Lige nu hvor regnen siler ned fra en grå himmel, så tror man næsten ikke at himlen var så smuk for blot 3 timer siden.
Men jeg nåede at se himlen og mens jeg stod med kameraet og forevigede dette syn, så hørte jeg genboens datter: "Nøj, prøv at se". Og det var virkelig flot.
Det blæser forsat kraftigt og nu siler regnen ned. Rundt i stuerne ligger alle fire katte på hver sin plet og ser dekorative ud. De ligger der ikke for at være dekorative - nej, de skal ikke ud i det vejr. Jeg må sige at jeg en dag som i dag virkelig værdsætter at være selvstændig og arbejde fra hjemmekontoret.
Rødkælk flyver frit Rød kat springer opad nu Rødkælk er død kælk
Og på engelsk:
Robin flies freely Red Cat jumping Upwards now Robin is Has-been
Prøv selv. Reglerne for Haiku-digte er 17 stavelser i alt fordelt på tre linier med hhv. 5, 7 og 5 stavelser. Haiku skal indeholde natur og skal foregå i nutid.
- o 0 o -
Æren for digtet og dets oversættelse tilfalder helt og aldeles hr. Green.
Rapport fra kattelivet i Fru Greens gemakker. I efterårsferien fik Nys klaret det for hustandens katte obligatorisk indgreb hos dyrlægen. Snip, snip, sort farve i rigelige mængder til øretatovering og den sidste vaccination i denne omgang. Og nogle dage efter - frihed til at løbe i kælderen og ud af kattelemmen til den store spændende verden uden for huset.
Han holder sig nu ganske meget indenfor, men ud kommer han også.
Det er skønt igen at kunne åbne døre og vinduer uden at skulle tænke på om killingen smutter ud. Samtidig nyder de gamle katte at der igen er fri adgang fra kælderen til stueetagen, så det sker ikke sjældent at alle fire katte ligger draperet ud over stuen. Ganske hyggeligt - når man nu godt kan li' katte.
... der er i den særlige rækkefølge bliver uheldige.
En rist til et gulvafløb i en vaskekælder, der er af plastic og ikke sidder monteret fast i gulvet.
En kattekilling, der er meget nysgerrig efter huller og deres indhold og derfor konsekvent flytter det lette plasticdæksel væk fra gulvafløbet.
En dør til ældste datters værelse som er placeret i vaskekælderen.
Et dørhåndtag på samme dør, som er gået løs.
Selvsamme dør skal trækkes mod vaskerummet for at lukkes.
Dørhåndtaget tabes, da det ryger af og ryger hen af gulvet ...
... ned i det utildækkede afløb.
- o 0 o -
Håndtaget er vasket og skruet fast igen. Risten er lagt over hullet og der står midlertidigt en tung genstand på den. Det er vist på tide at vi får bestilt en ordentlig rist og får den monteret fast til gulvet.
At huske penalhuset, at lade være med at smide tøj og sko på gulvet der hvor man står og at pakke svømmetøjet ud - det har yngste datter svært ved at huske. Men mærkedage, det er hun rigtig god til.
Ligesom sidste år , så annoncerede hun at det var d. 24. september og dermed Olafs fødselsdag. Det var ganske rigtig.
Kurt fik også en hilsen fra hende henne ved hans grav. Han skulle ikke snydes.
Olaf er blevet det vi kalder en rigtig bamse kat. Af vores 4 katte, så er han den mest bamsede. Bred, let busket i pelsen og selv hans gang afspejler noget af det bamsede.
Han har været den mest reserverede over for vores killing Nys, men nu kan de faktisk lege lidt - kort varigt - indtil Olaf opdager hvad han gør. I går kunne de faktisk ligge sammen.
Efter at have set hvordan en bristet byld på halsen af katten Buster ser ud, så synes jeg faktisk at talemåden "at få hul på bylden" er meget klam - gad vide om vi til fulde gennemtænker metaforen, når vi bruger det udtryk?
Føj.
- o 0 o -
Og nej, det har jeg ikke taget billeder bylden af for at vise det på bloggen.
De store jagtedderkopper løber hurtigt og det gør september også.
Det betyder at der ikke bliver opdateret og skrevet så meget på bloggen for tiden ... og sådan er det jo.
Selvom der bliver taget fotos af den nysselige kattekilling omsluttet af sort voksen haleløs hankat. Selvom der bliver taget billeder at solsikker der er sprunget ud, orange græskar og andet af det som septemberhaven byder på. Selvom der sker finurlige og pudsige ting i den almindelige hverdag, som kunne skrives, ja, så bliver det ikke til noget.
Ligesom tallet på RSS feeds med nyt fra de mange andre blogs der følges bliver højere og højere. På et tidspunkt kommer jeg til den nødvendige luft i programmet, men lige nu er prioriteringerne anderledes. Selvfølgelig er bloggen ikke det vigtigste.
Indtil da der er mere luft i mit program - så træk vejret dybt ind og langsomt ud. Nyd septembers ændrede sollys, de begyndende gule og brune farver i det grønne, de behagelige temperaturer og at livet i en mangfoldighed følelser, som svarer til septembers natur og vejr, også er godt.
Det er blevet hverdag med Nys. Selv Olaf, der har hvæsede og var rimelig aggressiv, har vist sig fra sin gode side nu. Så det skal nok gå med vores nye logerende. Vores katte har alle været kælne og er det stadig - men Nys er den mest kælne vi har haft til dato. Selv hr. Green lader sig charme af den lille rødstribede trold.
Udfordringen er at Nys ikke må komme ud endnu. Vi holder altid vores katte indendøre til de har fået øretatovering og er blevet neutraliseret. Så det kræver at husets tobenede beboere lukker dørene hele tiden.
Og det får lov at stå sin prøve at pigerne bedyrede at de ville tømme kattebakken uden brok, hvis bare de måtte få ... de gør det også uden brok, men ældstes taktik er i stilhed at glemme tømningen ...
Med familie på Bornholm, så går turen hyppigt til klippeøen i Østersøen.
Jeg kom der et par gange som spæd og så gik der 18 år før jeg satte mine ben på øen igen. Det var da jeg var begyndt at komme sammen med min tilkommende. Sidenhen har jeg været der ofte.
Sidste weekenden trak et slægtstræf os til øen ... og smukt er der.
Vi oplevede blæst, lidt regn og sol. Vi nåede at bade i blæst og bølger. Vi fik is i Gudhjem ... og selvsamme is blev ofret, da gyngeturen hjem var mere end hvad Fru Greens mave kunne klare. (I dag skal jeg vest på og jeg er glad for at vi ikke skal sejle over Storebælt).
Windsurfer syd for Bornholm.
Set fra Bøls havn: Uvejret trækker sammen over Nordbornholm.
Vilde brombær på vej.
På Bøls havn. Når man så til højre var der sol, blå himmel og store hvide skyer. Så man til venstre trak sorte skyer sammen.
Og så rundede vi svigerforældrenes gård på Nordbornholm og faldt for Nys. Billedet er fra før vi vidste at han skulle med os hjem.
Man skulle næsten tro det ... er det ikke hedengangne kære røde Kurt?
Men nej, det er det ikke. Han ligner utrolig meget. Det var også derfor at vi faldt for ham om på mindre en 30 minutter besluttede og arrangerede at tage ham med hjem. Nys (udtales som "vi har fået nys om at ...")
Vores katte har alle været killinger, der gerne ville kæles med, men Nys er den mest kælne killing af de 5 vi har haft. Han putter sig og vil kæles på maven.
Men, men, men ... mens dette indlæg skrives, så fornemmes det at jeg må tilbage til sofaen og ligge vandret. Kontoret begynder at gynge. Turen over Østersøen var ikke blid ved Fru Green, der sendte ishuset i Gudhjem en tanke, da hun for anden gang fik glæde af vaffelisen fra formiddagens tur.
Fru Green troede hun kunne snige sig ubemærket ud af huset og hente morgenmad, mens ægtemanden sov. Der var en 16-årsdag, der skulle markeres denne fredag. Medgang og modgang sammen skulle fejres.
Men da hun vender tilbage står hoveddøren åben og udenfor på the-trappen står denne lille opstilling - dannebrog - og Hr. Green har plukket blomster i haven. Morgenfruer, en græskarblomst, spansk margueritte og purløgsblomster.
Fru Green har jævnligt revet ham i næsen at han ikke er særlig romantisk og god til at finde på gaver. Glemt er det fantastiske sølvspænde hun fik i gave det første år de boede sammen i den lille lejlighed. De seneste år har han også fået rigtig greb om det. Men det er sandt at Fru Green aldrig får blomster af sin mand - medmindre han plukker dem i haven. Og det er jo rigtig romantisk - helt fri for at være opstyltet dyrt. Og se det kan gøre Fru Green helt blød om hjertet og geleagtig i knæene.
Og han har gjort det før ... gjort damen blød i knæene. Som den første og eneste gang vi glemte dagen. Som f.eks. da vi havde været gift i 7 år. Havde småbørn på 2 og 4 år. Først op af dagen kom vi begge i tanke om det. Da jeg kom hjem fra et møde om aftenen i det sidste solly, så hang der det smukkeste grønne 7-tal i haven - dekoreret med laurbærkirsbærblade som bund og lyserøde roser plukket af den 4-årige.
Så skam dig Fru Green, hvis du påstår din mand ikke er romantisk. Måske overstrømmer han dig ikke med indkøbt romantik, men som han siger hellere at man viser at man elsker hinanden i den måde man er på i det daglige ... og så forstår han at være romantisk på den helt rigtige måde, når han er endelig er det.
- o 0 o -
Solrige dage er en plads i skyggen lige sagen. Også for Olaf.
Det blev en rar lille pause fra spændende arbejdsopgaver i hjemmekontoret. Med posten kom en bestilt antikvarisk bog fra Kierkegaards Antikvariat: Kiplings "Æventyr".
Den indeholder 8 små eventyr om hvordan dyrene fik særlig legemesdel eller en bestemt adfærd. Den indeholder bl.a. eventyret om "Hvordan leoparden fik sine pletter" og "Katten, der gik sine egne veje". Hen mod slutningen af sidstnævnte historie om katten skriver Kipling:
"... og fra den Dag af og lige til nu, min egen Ven, vil tre rigtige Mænd af fem altid kaste Genstande efter en Kat, naarsomhelst de træffer den, og alle rigtige Hunde vil jage den op i et Træ. "
Der er lidt hyggelig læsestof i Kiplings dejlige små pudsige historier til en pause i ny og næ. De er bestemt egnet til oplæsning i spejdergruppen eller på sengekanten er de også.
Det er længe siden jeg har haft et katteindlæg her på bloggen. Næsten to måneder. Så for ikke at falde helt af på den, så må der et kattebilleder på.
Olaf er vores yngste kat. Han er omkring 1 år og 8 måneder gammel.
Hvor Olafs rødstribede bror Kurt var alles kæledægge med sin skøre og fotogene adfærd, haleløse Sofus er Fru Greens og sort/hvide Buster er ældste datters favorit, så er gråstribede Olaf blevet yngste datters kat - og det er gensidigt.
Olaf er yngste datters kat fordi de to har et særligt bånd. Når yngste datter skal i seng kalder hun på ham, klappe på låret og forventningsfuld følger han hende ned på værelset, hvor han så sover noget af aftenen. Ja, nogle gange følger han hende ud til toilettet før vejen går ned på værelset. Hvis hun forlader hjemmet eller haven, så mjaver han og leder efter hende og når hun kommer hjem fra skole, så skal Olaf ofte lige op og kæles så snart han kan komme til det.
Sådan en behandling får vi andre ikke. Man kan godt få lov at kæle og en sjælden gang vil han gerne ligge hos en, men det er kun når han vil.
Olaf er ved at være en voksen kat, og har fået noget bamset over sig. Men lømmel kan han stadig være over for de to "gamle" katte som lige har rundet de 5 år. Han har taget lidt af Kurts glæde ved viskelæder og andet gummi til sig og driller glad og gerne Sofus, som til gengæld muler ham, hvis det bliver for meget.
Lene skrev forleden et indlæg om "trappete" og det er begreb jeg straks har taget til mig. For i sommerhalvåret drikker jeg ofte en kop the på trappen.
Solen varmer trappe og væg op og med en sivmåtte, så er det behageligt at sidde der på trappen med en kop the. Det er også tit pladsen i den sidste aftensol. Så er der dejlig lunt fra dagens solopvarmning og man kan nyde synet af haven og pigerne der leger.
I disse dage er pladsen præget af påsken. Og jeg kan sige at jeg tager mig en kop trappethe.
Kattene - og især Olaf - nyder også det gode vejr og virker til at finde det rart med selskab i haven.
Terrassen er blevet vasket ren for alger. Der er blevet ryddet op i alle potterne. Lidt blomster er blevet plantet ud og breve med frø venter på at blive forspiret. Hr. Green har taget sin tørn med nyttehaven. Højbede er blevet flyttet. Nye er blevet flikket sammen. Sort maling fordelt hvor den manglede.
Og jeg nyder at jeg er heldig at ha' sådan en have. Især min lune plads på trappen. Hvor mange små pauser er blevet brugt ... med en kop the.
Hvis jeg smider noget tøj fra mig eller - som i dette tilfælde - mine støvler, så kan jeg være ret sikker på at der hurtigt ligger en kat oven på det. Pudsig ting.
2008 er lukket og slukket. Blikket er rettet mod 2009 - så det er noget forsinket at jeg bringer et overblik over 2008 i ord, links og billeder. Men nu har jeg jo gjort det ved de forrige to årsskifter, så det forpligter jo næsten ... ja, om ikke andet så for mig selv, da jeg faktisk fornøjer mig med at kigge månederne igennem (2006 og 2007).
Januar var præget af kattekillingerne Olaf og Kurt og det første blogindlæg i 2008 handler da også om dem. Det var en måned hvor pigernes billede af deres mor kom til udtryk på forskelligvis. Storesøsters mening om min "venlighedsstemme" og deres portræt af mig lavet i sne sagde det meste.
Det var også i januar at den endelige beslutning om specialeemne blev truffet og det første af mange indlæg i 2008 der handlede om speciale blev skrevet d. 9. januar.
Sådan så livet ud på bloggen for Fru Green sidste år. Det er jo ikke hele mit liv. Der er også en virkelig del (hvis man kan tale om virkelighed), som findes uden for bloggen ... men det på bloggen er et lille udsnit af hverdagen, som den så ud det Herrens år 2008.
Når fyrværkeriet brager er det godt at kunne opholde sig på eller under kældertrappen. Buster havde nu helt gemt sig, men Olaf og Sofus kunne godt være fremme.
Bortset fra et familiemedlem med feber og almindelig sygdom, så kom vi godt ind i 2009 - både dyr og mennesker.
Der er blevet flyttet billeder fra kameraet og der dukkede bl.a. de sidste billeder af Kurt op.
