lille pause i caféen inden vi skulle ud i mørket og købe ind.
Det føltes godt for Fru Green – en helt lille julegave til sig selv. Måske kunne Fru Green takke den dumme pakkepost for ekstra energi gennem agressionerne til at klare de 1000 meter?
Kombinationen af at forfatte juleprædiken over temaet forventninger og så støde på Poul og Nulles "Jul og grønne skove" i både tv-indslag og en avisartikel i Berlingske i dag ledte mine tanker hen på julekalendere gennem tiden.
Jeg havde nogle særlige forventninger til barndommens julekalendere.
Julen i hullet var et af de år jeg blev skuffet. Det var ikke vældig interessant og jeg husker også min fars utilfredshed med programmet.
Den første julekalender jeg kan huske er "Jullerup Færgeby" og sidenhen "Vinterby Øster". Der eksistere et foto, hvor jeg står op foran fjernsynet og er opslugt at "Jullerup Færgeby". Fra de to julekalendere huskes både sange og personager. Kranen, der sitter fast, fire strømper uden fod og fra "Vinterbyøster" elsker jeg Stempel Qvists temperament spillet skønt af Jesper Klein.
"Kikkebakkeboligby" kan jeg ikke huske. Jeg har været omkring de fem og havde tidligere set Jullerup Færgeby, som jeg kan huske, men den var væk fra hukommelsen indtil den blev genudsendt for mange år siden. Det eneste der sidder fast er omskrivningen af faren sang: "Når jeg ser på din krop er jeg ved at kaste op".
"Jul i Gammelby" husker jeg også som noget ganske særligt. Jeg husker det som nyt at det ikke var dukkefilm og så har den nok en særlig plads fordi det var den december at vi fik farvefjernsyn og som jeg husker det så var det noget af det første jeg så på det nye fjernsyn i farver.
Derimod husker jeg "Fru Pigalopp" som det største flop. Om end jeg altid har været glad for Ove Sprogøe – man har vel haft en far der tog en med til eftermiddagsmatineer og se de gamle danske film. (Ja, den gang kunne man jo ikke bare låne eller købe dem på video eller DVD – jeg føler mig pludselig så gammel). Forventningen kunne ikke leve op til statiske tegninger og en historie læst op. Selv når oplæseren var Ove Sprogøe og han sikkert gjorde det godt. Man forventede noget andet.
Så er var der den første omgang "Nissebanden". Den blev fulgt og var ganske fin, men nu når vi den alder hvor barnligheden er ved at sive stille og derfor var forventningerne ikke lige så store.
Da de viste "Jul på slottet" første gang (1986) var jeg ved at være for gammel. Jeg fulgte med, men det var ikke det samme. Faktisk husker jeg det som om at min mor fulgte mere med end jeg selv gjorde. Mon det skyldtes den dengang nye unge mandlige skuespiller Jens Zacho Böye?
De seneste år har mit forhold til julekalender været set gennem mine børns øjne. Pyrus er stadig et hit hos lillesøster, men "Jul i Svinget" har overhovedet ikke fanget dem. Faktisk er julekalenderene med Pyrus nok noget af det sidste julekalender jeg har fulgt fra dag til dag. Det skulle så lige være nogle af dem for voksne f.eks. "The Julekalender", men den har jo også nogle år på bagen efterhånden.
Ovenstående er fokuseret på julekalender i fjernsyn. Der mangler jo julekalenderne i radioen. F.eks. "Ritas jul", som jeg er så heldig at kunne genhøre i år takket været Dana. Det var et dejligt genhør. Bl.a. vinklen med at faren er sur de mange afsnit og så da han bliver glad, så bliver moren sur.
Nå, nok tanker om julekalender og tilbage til temaet "forventninger".
Juletræet blev købt i dag. Vi køber det altid hos KFUM ved Ålholm Kirke og støtter deres arbejde af den vej.
I år blev træet pakket ind i et net og det blev Fru Greens opgave at bærer det det første stykke. "Hen til busstopstedet, så bytter vi", var aftalen med Hr. Green.
Og det prøvede de så, men nettet havde viklet sig grundigt fast om knapperne på Fru Greens frakke og kunne ikke komme fri. Så mama Green måtte have gang i mullerne og slæbe det hele vejen hjem, mens hr. Green klukkede.
Fru Green synes nu også det var ret komisk.
Ved hjemkomsten var hr. Green dog behjælpelig med at hente en saks, så Fru Green kunne blive klippet fri. Ja, det kunne jo have været et kønt syn, hvis Fru Green iført juletræ skulle have været gennem huset for at finde saksen.
Pigerne ligger og sover efter hver sin gode dag. Hr. Green er til julefrokost, så jeg har en af de mere sjældne stille aftner. Ikke at hr. Green er en støjende livsledsager, men det giver bare mere stilhed at være alene.
Alene er jeg nu ikke. Tre katte holder mig med selskab i kontoret. De sover alle tre. Kurt ligger i mit skød. Olaf på fodskamlen ved siden af og Buster har taget hr. Greens stol i besiddelse nu hvor den er ledig. Sofus var her også tidligere, men er gået igen. Han har en favorit plads i sofaen om aftenen.
Dagen har faktisk været god når jeg mærker efter. Jeg fik mit sidste skud Lucia, da jeg mødte op på lillesøsters fritter sidst på eftermiddagen. Jeg fik set hende og de andre synge Luciasangen og et par andre julesange.
"Og nu synger vi 'Nu det jul igen' ... [pause] ... den rigtige tekst", sagde en af pædagogerne. Det sidste henvendt til børnene og børnene holdt sig til den pæne version.
Efter en rolig aften med pigerne, så bliver der puslet med ting ved bordet i kontoret. Et glas færdigblandet gløgg er blevet varmet i mikrobølgeovnen og sammen med julemusikken og den farveskiftende julestjerne giver det den helt rette dosis lys stemning til arbejdet i en decembermørk aften.
Det er det "kunstige lys" som jeg kan prøve at lyse op med i mørket, men for at få det "rigtige lys" ind i det indre mørke, så skal der mere til. Men det er et skridt på vejen.
Vi skal bare huske at det er ikke alle der kan absobere det "kunstige lys" i denne tid. Al det "kunstige" lys, fest og glæde kan virke modsat på nogen ... og skabe mere mørke. De har brug for noget andet lys.
Hmmm ... det sidste afsnit bærer vist lige lovlig meget præg af at jeg skal tale til gudstjenesten på søndag. Jeg må hellere lave det færdig i stedet for at skrive mere her på bloggen.
13. december. Tour de force fra Luciaoptog til Luciaoptog.
Dagen begyndte meget tidligt, da ældste datter skulle møde 7.30 på skolen. Det er 5. klassernes tjans at gå Lucia på skolen.
Hun har ikke været meget for det, men stillede op alligevel.
Lillesøster og jeg gik så til skolen til normal tid og det blev – ud over et kig på piger (og et par drenge) i hvide kjoler, med sølvstjernebånd i håret og levende lys i hånderne – en erfaring med de logistiske og kommunikative mangler i situatioen.
3. klasse skal have gymnastik. De står ude i gården og diskutere om de skal gå ind til gymnastiksalen eller op på 2. sal, hvor et par af drengene har hørt de skal se Luciaoptaget. De vælger det logiske. Går til gymnastiksalen og venter på læren.
Her kommer en lærer (ikke end de skal have) og siger at de skal gå tilbage til deres klasselokale og møde den lærer de skal have og så gå på 2. sal inden kl. 8.15.
Tilbage over skolegården.
Inden de når helt ind bliver de mødt af en tredje lærer, der siger at de skal tilbage til gymnastik. Et par elever er dog nået at gå ind til klasselokalet og forsvinder fra gruppen, da de ikke høre beskeden i skolegården.
Forvirringen øges. Skal de stille deres tasker og overtøjet?
Til sidst kommer de op på 2. sal og her ventede jeg egentlig på et en 4. lærer. Ham drengene skulle have haft i gymnastik ville komme og skælde dem ud for at de ikke var hvor de skulle være. Det skete heldigvis ikke.
Dem der forsvandt på turen til klasselokalet dukker op og bliver bebrejdet at de har overtøj på og bliver sendt skyndsomt til omklædningslokalet med deres ting.
Jeg forstår godt at ungerne kan være forvirrede.
To trætte voksne løb i 10 minutter rundt og bad børnene rejse sig op, være stille, rejse sig op, være stille ...
Til sidst kom Luciaoptoget. En kort stund var der stille og blikkene fyldtes med genskinnet lysene.
Så fik de travlt med at komme tilbage og jeg kunne vende næsen hjem ad.
I eftermiddag er det lillesøsters tur på fritteren ... [der sukkes træt] ... det er godt at kattene ikke skal gå Lucia også.
Det lysner lidt, men lørdag begyndte mere mørk og regnvåd. Det løftede at sidde inde og kigge ud på regnen og de farvede lys fra lyskæden.
For pigerne er denne dag næsten som juleaftens dag. I dag skal vi hente husstandens to nye katte hos den stramtandede strikketante . Killingerne Olaf og Kurt skal have et nyt hjem hos os ... og det er forståeligt nok meget spændende for pigerne.
I den forgangne uge har jeg læst hos Miss Hot Pants om de svære beslutninger der nogle gange kan følge med. Det har endnu en gang mindet mig om at man skal turde miste når man tør elske. Det gælder både mennsker og dyr. Der findes jo en risiko for at noget ikke går som det skal. Vi har indtil nu været heldige med de to gamle missedrenge Sofus og Buster, men ... den procentvise risiko øges jo med to mere.
Jeg ved hvordan følelserne har været de gange Sofus har været syg eller da han mistede halen. Så det er noget man skal være klar til (selvom man jo ikke er det - og slet ikke pigerne), men det er selvfølgelig ikke den dominerende tanke i eftermiddag når de to uldtotter skal hentes.