Olaf har været meget glad for flyttekassen med julepynt og nu hvor den er flyttet, så er det en papirspose fra Bo Grønt, der bruges til at putte sig i.
Og så de sidste billeder af Kurt.
Julepyntkassen er et godt sted at ligge.
Selvfølgelig er det allersidste et hvor han leger med viskelæder. :-)
I går prøvede vi at løfte stemningen ved at råhygge med "Hancock" på DVD'en. Den havde vi nemlig ikke set og for en stund var det triste glemte.
Her til aften løfter jeg min egen stemning med denne version af "12 days of Christmas", som jeg også henviste til sidste jul.
Men det er altså de tre stille katte vi har tilbage. Der har manglet Kurts mjaven og larmende leg med viskelæder under døren flere gange i dag. Og da jeg lige skimmede ned over indlæggene på bloggen og øjnene faldt på nogle billeder af Kurt ... uha, så måtte jeg skynde mig at finde Fay McKay frem og tænke på noget andet.
Tirsdag d. 16. december er ikke færdig endnu, men det vil uden tvivl blive husket som en meget trist dag her på matriklen.
Lillesøster og jeg var på vej hjem til fods, da vi på afstand kan se en rødstribet kat ligge ved hegnet længere fremme. For hvert skridt blev frygten, men også forvisningen større ... og desværre var det som vi begge frygtede en realitet.
Det var desværre vores Kurt, der lå der. Påkørt. Jeg er ikke dyrlæge, men af det jeg kunne se må han have været død på stedet. Han var stiv som et brædt, så det må være sket i løbet af formiddagen.
Jeg har jo godt vidst det. Med fire katte i husstanden, så er sandsynligheden det større for at en af dem mister livet. Ja, de gør det jo på et eller andet tidspunkt, men med trafikerede veje i nabolaget, så er risikoen endnu større.
Og en ting er at miste et kæledyr man har ladet farve og præge ens hverdag. Det gør ondt. En anden er at være vidne til den sorg som ens børn føler. Puha. Det er svært.
Nu er Kurt blevet behørigt begravet efter de ønsker pigerne havde. Gummi-Kurt fik både gummihandske og viskelæder med sig.
Vi skal vænne os til at den mest livlige og særprægede af de fire ikke er der mere. Vi voksne kan så være taknemlige for at vi fandt ham med det samme. At vi ikke skulle gå mange uger i uvished eller at han stadig havde været i live og man skulle have håndteret en aflivning. Alt det gør vist ingen forskel hos pigerne.
Vi nåede at have Kurt i lige over et år. Den skøre kat. Brødristerkat og Gummi-Kurt. Han havde en forkærlighed for ting af gummi. Fra pruttepuder og sutter tabt fra klapvogne over gummihansker til viskelæder. Og han så brand godt ud. Han foretrak at ligge på radiatoren, men kunne også vimse op og sætte sig på ens brystkasse, når man lå i sofaen.
Jo, det kommer vist til at tage noget tid at vænne sig til. Man knytter sig jo til de kræ.
I entreen til et hjem med katte så jeg i går et fint keramikskilt med teksten: "No outfit is complete without cat hair."
Det er så sandt, så sandt. Da vi fik Sofus og Buster kunne man godt fornemme at specielt sort tøj kunne bære tydelige beviser på at husstanden havde kæledyr. Busters kattehår er dog af en type, der nemt børstes af.
Så blev det helt anderledes da vi fik Kurt og Olaf. Deres pels er af en anden beskaffenhed og lysere, så der er meget mere af det og det er ikke så nemt at børste af.
Så vil jeg have sort tøj på ud af huset, så har jeg lært mig manøvren med at rulle fnugbørsten ned af tøjet, mens jeg baglæns bevæger mig ud og tilsidst kaster fnugrullen ind gennem en sprække i døren, så kattehårene er lukket inde.
Alligevel finder jeg altid katte hår i tøjet, når jeg sidder og skal være pæn i det ene eller andet selskab.
En fnugrulle i tasken ville måske også være en idé? Eller bare at favne ordene og acceptere at det ikke kan være anderledes? (Til stor irritation for de ekstreme katteallergikere. Jeg underskylder på egne og mine kæledyrsfællers vegne.)
Vejret i det københavnske er meget vådt og gråt, men det giver jo lysdekorationer og julepynt en ekstra berettigelse.
Billedet her er fra i går, men Kurt gør også i dag sit til at løfte stemningen yderligere.
Og han tager sig godt ud, ham missedrengen. Vi har snart haft ham og Olaf i et år; og sammen med Sofus og Buster er de fire katte med at give hjemmet en særlig stemning.
Ligesom Sofus var det sidste år , så var Olaf nysgerrig da en af julens lysdekorationer blev sat op i vinduet her til aften.
Generelt var kattene meget nysgerrig, da der blev sat lyskæder op i to af havens buske. Der blev holdt øje med hvad vi lavede.
I morgen er jeg væk fra familien det meste af dagen, men søndag bliver der taget hul på adventstiden. Kasserne bliver fundet frem, der bliver pyntet og årets første omgang æbleskiver bliver vendt.
Efter en nat med dårlig søvn var det rart at kunne flexe den lidt. Sove lidt længere og så ikke skulle ud i vejret, men bare bevæge sig ind i kontoret.
Dagen byder på læsning af en studiekammerats analyseafsnit fra hendes speciale og derefter viderudvikling på egne foretningsidéer.
Og så skal der skrives en mail til en i USA der skal skrive en artikel om polydactylle katte, som gerne vil have lov til at bruge et af mine billeder af Kurt ... og det er helt i orden - specielt fordi de spørger først.
Imens trommer regnen mod vinduet. Det bliver nogle druknede våde mus jeg får hjem fra skole i dag. Så frokostpausen er udskudt og bruges når pigerne komme hjem og har brug for lidt moderlig omsorg.
Udenfor lyder der en særlig raslen i grenene. Den afslører at en kat er drattet ned og ganske rigtig. Ud af øjenkrogen når jeg at se Kurt lande på en trækasse og kigge op. I naboens pæretræ sidder den lille kongefugl og hoverer. Sådan ser det ud. "Du fangede mig ikke" forestiller jeg mig dens fløjt og den hopper fra gren til gren i de tyndeste grene i træets top. Kurt sidder og kigger længselsfuldt op. Et øjeblik efter er han væk. Gad vide om ham tager udfordringen op igen? Jeg bliver nød til at lukke kontorvinduet nu, så jeg vil ikke på samme måde følge med i hans jagt efter bytte.
Det kan også være det samme. Han skal ikke komme med sin fangst, mens hr. Green har møde med en kunde ... heldigvis er døren til kælderen lukket, så det sker heldigvis ikke.
Det er nu et luksus krydderi på arbejdsdagen i kontoret: At kunne nyde sin have og kattenes gøren og laden ... og nu tilbage til arbejdet.
- o 0 o -
Tak til Gitte for at dele et link der udvidede mit html-kode arsenal. Klik hen til Gitte hvis du vil finde linket.
Om det er savnet af mig efter to dages ophold i Tyskland eller bare ønsket om selskab ved jeg ikke, men i dag prøvede han at klemme sig ind på radiatoren i kontoret. Den bliver delvist dækket af et bord og det så ret komisk ud, da han lå der ... med halen hvilende oppe i vindueskarmen.
Nu har han godt nok flyttet hele kroppen op i vindueskarmen, men han er klart tiltrukket af den varme som radiatoren afgiver. Kær ser han ud som han ligger i vindueskarmen og jeg bliver helt blød om mit kattemoderhjerte når jeg drejer hovedet fra arbejdet på skærmen og kigger på kræet, som ligger og putter sig op af potten med den gule orkidé.
Dette er nok mest et opsamlings blogindlæg med nogle af de ting, som jeg ikke fik skrevet, men alligevel får lov at komme med.
Storesøster bagte sin første Halloweenkage i efterårsferien. Lidt hjælp til dekorationen fik hun dog fra sin far.
Efteråret er edderkoppetid. Forleden kom denne krabat kravlende fra kontoret ind i stuen. Der blev luftet ud i kontoret og det har nok lokket fyren ind i varmen. Dette er bunden i et Nescafé-glas – af den slags med plads til 200 gr. Det kan give en fornemmelse af størrelsen. Buster var først nysgerrig og prøvede at daske til den, men mistede hurtigt interessen.
Med efterårsferien begyndte vaffelbagningen. Ikke at de ikke kan laves om sommeren, men denne årstid lægger mere op til vaffelbagning.
Og så lidt rundt og orange fra stuen og terrassen.
... så skulle dette have været et indlæg med en billedcollage af kattene Kurt og Olaf.
Den gang i december, da Olaf og Kurt stadig var killinger.
Lillesøster har styr på datoerne og synes vi skal lave lagkage og fejre at Kurt og Olaf bliver 1 år i dag. Jeg har tjekket hos Dana og det er rigtig nok.
Vi "nøjedes" med at bage double choclate squashkage og en mere almindelig squashkage.
Opskriften på double chocolate squashkage fandt jeg hos NewYorkerbyheart forleden. Det er allerede 2. gang vi bager den og den kan anbefales. Vi tilføjer lidt mere kakao end opskriften foreskriver - og jeg skriver "vi" fordi det er storesøster der bager chokoladekagen.
Det var så mig, der brugtte en pause fra skrivningen til at bage den almindelige squashkage, som jeg fandt en opskrift på her. Den kage får lov at stå til i morgen og så skal der puttes chunky glasur på. Uhmmm.
For tiden nyder jeg at tage billeder af kattene når de sover og tænker tit: Hvem vil ikke gerne være kat?
Storesøster er en af Kurts absolut favoritpladser når familien er samlet i sofaen om aftenen. Og tænk at han kan blive så flad.
I går lykkedes det mig at fange alle fire katte i et billede - hvilket er noget af en bedrift. Billedet i sig selv er ikke fantastisk.
Og så gik Kurt i gang med at vaske Buster, der tydeligt nød det. De billeder blev ganske fine.
Min erfaring med polydactyl katte er at de bruger deres poter i meget højere grad end andre katte. Specialet Kurt er glad for at tage fat om ting og holde dem med sine poter. Som på dette billede.
At det blæser er vist klart for de fleste, men nu gik den ikke længere.
Hr. og Fru Green måtte ud i det våde mørke og pille pavilliondugen af pavillionstængerne. Af frygt for at hele pavillionen ville lette og smadre vinduerne.
Pavillionen er ellers tøjret godt med skruer i terrassegulvet og stakittet rundt om terrassen passer lige, så det giver støtte for pavillionnens hjørner. Men nu er vindstødene så kraftige at vi ikke tør lade den stå mere.
I løbet af de 7 minutter vi kæmpede med at få dugen af, så blev vi grundigt nedkølet og våde. En følelse, der plejer at høre vinterhalvåret til.
Så bliver der pludselig helt rart inde i hjemmekontorets varme ved specialets tunge tekster. Imens glæder Fru Green sig over at det var i sidste uge at hun var på camping i Kolding og ikke i denne uge.
Tidligere på aftenen måtte både lanterner og petroleumslamper reddes ind. Og en nogle tomme vinflasker, der ikke var kommet ind i genbrugskassen væltede og smadrede.
Haleløse Sofus har også trykket sig under sofaen, hvilket han ikke plejer. Mens vi kæmpede med pavillionen kunne vi høre hans jamrende klagen under terrassen. Efterfølgende kaldte vi på ham og nu har han vovet sig ind. Sjask våd var hans sorte pels. Kurt og Olaf er derimod vældig friske og turde godt bevæge sig ud, men kom nu hurtigt tilbage. Sofus har søgt trygheden på skødet mens der skrives.
Og vi bliver mindet om hvilken vej årstiden går. Om nogle måneder vil den slags vejr være ganske normalt.
Fru Green sidder i kontoret. Sofus har fået lov til ligge på skrivebordet og det er fred og idyl.
Fra det åbne kontorvindue lyder der pludselig lyden af et sandt fugledrama.
Den karakteristiske lyd af puslen i æbletræets trækrone, paniske solsorte forældre og da Fru Green når hen til vinduet høre hun noget falde ned fra træet. Olaf er meget nysgerrig og der går ikke mange sekunder før Sofus er oppe i vindueskarmen og ved at vælte en urtepotte på sin vej ud. Buster er også stødt til.
Så flår Fru Green kontordøren op og styrter ned i kælderen. Kattelemmen skal lukkes og det kan kun gå for langsomt.
Det var Fru Green selv, der måtte ned og spærre for kattelemmen denne gang.
Og nu er hele familien Green på dupperne. "Hvad sker der?" Medbringende en lygte går alle ud og kigger i mørket.
Mindst to store fugleunger, knap flyveklar, er faldet ud af reden. Olaf gør ikke noget ved den ene som er ham nærmest. Buster tager den anden og valser stolt rundt. Problemet er bare at Buster er et skvat af en dræber. Han slår ikke sit bytte ihjel.
Der er ikke noget at gøre. Fugleungerne er ikke helt flyveklar og tilbage i reden kommer de ikke.
Vi viser Sofus den fugleunge som Olaf ikke gør noget ved. Den bliver hurtigt snuppet og han smutter væk. Den skal nok få en hurtig død for Sofus slår hurtigt ihjel. Modsat går det den som Buster har fanget.
Ja, det var næsten trist. De to solsorte forældre har knoklet med at fodre ungerne og Kurt har ofte prøvet at komme til reden. Nu, hvor de næsten var færdigudviklede, så går det galt.
Egentlig havde Fru Green forventet at se Kurt i træet, men ham så hun slet ikke noget til. Mon det har været Olaf, der har været oppe i træet og er skvattet ned?
Nå, det er jo ikke til at vide og nu er verden blevet to solsorte fattigere.
... i øvrigt ... så har bloggeriet og digitalfotograferingen sat sit præg på storesøster: "Skal det ikke fotograferes og på bloggen?" spørger hun hver gang kattene fanger noget. Og jo, det er vist Fru Greens egen skyld at det er endt sådan.
- o 0 o -
Opdatering torsdag kl. 9.10: Katten Kurt sørgede for at komme på banen. Han skulle da ikke stå tilbage for de andre katte. Kl. 05 om morgenen kom han med sin fangst. Om det var den ene af fugleungerne eller en tredje vides ikke, men ind i soveværelset og under hr. og fru Greens seng løb han med det pibende fuglebarn.
Fru Green skreg højt: "Nej", og Kurt forstod vist budskabet og løb i kælderen med fangsten. Her måtte Fru Green samle den døde unge op og smide den ud i haven ... og havde så en undskyldning for at sove en time længere end normalt.
Inden Fru Green lagde sig, så hun det sørgmodige syn af solsorteforældre, der ledte efter deres afkom i haven.
... sørg for at holde gummihandskerne i et lukket skab.
Storesøster nåede lige nøjagtig at fange Kurt inden han strøg ud af kattelemmen med en gul gummihandske i munden. Iflg. hende lugtede han af gummihandske ved munden, så den har sikkert været et muntert legetøj i et stykke tid.
Det kan ikke betale sig at smøre sin madpakke i god tid og huske at lægge den i tasken, hvis man ikke lukker rummet med lynlåsen.
På trods af lidt morgenfodring, så gik Olaf ombord i storesøsters taske og trak posen med pølse og knækbrød ud af den.
Kræet tillod sig endda at knurre højlydt da vi løb efter ham, mens han havde fat i et hjørne af fryseposen og trak et spor af oksepølseskiver og knækbrøds krummer efter sig.
Fangsten blev konfiskeret og en ny madpakke fabrikeret.
Jeg bladre ned over indlæggene hos Liselotte og ser at hun kan markere 5-årsdagen for sin blog. (Tillykke med det).
Det er først efter lidt videre læsning at det slår mig, at med indgangen til maj rundede gemakket 3-årsdagen for mit første blogindlæg.
Det var 1. maj 2005 og jeg var i gang med at skrive bacheloropgave. Den gang synes jeg at sølle 34 sider var hårdt ... og blev lidt chokeret, da det gik op for mig at den efterfølgende kandidattid havde det antal normalside som standard for skriftlige opgaver. Tsk, tsk, tsk. Det var den gang.
Det første indlæg blev skrevet på en MSN-blog og var kun for de få indviede – de få kontaktpersoner på Messenger. I oktober 2005 tog jeg skridtet og gav offentligheden lov at kigge med. Det første offentlige indlæg var selvfølgelig om vores kat, der er polydaktyl. Ja, sidste efterår endte bloggeriet jo med at vi fik endnu to katte med tommeltotter. (Og nu opdagede jeg lige at en del af billederne fra første års blogindlæg er væk ... hmmm ... og jeg fik genopfrisket at Smartlog har et problem med placeringen af de tidlige indlæg når man ser dem via det månedsinddelte arkiv).
Og det bringer mig jo videre til at i november 2005 flyttede gemakket fra MSN til Smartlog og der har jeg boet indtil nu. Jeg overvejer stadig at flytte gemakket til nye lokaler, men jeg kan ikke tage mig sammen og det bliver i hvert fald ikke før jeg er færdig med specialet.
Jeg kunne fortsætte med nogle kauserier om at blogge, hvad jeg har fået ud af det, om jeg har lyst til at fortsætte og meget mere ... men nej. Det vil jeg ikke bruge krudtet på i aften. Så hellere klynke over specialeprocessen ... jeg tror, at jeg lægger mig under dynen og læser. Der skal handles. Ikke klynkes ... og der skal også snart soves.
Der blev fotograferet noget mere til eftermiddag. Havens grå tiger tog sig godt ud i syrenen og jeg erfarede, at nok er jeg træt af den tid min lille Olympus x-760 er om at tage billedet (det er lige til at blive hysterisk over nogle gange), men makrofunktionen er langt bedre end på vores Nikon spejlrefleks.
Ja, man kan ikke tage til Grindsted med kameraet uden at det savnes hjemme.
Derfor er der – og nogen vil sikkert synes det er heldigt – ingen billeder til dette blogindlæg.
Kurt gør hvad han kan for at blive bemærket. Og i klatretræet i naboens haven er der på det seneste kommet en fuglerede til – indtil i går med indhold.
Der er ikke meget fugleromantik når Kurt går på rov.
Kurt klatrede selv op og fiskede det stakkels fuglebarn ud af reden og kom ned igen med det.
Hr. Green fortalte at på et tidspunkt kravlede både Kurt, Olaf og gæstekatten Vincent rundt i træet. Til stor frustration for fuglemor.
Men som skrevet, så plyndrede Kurt reden og kom ned med fangsten.
Et malerisk billede af Kurt med den lille nøgne fugleunge i munden stod foran familien og storesøster blev sendt ind efter kameraet, men måtte skuffet returnere med beskeden om at det var der ikke.
Måske var det meget godt at Fru Green havde kameraet med sig. Trods alt.
- o 0 o -
Tak til Antique Clipart for gratis illustration. Find dem her.
Kurt finder i disse solrige dage fornøjelse ved at klatre rundt i syrenen. Det er så spændende at kigge på hans akrobatiske klatreture at det bliver et forstyrrende element i specialelæsningen. Den foregår nemlig i forårssolen på terrassen.
Læg mærke til forpoterne, der er polydaktyle. Billedet nedenfor er et udsnit.
- o 0 o -
Alle de oploadede billeder af Kurt i syrenen kan ses her.
Dagens kattefotos fra en lun formiddagstime inden Fru Green skulle ud og sætte blod i banken.
Og så har der været næsten krise i det hjemlige kontorfællesskab. Når man sidder en thedrikker og en pulverkaffedrikker sammen og kogekanden er kaput, og man ikke en keddel til komfuret, der kan fløjte ... KATastrofe ... og ... suk ... hvor bliver man afhængig af sådan en kogekande.
Nu er der blevet købt en ny ... og varm the nydes igen.
Denne tirsdag har Fru Green forsøgt at samle alle de små ture ud af huset, så de andre dage kan være fokuseret på specialeskrivningen.
Så afsted det går igen ... denne gang til familieklipning.
Der er mange måder at komme højt til vejrs for en kat.
I februar kravlede Kurt frivilligt op i et træ for at komme nærmere skaderne.
I går aftes lå jeg og slappede af foran flimmeren. Pludselig kunne jeg høre at naboens hunds gøen lød anderledes tæt på. I sidste uge havde naboens lille hund fundet vej gennem hækken til vores have. Den var nu meget sød og ville gerne klappes inden den fandt ud af at gå samme vej tilbage til sin egen have.
I aftes havde den fundet gennem haven igen. Jeg tror det er vores katte der lokker den på den forkerte side af hækken. De er simpelthen for spændende og i går aftes stod hunden og gøede neden for at træ ved siden af vores havelåge.
Det var blevet mørkt. Jeg kaldte på hunden og vi hilste på hinanden, men så faldt mit blik op ad. 5 meter oppe ad den nøgne stamme på træet, der sad Kurt og klamrede sig fast til stammen. Imponerende syn.
Hunden gik tilbage til træet og gøede, men det lykkedes mig at få den til at gå hjem til sig selv.
Efter lang tid krabbede Kurt sig ned ad og sprang det sidste lange stykke. Hans hale var mere en dobbeltstørrelse. Strittende pels i alle retninger og mig ville han sagomelemig ikke tale med. Han skulle bare væk i modsat retning.
Storesøster var meget bekymret for Kurt, men der gik ikke lang tid før han var nede på lillesøsters værelse og nød godt af at kunne putte sig hos hende ... så længe han gad det pjat – der skal jo ske noget og være gang i den når man er katten Kurt.
Pigerne har været i bad, tjekket skoletasker og er klar til at lukke påskeferien ned med nattens søvn. Gad vide hvorfor hr. Green spiller Pink Floyds nummer med teksten "We don't need no education ..." for dem ...? Han skal være glad for at det ikke er ham, der skal op med tøserne i morgen tidlig. ;-)
Jeg har lagt de kommende hverdage i rimelige faste rammer. Der er styr på hvornår der skal arbejdes, hvornår der er specialeseminar og jeg skal mødes med min holde-hinanden-til-ilden-makker og næsten også hvad der skal arbejdes med hvornår. Der skal klemmes en effektiv arbejdsindsats ud af de 4 hverdage i denne uge.
I kalenderen står at næste weekend skal holdes fri. Der skal være tomme pladser i kalenderen. Det understregede en kær studieveninde en gang og jeg tænker på det hver gang jeg går kalenderen igennem og sirligt skriver "holdes fri" hen over en weekend. Ja, hun truede mig med at hvis jeg ikke sørgede for det, så ville hun rive nogle sider ud af kalenderen og det var til at forstå. Jeg har fulgt hendes opfordring siden.
Vaskemaskinen er blevet fyldt tre gange og skal tømmes for sidste gang i dag.
Kurt sover i kurven ved siden af radiatoren på kontorgulvet. Det er blevet en af de foretrukne pladser og han og brormand er næsten tilgivet for deres tisseri ... hvis de altså holder sig fra de rengjorte og pepermyntesprayede hjørner. Ind til videre virker det.
Ud over Doris Day generelt, så har hittet de sidste par dage været Matthew Wilders lalleglade "Break my stride". Barndom og teenageår i 80'erne fornægter sig ikke og jeg kan huske at den blev spillet ofte fra kassettebåndet som jeg optog musik fra radioen på. Nogle af dansernes bevægelser i denne udgave minder mig i øvrigt om denne Daft Punk video.
En søndagsagtig mandag er snart slut og jeg vil favne hverdagen i al sin mangefarvede trivialitet.
Lige nu kunne jeg godt blive omvendt til kattehader ... bare for en stund.
De to yngste af matriklens katte synes ikke at kattebakke og haven er godt nok. Så de tømmer deres urinerende legemsdel i snart sagt alle hjørne i kælderen.
Først under et kosteskab i vaskekælderen og i kurvene med snavset vasketøj. Vaksetøjet blev stillet så man ikke kunne komme ned i kurvene og åbningen under skabet blev afskærmet med en plade.
Det er fandt kattene da en løsning for: Nu har de tisset bag vaskemaskinen (så meget at det løber med gulvets fald frem under maskinen), bag det nymalede skab i det nymalede kælderrum og under trappen hvor alle havemøblerne står.
Frustrationen er ikke til at gå glip af. Fru Green bander og skumler. Hendes brune øjne bliver mørke, panden rynkes og læberne bliver stramme.
Kælderen lugter af et meget slemt pissoir.
Og nu lugter den så af bordelmutter med truckervask. For rundt på alle de strategiske steder har vi nu forsøgt os med at sprøjtet parfume ... i håb om at det virker afskrækkende på de to tissedyr.
Samtidig er gruset i kattebakken blevet skiftet og vi er gået tilbage til det hvide der klumper. Fru Green havde været doven og nøjedes med at købe det røde, der ikke klumper, da butikken ikke havde det hvide.
... og ja, så var der lige en af dem, der lagde en lort på størrelse med en schæfers på gulvtæppet. Der hvor kattebakken plejer at stå. Man kunne ikke lige vente de 10 minutter som det tog at tømme bakken? Og man kunne ikke lige gå ud af den pivåbne kælderdør og gøre det i haven?
@x##!$ lorte katte!
Og nu er det nok at en kattehader ville spørge: "Hvorfor finder I jer i alt det?" Og skal jeg være ærlig, så har jeg svært ved at finde svaret i skrivende stund.
Men om lidt synes jeg sikkert at de små stikende tisseautomater er nuttede igen.
Hvis jeg ikke har andet interessant at skrive eller vise, så er der jo altid kattene. De går sikkert hjem hos katteelskerne ... men ... kattehadere må være ved at brække sig.
Sådan er det bare.
Både i går i og i dag afbrød jeg specialearbejdet for at tage billeder af Kurt, der var kravlet op i et træ. Mit opmærksomhed blev begge gange rettet mod det fordi jeg kan høre skaderne skræppe vredt. Generelt bliver det til flest billeder af Kurt udendørs. Olaf er ikke lige så modig som Kurt.
Afslapning og hvile. På alle fronter. Det har været betegnende for søndag eftermiddag.
Weekenden er næsten overstået. Ud over overnattende familiegæster fra Bornholm, så har det været en rolig weekend.
Udsigten fra hjemmekontorets vindue har været mere interessant de sidste dage. Kurt og Olaf har opdaget kattelemmen og begge har bevæget sig udendørs siden fredag formiddag. Kurt bevæger sig længst og har været ude at balancere på hegnet foran vinduet. Flere gange.
Det tog et døgnstid med fri adgang til kælderen før de gik i gang med kattelemmen. Den er sjov at lege med og der bliver brugt tid på at daske til den. Begge killinger fik stor underholdning ud af at "holde" for lemmen, da Sofus ville ind.
"Det er sådan du holder for kattelemmen, Olaf. Så kan Sofus ikke komme ind."
Fredagens sædvanlige svømmetur blev droppet og i stedet nød pigerne og jeg varm the og kold kakao i sofaen underholdt af Jumbobøger og andet læsestof.
Søndag aften blev der også hygget til "Sommer". Der blev bagt muffins. Efter tirsdag aften hvor jeg brændte en portion gevaldigt på, så måtte jeg lige skabe balance i min husmor-sjæl og bevise for mig selv at jeg godt kan bage vellykkede muffins. Ja, pudsigt nok, så tog jeg ikke billeder af de brændte muffins og viste dem frem på bloggen tirsdag aften ...
Der er også bladret i en af de to bøger jeg har købt i denne uge: "Rhetorics of Display" red. af Lawrnce J. Perelli og "Defining Visual Rhetorics" red. af Hill og Helmers. Egentlig vanvittigt af mig at købe dem nu for jeg har jo ikke tid til at læse i dem. Jeg skal bruge krudtet på specialet ... men, men ... jeg kan vel bladre lidt i den i og så sætte den på hylden til tiden når det er lysten og ikke det aktuelle fag, der skal bestemme hvad jeg skal læse af faglitteratur.
Der blev hentet faglitteratur på biblioteket her søndag. Søndagens åbningstid blev benyttet, da lillesøster alligevel skulle hentes fra spejderweekend og endnu en bog om Kierkegaards litteratur har fundet vej til mit skrivebord.
Ja, sådan er en uge blevet rundet af og den kommende uge er der næsten taget hul på allerede. Madplan, indkøbsliste og lign. planlægning er blevet gjort ... i et naivt håb om at have bare lidt styr på livet.
Så må ugens gang vise om jeg lever op til mine ambitioner noteret på listerne.
Det var to groggy katte, der sejlede ud af transportkasserne i eftermiddags.
Især Olaf havde lidt problemer med at styre bagpartiet og formåede at snuble over dørtrinet til køkkenet.
De var nu ikke mere groggy end at de sagtens kunne komme til madskålen hurtig efter hjemkomsten.
De er begge blevet øretatoveret og de bliver tatoveret i begge ører – med teksten drejet 180 grader i det ene øre – for at hele nummeret kan læses hvis det i ørespidsen slides af.
Kurts fine lyse ører er kulsorte og det ser lidt spøjst ud. Olafs ører er også sorte, men det går mere i et med hans pelsfarve.
Og pudsigt nok, så synes jeg pludselig noget af killinge-looket er gået af dem på billederne taget her til aften.
En del af kattelivet på Greens matrikel er også det ubehagelige faktum at man bliver neutraliseret.
Et brutalt faktum ... som Hr. Green mere end de øvrige kvindelige beboere indlever sig i – men det gør det ikke mindre nødvendigt.
Så her til morgen var der ingen morgenknaser og kattedrengene blev sat i hvert sit bur og transporteret til dyrlægen. Til eftermiddag bliver de så hentet igen. Stenløse og tatoveret.