I dag er det utålmodig forventning og glæden i eftermiddag. For os forældre er det også spænding. Hvordan mon Sofus og Buster reagerer npå de nye? Hvordan er det lige at have killinger igen? Er det ikke også noget med aldrig at vove tæerne uden for dynen om natten – med mindre du vil have dem kradset i!
Ind til i eftermiddag er der dog nok for de voksne at tage sig af. Vasketøj som eksempel. Arbejde i kontoret og så skal jeg have skrevet et lykønskningskort til en der fylder hele 75 år, som jeg lige skal forbi og ønske tillykke - inden turen går syd på til Olaf, Kurt, Lille Lyn og de andre katte og mennesker.
Mens indlægget er blevet skrevet er der faktisk begyndt at titte lidt blå himmel frem. Lyskæden er blevet slukket og julemusik i form af Singers Unlimited og Gustav Winckler er blevet skiftet ud med P3s Mads og Monopolet. Det plejer at være godt at ordne vasketøj til. Jeg må hellere se at komme i gang.
I dag fik jeg på 1½ time næsten klaret alle julegaveindkøbene. Jeg hader julegaveindkøb, så det er lykken at vide at jeg har klaret det værste og kun mangler end butik.
Det tog så lang tid fordi der allerede nu er kø i mange af forretningerne. Ja, undskyld, for mig er 1½ time i Rødovre Centrum stæsende fra forretning til forretning alt for længe.
I TP Musik i Rødovre fik jeg oplevelsen af hvor forfærdelig det må være at være ekspedient sådan et sted.
Når en kunde ikke kan finde ud af konceptet med at have to køer med flere ekspedienter til hver og brokker sig over det.
Samtidig med en mand der møver sig op foran den ene kø for at hente brochurer og så lige afbryder den ene ekspedient med højlydt brokkeri over det musik de havde valgt at spille i forretningen.
Manden flyttede sig men brokkede sig stadig over hvor forfærdelig musikken lød, da jeg havde fået købt det jeg skulle have.
Jeg fik øjenkontakt med ekspedienten, smilede og sagde "Fortsat god dag", mens jeg tænkte over det lidt kiksede i mit forsøg på at give hende en lille opmuntring i alt det sure. Hun smilede dog træt tilbage: "Jo, tak. Det får jeg virkelig brug for".
Jeg har ondt af jer ekspedienter og misunder jer ikke jobbet. I har min medfølelse.
Se hvor effektiv jeg er. Se hvor go' jeg er til at lave ting i køkkenet. Se hvor go' en mor jeg er ... sådan et billede på en blog kan sikkert sende mange signaler.
Det jo også en form for offentlig praleri. Hvad billedet ikke fortæller er at jeg måtte skuffe min yngste datter i dag, da jeg faktisk havde lovet at vi også kom i kirke efter julemærkemarchen, men Fru Green kunne mærke stressen i maven og måtte lade et løfte blive et brudt løfte og bruge timerne hjemme.
Æbleskiverne skulle der dog være overskud til. Det smagte som altid godt og trods dobbelt portion, så synes vi der var for lidt.
Det må en rugbrødsmad så råde bod på ... mere overskudsagtige er vi heller ikke her på matriklen.
Mens der ryddes lidt op, stilles julekasser i kælderen og lyttes til en lydfil fra feedback på specialeoplæg, så nyder vi julebelysning og pynt, mens regnen siler ned af ruden.
Det kan være lige så gråt og vådt det vil uden for. Her er s.. meget rart.
Det var en grå dag, men det har givet en god fornemmelse i kroppen at stå tidligt op og gå en rask tur.
I dag var det ikke bare en tur om søen, men en tur om mosen i Husum.
Det er nu en hel fast tradition at vi skal gå julemærkemarch.
Julemærkemarhcen er en gåtur på enten 5 eller 10 kilometer, som du betaler for. Du betaler, får frisk luft, motion og støtter Julemærkehjemmene samtidig.
Og så kan du få enten diplom eller en medalje for dine anstrengelser.
I år kunne børnen få udleveret en pose med brød til at fodre ænderne med, så det stoppede vi og gjorde undervejs.
Vi voksne blev også enige om at vi burde tage turen på 10 km til næste år.
Nu ligger dagen åben til lidt oprydning og kontorarbejde ... og når det er blevet mørkt igen, så skal vi adventshygge med æbleskiver og hjertefletning.
Jeg kan ikke klage over ikke at have colorit i mit liv når jeg sidder i kontoret. En hvid papirstjerne købt i Super Brugsen og en LED-pærer der skifter farver gør tricket. (Stjernefætteren har i øvrigt en super smart magnetlukning).
Nu skal der laves lidt "i julestjernens skær" inden dynen skal give varme, så vi er friske til i morgen hvor der skal gås Julemærkemarch.
Ikke flere fotos af mit farvede-el-pærer-passion de næste par dage.
Det første julepynt er hængt op. Den første ting, der blev stillet op var dette års indkøbte julelys. Købt i Flensburg. Jeg så den sidste år og synes den var for dyr, men denne gang havde jeg forberedt mig (selv om jeg så faldt over en endnu flottere til 900 kr. og det var så i overkanten - men den var også flot - jeg holdt fast i den jeg kastede min kærlighed på sidste år til omkring 250 kr.).
Siden turen for 14 dage siden har den stået i kassen og ventet på den rette dato.
Sofus blev nysgerrig, mens jeg stod i vinduet og ordnede, så han gik på den skrå gesims uden for vinduet. Hvad er det de laver der inde?
Så er vi der næsten og det er mest princippet der afholder mig fra ... juleri og adventstid.
Dagen byder på korrekturlæsning og færdiggørelse at et nyhedsbrev til spejderlederne i MS, opsamling på den feedback jeg fik til specialeseminariet i onsdags*, lidt overvejelser omkring en jobannonce og inden jeg ser mig om, så er det tidlig fyraften og tid til at møde pigerne ved skolen, så vi kan komme i svømmehallen.
Det er ved at være 3 uger siden at vi har været afsted sidst og så er det vist passende at starte julemåneden med lidt motion og kalorieforbrænding. Kalorierne får man sikkert rigeligt af i de kommende uger.
Inden det bliver mørkt skal det sidste dagslys bruges på at sætte lyskæder op i haven. Om det bliver en eller et par stykkre på deres tilstand vise. Elektriske pærer skal der op, men det skal ikke være den amerikanske stil, der efterhånden har sneget sig ind mange steder.
Og så gælder det nogle af kasserne i kælderen. Jeg skal finde ud af hvad der skal have lov at komme frem i år. Det bliver nok for overdrevet med det hele. Der skulle jo nødig gå "Ritas jul"** i pynteriet ... og jeg må også tage hensyn til hr. Greens panderynker ... men også kun lidt.
Inden vi ser os om, så er den dag omme.
- o 0 o -
* Jeg fik et input til emnet, der gav det en anderledes drejning, men som gør opgaven mere overkommelig og mit ønske til tidsrammen mulig at nå. Ja, det er lidt kryptisk skrevet det her ... der kommer nok et uddybende specialeindlæg i løbet af weekenden.
** "Ritas jul" - hvorfor kan man ikke finde den i lyd hos DR? Det kunne være herligt at lytte til her i julemåneden. Selvfølgelig kan den læses, men Gunnar Willes egen oplæsning giver den det sidste og skønne løft.
I forgårs lugtede der af æbleskiver i køkkenet. En eller anden madduft fra naboens madlavning.
I går og i dag har jeg haft en ubændig trang til æbleskiver ... min mave kræver noget sødt ... og der er planlagt æbleskivevending og spisning på søndag, hvor dagen begyndes med 5 kilometer Julemærkemarch. Så skulle der nok blive plads til nogle stykker af de hjemmebagte.
Jeg har jo jul-forbudt i knap fire dage endnu på bloggen, men det virker lidt for sent at komme med en julekalenderidé d. 1. december. Derfor kommer den nu.
Har du lyst til at lave en julekalender til ungerne, men ærgre dig over at bruge 250-400 kr. på små 5-, 10- og 20-kroners ting, der bare skal ligge og rode på gulvet i barneværelset, så er her et alternativ, som min far opfandt for et par år siden og hans to børnebørn har været meget glade for det.
Der skal bruges flg. materialer:
24 konvolutter
evt. 24 etiketter der printes dato og evt. navn på
10 stk. 1-kroner
20 stk. 2-kroner
10 stk. 5-kroner
10 skt. 10-kroner
5 stk. 20-kroner
Så putter du en 1-krone i en konvolut og skriver 1. december uden på. Dernæst putter du en 2-krone i en konvolut og skriver 2. december osv.
Der er ikke meget overraskelse i kalenderen, men der bliver talt dage frem til jul og penge bliver ikke spildt på en masse små dimser, men kan gå i barnets sparebøsse og gemmes sammen med andre penge til en større ting efter jul.
Har du flere børn i samme husstand, så husk at skrive navn på konvolutterne og print evt. etiketter med dato og navn i en bestemt farve til hvert barn.
Er du så rigtig kreativ kan du dekorerer konvolutterne med tegninger, juleklip, glansbilleder eller andet. Nede i konvolutten kan du putte en lille lap med en hilsen, en lille historie, en vittighed, en gåde eller hvad du nu kan finde på.
Som alternativ til konvolutterne kan du bruge 24 tændstikæsker, men konvolutterne er langt den nemmeste løsning.
Men husk nu ... julen er andet end gaver og frådseri. Det vigtigste er at bruge noget tid sammen.
Når man sidder og ripper jule-CD'er til den eksterne harddisk er det så en overspringshandling?
Heldigivs kan Fru Green lave lidt fornuftigt imellem udskiftningen af CD'erne.
Hun er nu oppe på at have 12 timers julemusik på drevet og er kun halvvejs gennem stakken ... tsk, tsk, tsk.
Fru Green er lidt for meget på det punkt og hr. Green sukkede dybt, da hun ikke kunne styre sig og satte Acker Bilks version af White Christmas i gang.
Nu er det jo egentlig jul-forbudt i Fru Greens gemak (hr. Green ønsker sig nok at det også gælder i december), så der bliver ikke lyttet til mere julemusik. Hun nøjes med at rippe.