Der er så roligt indendørs på matriklen. Det mærkes at Olaf og Kurt ikke er hjemme. Buster og Sofus kan nyde freden og at døren til kælderen kan stå åben, så der er igen er fri adgang til kattelemmen i kælderen.
Fru Green kan have terrassedøren på klem. Hendes støvler kan være i fred – der er ingen Kurt, der stjæler uldsålerne for at lege med dem. Man skal ikke være bange for at glemme en pose med brød på køkkenbordet.
Meget er nemmere ... men Fru Green savner de små kræ. Sofus har også gået og kaldt lidt på dem, mens han kiggede i alle rummene. Hvor er de små terrorister?
Pruttepuden blev kun et døgn gammel. Men vi havde det sjovt med den så længe det varede.
Storesøster, som var pruttepudens ejermand, var noget muggen, da hun opdagede Kurt, der knurrende løb rundt med den farlige fangst i munden.
Måske var Kurt træt af at den orange tingest fik så meget opmærksomhed eller også ville han bare gøre en ende på dens lidelser efter lange stunder hvor familien skiftedes til at sætte sig på puden, så den peb for sit liv og familien bare grinede.
Note til glemmebogen: Lad ikke pruttepuder ligge ubevogtet fremme når du har store killinger i huset.
1. brokkeri: Hvad tænker folk på? Vores papircontainer er stillet ud til vejen, da den bliver tømt i dag. Det bliver så straks benyttet af en lidt for frisk hundeejer til plasticpose med Fidos efterladenskskaber. Ja, det er jo meget belastende at skulle bære posen med indhold helt hjem.
Problemet er bare at der ikke må være plastic i papircontaineren og hvis jeg ikke havde opdaget det, så ville containeren måske ikke blive tømt. Skraldemændene forholder sig nemlig til indholdet. Er der pap og pizzabakker, så lader de den også stå for det er kun papir, der må være i containeren.
Ja, jeg håber, da at den stadig står der med indhold, fordi de ikke har været forbi endnu ... hvis den skide hundelufter er skyld i at den ikke er blevet tømt ... så ryger sikkerhedsventilen på Fru Green.
2. brokkeri: Knap har man lavet et indlæg om de dejlige killinger før de vælter en urtepotte med hyasinther ned fra klaveret, så der jord over det hele i spisestuen.
3. brokkeri ... nej, jeg gider ikke brokke mig mere. Dagen er jo egentlig god nok trods gråvejr og et dagsprogram, der ikke rigtig vil gå op.
Fru Green har fået luft og ser lyst på resten af dagen. Håber du også kan finde lyspunkterne.
Der er liv og glade dage. Kurt og Olaf er for tiden nogle små terrorister. Hvis man er uopmærksom får man ødelagt en pose toastbrød, kradset i tapetet eller bøffet sine elastikker i koppen på køkkenbordet og hvis man bruger træspån i stedet for det sædvanlige kattegrus, så skider de da bare under sofaen. Så kan vi lære det kan vi.
Heldigvis sover de af og til. Og søde er de når de ligger der.
Når Buster sover kan man være heldig at liste sig ind på ham og nasse noget sovevarme og tryghed, men kun indtil han vågner. Så kigger han forbavset på de små og går.
Kurt har fået et favorit sovested. Radiatoren. Behageligt kan det da ikke være, men varmt er det.
De "gamle" katte, Sofus og Buster, er bange er med årene blevet bange for fyrværkeriet, så nytårsaften bliver brugt på at trykke sig under dobbeltsengen eller gemme sig i pulterkammeret i kælderen, hvor lyden er mere dæmpet.
De "nye" misser reagere på de værste brag, men nysgerrigheden driver dem hurtigt frem ... og man kan altid sove fra det hele. Kurt og Olaf både sov og legede sig gennem nytårsaften.
Der er efterhånden slidt hul i stoffet i øverste platform og det hul gør legen ekstra spændende.
Kurt har fået overtaget og der bliver holdt en pause, hvor der bliver slikket ører.
Man har vel lov at gabe når man bliver lidt træt efter at have "slåsset" med brormand.
Et ubevogtet øjeblik i kontoret sneg de små missedrenge sig op på bordene.
Kurt tog den varme plads på PC'en. Den var et godt sted for en lur, men efter billederne var blevet taget, så blev misserne sendt ned på gulvet.
Freden har sænket sig over matriklen. De små misser får lov at ligge tæt på de gamle. Også Buster.
Imens sover de voksne længe, mens pigerne ser morgen-TV og spiller Sims på computeren. Storesøster blev godt knotten i går, da de dumme voksne tvang alle mennesker af hus for at gå en frisk lang tur.
I dag får de lov at blive hjemme. Det er kun Fru Green, der har været ude at løbe til formiddag.
En anelse normalitet er ved at vende tilbage. Der skal laves forskellige nødvendige huslige pligter og lidt forskelligt ved skrivebordet.
En aktivitet til spejderledertræffet i januar skal planlægges færdig.
Julehilsnerne, der nu er blevet nytårshilsner, skal skrives færdig og postes.
De næste par ugers specialelæsning og skrivning skal planlægges.
Jo, der skal nok blive lidt at lave i dag, mens pigerne får lov at nyde at de har ferie - halvanden uge endnu.
En skør kommentar fra Fru Green ved gennemkigningen af dagens kattebilleder resulterede i denne lille animation fra hr. Green. Banket sammen på få minutter og på ingen måde noget kunstværk. Men alligevel ... måske et bud på årets elektroniske julekort?
Endnu et katteindlæg – er man ikke til katte, så er denne blog nok træls for tiden.
Olaf kastede sin kærlighed på noget julegavedekoration i går. Han blev en farlig tiger og knurrede når Kurt nærmede sig.
Det er ikke sjældent at jeg tænker: "Gør det ikke, gør det ikke".
Nu hvor killingerne får lov at komme tættere på de store, så har især Kurt fattet interesse for Sofus' lille halestump og så er det man tænker: "Gør det ikke", for det er tydeligt hvad Kurt gerne vil.
Sofus tog det nu ganske cool og Kurt var også rimelig forsigtig, da han prøvede at fange den i dag.
Lidt senere "hjalp" jeg Kurt til at nærme sig Sofus lidt mere. Kurt blev lagt foran Sofus, der straks greb fat i Kurt og der er ikke store muligheder for at slippe fri af hans greb. Heldigvis er det vist mest for at beskytte sig mod killingernes vildskab og Kurt blev behørigt slikket i nakken ... han så ud til at nyde det for en stund.
Kattemorens hjerte blev blødt som smør. Nuttethedsfaktoren var 100%.
Vi taler sammen hverdag og forleden efter at have læst dette indlæg spurgte han mig i telefonen: "Hvordan går det med de to pelsede skidemaskiner?"
Det er en meget rammende betegnelse. Den er sagt i al kærlighede og det er jo rigtigt, for der er godt nok meget skidt i de to kræ og det kniber med at få pigerne til at gøre deres pligt ofte nok.
Men det bliver til fulde opvejet af det nuttede og kære ... ja, det er kattene jeg taler om. Okay, måske bortset fra når de vælter et glas the på mit skrivebord.
Pigerne ligger og sover efter hver sin gode dag. Hr. Green er til julefrokost, så jeg har en af de mere sjældne stille aftner. Ikke at hr. Green er en støjende livsledsager, men det giver bare mere stilhed at være alene.
Alene er jeg nu ikke. Tre katte holder mig med selskab i kontoret. De sover alle tre. Kurt ligger i mit skød. Olaf på fodskamlen ved siden af og Buster har taget hr. Greens stol i besiddelse nu hvor den er ledig. Sofus var her også tidligere, men er gået igen. Han har en favorit plads i sofaen om aftenen.
Dagen har faktisk været god når jeg mærker efter. Jeg fik mit sidste skud Lucia, da jeg mødte op på lillesøsters fritter sidst på eftermiddagen. Jeg fik set hende og de andre synge Luciasangen og et par andre julesange.
"Og nu synger vi 'Nu det jul igen' ... [pause] ... den rigtige tekst", sagde en af pædagogerne. Det sidste henvendt til børnene og børnene holdt sig til den pæne version.
Efter en rolig aften med pigerne, så bliver der puslet med ting ved bordet i kontoret. Et glas færdigblandet gløgg er blevet varmet i mikrobølgeovnen og sammen med julemusikken og den farveskiftende julestjerne giver det den helt rette dosis lys stemning til arbejdet i en decembermørk aften.
Det er det "kunstige lys" som jeg kan prøve at lyse op med i mørket, men for at få det "rigtige lys" ind i det indre mørke, så skal der mere til. Men det er et skridt på vejen.
Vi skal bare huske at det er ikke alle der kan absobere det "kunstige lys" i denne tid. Al det "kunstige" lys, fest og glæde kan virke modsat på nogen ... og skabe mere mørke. De har brug for noget andet lys.
Hmmm ... det sidste afsnit bærer vist lige lovlig meget præg af at jeg skal tale til gudstjenesten på søndag. Jeg må hellere lave det færdig i stedet for at skrive mere her på bloggen.
Hvis Olaf er gået i lag med dit strikketøj, så klap ikke i hænderne og lav "kzi-lyde". Strikketøjet hænger fast i ham når han løber væk og han pisker under sofabordet og gennem stuen med strikketøjet efter sig. I vild panik for han løber jo for at komme væk fra strikketøjet, der bliver ved med at følge med.
Det er kun den første nat de "sover igennem". De efterfølgende bruges de mørke timer på opdagelsesekspedition i soveværelset.
Det er faktisk lykkedes dig at opdrage dine katte til at holde sig ned fra bordet og ikke kradse i de forkerte møbler. Det ved killingerne ikke endnu.
Der er ufattelig meget lort og tis i sådan et lille væsen. Når pigerne ikke gør deres pligt, så ender du med at gøre det selv, for at det ikke bliver for klamt.
Underholdningsværdien i at se på to killingers leg er stor ... det stjæler tid (hvad skal man med TV?)
Hold øje med at Sofus ikke bliver tykkere i denne tid. Han har det med at spise killingernes mad, når de er blevet mætte.
Killinger har ikke respekt for religiøse symboler eller julepynt, som f.eks. julekrybbefigurer i vindueskarmen.
Husk ældste datter på at det er hendes tur til at tømme kattebakken i eftermiddag og aften.
Og husk ... der er andet i livet og hverdagen end kattekillinger.
Efter en lang og begivenhedsrig dag, så fik vi endelig overtalt vores døtre til at gå i seng.
Nu var der mulighed for at sidde mere roligt og betragte hvordan Olaf og Kurt leger og slås. Det afskyelige kradsetræ med platforme, som jeg ofte overvejer at smide ud er elsket af de to drenge. Ja, jeg har selv købt det i sin tid, men man kan godt blive træt af sådan et monstrum.
De kravler op og ned, kaster sig over hinanden, prøve at fange hinandens haler, falder gennem hullet i den store platform og når den ene er ved at krappe sig op, så hopper den anden op og tager fat om livet på ham, så han ryger ned igen. Alle kneb gælder.
Og kradstræet for lov at leve lidt endnu.
Selv små killinger kan blive trætte til sidst. Først lagde Olaf sig til rette. Derefter fulgte Kurt, der slikkede Olaf i ørerne før han selv lagde sig til rette.
Og de to killinger forstår at gøre sig til for fotografen.
Nuttethedsfaktoren er på 100% og de sov sammen resten af natten på kradsetræets platform.
Men hvordan går det så lige med Sofus og Buster?
Det er noget reserverede. Der bliver hvæset. Sofus holder sig på afstand, men er dog i samme lokale. Buster har virket mere utryg og tilbringer meget tid med at kigge skeptisk på dem. På stor afstand og med store øjne.
F.eks. som på dette foto. Øjne som thekopper, og kun tæt på fordi der er glas imellem.
Det begynder dog at hjælpe på det. Vi har da kunne lokke Sofus og Buster ind i dagligstuen og være i nærheden af de små. Sofus har også kunne snuse uden at hvæse. Kurt og Olaf ved hvad der tjener dem bedst, men Kurt er ikke mere bange end at en ostebid er vigtigere end lidt hvæseri fra Buster. Kurt kan skam også knurre igen.
I skrivende stund har Sofus lagt sig i soveværelset. Al den leben og løben rundt i stuerne er blevet for meget. Nu vil han gerne have lidt fred og det får han så. Buster har søgt op på hr. Greens stol i kontoret. Lydsiden fra Ritas Jul, som vi fik sammen med killingerne var ikke befordrende for en nervøs kat.
Pigerne har fået første kursus i at tømme kattebakke. Under højlydt brokkeri, men sådan er det. Man må yde, hvis man vil nyde ... kattekillingerne.
Livet er dog andet end katte, så nu vil jeg prøve at få lavet lidt fornuftigt.
Det lysner lidt, men lørdag begyndte mere mørk og regnvåd. Det løftede at sidde inde og kigge ud på regnen og de farvede lys fra lyskæden.
For pigerne er denne dag næsten som juleaftens dag. I dag skal vi hente husstandens to nye katte hos den stramtandede strikketante . Killingerne Olaf og Kurt skal have et nyt hjem hos os ... og det er forståeligt nok meget spændende for pigerne.
I den forgangne uge har jeg læst hos Miss Hot Pants om de svære beslutninger der nogle gange kan følge med. Det har endnu en gang mindet mig om at man skal turde miste når man tør elske. Det gælder både mennsker og dyr. Der findes jo en risiko for at noget ikke går som det skal. Vi har indtil nu været heldige med de to gamle missedrenge Sofus og Buster, men ... den procentvise risiko øges jo med to mere.
Jeg ved hvordan følelserne har været de gange Sofus har været syg eller da han mistede halen. Så det er noget man skal være klar til (selvom man jo ikke er det - og slet ikke pigerne), men det er selvfølgelig ikke den dominerende tanke i eftermiddag når de to uldtotter skal hentes.
I dag er det utålmodig forventning og glæden i eftermiddag. For os forældre er det også spænding. Hvordan mon Sofus og Buster reagerer npå de nye? Hvordan er det lige at have killinger igen? Er det ikke også noget med aldrig at vove tæerne uden for dynen om natten – med mindre du vil have dem kradset i!
Ind til i eftermiddag er der dog nok for de voksne at tage sig af. Vasketøj som eksempel. Arbejde i kontoret og så skal jeg have skrevet et lykønskningskort til en der fylder hele 75 år, som jeg lige skal forbi og ønske tillykke - inden turen går syd på til Olaf, Kurt, Lille Lyn og de andre katte og mennesker.
Mens indlægget er blevet skrevet er der faktisk begyndt at titte lidt blå himmel frem. Lyskæden er blevet slukket og julemusik i form af Singers Unlimited og Gustav Winckler er blevet skiftet ud med P3s Mads og Monopolet. Det plejer at være godt at ordne vasketøj til. Jeg må hellere se at komme i gang.