I stedet kan Fru Green vise et klip her i gemakket, du kan se og høre hvem Acker Bilk er i tilfælde af at du ikke skulle vide det.
Weekenden er ikke helt slut og der skrives jobansøgninger i aften.
Der er blevet knoklet godt igennem hele weekenden. Træer og buske i haven er blevet skåret godt ned og det hele blev bundet i eftermiddags, så det bliver hentet med haveaffaldet i morgen. Jeg absolut hader at bundte grene. Ufff, men nu er det heldigvis overstået ... indtil grenene vokser ud igen og skal beskæres næste gang.
Efterårets store projekt på matriklen er at få flyttet rundt på værelserne. Pigernes fælles værelse skal blive til det nye kontor. Det gamle kontor skal blive yngstes værelse og gæsteværelset ved siden af skal blive ældstes værelse. Alt dette flytten rundt kræver en del istandsættelse, nye tæpper og masser af koordination.
Det er storeskrald lige inden vi begynder istandsættelsen, så vi er begyndt at gå tingene igennem, så vi ikke brænder inde med en masse skrald. Derfor er meget af lørdagen brugt på at ordne i det vi kalder "biblioteket" og som er vores pulterkammer.
At skulle skille sig af med ting når begge voksne er samlere, ja, det kan være lidt hårdt. Men det er nødvendigt.
Bøgerne er blevet gennemgået og nogle er blevet kasseret.
Derudover er der røget noget af ungernes legetøj og diverse andet.
Mit gamle dukkehus, som pigerne også har leget lidt med ryger denne gang.
Og så er der kommet orden i det meste af pulterkammeret og det bliver mere tydeligt hvor meget mit julevanvid fylder.
Hvis du klikker på billedet kommer du hen til en side hvor der er sat kommentarer til de enkelte elementer på billedet.
Der er også store ting vi må skille os af med. F.eks. det praktiske skuffedarie, som jeg bliver nødt til at finde en erstatning for. Desværre er det for højt til det nye kontors indretning.
Og så dukker der små pudsige ting frem, som f.eks. denne her, der nu har fået lov at komme frem i lyset på væggen i køkkenet.
Og så var der det store skrivebord, som jeg har arvet. Det var vi tæt på at skilde os af med, men nu prøver vi om yngste kan have glæde af det.
Men man kan jo ikke gemme på det hele, så noget må vi sige farvel til. Men et "Feng Shui" eller "Simple living" hjem – det får vi aldrig.
Jeg har oplevelsen af at flere synes julen er slut nu. Blogland kan jo være fin dokumentation på danskernes hverdag og rundt omkring kan man læse at folk tager pynten ned eller har lyst til det. Nu er det slut.
Selv begynder jeg i det stille at pille lidt pynt ned - men der er så meget pynt, at det ses ikke før jeg d. 31. fjerner alt - også pynten fra juletræet, der bliver stående med lys på og overdænges med cerpentiner.
I år har jeg haft lyst til at tage pynten ned allerede d. 26. december. Og selvom jeg har det sådan er det i min verden alligevel forkert. Det for tidligt.
Og jeg kom til at tænke på en andagt jeg har hørt på arbejde, hvor en præst argumenterede for at vi skulle være mere opmærksomme på at få adventstiden tilbage og ikke gå lige til julen.
Og jeg må sige - jeg synes det er rigtigt - forventningens glæde er forsvundet. Vi begynder allerede ugen inden december med arrangementer i børnehaver og fritidshjem, hvor vi går rundt om juletræet, får gaver af julemanden osv. Faktisk synes jeg generelt at institutionerne mere overtager og dermed tager pusten fra vores traditioner. Ungerne har prøvet alting i institutionen først - der er ikke overladt noget til at være begivenheder, der sker i familiens skød.
Institutionernes behov for at blive bundet sammen af traditioner er fair nok, men så find dog på jeres egne og lad være med at stjæle familiens og julens. Hvis man vil se forældrene til et hyggeligt arrangement, så er der jo ikke en lov, der byder at det skal være i den travle julemåned - hvad med i kedelige februar?
Hvis vi begynder med det der hører julen til - juleaften og dagene efter - allerede i november, så er det klart at vi ikke gider det når vi når d. 24. december.
Så jeg holder mig selv fast på at holde jul frem til nytår. Endda overvejer jeg at lade julekrybben stå til Hellige Tre Konger.
Og så kan det være man skulle boykotte alle de julearrangementer næste år, der tillader sig at pille ved min gamle jul - før tiden.
Da jeg var barn havde vi en nisse i toppen af juletræet. Min mor så i noget materiale* om julen før i tiden at man også har haft en stork i toppen og det ville hun så gerne have. Lige siden har vi haft en stork i toppen - i form af en plastic-stork.
Fra toppen til foden - vores juletræsfod er også fra min del af familien. Min mor og far har fundet den hos en antikvitetshandler og betalt flere hundrede kroner for den. Det var pænt mange penge i 70'erne og den blev betalt over flere gange.
Den er lavet i træ og malet. Tre nisser sidder med ryggen til hinanden op af stammen, som går gennem to huller i to skiver træ.
I mange år har vi kæmpet med at få stammen passet til hullerne, der var for små og sad skævt over hinanden. Indtil hr. Green for to år siden lavede hullerne større og satte to skruer i, som man kan skrue stammen fast med. Først synes jeg at det var helligbrøde at gøre det ved vores gamle fine juletræsfod, men jeg tror faktisk den holder længere - og meget unødig baksen med juletræet er vi sluppet for.
Det er ikke tilsigtet at det skal se ud som om nisserne "sidder på tønden". Men træet skal jo have lidt vand ...
*Link til vers fra Peters Jul (tilføjet efter kommentarer neden for)
Det er hyggeligt at pakke gaver ind, men når jeg er nået til gave nr. 3, så har man li'som prøvet det.
Og i år har jeg fået den vanvittige idé at sætte gavemærker lavet af træ på gaverne. Træmærkerne har sejlgarn i hullet og sejlgarnet sættes på pakken med lak, der smeltes og stemples med et segl.
Rigtig nysseligt, men på et tidspunkt var jeg lige ved at sætte ild i en af gaverne pga. af mit lak-og-segl-show. Genialt, Fru Green ... tsk, tsk, tsk.
Og min "Fløde- Kage og Bollesprøjten" havde jeg forkromet forventninger om at anvende til vanilliekransene i lørdags. Og sjovt nok kunne man også høre Anette Heick undskylde at hun ikke havde en bollesprøjte i Mads og Monopolet i lørdags.
En bollesprøjte er ikke bare et pudsigt ord man kan grine lidt fjollet over (eller hedder det af?). Det er faktisk et køkkenredskab. Jeg erhvervede et sammen med andre gamle køkkenting i foråret.
Bollesprøjten ser ud som ovenstående og har ligesom den gammeldags kødhakkemaskine med håndsving nogle plader med forskellige muligheder for at presse en pølse med en særlig form ud.
Som tidligere nævnt i dette indlæg, så havde jeg forkromede forventninger om at nu skulle jeg endelig prøve at bruge "dyret", men det var næsten umuligt at få presset dejen igennem ved håndkraft. Så den gamle kødhakkemaskine blev fundet frem igen i år - det er forøvrigt den eneste gang på året at den bliver brugt.
Kage- og bollesprøjten er kommet tilbage på hylden. Jeg må finde noget andet at bruge den til.
- o 0 o -
Det var hos Mit Sure Jeg at jeg blev inspireret til dette indlæg.
Lørdag blev der lavet dej til hhv. vanilliekranse og honningkager.
Vanilliekransene blev færdige lørdag. Det lyder rart, familie- og overskudsagtigt at man selv bager småkager. De første 5 minutter er det også hyggeligt - herefter skal det bare overstås. Fru Green drejer håndsvinget på kødhakkemaskinen, hr. Green tager fra og skære i rette længde, ældste datter Green samlede i kranse og lagde på plader.
Men det er rart med hjemmebagte vaniliekranse - de smager jo godt.
Årets vanilliekranse og yngstes dekoration i baggrunden
Dejen til honningkager (som egentlig er lavet på sirup) skal stå en hel dag. Det var også fint for efter at have lavet tre store dåser vaniliekranse, så var der ikke mere energi.
Ældste datter Green gad ikke mere småkagebagning, så det blev yngstes tur. Diverse forme blev taget i brug. Den typiske arbejdsfordeling var også gældende denne gang. Fru Green laver dejen, ruller ud og begynder på udstandsning. Hr. Green overtager når der skal dekoreres.
Julebag i hidsige farver
Gennem årene har vi fået samlet forskellige forme i plast og metal. Bl.a. en gris. Datteren valgte at hendes gris skulle glaseres med en grøn glasur. Grønne grise!
Ja, ja. Så er den del af juletraditionerne overstået og til theen/kaffen kan vi nyde lidt til den søde gane.
Så blev det endelig tid til æbleskivegilde. Et par studiekammerater, som bar mig igennem en forfærdelig eksamenslæsning i maj-juni havde som minimum fortjent denne aften. (I var - og er - guld værd. Det ved I godt, ik?)
Nå, men der blev vendt æbleskiver - mange æbleskiver.
Blot et lille udsnit af de mange æbleskiver, der blev lavet og spist denne aften.
Når der bliver serveret æbleskiver her i hjemmet kan de kun være hjemmelavede - ingen købe-æbleskiver kan leve op til de hjemmelavede - jeg vil ikke servere de købte. Punktum.
Opskriften er min mormors. Jeg har nu kun oplevet min egen mor lave dem. Hemmeligheden er: Gær. Jeg vil ellers ikke tale dårligt om min farmor, som var en dejlig farmor, men hendes æbleskiver ... det var noget hø. De var lavet på natron og klappede sammen, var bløde og smattede ... og så var de ofte lidt for brændte. Næææ, her vinder mormors opskrift.
Opskriften lyder:
Mormors Netes æbleskiver
½ pakke gær (25 g) 2 æg 1 spsk sukker ½ tsk kardemomme 250 g mel 2½ dl mælk 40 g margarine/smør
Margarine/smør smeltes i kasserolle. Mælken tilsættes og lunes (ikke for varm). Dette hældes i en skål og tilsættes gæren, der røres ud. Herefter tilsættes æg, mel, sukker og kardemomme og det hele røres sammen.
Hævetid: ½ time
Det er godt at have en aflagt strikkepind at vende skiverne med.
Der er til ca. 3½ pande - altså ca. 25 æbleskiver. Jeg laver altid minimum dobbelt portion ... så slipper du også for at have en halv pakke gær liggende. Og de er så lækre at folk spiser mange!
Rigtige æbleskiver er hjemmelavet! Go' fornøjelse.
Så blev juletræet købt og hentet hjem. Gennem alle de år vi har boet her, så har vi købt juletræ ved Ålholm Kirke og derigennem støtte KFUM (og vist KFUK).
De første år var de fruen der alene hentede og slæbte træet hjem på cyklen. De seneste par år har vi været sammen hen og vælge og hente træet.
Træet bliver målt og ... drejet - er det højt nok? Eller for højt? Er stammen for tyk til juletræsfoden og ændre det for drastisk på træet, når vi - igen grundet vores juletræsfod - skærer de nederste grene af?
Også i år fik vi valgt et træ - det var den ældste der fandt det. Det skal være rødgran - det er jeg vokset op med og det føles "mest rigtigt".
Inde hr. Green kunne bærer træet hjem som Obelix gik med sin sten, så kunne den unge fyr ikke uventet fortælle at rødgran ikke holder så godt som de andre sorter. Om vi har en beholder med vand? Og at øl vist hjælper på holdbarheden. Det havde han vist hørt et sted ...
... og her kære bloglæser kommer mit spørgsmål: Er der et vidundermiddel der kan få juletræet til at smide nålene lidt langsommere?
Jeg mener selv jeg har hørt noget om knuste panodil ... men synes selv det lyder langt ude ... kender du et godt råd, har gode erfaringer med noget eller har læst en klog forklaring et sted?
Og uanset hvad, så holder jeg fast ved min rødgran - det er det rigtige juletræ for fru Green. Plads til en masse forskellig pynt.
Med hensyn til lyskæder og julelys, så var jeg forbi gør-det-selv marked i dag. Det var i den tro at jeg kunne købe nye viskere til bilen der ... men det havde de ikke. Utroligt.
Derimod så havde de uanede mængder af julebelysninger i størrelser og priser, der overgår hvad de sidste par år har budt. Og jeg er ikke så hårdt ramt af lyskædebegejstring, at jeg er ved at tisse i bukserne over et 3D rensdyr formet i slangelyskæde til over 1000 kr. Godt nok var der et damptog med vogne i flere farver til 1300 kr, meeeen ... nej, det er altså for meget af det gode.
Dette klip fra youtupe er også for meget ... og jeg synes stadig at det jeg viste i et tidligere indlæg er federe. Men trænger du til næsten 10 minutter med amerikansk julemusik og lyskædeshow over-the-top - så se endelig løs.
Der er meget ved julen jeg godt kan li'. Men der er dog en ting jeg hader ... julegaveindkøb.
For hvert år der går, så hader jeg disse tour de forcer mere og mere.
Jeg har ikke shoppe gener nok - hvor skulle jeg også have fået dem fra ... ;-) ... hmmm ... det siger nok ikke de fleste læsere så meget, men de få der kender mit mødrende ophav vil vide at jeg ikke kan have fået nogle shoppegener der fra. Absolut ikke.
Der er for mange mennesker, jeg er i tvivl om jeg køber det rigtige, med nogle ting er jeg nærig, parkeringspladserne er overfyldte og jeg vil hellere sidde og julehygge hjemme i min egen stue.
Det med at finde hyggen i at gå og finde de helt rigtige ting at glæde folk med ... det dutter ikke for mig. Det må blive til fødselsdage spredt ud over året.
Jeg tror at jeg vil klare resten af gaverne over nettet.
Så blev det min tur til at "poste" et billede i julekalenderen.
Det har været svært. Rigtig svært. Og egentlig synes jeg ikke at det valgte billede er rigtig mig. Mine juleting er meget mere voldsomme. Men valgt er det.
For mig er jul - blandt mange andre ting - også duften hyasinth. Det kan man desværre ikke formidle.
Duften af hyasinth er noget særligt. Den minder mig om jul hos Gamle Moster - min mors moster som vi havde et tæt forhold til.
Fyrfadslys i det utal af julestager jeg har - disse fik jeg af min far for et par år siden og de er noget af det mere enkle og afdæmpede.
Jeg kunne have valgt et billede af min julekrybbe, snoren med kræmmer huse, som var 2½ meter lang hos mine forældre, eller en af de utallige lyskæder ... men det blev det rolige og enkle. Hyasinthen og stearinlysene på det trekantede spisebord i køkkenet - for der finder jeg nogle rolige stunder ... og det er nok det jeg har særligt brug for i år.
Ingenting. og dog - dette skulle egentlig være beretningen om at jeg, den yngste datter og gemalen i dag deltog i Julemærkemarchen. Men turen skulle bringe nyt input til min føljeton om Nyhedsavisen.
Gennem mange år har jeg første søndag i december deltaget i Julemærkemarchen. De sidste par år med yngste datter som selskab.
I år havde vi fået lokket hr. Green med og klokken lidt over 9 mødte vi op i lokalerne på Gadelandet for at få vores startkort.
De første år hvor jeg gik med spejderne, der gik vi ruten på 10 km, men de år jeg har gået i civil med datteren, der har vi nøjedes med de 5 km.
I år var det en fin tur med flot vejr.
Fra begyndelsen måtte vi konstatere at datteren ikke havde fået tisset af hjemmefra. Træls ting. Vi er dog bekendte med området og vidste at vi ville passere et tissehus undervejs.
Desværre var tissehus lukket, selvom et fint skilt fortalte at der ville blive låst op kl. 8.30. Øv.
Nå, men trods presset på blæren kunne barnet godt lige bruge pausen på at lege på legepladsen som bød på den største edderkop jeg nogensinde vil få at se.
Vi gik videre, men presset blev for hårdt og vi måtte finde en busk til pigebarnet.
Og her, i buskens skjul, gjorde vi en opdagelse - pigen og jeg.
I uden for den almindelige beboers synsvidde lå flere bundter af papiraffald og gemte sig.
Her i en busk ved stien langs Pilesvinget i Brønshøj lå mindst 8 bundter af Nyhedsavisen fra en mandag. En kort research giver indikationen af at det må være udgaven fra mandag d. 20. november.
Det er nok ikke Nyhedsavisens ledelse, der har ønsket at de lå der.
Jeg har ikke modtaget Nyhedsavisen i 5 dage nu. Fantastisk! Men hvis det er fordi at aviserne bliver gemt rundt i buskene i de københavnske grønne områder ... ja, så er det jo et fedt. Jeg håber det er fordi skiltet bliver respekteret.
Nå, men barnet fik tisset af - og nej, jeg faldt ikke for fristelsen og bad hende tisse på aviserne ... ;-)
Resten af turen forløb uden uventede opdagelser og vi kom hjem efter 5 km. på 1 time og 10 minutter. Vi fik vores medaljer og diplom og kunne glæde os over også at have støttet en god sag.
Her til aften har menuen stået på ren julhyggemad.
Aftensmaden var hjemmebagte æbleskiver og desserten var brændte mandler - også hjemmelavet.
I min klippe-klistre-skrive opskriftbog havde jeg dette gamle udklip fra en af min bedstemødres kogebøger.
Opskriften lyder ganske nemt:
En kop vand
En kop mandler
En kop sukker
Masser af tålmodighed
Vi valgte den største jumbokop vi har. Det hele kom vi i en stegepande og så stod det og simrede i næsten en time.
Efter lang lang tid var vandet fordampet og så er det med at være på vagt og tage mandlerne af blusset lige inden det bliver ren sukker og karamelisere for meget. Det hældes over på bagepapir.
Vi synes de er meget vellykkede og de smager skønt.
Fru Green har foræret hr. Green en Marvel-chokoladekalender. For folk der ikke er interesseret i superhelte, så kan jeg forklarer at Spiderman, Fantastiske 4, X-men og lign. superhelte er fra udgiveren Marvel.
Fru Green har mistanke om at det er for at provokere og få lidt af det tenderede shappy chic look brudt at hr. Green insisterer på at den skal hænge i køkkenet. Hun havde forestillet sig at den skulle hænge i kælderkontoret.
En del hits jeg får er googlesøgninger på "lyskæder". Så her et indlæg der handler kun om dem.
Jeg har et ganske særligt forhold til lyskæder. I dag er det jo blevet helt normalt med lyskæder og der er flere villaejere, der går fuldstændig amok og pakker alt ind i kæder med lys og lysende figurer.
Et af de mere ekstreme tilfælde er dette eksempel. En musikvideo med tilhørende julelysshow i en privat have. Du kan jo nyde synet eller musikken og bare læse videre.
Nå, men tilbage til mit forhold til lyskæder. For 20 år siden var det faktisk anderledes. Der var lyskæder ikke så udbredt. De fleste havde kun en lyskæde med gigantiske pærer til deres juletræ. Og hvis de havde en lyskæde udendørs var det i et grantræ. En almindelig pære med en papirsstjerne uden på kunne man også se. Nogle få svingede sig op til at have et lille plasticjuletræ med farvede lys i vinduet, men ellers ikke. Generelt var der langt mellem dem der havde elektrisk lys i vinduet ved juletid.