Det første julepynt er hængt op. Den første ting, der blev stillet op var dette års indkøbte julelys. Købt i Flensburg. Jeg så den sidste år og synes den var for dyr, men denne gang havde jeg forberedt mig (selv om jeg så faldt over en endnu flottere til 900 kr. og det var så i overkanten - men den var også flot - jeg holdt fast i den jeg kastede min kærlighed på sidste år til omkring 250 kr.).
Siden turen for 14 dage siden har den stået i kassen og ventet på den rette dato.
Sofus blev nysgerrig, mens jeg stod i vinduet og ordnede, så han gik på den skrå gesims uden for vinduet. Hvad er det de laver der inde?
Nej, det er ikke Fru Green der er fornærmet, men det er husets to katte. Efter en tur til dyrlægen, hvor de blev tjekket og vacineret, så er man småfornærmet og sikkert også lidt utryg.
... Hvad ligner det at hende madmoren kommer og tager os midt i den rare og fredelige formiddags søvn, putter os i transportkasser og køre os ned til ham manden der altid betyder ubehag ...
Sofus mjavede hjerteskærende da vi gik ind i haven hos dyrlægen. Det er nu også ham der har flest ubehagelige minder forbundet med at blive puttet i transportkassen og komme hos dyrlægen.
Begge kræ overlevede selvfølgelig oplevelsen og nu er det Fru Green der må leve med at være lagt på is resten af dagen.
På en særlig måde har vi allerede haft adventstid siden en gang i oktober. Det er dog ikke adventstid i forhold til Kristi, og dermed julens komme, men adventstid i forhold til Kurt og Olafs komme.
Vi glæder os altså på mere end en måde til julen nærmer sig.
Det har været en kold dag, men indendørs har der været varme.
Sofus har en varm plads på et tæppe i vindueskarmen inde i stuen, hvor solen skinner fra formiddag til hen over middag. Det er garanteret dejlig varmt. Buster holder sig til kontoret på nordsiden af huset, men kurven står lige ved siden af radiatoren, så der er også lunt ... og så er der selskab af mennesker det meste af dagen.
I nogle af læsepauserne er hænderne blevet brugt på at hækle. Det hjælper mig med at koble af. Jeg skal bare passe på at jeg ikke bliver for grebet og laver pausen for lang.
Jeg er begyndt på endnu et denne gang i en anden model end den sædvanlige firkant. Sjalet skal stykkes sammen af en masse hæklede blomster og opskriften er fra Politikens gamle "Jeg hækler".
I eftermiddag opdagede jeg at der i kurven med garn lå et påbegyndt hækletøj helt nederst. Det havde jeg helt glemt. Det er endnu et sjal. Det er allerede ret langt, men det skal være stort, så der er lige et par nøgler mere der skal hækles.
Jo, der er noget at bruge pauserne til og tankerne kan få rimelig frit løb, så det læste kan blive tygget og fordøjet.
Og så er der noget at lave mens vi ser valg i morgen aften. Og jeg har set af den lokale bager annoncerer med Valg-hveder. Jo, jo, den tradtion skal holdes i hævd.
Gør arbejdet færdig selv? Nej, brormand må slå den ihjel.
Så nu kom vi af med "the Mouse" og så kan vi få set noget "House".
- o 0 o -
Jeg må jo indrømme at jeg blev inspireret til at rime efter endnu et besøg hos Rimkogeren. Der er dog langt op til hans standarder. Det er jeg klar over.
Buster har både søndag og her til aften tirsdag slæbt en levende mus ind. Begge gange gemte de sig under tunge ting – opvaskemaskine og klaver – og begge gange måtte hhv. vi og kattebror Sofus slå den ihjel for ham. Sølle.
I går og i dag havde vi talt om det egentlig gjorde en forskel hvorvidt vi havde 3 eller 4 katte, så da vi kom måtte vi spørge om hun gerne ville af med en til. Det gjorde det også nemmere for pigerne at vælge, da de bestemt ikke var enige om hvilken vi skulle have.
Lillesøster ville have den rødstribede og den skal hedde Kurt. Storesøster ville have en der var grå og hvid. Den har hun lige frem drømt om forleden og da det også er en han, så synes hun den skal hedde Olaf. (Som Grev Olaf i Lemony Snicket-bøgerne).
Jeg tror ikke pigerne ombestemmer sig hvad navnene angår for de to killinger bliver nu fast omtalt som Olaf og Kurt. Olaf var meget nysgerrig. Og så er begge killinger polydactyle – og det er nu noget særligt (det er vores Sofus nemlig også).
Det var en hyggelig stund og hyggeligt at få et ansigt og levende menneske på en blogger. Det er første gang jeg har mødt en fra blogverden. Altså en af dem jeg ikke har kendt i forvejen.
Vi havde parkeret lidt der fra og da jeg kom tilbage til bilen opdagede jeg at den blomst jeg havde købt til Dana, den stod stadig i bilen. Jeg var åbenbart så optaget af at skulle se katte at jeg havde glemt min lille værtindegave i bilen. Så kære Dana, du må nøjes med dette billede og mine gode intentioner. Denne gang.
På hjemturen kunne vi følge en luftballon fra omkring Sorø til efter Ringsted. Kameraet lå jo i tasken, så hr. Green to utallige billeder af ballonen. Også en masse af skov, der står som streger i luften og andet utilsigtet landskab.
Det lykkedes dog at fange den i søgeren nogle gange.
Og sålededes kom vi godt hjem.
Hvis du kørte på Køgebugtmotorvejen for indadgående og så en kvindelig billist med et monster på passagersædet og af til et på bagsædet, så var det ikke mig. Slet ikke.
Der er blevet spist aftensmad og set fodboldkamp, hvor Sofus lige havde lagt sig til rette i sofaen, da Danmark scorede sit eneste mål og han røg forskrækket afsted fordi vi alle råbte højt "Jaaaaa".
Nu gælder det lidt småtterier her ved PC'en og lidt arbejde i lillesøsters værelse. Vi har ikke fået malet endnu, da der skal lappes en del huller, men i morgen ... så skal malerrullen svinges.
I går, hvor billedet blev taget, var han mægtig kælen. Jeg skulle bare sætte mig ved siden af ham og stikke hånden frem, så rullede han om på ryggen og ville helt klart nusses på maven. Det blev han så og faldt i søvn i den stilling.
Havde jeg ikke blogget, så havde jeg aldrig tænkt på en særlig kat som jeg aldrig har mødt, men som jeg har læst om. Læst hvordan han strejfer fra tid til anden og savnes af sin "ejer".
Og netop den kat kom jeg til at tænke på da jeg så denne forside til en børnebog midt i oprydningen.
Og han gjorde det igen. Buster bragte endnu en gang en levende mus med ind. Han er altså en skodkat og elendig jæger.
Denne gang fik den dog ikke lov til at løbe ret langt før han fangde den og knækkede ryggen på den.
Jeg tror jeg skal have sat en fugt- eller regnaktiveret låsemekanisme på kattelemmen. Det er hver gang det regner om aftenen at kattene bringer mus med hjem.
Vi må på denne regnfulde aften i august konstatere at Buster ikke er musefanger. Hvordan det er lykkedes ham at fange den udenfor og slæbe den ind er uvist. Men indendørs. Ak. Han var total umulig.
Han jagtede rundt efter den, men den slipper hele tiden væk.
Et latterligt scenarie Og nu udspiller sig et noget latterligt scenarie. Musen gemmer sig selvfølgelig. Og greenerne fører ikke et særligt enkelt Feng Shui hjem. Man har mange ting - også i gulvniveau.
Først gemte musen sig bag en de store sorte højtalere. Sidenhen bag alle plastkasserne med strikkeopskrifter, fotoudstyr og andet under sofaen. Hver gang det lykkes os at vise Buster musen, så stak den af fra ham. Han tjattede kun til den, men fange den gjorde han ikke.
Kasserne under sofaen bliver brugt til at lukke af mellem de to stuer. Alt hives ud. Strikketøj, tæpper, flere højtalere osv. Alligevel slipper den ind i spisestuen igen. Suk.
Forstærkninger tilkaldes Mens hr. Green med pigernes hjælp får lavet en arena af kasser, futonpuder og andet, så går Fru Green i krig med at finde husets rigtige musedræber.
Sofus den haleløse bliver hidkaldt. "Mis, mis, mis" og alt hvad der hører til at kalden, skramlen med tørfoderdåsen og raslen med madskålen. Katten kommer. Men vil kræet komme ind? Nææ, Fru Green må ud i iført pink gummistøvler, g-streng og t-shirt. Ud i regnen og hente det dumme kræ. Det var heldigvis bælg mørkt, så omgivelserne bliver forskånet for synet.
Sådan skal det gøres Og denne ydmygende tur i det lidet fikse outfit var heldigvis det hele værd. Sofus bliver sat ned i "arenaen" og med hjælp fra hr. Green og et kosteskaft bliver musen jaget frem under radiatoren. Sofus gør os stolte. Endelig kommer de mange døde mus og fugle os til gavn. For han fanger den i to hop og bider fast om den. Og han har ikke i sinde at slippe. Han knurrer dybt i struben, mens han bider sammen om musen. "Hold jer væk. Det er min fangst"
Og terrassedøren bliver åbnet, så han kan smutte ud med fangsten.
Nu er kattelemmen lukket Tilbage sidder Buster og ser ud som om han ikke helt har fattet hvad der skete. Og fru Green må igang med at rydde op og sætte alting på plads, mens hun bliver mindet om at der burde støvsuges noget grundigere under sofaen.
Dramatikken er slut. Kattelemmen låst for al indadgående trafik. Nu vil vi have fred. Det er godt Buster ikke kan få noget afkom, så sløv en musefanger han er.
- o 0 o -
Og så kan jeg takke Microsofts Vista for at jeg ikke kan vise et foto af musen blandt nullermændene under sofaen. Efter den seneste opdatering har den gjort det næsten umuligt at klikke på visse links på alverdens hjemmesider. Suk. Selv dem som jeg har godkendt til pop-up. Det er s.. trættende.
Torsdag, sidst på eftermiddagen Buster kommer ind med en stor guldsmed. Den flyver rundt i gulvhøjde, så jeg ender med at stå på en stol i køkkenet og håb på at den ikke flyver op i min madlavning. Til sidst slipper den fra Busters legende poter og får basket sig op i et højere luftlag og ud ad vinduet. Den slap. Denne gang.
Fredag aften Buster kommer ind med en guldsmed i munden. Sikkert den fra i går. Den bliver kun slået ihjel. Ikke spist. Han efterlader den under spisebordet i stuen. Næsten hel og urørt.
Lørdag aften Sofus kommer hjem med en lille mus. Efter lidt leg med den fik Buster lov at lege lidt også, men så blev den båret ud i haven af yngstes plasticbehanskede hånd. Nok er nok.
I relation til forrige indlæg, så er dette nok også proportionsforvrængning. Der findes større problemer end det jeg vil nævne nu. Helt sikkert.
Men i øjeblikket skal mine katte være glade for at jeg ikke vil gøre mine døtre unødigt kede af det. Ellers var de f..... mig blevet aflivet.
Jeg er så træt af at de - og her er det oftest kun den sorte møgkat Sofus - slæber døde og halvdøde dyr ind i huset. Og han har gjort det før. Mange gange før. Det er ikke fordi jeg ikke kan leve med at kattens natur er at slå fugle og andet skravl ihjel - men behøver det være inde i mit hjem? Kan de ikke nøjes med haven?
Og ikke nok med det. I går kom Sofus glad ind med munden fuld. Fuld af to fugleunger på en gang - vist nok skadeunger for de var egentlig store. De var fra en eller anden rede og slet ikke flyvefærdige. Hvordan han har fået adgang til dem aner vi ikke, men den ene var i hvertfald død og den anden peb for sit liv.
Og så legede han med dem i stuen, mens vi prøvede at overvinde leden og finde noget at skovle kræene ud med. Og inden vi så os om fik han dasket sin store polydaktylle pote ned på den døde fugleunge, så der røg fuglelort ud af den. Bl.a. op på vores hvide gardiner.
Så var Fru Green oppe i det røde felt! Og katten skal være glad for at dyrlægen har lukket kl. 23.30 en fredag aften.
Vi fik skovlet den døde fugl ud og skulle så have gjort det af med den der var levende. Og yngste var ellers klar. Hun gik resolut ud i gangen i værktøjskassen og fandt en hammer. Hun var klar til at eksevere dødsdommen. Men så måtte Fru Green lige protestere igen. Hvis et dask med en kattepote kan lave sådan et svineri, hvad vil en hammer så ikke kunne udrette? Nej, der satte husmoderen grænsen. Nok svineri i stuen.
Så det blev der sat en stopper for. Men yngste datter har da ikke nogle tuttenuttenykker i forhold til dyr. Man skulle næsten tro at vi boede på landet og ikke i København ...
Hoveddøren er en plasticdør. Den har i længere tid siddet skævt og her til aften justerede hr. Green på den. Det plejer at virke, men det vidste sig at døren var blevet skæv forneden og ikke tager fat i den nederste del af 3-punktslåsen.
Vi kigger på det og bliver enige om at vi vil prøve at få den lukket helt og lade den være lukket i længere tid. Måske vil det hjælpe.
Se, alt dette er trivialiteter. Til at leve med. Sådan er det bare. Det må vi prøve at løse. Og for at lukke døren, så lægger jeg mig på gulvet, så jeg kan presse det skæve på plads med mine fødder. Hr. Green presser på for oven.
Vi åbner døren på klem. Tæller til tre. På tre lægger vi begge al vores vægt i at lukke døren.
Nu sker uheldet. Vi har ikke set at sorte haleløse Sofus er på vej ind og i det vi med al vores vægt banker døren i, så har katten selvfølgelig stukket sit ene forben ind.
Der lyder et ubeskriveligt langtrukkent kattevræl. Efterfulgt af fru Greens vræl i forskrækket erkendelse af realiteterne. Katten løber væk.
Vi render rundt i 10 minutter, mens der kaldes og laves kliklyde. Nu er han dukket op igen. Han halter kraftigt, men det virker ikke brækket. Sikke noget lort, altså.
Man tror det er løgn. Det er lige til en kattehader tegning. Hvorfor skal kræet af alle tidspunkter vælge at gå ind lige i det sekund?
Og jeg bekymre mig jo om det stakkels kræ. Maven gør faktisk knuder. Jeg blev skide forskrækket. Bare han ikke humper i morgen tidlig. Bare det er blevet synligt bedre.
For 10 år siden boede vi i en to-værelses lejlighed, der indeholdt hjemmegående mor, datter på knap 1 år og ægtefælles forsøg på at etablere sig som selvstændig med både freelance opgaver ude i byen og hjemmearbejde. Og så alt for mange møbler og ting. Der var ikke en eneste væg, som man kunne stå på hænder op af. Det var lidt svært at få det hele til at være der på de 54 m².
Vi begyndte beskedent at kigge større lejligheder, men vi blev hurtige enige om at en villalejlighed med noget have ville være sagen.