Min far har al den tid jeg kan huske været bidt af en blinkende lampe. Før diodelyskæderne blev en realitet legede min far med små dioder. Han kunne bruge flere timer i sit værksted kælderen og komme op med et brædt og et stort firkantet blåt batteri. På brædtet var ledninger og lign. og så en lille rød diode der kunne blinke. Hvis det var rigtig avanceret sad der en lysfølsom dims på, så dioden først begyndte at lyse, når det blev mørkt. En gang i 80'erne købte han et sæt med dimser og lavde en stjerne af røde dioder, ståltråd og ledninger. Den hænger vist derhjemme endnu, men jeg ved ikke om den virker.
Min fars kærlighed for små blinkende lamper har smittet af. Jeg har en blød plet hvad angår ting der kan lyse. Så snart man kunne begynde at købe lyskæder, der kunne blinke og lign. så købte min far selvfølgelig det. Det blev sat i vindet.
Jeg flyttede sammen med hr. Green. Hans forhold til lyskæder er en anelse anstrengt. Det passede ham ikke at jeg fik et plastic juletræ med pynt foræret af mine onkler. Det kom op to år. Nu er det smidt ud. Men lyskæder i vinduet var obligatorisk. Specielt den jeg fik af min far. En med forskellige farver og som kunne spille hidsige små julemelodier. Det var vist lidt kitchet. Jeg elskede det. Hr. Green hadede det.
I dag er der blevet normalt at have lysende stjerner, lyskæder og andet i vinuder eller have. Faktisk året rundt. Til jul sætter jeg to diodekæder udendørs. En flerfarvet med chaser og min fine blå diodekæde. Begge er vist doneret af min far - selvfølgelig.
I min samling indendørs er:
Et ophæng fra Tyskland af udskåret tynd finer med en kirke og kirkesangere. Der er selvfølgelig lys rundt om. Den har min far købt til mig.
En mindre stjerne af plastic der skifter farve. Den kører på batterier - genopladelige selvfølgelig. Den har min far også købt til mig.
Tre diodekæder med hhv. stjerner, røde hjerter og blå stjerner på.
En stjerne flettet i grene sprayet med guld og med lys i. Den bliver i kassen i år.
En julekugle lavet af tyk ståltråd, dekoreret med perler og lys (det er et nærstudie af den der pryder hovedet på min blog her i december 2007). Min nyeste erhvervelse.
En kæde med almindelige hvide lys, der kan blinke på forskellige måder. Den bliver nok i kassen i år.
En hjerte formet af 10-14 rør med lys i. Til at have stående i vindueskarmen. Købt i Jysk og var en af sidste års erhvervelser.
En aldeles rædselsfuld uro med røde plastichjerter, der kan lyse. Batteridrevet. Den er mere grim end den er køn. Men den kan lyse og det er jo det spændende. ;-) Købt sidste år for da julepyntet i Jysk kom på udsalg. Den bliver nok i kassen i år.
Et lille juletræ af grøn ståltråd med forskelfarvede dioder. Kan blinke. Batteridrevet. Købt i Ikea for ca. 8 år siden.
Og så selvfølgelig min lyskæde til juletræet. Ganske almindelig.
Nr. 5 på listen. Købt i år hos Silvan.
Nede i kassens dyb er også en af de gammeldags papirjulestjerne og en ledning med fatning.
Og faktisk har jeg hele året rundt et spejl i stuen med diodelyskæde omkring. Enten blå eller hvide dioder. Og ... jeg har fundet en "yndig" en med røde, grønne og gule plasticsommerfugle til om sommeren. Hr. Green har vist accepteret at det er en del af mit sære væsen. Han må også klage til min far, hvis han bliver træt af lyskæderne. Det er fars "skyld". Og jeg elsker det!
- o 0 o -
Måske får jeg garneret indlægget med billeder i løbet af december.
Så er det blevet jul. Nu er det helt aldeles tilladt at sige det.
Men julepyntet er der ikke blevet endnu. Det kniber med at finde den fornødne tid. Men i aften skal der nok blive pyntet lidt. Og Gustav Winkler synger julesange ude i bilens cd-spiller. Danmarks crooner nr. 1.
Den yngste er begyndt på fritidshjem i dag. Langt om længe synes pædagogerne vist, men for os er det lige til pas. Desværre medfører tilknytningen til en institution jo at man skal til forskellige arrangementer som forældre og dagen bød på et julearrangement. Heldigvis var det forholdsvist kort.
Der var Luciaoptog, kor med julesange, dans om juletræet og julemanden. Julemanden ankom, mens han råbte: "Er der nogle søde børn til stede?" I vrimlen af unger var der en der råbte: "Er der nogle søde pædagoger tilstede?"
Iøvrigt var det sjovt at se flokken af forældre der stod og så på koret, der sang Lucia. 1/3 del af dem stod med en mobiltelefon i strakt arm foran sig. Det så ret pudsigt ud.
Nå, men nu er det da overstået. Aftensmaden er fortæret og storesøster er blevet kørt til klubfest. Sodavandsparty med dj. Da jeg fulgte hende fra bilen og til fritidsklubben, så havde vi "fornøjelsen" af at overvære nogle meget unge knægte nok på 12-13 år, der smadrede en sagesløs cykel. Jeg overvejede at ringe til politiet, men drengene ville jo være væk inden de ville komme, så jeg opgav.
Selvfølgelig kunne jeg have mandet mig op og skældt ud ... men jeg havde seriøst ikke lyst. Kryster er man vel lidt.
Opdatering kl. 07:40 lørdag morgen: Storesøster fik en på tuden. Spildt slush-ice på gulvet er en dårlig cocktail med vild stoledans. Hun gled og fik et knæ i tuden, så det blødte. Det var en noget slukøret pige jeg hentede lidt før festen sluttede. Hun ville gerne hjem. Næsen gjorde ondt. Hun har en lille hævelse og lyder faktisk snottet. Stakkels myr.
På vejen kunne jeg se at en kiosk på Ålekistevej vist havde været udsat for røveri. Der var politibiler, afspærring af fortov og cykelsti og en tekniker, der tjekkede for fingeraftryk på døren. Så det har været en fredag aften med gang i - på den negative måde.
Fra de dybe tanker til de mere overfladiske. Tankegods og trivialiteter.
Jeg har hen over året fået købt mig de her tingester, hvor man kan udstandse et motiv.
Forleden fandt jeg endelig en jeg har ledt længe efter: En fransk lilje - eller en spejderlilje, som jeg vil kalde det, fordi ... ja, jeg er spejder. Og ja, ud over en raptus med Skt. Jørgen motiver, så er jeg vist også ved at udvikle en for spejderliljer. Måske en ny tatovering er under opsejling ... en stor spejderlilje som røvgevir??? Aj, hvis det skal være bliver det et andet sted end dér (på lænden).
Tilbage til udstandsningsdimserne: Nu kan liljen så fylde i samlingen. De kan forøvrigt bruges til at lave hjemmelavede julekort med. Den med liljen er fundet i Føtex. De andre er købt i Netto gennem året.
Måske er det en tilfældighed ... måske ikke ... de sidste to dage er jeg blevet velsignet af Nyhedsavisens bud - med hans/hendes fravær. Ingen gratisavis i min postkasse.
Måske er det en tilfældighed, men for et par dage side truede jeg med at klippe guirlander af papiraffaldet og sende dem med julepost til chefredaktøren. Som jeg har skrevet flere gange nu: Måske er det en tilfældighed, men tænk om truslen om julepynt er det hemmelige våben, der kan få Nyhedsavisen til at fatte budskabet?
Selvom jeg gerne havde kunne præstere den længste guirlande, så håber jeg trods alt at fraværet af papiraffald fortsætter - så er der også plads til alle de julekort jeg modtager ... arh, okay, det gør jeg ikke, men jeg slipper for at tømme min postkassen for papiraffald hver dag.
Fra min kontorplads på arbejdet har jeg udsigt gennem et mindre vindue til tagene på de store gamle bygninger som vi selv er i.
Øverst oppe er en form for altan eller afsats med lidt hegn omkring og en flagstang. I dag blev der sat grantræ med lys op ved flagstangen.
Jeg kan næsten ikke holde julen fra døren mere ... der er også kun to "u-julede" dage tilbage - så gælder det ... og jeg har næsten givet mig ... jeg synes næsten det er OK at begynde julen nu.
Jeg har jo en masse papiraffald, da jeg mod mit ønske 6 dage om ugen modtager Nyhedsavisen. Jeg kan læse at andre også har problemer med at de modtager gratisaviser.
Og inspireret af en eftermiddag med børn og forældre i min yngste datters klasse, så kommer her et juletip.
Har du brug for en meget lang guirlande, så brug dine gratisaviser. Bor du i hus kan du dekorere din postkasse, hækken eller andet med den. Bor du lejlighed, så er der gode muligheder for at udsmykke opgangen, så avisbudet har noget kønt at kigge på og kan komme i julestemning, når han levere mere avisaffald.
Og for hver dag der gå, så kan guirlanden blive længere!
Hvad med en konkurrence i hvem der kan lave den længste gratisavis guirlande inden d. 23. december? Og så kan vi sende alle vores guirlander til chefredaktørerne hos de gratisaviser vi får aviserne fra?
Rundt omkring kan jeg læse indlæg om at nu er julen begyndt ... jeg holder nu stædigt fast. Jeg venter lidt endnu.
Ingen jul før 1. december (eller første søndag i advent)
Det er lidt ligesom i Braveheart (og der er en lign. scene i Pirates of the Carribean 2): Man står over for fjenden. I Braveheart en hel hær af engelske soldater.I "Pirates ..." en gigantisk blæksprutte. Og helten råber: "Hold it. Hold it. Steady!" Mens folkene utålmodigt venter på at komme i kamp.
Jeg føler mig som den der råber "Hold it, hold it" og venter på det helt rigtige øjeblik at kaste mig ind i julen ... begynder man for tidligt, så kan man risikere at miste pusten inden man når i mål.
Jeg var nu fristet til at finde lidt af pynten frem i går ...og julecd'erne er faktisk båret op i stuen.
Og måske kan man sige vi har tyvstartet for weekendens slik har været havregrynskugler, som ældste datteren og jeg lavede i går. Havregrynskugle kan man jo lave hele året rundt, men jo, det bliver oftest lavet i december.
Og jeg får ikke lov at slippe for at tyvstarte - i den yngstes klasse er der klippe-klistre-arrangement i eftermiddag hvor vi skal klippe julepynt og spise æbleskiver.
Måske får de udendørslyskæder lov at komme op i løbet af ugen. Men julepynten og musikken - det bliver først fredag aften - men så skal der også jules.
Der er vist forøvrigt stadig plads i julekalenderen, hvis du har lyst til at deltage.
Jeg prøver at være standhaftig og gemme julen til december - og i år kan jeg ikke en gang tyvstarte med argumentet om at første søndag i advent er et ok start tidspunkt - for første søndag i advent ligger i december ...
Men her til aften plumpede jeg i ... jeg sad og kiggede på TDCmusiks julemusikudvalg ... suk.
Det blev aldrig til at se Narnia i biffen, så i aften skulle det være og Narnia blev indkøbt. Jeg må indrømme at jeg ikke har set filmen til ende. Jeg kan simpelthen ikke med de danske stemmer i Narnia ... så jeg lader faderen og børnene hygge sig med resten - og venter til senere med at se den på originalsproget.
På et tidspunkt dukker julemanden op ... han er noget anderledes end vi normalt ser ham, dog genkendelig. Noget må have skulle falde på plads hos lillesøsteren og efter noget tid udbryder hun: "Nu ved jeg det - det er jo krigsjulemanden".
Jeg håber at blive forskånet for krigsjulemanden til jul - jeg vil nøjes med en eksamenopgave - det er rigeligt til at smadre juledagene.
<font trebuchet MS>Julen rinder roligt ud ... det er nu også en dræber for den gode julestemning at skulle sidde i kælderkontoret og skrive eksamensopgave.
Naturens bidrag til julestemningen Jeg har da været ude og nyde naturens forsøg på at holde julestemningen i live. I København sneede det i går og jeg har været ude og feje vinterens første sne. Min yngste datter væltede rundt i den første sne, spiste den og gav sin dukke vaskere. Imens den ældste var opslugt af "Ages of Empire" og er ikke til at drive ud. Hendes bymure var vist ved at blive brændt ned.
I dag har de dog begge været ude i sneen af flere omgange.
Hvordan julen bæres ud i julefreakens hjem Hvis det ikke var for studiets forsøg på at ødelægge hver eneste juleferie, så ville der stadig være julestemning i det lille hjem.
Når mellemjulen er overstået og vi har den 31. december bliver al julepynt taget ned - bortset fra lyskæderne. Juletræet bliver strippet for julepynt og bliver dækket med serpentiner. Den 1. eller 2. januar ryger det helt ud i haven. Så er julen definitivt slut for denne gang.
Kasser på rette pladser Selv en julefreak kan få nok af julepynt - specielt når julepynten skal pakkes i kasser - på den helt rigtige måde, så det hele kan være der og kasserne skal stables lige så korrekt for at det fylder så lidt så mulig resten af året.
Det særlige ved dettes års jul Man bruger jo meget at kigge tilbage på denne tid af året ... jeg vil se tilbage på dette års jul. Dette års jul udmærkedes sig ved at jeg ikke var i den sædvanlige julestemning. Derudover udmærkede den sig ved at min kære husbond tog konfektproduktionen til nye højder ved at lave trøffelkager, mandelkræmmerhuse med chokolademousse og de sædvanlige overtruknechokolader, men i år med hvid chokolade. Jeg er imponeret over hans ihærdighed.
Derudover udmærkede selve juleaften sig ved at alt vitterligt var husket i god tid, flæskestegen havde sprød svær og vi havde en fredelig og hyggelig jul. Ja, bortset lige fra julehilsnerne som med vilje blev udskudt til i dag. Nu bliver det nok nærmere nytårshilsner.
Nu gælder det nytåret og de nye års allerede overtegnede kalender.
Julen er nu flere år blevet fejret i vores hjem. Hos os er flæskestegen den "rigtige" julemad. Og for første gang er det lykkedes mig at lave en steg med perfekt svær. Ingen bløde steder - sprød og knasende over det hele. Og sovsen lykkedes også.
Og det var underligt ... for jeg blev så glad over at opleve en ting der lykkedes - tænk at man kan blive så glad for det?!
At resten af juleaften var stille og rolig, hyggelig og rar. Lige som vi bedst kan lide det. Så det gjorde jo ikke glæden mindre.
Nu er det juledag og tid til at slappe af og nyde julegaverne ... dog kun for resten af familien ... jeg skal sidde her ved skærmen og få skrevet på min eksamensopgave.
Om to år er det forhåbentlig slut med sådan spolering af julefreden.
Nisse Olsen besøgte os sidste gang i julen 2003, der var sidste jul i børnehaven. Nu har vi kun den tøjnisse, der hedder Nisse Nielsen.
Fredag d. 5. december 2003 Så blev det "den yngstes" tur til at tage mig med hjem. I år fik jeg igen lov til at komme med hende hjem i en hel weekend.
Hun var helt vild af glæde. Hun blev hentet tidligt af sin far og storesøster. Pigen fortalte begejstret at de skulle have mig med, men hendes far ville lige være på den sikre side og spurgte Ulla om det var rigtigt. Det var det, så af sted gik det ned til cyklerne. Denne gang blev min transport knap som behagelig som de sidste to år. Det første år sad jeg i cykelvognen og sidste år sad jeg på børnesædet på hendes fars cykel. Men i år skulle hun sidde bag på sin far og så var der kun bagagebæreren på hendes storesøsters cykel tilbage. Så jeg blev klemt fast på bagagebæreren og så gik det af sted. Men storesøsteren havde været i skole og havde haft gymnastik - så min næse var boret op i posen med hendes sure og fugtige gymnastiktøj - hele vejen hjem. Addr ... og lillesøster grinede bare af mig. ... Pigens mor var ved at ordne gangen med alt overtøj og støvler. "Skal vi have gæster mor?" spurgte pigen. "Neej, jeg kan godt rydde op selvom vi ikke skal have gæster". "Ja", sagde hendes far, "det gjorde vi da også i sommers. Kan du ikke huske det?".
Begge piger hev mig hen til Nisse Nielsen. Det er deres drillenisse som bor fast hos dem. Der er nu ikke meget drilleri i ham. Han fik sig en forskrækkelse sidste år, da jeg var på besøg her. Da blev den yngste, så bange og vred at hun truede Nisse Nielsen med at blive lagt ned i lågkisten hvor han sover. Og siden har han ikke lavet ret meget drilleri. Det må jeg se om jeg kan lave om på. De drønede rundt med os på skuldrene og kastede også lidt rundt med os. Da jeg var lige ved at kaste op stoppede de heldigvis.
Men så fik vi lov at ligge og slappe af mens de redte og ordnede vores skæg. Spøjs oplevelse - det har jeg vist ikke prøvet før. Men jeg protesterede da de ville putte sløjfer i - der må være grænser. Vi fik helt fred, da pigerne og deres far gik ud i haven. Nu skulle der hænges lyskæder op. Pigernes mor synes det var lidt underligt. Nu havde det været tørvejr i flere dage og så går de i haven når regnen siler ned. Men der kom da lys i haven. ...
Lørdag d. 6. december 2003 Sikke en nat! Det blæste og blæste udenfor - næsten som en hel orkan. Jeg troede aldrig at det skulle holde op. Jeg skyndte mig ind til den yngste. Hver gang der kom et vindstød puttede jeg mig tættere ind til hende. Nisser kan ikke lide blæsevejr. Hvis man ikke passer på, blæser nissehuen af og i min alder har man ikke meget hår til at holde på varmen. Midt om natten hørte jeg en ordentligt brag udenfor huset. Det lød som noget meget stort og tungt der væltede. Jeg hørte også noget gå i stykker. Næsten ligesom glas eller porcelæn. Men jeg turde ikke at stå op for at se hvad det var.
Om morgenen kiggede pigernes mor ud af vinduet og så hvor braget om natten var kommet fra. Udenfor var deres reol med urtepotter og havejord væltet omkuld. Nogle af urtepotterne var gået i stykker. Alle kiggede på mig. "Nå, Nisse Olsen", sagde pigernes mor mens hun lavede morgenmad. "Så fik du alligevel lavet numre i nat". "Jamen, det var ikke mig. Det var blæsevejret", sagde jeg. Men det tror jeg ikke hun hørte.
Lidt efter kom der en meget træt gammel trold ud i køkkenet - det troede jeg i hvert fald først det var. Men så kunne jeg se at det bare var pigernes far. "Sådan ser han tit ud om morgenen", sagde den yngste. "Han skal lige have kaffe før han ligner sig selv". - Og så siger de at jeg er ved at være gammel og slidt at se på.
Den yngstes far og storesøster gik ud lidt senere for at sætte reolen op igen. Faren hentede sin boremaskine og skruede reolen fast til husmuren. "Nu skal der mindst en tornado til at vælte den igen" sagde han tilfreds, da de kom ind igen. Det gjorde mig ærligt talt lidt utryg. Jeg vidste slet ikke at der var tornadoer i Danmark.
Resten af dagen legede jeg med den yngste pige og Nisse Nielsen og storesøster. Om aftenen skulle "den yngstes" mor til julefrokost, mens hendes far blev hjemme hos os. Og endelig skulle vi have det jeg havde glædet mig til siden om fredagen: Risengrød!
Først spiste pigerne og deres far - så var det min tur. Den yngste spurgte godt nok om jeg ikke skulle spise sammen med dem, men det er jeg ikke så glad for. Vi nisser kan bedst lide at spise alene når ingen ser det. Vi bliver så generte, hvis nogen kigger på os imens.
Efter maden legede jeg med den yngste indtil hun skulle i seng. Hun er nu lidt vild en gang i mellem og jeg bliver helt svimmel, når hun kaster mig op luften. Men det er også lidt skæg for det kilder i maven. Nisse Nielsen sagde at jeg var blevet lidt bleg at se på siden sidste gang, jeg besøgte dem. Men det tror jeg nu mest var fordi jeg havde fået så mange luftture af den yngste.