Vi kiggede, men synes ikke vi fik meget plads for pengene. Banken regnede på tingene. Deres udregning indeholdt nogle fejl. Udgifter de tog for givet, så som institutionsplads (selvom vi havde sagt at det ikke blev aktuelt) og enorme udgifter til den fagforening jeg ikke var medlem af mere. Og så ville de kun kigge bagud - til en tid hvor hr. Green var på SU og jeg på understøttelse. Ikke på at herren faktisk tjente penge nu.
Deres udregning gav os kun mulighed for at købe noget, der kostede mindre end den lejlighed vi sad i. Vi fik vores revisor til at regne tingene ud. Det så helt anderledes ud og det var kreditforeningen heldigivis villig til at forholde sig til.
Ved husmuren og i et bed var der buske med små buketroser. Dem ved husmuren har vi bevaret.
På vores boligjagt gjorde morfar os opmærksom på et hus i udkanten af det område vi kiggede. I en anden retning end vi havde vores fokus. Det var noget i overkanten af hvad vi synes vi havde råd til, men det var et halvt dobbelthus, helt egen have, tæt på det lokalområde vi gerne vil bo i og muligheder for både børneværelse og kontor.
Vi tog chancen. Mange gav udtryk for at det var synd vi skulle købe hus når det var så dyrt. Priserne var dengang begyndt at stige, men slet ikke med den fart, som boligpriserne tog senere.
I dag kan vi glæde os over at vi tog chancen og den hårde økonomi dengang. Vi havde ikke haft nogen chance for at købe hus på Sjælland i dag. Økonomien er stadig hård, men i mellemtiden er vores mursten blevet penge værd. Mange flere penge værd end vi gav for dem. Ikke det gør økonomien bedre, men det har givet en mere positiv bank, i de sidste halvandet år hvor flere år med en SU-indtægt efterhånden godt kan mærkes.
Det var måske ikke drømmehuset, men det var ønskehuset. Det levede op til de fleste af vores ønsker. Og vi glæder os over haven. Det havde vi ikke kunne fungere uden. Hr. Green ville have manglet noget fysisk at tage fat på og jeg ville have manglet at kunne nyde varmen i solen og ungernes leg.
I går: Hækkeklipning og kattegang Derfor skal man også kun glæde sig - og ikke brokke sig - når man skal klippe sin 25 meter lange liguster hæk.
I går klarede vi de første 5 meter hæk ved indkørslen.
Sofus steg tilvejrs for at kunne følge med fra hegnet.
Det er sjældent han spankulerer rundt på hegnet og det så sjovt ud.
Nu mangler der så bare ca. 20 meter hæk. Anderledes, og mere nemt at glæde sig over, var det at plukke årets første høst af pepermynteblade. De er blevet skyllet og ligger til tørring. Dem skal der laves the af.
I dag: Ukrudt, men smukt I dag gik jeg mig en tur i haven i en pause fra inventiofasen til min praktikrapport. Post-its, stort pap og noter blev forladt for en stund og jeg gik en tur i haven - som var det en anden park.
I et hjørne af haven får tingene lov at gro vildt. Vi (jeg brude nok kreditere hr. Green mest her) har fået gjort "kål" på skvalderkålene andre steder i haven, men ikke her. Og nu står de som en anden mikroblomstereng i "junglen" som pigerne kaldte det, da de var små.
Guldregnen har oversået bedet med frøstande fra de afblomstrede gule klaser. En af de mange valmuer er afblomstret, men der er nye på vej.
Jeg nyder at kunne følge disse ting, at kunne hænge mit vasketøj op i haven (selvom jeg bestemt ikke nyder at hænge vasketøj op generelt) og jeg glæder mig over at vi turde tage chancen og ikke skal kæmpe med de bekymringer nu.
... at der så er andre bekymringer ... det gider vi ikke snakke om nu.
Klokken er kvart i fem. Det er lyst uden for. Jeg har hørt fuglene synge, men vinduet er lukket nu, da jeg synes det blev for koldt.
Vores ene kat Buster sover stadig ved siden af mig i den anden kontorstol. Han plejer ellers at lægge sig oppe på pigernes værelse - helst i ældste datters seng. Men i nat har han holdt mig med selskab og svigtet datteren.
Ryggen er bestemt ikke blevet bedre. Nu værker lænden også. Men skriveriet er gået godt. Faktisk tror jeg at jeg har problemer med at få plads til det hele inden for det angivne normalside tal. Jeg kan vælge om jeg vil lave en opgave på et større side antal eller en opgave på lidt mindre med en synopsis lagt ved.
Den med synopsis var egentlig det jeg havde tænkt mig, men måske bliver jeg nød til at lave en "ren" opgave.
Der er meget tankestof i denne opgave. Tankestof til mig selv.
Jeg har bl.a. haft fat i mit eksempelmateriale igen. Og jeg bliver mere og mere klar over hvor påvirket jeg er af det ufattelig umulige kropsideal og hvordan det at veje lidt for meget påvirker mig. Meget mere end det burde. Øv.
Vi kan for pokker ikke alle gå rundt og se magre og fladmavede ud, når vi har født et eller flere børn og har rundet de 30 for nogle år siden ... fat det dog, Fru Green. Vær glad for din krop. Stræb ikke efter det umulige, men gå efter en sund levevis.
Nå, nok om det for denne gang. Nu er det tilbage til word-dokumentet med opgaven.
Ja, så sidder jeg her igen. I den sene natte time. Og i nat gælder det virkelig for opgave + synopsis skal afleveres i morgen eftermiddag.
Jeg er forbavsende vågen lige nu. Ja, jeg tør næsten ikke skrive det for tænk, hvis jeg så ryger ned i et træthedshul ...
Mine skuldre og den øverste del af ryggen er desværre godt spændt nu og jeg frygter lidt for om dette skrivearbejde kommer til at koste mig en ny omgang til fysioterapeuten. Jeg har ellers klaret mig uden siden marts. Jeg prøver at rejse mig tit og få bevæget mig, men det virker ikke rigtig mere.
Skrive arbejdet skrider frem. I skrivende stund mangler jeg ca. 13.000 anslag og så synopsisen. Jeg er fortrøstningsfuld, men alligevel lurer det i baghovedet om jeg ved 13-tiden i morgen sidder med hektiske pletter og ondt i maven ... nej, selvfølgelig ikke ... for det kører jo nu. Jeg skal nok nå det. Det har jeg jo gjort de andre gange.
For det er ikke første gang jeg sidder natten før afleveringen og skriver på opgaven - ikke bare retter igennem, men skriver hele afsnit.
Buster har lagt sig til rette ved siden af mig på hr. Greens stol. Så har jeg lidt selskab. Og det er ganske hyggeligt. Et stearinlys, en cola, lidt guf og ralaxingjazz.com i mediaplayeren.
Det skal nok gå. Det er cool. Du klare det nok ... vi får se i morgen.
Efter et par aftentimers intens skrivning syntes jeg, at jeg havde fortjent en gå tur til et af de her døgnåbne fixehuse. Jeg måtte køre den dårlige stil og belønne mig med noget spiseligt sødt.
Jeg lukkede mig ud i den mørke aften, låste hoveddøren, gik ned ad havegangen og ud af "porten" som hr. Green kalder vores havelåge.
I gadebelysningen i den modsatte retning af hvad jeg skal, der kan jeg se en mørk haleløs kat komme galoperende mod mig. Nok et par hundrede meter nede af vejen. Længere nede fra en anden hæk dukker en tofarvet kat frem og løber også mod matriklen. Kattene må kunne genkende lyden af hoveddøren på lang afstand?!
Jeg lukker Sofus ind af lågen og så går jeg den modsatte vej. Mod indkøbet af sukkerfixet.
Det er en lun aften. Og egentlig også lys, selvom skybræmmer er på vej. Turen til min optankning går af villaveje. Det bliver en sanseoplevelse med buske, der dufter, store biller der gemmer sig under blade, mågerne ude over Damhussøen, der skriger og oplevelsen af at det er lunt - ikke koldt - at være ude om aftenen. Sådan er det jo på denne årstid, men jeg har ikke været ude om aftenen længe.
Jeg får købt mit sukkershot og går af "de store veje" hjem. De få folk i busserne. Sikkert på vej hjem. Forbi den tomme hærgede ejendom, der har stået sådan siden en privatskole flyttede fra den. Der ligger dog ikke et lokum ud af det ene vindue mere, men hoveddøren er væk og der grafitti rundt omkring. Gad vide om det nogensinde bliver solgt?
Da jeg kommer hjem ned ad den mørke side af vejen, hvor gade belysningen ikke helt kan trænge igennem de store bornholmske rønnetræer, så kan jeg ane siluetterne. Af to katte. De sidder sørme og venter på mig. Det er rart at nogen bliver glad, når man komme hjem. Og lige frem venter på en og danser op ad havegangen.
De er skøre de katte.
Og mens de tog sig en kåd slåskamp, buldrende jagtede hinanden rundt i stuen og til sidst ud af kattelemmen, så satte jeg mig til rette ved tasteturet igen. Der skal skrives noget mere om exspirationen i taleåndedrættet.
- o 0 o -
... og hende blogskribenten ... hun er også skør ... se bare her:
Kl. 03:29 Kælderkontorvindet står åbent. Jeg kan høre at vinden tager til. Det blæser op og pludselig kan jeg høre det ikke kun er vind, men også at regnen er begyndt at falde. Det bliver hurtigt en heftig byge. Knap er bygen begyndt før der er en anden lyd i den anden ende af kælderen; kattelemmen, der klapre voldsomt, da en af kattene stryger hastigt ind i tørvejr.
Kl. 03:36 På oversigten over lyn hos DMI kan jeg se at der har været en del lynnedslag i Øresund den seneste time. Nedbørsradaren viser hvordan det er på vej ind over land og gennem vinduet kan jeg høre at DMIs registreringer nok er rigtige for det buldre i det fjerne. Så er det bare at vente og se hvor meget det bliver til her ved os. Regnen er holdt op igen.
Kl. 03:42 De første lynglimt. Men det er stadig langt væk.
Kl. 03:52 Den sagte buldren bliver langsomt kraftigere og de virker længere, men glimt bliver der ikke så meget af. I den sagte buldren blander sig en solsort, der optimistisk vil fløjte solen op.
Kl. 03:55 Nu begynder tordenen at lyde af noget mere.
Kl. 04:00 Buster har lagt sig i det åbne vindue. Nok udendørs til at lytte og holde øje, men tilpas tæt på, så han kan smutte ind hvis det bliver for meget. Det regner stadig ikke. Men nu kom der et lyn og noget buldren. Buster rejser sig lidt nervøst op.
Kl. 04:10 Så kom der nogle rigtige skrald. Fru Green valgte at gå oven på, da der er knap 3 timer til pigerne skal have hjælp til at komme op og ud af døren. Det blev nogle timer hvor søvnen hyppigt blev afbrudt af et skrald.
Politiken skriver også om det - altså ikke Fru Greens sene opgaveskrivning - men om tordenvejret.
Imellem den intense opgavelæsning og skrivning bliver der knipset løs med kameraet. Og der bliver "knipset" meget af kattene.
Buster virkede helt dreven ud i modeljobbet og tog den ene gode positur efter den anden. God kat.
Det lykkedes også at fange begge katte sammen. På et af billederne gabte Sofus. Det efterfølgende "nærstudie" af hans gab viser den sorte plet i den hårdegane (gade egentlig vide om katte har en hård og en blød gane ligesom mennesker?). Pletten har han altid haft og jeg synes det er lidt sjovt.
Og så lige billedet af Sofus, der støvbader i et af vores blomsterbede. Kigger du efter kan du se at vi har placeret små pinde ved blomsterne af samme grund. Så han ikke lægger sig på blomsterne.
Ved 21-tiden faldt jeg næsten bevidstløs om på sengen. Med tøj på og det hele.
Det havde været en lang dag, der var sluttet med at aflevere yngste datter, der skulle på spejderlejr og så se ældste datters fodboldkamp. Derefter tog vi hjem og lavede aftensmad.
Vi kunne ellers være glade. Knap var vi kommet hjem før det begyndte at høvle ned. Og det havde ikke været sjovt at stå 60 minutter og se fodbold i det vejr. Ældste datter var ikke glad. Det var anden kamp i træk hendes hold tabte og modstanderne fik rigtig mange mål ind. Så hun var noget skuffet. Men ikke mere end en hyggelig aften sammen med far og en gyser film hjalp på humøret.
Da vi havde spist og set et afsnit af The Simpsons, så var jeg godt træt og væltede som sagt i seng. Alle forkromede planer om at få læst noget mere i kontoret blev droppet.
Jeg vågenede igen ved midnatstid, hvor hr. Green var på vej i seng. Op og af med tøjet og vælte i seng igen. Men nu kunne jeg ikke sove. Jeg lå og hørte hvordan regnen trommede. Det gjorde den længe. Og imens lå jeg og bekymrede mig om min yngste datter, der ikke bare er på spejderlejr, men en lejr, hvor de kun skal være udendørs hele tiden og sove i telt. Min "lille" 8-årige datter. Selvom jeg selv er spejderleder, selvom udendørs liv er sundt osv., så gik der hønemor i mig ... og det fik jeg så noget tid til at gå med, mens jeg så hr. Greens "sovepille" i tv'et: Et afsnit af Star Trek serien Enterprise. (Som han selv siger: Jeg skal bare se T'Pol, der ser surt og Trip én gang og Kaptajn Archer, der ser bekymret ud - og så sover jeg) Jeg nåede at se halvandet afsnit før "sovepillen" virkede på mig. Imens sov hr. Green som en sten.
Så vågnede hr. Green og var utilpas. Så skulle fru Green prøve at sove igen. Så faldt fru Green endelig i søvn og sov godt. Langt om længe ... indtil ...
Sofus, den sorte satan (ja, det fristes jeg til at kalde ham lige nu) kl. 05 kommer rendende med sin fangst.
Uden for er fuglene begyndt at synge højt. Solsorte og andre fugle fløjter solen op bag de regngrå skyer. Men denne fangst skreg sine sidste skrig. Ikke mere solsortesang fra den. Og så løb det sorte kræ rundt i huset og underholdte sig med at se den lide og skrige for sit liv. Og jeg var for stort et skvat til at tage den og gøre det forbi og smide den ud. Jeg sad bare i sofaen og bandede for mig selv over den lorte kat. Altså efter at jeg havde beroliget ældste datter, som katten også havde fået vækket.
Hr. Green stod op og kiggede lidt. Naivt troede jeg at så kunne vi få gjort en ende på det. Men han kiggede bare på katten, sagde: "Dygtig kat" og gik i seng igen ...
Det gjorde jeg så også. Når han kan, så kan jeg også.
Og så skulle jeg igen kæmpe med at falde i søvn - for at vågne igen lidt i 7. Nu fortæller mit indre ur at det er stå op tid. Og jeg har opgivet. Nu er jeg stået op og sidder i kontoret og varmer op til opgavelæsningen med dette indlæg.
Så var jeg heldig - der kom nogle uventede penge fra sygeforsikringen og så kunne det ikke gå stærkt nok med at få købt et kompakt digitalkamera - jeg ender med kombinationsløsningen - et digitalt spejlrefleks bliver det dog først til senere.
Aften turen gik til El-giganten, som havde åben til kl. 20. Morfar og Fru Green fik testet morfarens nye GPS på vejen.
Og så faldt valget på en Olympus. Og jeg fik ikke lov at betale den selv. Morfaren (altså mine børns morfar) var hurtigere med sit - vi takker så mange gange.
Og nu er de her. Nogle af de første billeder fra Olympusen.
Solsorten sang højt fra træets top, så hele vejen havde glæde af dens sang, da jeg satte Morfar af.
Og i desperat jagt efter motiver i den alt for mørke aften. Det blev til et foto ret uinteressant foto af vasketøjet, som jeg senere har taget ned.
Og så fortsattte fotojagten indendørs.
Det nybagte brød - det er ikke lavet i dagens anledning!!!
Og datterens lektier, som det viser sig hun ikke fik lavet færdig og nu må lave i en alt for sen time for sådan en tøs.
Og så mangler der endda et af Buster, den sort/hvide kat. Den giver lidt bekymringer, da han humper en del og er påvirket af det. Vi håber det bliver bedre over natten.
Så nu er de har ... alle de digitale billeder af trivialiteterne i mit liv. Det er skønt.
Nå, man skal vel til at vænne sig til at skulle tidligt op igen nu hvor påskeferien er næsten slut.
Sofus og Buster synes de skulle vække mig på hver deres måde.
Sofus kaster sig rundt i køkkenet med en død mus som legetøj. Han er gået fuldstændig amok.
Buster må nøjes med at skramle med resten af en dåse makrel, som yngste datter har stillet ned i går og ikke husket at fjerne igen.
Jamen, så okay. Så står jeg op.
Opdatering kl. 07.00: Så skred kræet fra sin døde mus. Efterlod den bare, så jeg, udstyret med køkkerulle, måtte fjerne museliget fra mit køkkengulv. I samme ombæring blev makreldåsen også smidt ud.
Udtryk for dagen stemning: Bare lyst til at gøre som Buster gjorde i går - krølle sig sammen og sove.
Opdatering: Nej, jeg strækker mig og prøver at få lavet noget, så jeg kan føle mig selvfed (og ikke bare fed) i aften - fordi jeg har nået en hel masse.
Vores postbud får da noget at lave for tiden. Det er ofte i stimer at jeg bestiller bøger på nettet og jeg bestiller dem ofte hos antikvariater. Der er priserne ofte også i et leje, der gør det muligt at købe bøger man ikke ville købe hvis det var til nypris. Nysgerrigheden bliver stillet.
Dagens pakke kom fra Thurs Antikvariat og er alle bøger om kroppen. Tre af dem handler om kropssprog. De to af kropssprogbøgerne er typiske 80'er/tidlig 90'er layout og indholdet ... ja, bøgerne er købt for inspiration, men for at sætte retorikkens tilgang i relief.
Så det er altså ikke bøger jeg sidder og æder råt. Faktisk er der også meget morskab i at kigge bøgerne igennem.
Eftermiddagstheen er blevet nydt på den murede trappe op til huset. Der er dejlig lunt og læ.
Katte og børn har leget i haven allerede og barometeret siger "smukt".
Fra blomsterbilleder over dukkeferie til katteslagsmål.
I dag blev vores matrikel beriget med sol i flere timer.
Familien inkl. børn og katte rykkede udendørs for en stund.
Selv fru Green, der havde taget et velfortjent formiddagsslapper tog kameraet med på fotosafari i det første spæde forår.
Øjeblikket efter at jeg har taget dette billede kommer vores ene kat Sofus og kaster sig ned foran kameraet og mig. Lige ned i min fine lille krokus, der bliver lettere kvast.
Pigerne var rent faktisk til at hive væk fra "Sims" uden sure miner. Yngste datter ynder at hive sine Barbiedukker og actionman med ud i haven. I sneen for at kælke. "Nu har jeg endelig mulighed for at lege at de er på ferie i Sommerland Lalandia," sagde hun, da storesøster brokkede sig over at hun ikke ville spille fodbold.
Hvad Actionman siger til at være nøgen i sneen kun iført en lyserød ballon ved jeg ikke - men jeg tænker mit.
Min fotosafari fortsatte. Blomster og katte blev fotograferet.
Begge kattede virkede kåde i det spirende forår og Sofus gik amok på både blade og en tennisbold.
Og så var der ellers rige muligheder for at se specielt Buster snige sig ind på Sofus og de tog sig nogle kampe.
Det var godt med frisk luft og sol, men det var også rart at komme ind i den solopvarmede stue bagefter.
Der fandt Sofus en varm solstråle på vores slagbænk, hvor han lagde sig og fik en lur. Og der pynter han nu så fint på min mors fine patchworkbetræk, som hun var så flink at lave til os i sin tid.
Hippiekostume. Bestående af: - stoftryk på et par udtjente cowboybukser - en bluse, der virkelig er fra den gang ("made in Pakistan)* - en glasperlekæde fra 90'erne - et metalsmykke fra 70'erne, der har været min mors
Så blev det fastelavn og vi holdt vores eget lille tøndeslagningskalas. Desværre blev det arrangeret så sent, at vi selvfølgelig fik en par afbud. De fleste havde lavet planer for søndagen. Men det var hyggeligt med dem vi var.
Kostumeudgifter i nul = en særlig glæde Pigerne blev klædt ud og det blev ret vellykket. Af og til har vi købt os til kostumer (der så er blevet brugt i "klædudningskassen" i lang tid efter), men der er nu en særlig glæde i at lave kostumerne selv af det man har i gemmerne - og det har vi meget af. I år lykkedes det at lave kostumer uden at investere i noget. Det er en rigtig god fornemmelse.
* Og så kommer vi tilbage til stjernen fra billedteksten. Ældstes bluse så vi en hel identisk udgave af i den amerikanske tv-serie "Alf" i et afsnit, hvor de drømte sig tilbage til 60'erne-70'erne. Det var faktisk det afsnit, der mindede mig om blusen, som jeg så fandt frem fra sin faste plads i min lejrbålsunderholdningssæk. Datteren ville gerne have haft et par runde solbriller på, men dem jeg har haft med spejlglas i var desværre blevet smidt ud (det er trods alt ikke det hele, der bliver gemt).
Malkepigekostume. Lavet af: Et underskørt fra en tidligere prinsessekjole, en almindelig langærmet hvid bluse, et forklæde (der vist har været min farmors), en malkespand (som har været sangskjuler ved min farmors fødselsdag en gang i 80'erne), fletninger i eget hår med røde kantebånd som sløjfer, blåternet tørklæde, en velourko (vist "præmie" for at have samlet et bestemt antal stregkoder fra blepakker i sin tid) og en plysko (den er nede i spanden).
Kattene Vi nøjedes med at putte printede katte uden på tønden, så kattene kom levende gennem postyret og tog sig en velfortjent eftermiddagsskraber om eftermiddagen.
Iøvrigt fik Sofus en ordentlig røvfuld af Buster til formiddag og nu er det pludselig Buster, der ligger øverst i katteklatretræet. Det plejer at være Sofus, der troner der.
Ynk mere ynk Og til sidst en beretning fra Fru Greens sygdomsfront: Den gode doktors anbefaling hjalp og lindrede lidt et døgns tid, men nu hostes der igen så meget at det er til gene for omgivelserne, rygmusklerne værker og hovedet dunker. Til den kan tilføjes at selvmedlidenheden er ved at have et godt tag i Fru Green. Doktordamen slipper ikke for et opkald i morgen og et besøg. Fru Green vil være helt sikker på at der ikke kan gøres noget.
- o 0 o -
Og så en form for servicemeddelse: Hurra - jeg kom igennem til Smartlog. Træls at have et blogindlæg på hjertet og så ikke kunne komme af med det.
Desværre er der ikke overskud til at finde en anden løsning i øjeblikket. Men det er nu meget hyppigt at der er problemer med adgangen til Smartlog. Trist.
Jeg ser frem til sådan nogle, der forhåbentlig er lige så lækre på søndag.
I øvrigt svigter vores sædvanlige fastelavnsfejrings sted søndag formiddag. Så vi vælger også at svigte "dem" - og vi har improviseret vores eget arrangement - tønde, kroner og lidt guf er indkøbt. Fru Green er et legebarn - den årlige tæsken af en tønde kan ikke undværes.
Nu skal vi bare vælge hvad for en af kattene der skal i tønden?!
De andre år har de måske stoppet og lyttet når der var brag fra fyrværkeri udendørs og så var det dét. Men i år ... jamen, stakkels små kræ ... det bliver vist en hård aften.
Både Sofus og Buster sprøjter af sted gennem stuen, når der lyder et brag. Sofus får næsten gulvbrædderne til at stå i kø modsat hans løberetning.
Buster er mere kry og står i soveværelsesdøren med øjne som thekopper, men Sofus skal ind under de store menneskers seng og gemme sig.
Han vender hurtigt tilbage fra gemmestedet for igen at søge tilflugt, når der påny lyder et brag.
Det bliver vist et hårdt døgn for de to misser.
Sofus i et mere afslappet øjeblik, da det var varmt og trygt på terrassen.
Mens husets to katte fornøjede sig med resterne af de kogte ben fra flæskestegen på terrassen, så kunne jeg ud af vinduet på den anden side af huset se en af naboernes kat bevæge sig ind i haven. Kræet forsøger at komme gennem hækken til en anden nabogrund, men der er så vidt jeg husker hønsenet sat op i hækken for at holde deres dobberman ude af vores have.
Den fremmede kats indtrængen blev dog opdaget. Og da jeg kigger ud af vinduet næste gang ser jeg den fremmed kat trykke sig i hækken, mens Buster farlig som en tiger nedstirrer kræet og ind imellem bevæger sig nærmere i slowmotion. I første omgang holder Sofus sig på afstand, men efter nogle minutters venten begynder han også slowmotion gang hen over græsset til den del af haven hvor dramaet udspiller sig.
Familien underholder sig ved at stå og kigge ud af vinduet sammen, men efter 10 minutters tid opgiver vi. Det var dagslys og klokken var lidt over tre.
Nu er klokken 5. De sidder alle tre stadig ude i hvad der virker som en låst situation. "Gæsten" kan ingen vegne kommer og de to herrer i haven vil ikke give sig.
Gad vide om det faktum at vi snart nærmer os fodringstidspunktet kan få de to vogtere til at give op?
Så er der en solsort mindre til at berige os med sin sang.
Onsdag aften kastede Sofus rundt med en firbenet fangst i køkkenet. Her til formiddag var det så en solsort der blev splittet ad ude i kældergangen.
Fra kælderkontoret kunne vi høre lyden - man kender den jo efterhånden - af fangsten, der leges med. Den døde pipfugl blev smidt ud i haven igen og fjerene støvsuget.
Da Sofus smuttede ud af kattelemmen efter sin fangst, så blev kattelemmen låst - ikke flere fuglelig i denne omgang.
Det er meget nuttet (brugte jeg virkelig det ord?) - når sorte Sofus hopper op på mit gamle solide skrivebord, kaster sig ned og med blottet mave og bedende øjne prøver at overtale mig til at blive nusset med.
Men når kræet er pladder våd efter en tur i den regnvåde aften ... suk ... så forsvinder det nuttede li'som.
Det sorte handyr Sofus er endnu en gang kommet til skade. Hvorfor er det altid ham? Hvad der helt præcist er sket er uvist, men imorges klagede han sig når han blev aet på brystet og han haltede voldsomt.
Selv om Fru Green straks var klar til at drøne ned til dyrlægen, så tøjlede hun sig. Her til eftermiddag går han lidt bedre, så der er da håb for at han kommer igennem det uden en dyrlægeregning. Meeen, vi må se hvordan de kommende dage går ... det skal jo ikke være pengene det kommer an på.
-o0o-
Opdatering, Onsdag d. 20. september:
Nå, dyret er kommet sig og han halter ikke mere. Det var da altid noget at der ikke skulle gribes til lommerne denne gang.
Så fik vi kattene hentet hjem igen. Det er nu rart af have de firbenede kræ i huset.
De ser ud til at have haft det godt.
Dog er jeg lidt i tvivl om hvorvidt Sofus har blevet medicineret rigtigt. Den søde lille bestyrerinde kunne glad fortælle at det passede lige med pillerne. "Han fik den sidste i dag". Hmmm ... tænkte jeg i mit stille sind ... han skulle have været færdig med penicillinen i lørdags. Nå, hun er ellers en sød dame ... jeg har det næsten skidt med at jeg sidder og udleverer hende her på bloggen.
Begge katte var ude af deres bur og gik rundt mellem de andre katte. Buster var faktisk hoppet op til en kat i et andet bur. De så ud til at hygge sig fint. Sofus var meget kælen. Han søgte straks hen til os og hen til transportkassen. Da en af de andre katte gik tæt på fik den lige et hvæs og en markering af at det var altså hans. Han smøg sig velvilligt ind i kassen og kastede sig ned for at blive nusset på maven.
Anderledes genstridig var Buster. Han ville f.... ikke ind den kasse. Men ind kom han. Kattene tog det pænt mens jeg betalte, men så skulle vi ud gennem haven - og dermed forbi den rare schæfer hund ... både Buster og Sofus hoppede inde i kasserne og hvæsede. I bilen sang Sofus den sædvanlige sirenesang.
Hjemme blev kattene lukket ud af kasserne. Sofus søgte straks mod kattelemmen, men vi valgte at holde dem indendøre i en times tid. Så fik de lov at komme uden for.
Sofus er mægtig kælen mens Buster tager noget afstand. Til aften rørte Sofus ikke ved sin dåsemad ... dumme kat ... hvorfor nu ikke det. Men måske skal kattemoren bare straffes lidt ...
I hvert fald er kræene hjemme ... familien er samlet.
Efter flere uger med sol i hele landet, ja, så var det selvfølgelig da viskulle holde rigtig ferie at regnen kom. Men vi fik da nogle stunder med sol i løbet af ugen. Og regnen hjalp med at få temperaturen lidt ned ... og så fik vi oplevet tordenvejr ... Så helt skidt har det ikke været.
- o 0 o -
Lidt skriblerier fra ferien følger senere - og indsættes på de ugedage de blev skrevet i løbet af ferien.
Da katten Sofus har blærergrus og vi skal på ferie i morgen, så er det blevet nødvendigt akut at finde en kattepension, så Sofus kan få den rette mad og medicin, mens vi er væk. Man får sin sag for, når man skal finde en kattepension med få dages varsel i sommerferien. Efter flere opkald med besked om at alt var booket faldt vi over et kattepensionat hvor der var plads, da ejeren lige havde fået et par afbud.