Sent om natten blev jeg vækket af pigernes mor som kom hjem fra julefrokost. Hun så meget træt ud og mumlede noget om at jeg kunne lige prøve på noget for hun ville ha' nattero. Egentlig havde jeg tænkt mig at drille hende lidt, når hun kom hjem, men jeg nænnede det ikke, da jeg så hvor træt hun var.
Nisse Olsen lever sikkert stadig et spændende liv, hvor han hvert år i december besøger alle børnene på gul stue i Børnegården.
Julen 2002 havde vi også Nisse Olsen med hjem. Denne gang over en weekend. Det var dette år det lykkedes mig at skræmme livet af mit stakkels barn.
Fredag d. 29. november 2002 Sikke en dag. Nu er det rigtig jul. I børnehaven var der julefest og julemanden kom på besøg. Hold da op, der var gang i den. De voksne snakkede om at julemanden havde rotter i sin sæk og så begyndte "den yngstes" storesøster at snakke om at rotter kunne smitte en med sygdomme ... uhh, ha, jeg blev lidt utryg ... men så var det heldigvis slikposer. Jeg tror for resten at julemanden har været på slankekur ... han var ikke så stor og rund som han plejer. Men det er også rart for Rudolf og de andre rensdyr - så skal de ikke slæbe på så meget.
Nå, men jeg skulle med "den yngste" hjem. Det var jo mægtig fint for hun er en sød og glad pige, men ... uuuh ... da hendes forældre kom huskede jeg pludselig hendes familie fra sidste år. Det er dem har familie på Bornholm (og der behandler man ikke drillenisser pænt). Så jeg var lidt utryg da "den yngste", med et godt greb i min hue, trak af med mig ud til cyklerne.
"Den yngstes" far var nu slet ikke farlig. Jeg fik lov at blive spændt fast på børnesædet bag ved ham. Han undskyldte at der ikke var nogen cykelhjelm til mig, men det gik fint alligevel. På vej hjem så vi et nisseorkester, der gik midt ude på vejen og spillede julemelodier. Lillesøster var helt vild med det og spurgte om det var soldater.
...
Lørdag d. 30. november 2002 - dagen efter ...
"Den yngste" blev desværre syg. Hun fik feber og havde det ind imellem rigtig skidt. Af og til kastede hun lidt op, så hendes mor var så venlig at sætte mig væk - så jeg ikke blev ramt. Mens "den yngste" sov pyntede hendes mor stuerne op. Der skulle julegardiner op, glaskugler i vinduet, kræmmerhuse i døren mellem stuerne, en blå lyskæde omkring et spejl - og ude på terrassen satte de en rød lyskæde op. "den yngstes" mor går helt amok med julepynt. I skulle se deres kælder! Der står hvad der svare til 3-4 flyttekasser med juleting. Vildt! Men hun hang altså ikke det hele op. Det er vist noget med at "den yngstes" far ikke deler glæden ved julepynt med moren. "Den yngste" var ind i mellem i godt humør og vi legede lidt om aftenen.
Jeg tror, at jeg selv er lidt skidt tilpas. Jeg har ikke drillet dem i dag og jeg gider ikke lave ballade i aften. Måske i morgen?
Søndag d. 1. december "Den yngstes" mor var gal og irriteret. Hun havde brugt det meste af natten til at lede efter nogle kalendergaver hun havde købt og skulle bruge fordi det nu er december. Hun kiggede surt på mig og spurgte om det var mig. Men jeg har ikke gjort noget. Gad vide om det er Nisse Nielsen? Pigens far siger godt nok at det bare er moren der er ved at blive gammel og glemsom. Hun har ikke fundet gaverne endnu og Nisse Nielsen vil ikke sige noget ... "Den yngste" er frisk igen og det er jeg også. Men jeg gemmer mine skarnsstreger til i nat. Gnæk, gnæk.
"Den yngste" er meget optaget af noget der hedder en julekrybbe. Det er et hus med lys i og nogle figurer. Hun fortalte mig at det var Jesus, Maria og barnet Gud. Det lød nu som om hendes mor ikke var enig. Hun var meget optaget af det og stod længe og så på det - uden at røre.
Det er jo første december, så vi så første afsnit af Nissebanden på Grønland. Og vi så også julemusen Virus. I dag fik vi så risengrød. Mums, det var alle tiders. Og pigens mor var rigtig stolt fordi den ikke var brændt på. Jeg delte skål med Nisse Nielsen og vi spiste til vi havde helt ondt i maven.
Da pigerne var faldet i søvn gik Nisse Nielsen og jeg i gang med vores skumle planer. Vi malede pigerne i ansigtet med noget af morens makeup og vi har hængt en ballon med nissehue op i badeværelset. Men det allerbedste er at vi har taget noget af pigernes tøj og fyldt med avispapir så det ligner en børnekrop. Så har vi sat nisse Nielsen fast som hoved og nu sidder han ude i køkkenet oven på køleskabet. Jeg er spændt på hvad de siger i morgen tidlig ...
Nisse Olsen
PS. Det var slet ikke sjovt ... "den yngste" vågnede efter nogle timer - og skulle have noget at drikke - hun skreg da hun så Nisse Nielsen i køkkenet. Hun blev vred fordi hun var tegnet i ansigtet og da de gik ud på badeværelset blev hun bange for ballonen. Hun blev så gal at hun truede Nisse Nielsen med at blive lagt i seng i lågkisten igen. Hun græd meget. Hun skældte også mig ud og sagde at jeg skulle trylle Nisse Nielsen lille igen. Det har jeg lovet at gøre i morgen tidlig. Bare storesøsteren ikke bliver bange også ... jeg må vist hellere være en sød nisse i morgen. "Den yngste" er nu ikke mere bange for ballonen end at hun gerne vil have balloner med ansigter på til sin fødselsdag. Jeg håber, at hendes forældre husker det. Nu sover hun i kontoret, hvor de begge sidder og arbejder.
Go'nat fra Nisse Olsen
Min datter var virkelig ræd, det stakkels barn, vel sagtens fordi hun ikke var helt vågen, der om natten. Hun var seriøst bange og seriøst vred på nissen ... hun skulle jo bare vide at det var hendes mor hun skulle være vred på.
Jeg er jo en julefreak - det har jeg indrømmet. Julestemningen er da også ved at indfinde sig så småt.
Hvorfor bilder vi børnene ind at Julemanden findes? Jeg undre mig over hvorfor nogen synes det er meget vigtigt at bilde deres børn ind at julemanden findes ... det gør vi ikke hos os. På den anden side er jeg nok ikke et hak bedre for ...de år min yngste datter gik på Gul stue i Børnegården, der hjalp jeg med at levende gøre Nisse Olsen. Gul stue fik hvert år besøg af Nisse Olsen - en lettere snavset tøjnisse som gik på omgang og overnattede hos samtlige børn på stuen igennem december måned. Nisse Olsen skrev dagbog ... og lavede ballade. Her er nogle udpluk fra dagbogen de gange han besøgte os.
Fra Nisse Olsens dagbog d. 19. december 2001
I dag fik jeg bekræftet mine værste anelser. Nisser skal ikke i bad. Det hele startede da jeg skulle hjem til den yngste ...
Den yngstes mor og hendes storesøster kom for at give "den yngste" tøj på. Hun var sur og ville ikke hjem. "Neeej, skal du ha' Nisse Olsen på besøg i dag?" sagde moren. "Den yngste" nikkede og smilte. "Jamen, så er det jo godt vi skal have risengrød i aften" fortsatte moren. Hold da op, kan man virkelig være så heldig. Jeg skulle have risengrød!
Vi skulle cykle hjem. Den yngste lod mig sidde i cykelvognen sammen med storesøsteren. Den yngste selv ville sidde på cykelstolen. Imens sang storesøsteren nogle selvdigtede julesange. Jeg holdt mig for ørerne. Teksterne var mere frække end jeg selv havde kunnet gøre det. Det pigebarn har ikke et pænt sprog. Men pludselig standsede cykelen foran Fakta. Den yngste fiskede mig ud af cykelvognen og så var jeg med på indkøb. Vi skulle ha' mælk, for ellers kunne vi ikke få risengrød, sagde den yngstes mor. Den yngste startede med at bære mig ved at tage min nissehue i munden. Øøj ... men det satte hende mor heldigvis en stopper for.
Nå, men vi kom hjem til familien. Ingen katte, ingen hunde. Herligt. Ikke noget at være bange for ... men jeg skulle blive klogere. Efter et stykke tid havde moren fået lavet risengrød. Nu kom pigernes far op fra kælderen, hvor han arbejder. Vi sad alle i køkkenet og skulle spise. Det vil sige at jeg fik ikke noget risengrød. Den yngstes mor sagde jeg ville få noget i nat. Mens vi spiste fortalte storesøsteren at hun havde hørt at hendes farfar havde slået 10 drillenisser ihjel. Faren nikkede bekræftende. "Det er rigtig," fortalte storesøsteren mig. "Da min far var dreng, så slog min farfar en drillenisse ned med en skovl ude på gårdspladsen. Min farfar kunne ikke li' drillenisser og de havde mange på deres gård på Bornholm" Jeg kan godt huske at jeg har hørt nogle frygtelige historier om hvordan nisserne har det på Bornholm. Jeg begyndte at ryste og listede mig hen til pigerne. "Må jeg ikke nok sove sammen med jer i nat?" spurgte jeg. Og det måtte jeg gerne. Resten af aftenen var jeg ikke særlig tryg ved deres far.
Efter aftensmaden fik vi lidt klejner. Og pludselig kom pigernes mor i tanke om at min fætter boede hos dem. "Vi har helt glemt ham. Han har det ikke så godt." sagde hun. Pigernes far gik ud på terrassen og kom ind med Nisse Nielsen - min fætter. "Problemet er at han ikke kom i kælderen sidste år og så tog den yngste ham med i bad i sommer." Ja, mon ikke. Nisse Nielsens røde nissedragt havde smittet af på hans ansigt. Den yngstes mor fortalte også at badevandet havde været helt rødt. Så de havde stillet ham til tørre i solen, men så var hans sorte støvler falmet. Nu tog de ham ind og satte ham på den varme radiator.
Den yngste og hendes mor faldt i søvn på sofaen. Jeg tog mig også en lur.
Da jeg vågnede gik jeg ind på børnværelset. Her lå storesøsteren og sov. Så jeg malede knurhår på hende. Tihi, tihi. Men da jeg ville male på den yngste vågnede hun. Også hendes mor. De var oppe lidt. Her viste moren mig at jeg godt måtte skrive dagbog på computeren. Det ville jeg meget gerne prøve.
Nå, men alle - også den yngstes far - var faldet i søvn igen, og jeg spiste min risengrød. Og så lavede jeg ballade. Jeg malede røde hjerter på farens kinder og jeg fandt alle deres bamser. Stillede dem op i stuen og gav dem underbukser på hovedet og strømper på fødderne. Og så spiste jeg alle deres klejner. Gnæk, gnæk.
Da de vågnede opdagede de al balladen. Jeg spurgte for resten om vi ikke skulle lade Nisse Nielsen få det lidt sjovt og tage ham med i børnehave. Så kan det være alle de andre børn kan forstå hvorfor jeg ikke vil i bad!
Kærlig hilsen Nisse Olsen
Ja, det var "Nisse Olsens" beretning første gang han besøgte os. Det var et af de mere harmløse besøg ... for ikke nok med at jeg bragte Nisse Olsen og vores egen Nisse Nielsen til live ... jeg endte et år med at skræmme livet af min egen datter, så hun tudede som pisket. Men det kommer vi til.
Du kan læse om i de kommende dage. For at bidrage til den rette julestemning vil jeg finde flere pluk fra Nisse Olsen dagbog.
I min statistik kan jeg se at der er en der har fundet min blog via en søgning på Google på "hvad er en julekrybbe". Blot fordi jeg nævner at jeg har en julekrybbe i et af mine tidligere indlæg.
Som service til andre sagesløse Google-søgere, der i denne juletid vil vide noget om julekrybber, så er her et indlæg om min julekrybbe - og nederst nogle links til julekrybber. Så går de da ikke forgæves.
Jul med kristent islæt Da jeg var flyttet hjemmefra synes jeg at min julepynt havde for lidt i slæt af at julen trods alt også er en højtid for mig da jeg er kristen. "Det kristne" manglede mellem alle nisser, kræmmerhuse og glaskugler.
Jeg brændte varm på nogle julekrybbefigurer fra en bestemt forretning ... men de var møg dyre. Min mor og far opsnappede mit ønske ... forbarmedes sig over mig og købte figurerne. Men der var ingen stald at stille dem i.
Så min far snedkererede stalden og fik også installeret lys i den. Den blev desuden dekoreret med halm fra en dyrehandel.
Fra alvor til sjov Som min mor og far brugte tid på at producere en julekrybbe til deres eneste afkom, så gik der spas i den.
Så vidt jeg husker historien begyndte det med at der blev lavet en kalender til stalden med "24. december, år 0"
Dernæst blev der lavet et skilt ... flere kom til. Skiltene fulgte med for sjov, da jeg fik julekrybben og figurerne.
Julekrybben der kalder smilet frem Nu skal det siges at jeg på den ene side har et blødt punkt i forhold til ikoner og lign. Samtidig med at jeg synes det er lidt for meget.
Jeg kan godt få for meget af det lille barn Jesus ... for der er så meget mere ved min tro end en lille baby, nogle forældre med glorier, konger og hyrder.
Så jeg har holdt fast i de afvæbnene skilte min forældre lavede i sin tid. Min tro er stor nok til også at indeholde lidt humor. Ret beset er det jo menneskerne omkring Jesus, der bliver til grin.
Julestemningen er ikke helt i top - men mere julepynt er hængt op i ugens løb. Som min kære husbond siger: Det er først rigtig jule når det rasler over hovedet på en, når man går gennem stuen.
Det er guirlanden med kræmmerhuse, der hænger i åbningen mellem vores to stuer.
Æbleskiver Jeg har også lavet æbleskiver i den forgangne uge. Torsdag til min læsegruppe og i dag har jeg lavet 2 poser af 36 æbleskiver + det vi selv konsumerede undervejs (nok et sted mellem 20-30) ... de to poser er til lejrplanlægningen af Missionsforbundets Spejderlejre sommeren 2006 ... jeg har været så vovet at love vaske ægte hjemmebagte æbleskiver.
Lidt julestemning må jeg være i - når jeg har lyst til at bage hjemmebagte æbleskiver til et planlægningsmøde.
Julemusik Og ... jeg har prøvet at høre lidt julemusik.
Har jeg fortalt om min samling af julecd'ere og lp'ere. Jeg har en skotøjsæske fyldt med julecd'ere. Alt fra Now Christmas over Ella Fitzgerald, Danske julesalmer og Kaare Norge til Acker Bilck og Kandis.
Mine bragteksemplare inden for genren ... mere kuriøs end køn julemusik er: DJ Tino: *"Jeg si'r højt" og "Synth for Christmas". Sidst nævnte er med en unavngiven synthezise-pianist, der giver en på en rigtig 80'er synth med alle de amerikanske juleklassikere. Alle synth'ens muligheder bliver udforsket. Det er ... specielt. Men den bliver frem hvert år og lyttet igennem.
Gå for en god sag Og så har min yngste datter og jeg holdt en tradition i hævd (trods forkølelse, ondt i ryggen og en spirende spændingshovedpine); vi har gået Julemærkemarch i dag. Hvert år. Første søndag i december. Vi gik 5 km på ca. 50 minutter og stolte var vi af vores medaljer.
Der er endnu håb for at jeg finder den rigtige julestemning ... vi må se hvad den kommende uge byder.
Jeg plejer at være en julefreak - pulterrummet i kælderen viderne om det.
en flyttekasse kun med juletræspynt
en flyttekasse med diverse julenips, lysophæng, lysmanchetter, lysestager osv.
diverse kasser i forskellige størrelser med f.eks. julekrybbe, figurerne til julekrybben, lyskæder og lign.
en halv flyttekasse udlukkende med kræmmerhuse
og til sidst - en stak juleduge, gardiner til spisestuen og lidt til
Jeg plejer at kaste mig over det hele 1. søndag i advent ... men min bekymring går på at jeg i år ... ja, jeg gider næsten ikke. Måske er det ikke noget at bekymre sig over ... men jeg gør det alligevel.
Jeg er bange for at jeg er ved at blive indbegrebet af en voksen, stresset og kedelig person, der ikke kan finde barnet frem.
Lidt har jeg nu taget op af kasserne - sammen med årets høst - to elegante fyrfadstager fra Royal Copenhagen (som jeg har fået foræret), et mordvåben af en fyrfadsstage fra Jysk i massivt glas 12x20x2 cm opretstående med en rødmalet nisse på, en glaskugle formet som en folkevogns bobbel (min favorit bil - har en lille samling af legetøjsbiler - det slår dog ikke den rigtige af slagsen jeg havde en gang) el-julehjertestage fra Jysk og diodelyskæder i to rum.
... for nogen er det sikkert mere end rigeligt ... min mand er øjeblikket lykkelig ... men der er jo alt det nede i kasserne. Det der ikke er pakket ud ...
Og dog - jeg trods alt lavet årets første ganske ægte hjemmebagte æbleskiver og har en blå lyskæde ude i en busk i haven ... det er da også julet.
Jeg vil takke dig for livet i al sin almindelighed.
Det er dig der skaber ”drivet” og tryg- og kærlighed.
Hvis jeg er ufuldkommen, så gør du hver dag til en begivenhed.
Viggo Klausen fra sangen "Hverdagsrock" (egen oversættelse fra norsk)
Som jeg gik der og nød den friske luft og vinterstemningen, så slog det mig at der snart er frist for at tilmelding og betaling for deltagelse i årets 
I går fik jeg endelig båret den sidste store kasse med juletræspynt i kælderen. Hele januar har den stået til Olafs store fornøjelse i stuen og ventet på at nogen gad. I går gad jeg.
Lille juleaften er traditionen at vi spiser æbleskiver. 
Jeg er glad for julemusik og CD-samlingen indeholder en anseelig del. Tilsammen udgør de 23½ time på mit eksterne drev.
Det var vist min farmors klejnespore, den gamle af porcelæn. Eller er det den helt af træ, som jeg også har? Den med rødt plastic er fra mit barndomshjems køkken. Den fik jeg med da jeg flyttede, da min mor ikke havde den store lyst til at koge klejner og regnede med at den ville blive flittigere brugt hos mig.
I disse for vort land så kriseramte tider: Trues landet også af en fedtkrise af ufattelige dimensioner?
Yngste datter fik lov til at være den der skulle finde vej på 
Billedet bærer præg af at det er taget med mobilen og at jeg egentlig ikke bryder mig om at fotografere andres huse. 
Vi kom også en tur ned af Viemosevej, hvor jeg har kørt en del for ... ja, det er sørme 17-18 år siden. Dengang havde jeg en blå folkevognsbobbel og skulle til Herlev, hvor min læreplads havde til huse. Jeg stoppede tit halvvejs på Viemosevej og købte brød i bageren. Da var boede jeg stadig hjemme ... det er så længe siden og alligevel kommer det bag på mig at det er så længe siden.
Men i aften gælder det Halloween. Det sidste græskar skal udhules, vi skal have storesøsters Halloweenkage og se Tim Burtons Nightmare before Christmas og måske kan jeg få dem overtalt til at vi også skal se Sleepy Hollow med madrasser og dyner på gulvet?!
13. december. Tour de force fra Luciaoptog til Luciaoptog.
I den forgangne uge har jeg læst 
Sigurd Keramik - saltglasert