Det var noget af en oplevelse at aflevere kattene - og havde vi ikke været sådan i bekneb, så var det nok ikke der de skulle have været ... lad os sige: Det er vist ikke et sted vi vil benytte igen.
Kattene blev sat i hver sin transportkasse og sat i bilen, hvor resten af familien også indfandt sig. Sofus har jo efterhånden været en del gange i transportkassen, når vi har haft ham til dyrlæge. Så snart man stiller kassen i bilen, så begynder han at jamremjave. Det lyder hjerteskærende for familien - og udefra lyder det vel næsten som om at der er sirene i bilen.
I haven var en sød og rar langhåret schæfer. Det var bare ikke et hit, når man er kat og i forvejen er godt oppe at køre over at være i transportkasse. Ydermere skulle vi vente noget tid ude i haven, da en anden kunde var ved at hente sine katte. Så hvis ikke kattene havde været nervøse, så blev de det. Buster stod op og rystede. Sofus lå og trykkede sig.
Så blev vi lukket ind. Pensionen lå i en kælder under en ganske almindelig bungalow. Og straks man entrerede gennem kælderdøren så ramte lugten af kat og kattebakke os. Det var til at holde ud og i betragtning af antallet af katte, så var det rimeligt, men lugtede det gjorde det altså.
Bestyreinden af pensionatet var en lille ældre dame der havde taget sin streg på med en pæl og læbestiften 4 mm uden for læben. Hun proklamerede at hun brugte spåner til kattebakkerne, fordi det var miljøvenligt og - ikke mindst - fordi det hindrede lugten. "Her lugter jo slet ikke af kat", sagde hun og vi kiggede på hinanden og tænkte vores.
Og således havde vi en del spøjse oplevleser i løbet af afleveringen af kattene.
Hvis vi ikke havde været sådan i bekneb, så var det ikke blevet der kattene skulle tilbringe deres næste uge. Pladsen var trang, ingen uddørsmuligheder, men kattene der var der i forvejen virkede tilpasse og rolige og hun virkede som om hun interesserede sig positivt for kattene. Det er jo trodsalt det vigtigste.
Meeen ... vi havde foretrukket at de kunne være hjemme som de plejer og så bare blive fodret dagligt. Men sådan blev det ikke.
Det var nu trodsalt rart at se dem sidde sammen ... de har i det mindste hinanden, når vi nu er så stride at ændre deres omgivelser på den måde i en uge.
Vi skal først rejse i morgen, så det tomt at komme hjem til huset igen. Den ældste borer i den dårlige samvittighed ved at gentagne gange at sige: "Hvordan mon kattene har det nu?"
Vi håber de har det godt - også når vi henter dem på næste mandag.
Der er ingen billeder fra kattepensionen, så det bliver endnu et billede af vores urtepotte, som begge katte nyder at sove i. Denne gang var det Buster, der blev foreviget, mens han fik en lur.
De katte, de katte ... eller rettere den kat - for det er Sofus igen.
Det lille sorte møgdyr har været en tur til dyrlægen igen - mon vi kan få klippekort eller månedskort? - og denne gang blev der ordineret specialkost og penicilin.
Denne gang er det desværre ejernes fejl, da vi på det sidste har købt billig tørfodder - som viser sig at have haft et for højt indhold af mineraler - det giver ofte hankatte grus i blæren.
Så dyret skal have særkost og vi har været en tur på apoteket og hente piller.
Jeg ved ikke lige hvad det skøre kræ havde gang i ... men da kattedrengene skulle have mad i dag, så synes Sofus at han skulle parkere bagdelen i vandskålen. Nærkigger du billedet kan du se at vand er løbet ud, men der er faktisk stadig vand i skålen.
Og det var ikke kortvarigt. Han parkedrede i lang tid - lang nok tid til at jeg kunne fortælle familien om det på terrassen; derefter se at han stadig gjorde det; dernæst gå i kælderen og hente digitalkameraet og op i køkkenet for at tage billedet.
Ja, så er det tid til at skyde et par indlæg af i træk (undskyld), men der skal også tages forskud på en uge uden blogging.
I en kommentar hos Cyclone Bill har jeg truet selvsamme herre med at jeg ville lave flere katteindlæg i den kommende tid ... her er et af dem.
Efter at have gjort utallige forgæves forsøg på at få min gamle Canon LBP-460 til at køre under XP. Og i frustration over at den anden printer HP LaserJet 1200 som heller ikke kan køreheller ikke kan kører under XP og kun fungere herhjemme fordi vi har en gammel maskine til at være printserver ... ja, så gav jeg op og købte en ny lille kompakt sag. Det er jo nok ikke sidste gang jeg skal have en printer med på spejderweekend eller lejr.
Med denne indledning ville jeg blot fortælle at jeg ikke var tilstede, da følgende blev oplevet og dokumenteret.
Denne gang var det dog Buster der kom med en lille fugl. Mens den ældste Italiensfan (og datter) og hendes far sad og så kampen mellem Tyskland og Argentina, så kom han gentagne gange ind viste byttet frem. Og gentagne gange smed Hr. Green byttet ud.
Til sidst blev det smidt på terrassen og havedøren lukket.
Og nu udspillede der sig et sandt drama ... for glad var Buster ... lige indtil Sofus snuppede pipfulgen og legede med den.
Buster er lidt af en kryster, så han tog den ikke tilbage, men kunne bare se på at Sofus til sidst tog flugten over terrassehegnet og ned i et bed, hvor fuglen blev fortæret. Imens lå Buster på hegnet og så skuffet efter sit mistede jagtbytte.
Det var en meget forarget ældste datter, der mødte mig og den yngste, da vi kom hjem efter printerkøb. Og Sofus har ikke været populær hos damen siden. Slemme Sofus.
Det er ren luksus at sidde under pavillionen med et glas Raspeberry Sparkeltini by Verdi, stearinlys og olielamper og den bærbare.
Pavillionen giver mulighed for at nyde sommeraftenen lidt længere end ellers.
Det giver tid til at samle lidt op på en meget hektisk weekend med syg kat, arbejde lørdag, indkøb med morfaor, voldsom spændingshovedpine, tøjvaskning og turen til Andelslandsbyen Nyvang i dag.
Nu skal der lidt ro på for en stund, hvis der skal være energi og humør til i morgen.
- o 0 o -
Sofus er lukket ud af sit "fangenskab" i vaskekælderen. Han har det fint. Er noget snottet og holder sig hjemme - han skal ikke ud at rende som han plejer. Det eneste han har været ude i dag var en eftermiddagstime og aftenstund på terrassen sammen med os andre.
Stolehynderne er gode til en lur i skyggen, så man skal ikke forvente at ens stol er ledig, hvis man rejser sig og vender tilbage kort efter.
Nu er Sofus blevet lukket ud i friheden. Han ser rimelig frisk ud - bortset fra en snottet næse - ind imellem prøver han at trække vejret gennem næsen eller fnyse og så lyder det som når man trykker på et pivedyr uden piverten i. Pfffffit, pfffffit.
Det er nu rart at han er blevet mere frisk. Man holder jo af de små kræ.
Det siges at hvis man ser en sort kat krydse vejen, så betyder det ulykke. Jeg tror nu nærmere at en sort kat har større tendens til at komme galt afsted.
Vores sorte kat Sofus har det rigtig rigtig skidt. Det er kommet lige pludselig. I går virkede han frisk nok. Her til formiddag virkede han lidt skidt og nu ligger han og trækker vejret gennem munden. Øjnene løber i vand, savlet hænger fra munden, snot ud af næsen og blod i urinen.
Jeg har været en tur til dyrlægen med kræet og han er meget syg, men hvad der er galt er endnu uklart.
Kræet har fået noget vædske, to slags antibiotika og så er der ikke andet at gøre end at håbe på han får det bedre. Men han har det så skidt at der er risiko for at han dør. Han skal helst have fået det bedre i morgen ...
Så det er en rødøjet ældste datter der går rundt i huset. Den yngste tager det lidt pænere.
- o 0 o -
Kl. 16:55 Nu er han kvikket en anelse op og ser en lille smule bedre ud. Men han er bestemt ikke på toppen og han vil hverken spise eller drikke.
Efter en løbetur rundt om søen, pigerne der er sendt i skole og morgen indkøb i Netto på Jernbane Allé som åbner kl. 8 (hvilken god ting for de morgenduelige handlende), så blev det en dejlig solskinsstund på terrassen med Buster som underholdning.
Sofus' kasse på mit skrivebord er blevet skiftet ud med en kasse til konvolutter C5-permafix fra Danmark. Kanterne er noget højere og der er låg på kassen, så den kan blive lidt huleagtig. Når han er i legehumør bliver der sparket og dasket til låget.
Efter en kortere pause i katte-gorien, så er der nogle aktuelle billeder at vise. Jeg ved at visse af mine venner synes det er lidt for meget med mine katte her på bloggen - så til ære for jer ... endnu et indlæg. ;-)
Man kommer jo til at holde af de små pelsede firbenede kræ ... så når den haleløse helt uvant ikke har vist sig i dag - hverken til morgen, hvor han prøver at jamre sig til noget morgenmad eller om formiddagen hvor han plejer at nyde roen, mens pigerne er i skole til at sove på sofaen, så bliver man altså lidt nervøs.
Og han kommer heller ikke selvom jeg går ud i haven og kalder og prøver at sige som en af de rejer jeg har i hånden.
Jeg håber dælme at han kommer helt og sikkert hjem snart.
Og så er det nu det nager at vi ikke har fået betalt og dermed indberettet kattenes øremærker til Kattens Værn. Hmm ... det må jeg vist lige få gjort.
- o O o -
Kl. 13:24: Man skal bare skrive at den savnes på bloggen, så kommer han rendene, så man kan fremstå fuldstændig dum. Har Fru Green virkelig ikke andet at gå op i? Måske kom han hjem fordi den yngste datter og hendes far gik en tur, mens de sagde klik-lyde og kaldte ... og så forbarmede kræet sig og tænkte: "Nej, nu er ydmygelsen stor nok. Nu lister jeg hjem igen."
"Ska' det ikke også med på din blog?" spørger husbonden og viser mig billederne nedenfor i displayet på vores digitale kamera.
Og jo, jeg har før stolt vist kattenes fangster frem på denne blog - så hvorfor ikke blive ved. Familien her har jo en eller anden sygelig trang til at fotografere det hver gang.
Forleden opdagede tøserne at der lå en død fugl i det der gerne skal blive vores lille havedam.
Det døde kræ blev fisket op og Buster fik brugt noget tid på at lege med fangsten. Den blev ikke spist og lå det næste døgns tid forskellige steder i haven indtil vi fik skaffet os af med liget.
... og det er kun min kat jeg taler om. Sorry - hvis du troede noget andet.
Og så vil jeg tage ord i min mund jeg ikke bruger så ofte: Han er så tuttenuttet, nuser dejlig - når han ligger der.
Men ... Fru Green ... nu lukker du for internettet og koncentrerer dig om tingene på skrivebordet og vasketøjet. Overspringshandlinger - det er hvad det er.
Nu er jeg selv enebarn, men jeg ved fra andre der har søskende at det ofte sker at det første barn er der rigtig mange fotos af. De næste bliver der færre og færre fotos af.
Når jeg kigger ned over min blogindlæg med katte, så er det samme næsten gældende for mine fotos af missedrengene. Og dem har vi endda fået samtidig.
Men Sofus er lidt storebroren, som vi har flest fotos af. Han er også mest unormal.
Så nu må jeg hellere gøre Buster den glæde (han er iøvrigt sikkert fuldstændig lige glad - han er jo en kat) og bringe et billede der viser at han også kan være kontorkat af og til. Og han er da også meget flot.
Lykken er ... påskefred ... når resten af familien sover længe og det sorte kræ har lagt sig til rette i sin kasse*, krøllet sig sammen og sover med poten over øjnene. Så føles alt trygt og godt.
* Jeg har overgivet mig og lavet låget fra en kasse kopipapir om til en kattekurv ved at fore den med et gammelt lille håndklæde. Kassen er faktisk for lille til katten, men kræet elsker den og opsøger ofte denne plads ved min side på skrivebordet.
Hvad man ikke foreviger med med sit stakkels digitalkamera ...
Den sorte haleløsepolydactyle kat Sofus var i det gavmilde hjørne til aften. Mens manden og tøserne sad i stuen kom katten ind og lagde denne lille påskegave foran familien.
"Gaven" blev fotograferet, katten behørigt rost og så blev fangsten først båret i kontoret for at vise til Fru Green og dernæst lagt på terrassen, så kræet kunne have glæde af fangsten.
Fru Greens første kommentar var ... "Har I taget et billede af den?"
Der gik ikke lang tid - fra de nye halsbånd var købt til at Sofus kom hjem uden. Lige præcis 23 dage.
Og kan kræet finde ud af at smide det inden for matriklen? Næææ, det skal være umuligt at finde igen.
Han vil åbenbart have minimum af frihed. Måske er det den røde farve han ikke kan li'?
På den anden side, så viser det jo at halsbåndet virker - hellere at det forsvinder end at jeg finder katten hængt i et træ eller på anden mådet fanget grundet halsbåndet.
Trods kulde og det savnede forår, så er det jo kæmpe flot vejr. Bare koldt - og det er der jo råd for - nemlig varmt tøj.
Denne gang lykkedes det mig at have kameraet fremme, da den lille smule bynatur vi har i haven bød på en særlig oplevelse.
Kameraet var klar denne gang I dag var scenariet at Sofus (vores ene af to katte - den haleløse med tommeltotter) sad på hegnet i hjørnet af vores have og tronede. Han sidder der gerne om formiddagen og nyder solen og overblikket over sin jagtmark.
Mikkel ræv som gæst I dag fik han så en gæst i form af en ræv, der også hoppede op på hegnet. Der stod de så og gloede på hinanden uden at de virkede særlig berørte. Sofus virkede mere nysgerrige og gik også tættere på.
Så ødelagde jeg desværre scenariet, for vindueshaspen sagde et lidt højt klik, da jeg prøvede at åbne vinduet for at få et skarpere billed.
Det kan selvfølgelig diskuteres hvorfor katte skal have halsbånd på - i særdeleshed hvis de er øremærket. Men ... ser du bort fra den diskussion, så kunne jeg godt tænke mig at spørge: Hvorfor insistere producenterne af kattehalsbånd at sætte en bjælde på?
Hver gang vi har købt et bliver der fundet en tang - og bjælden bliver nevet af.
En ting er at man - hvis det er hankat - evt. fjerner dens manddom ved at få den neutraliseret (kort sagt fjernet kuglerne). En anden hvis man giver den halsbånd på. Men det er da at fuldende ydmygelsen at der skal være bjælde på halsbåndet.
I dag kunne jeg observere fra vinduet i hoveddøren hvordan Sofus havde fanget en mus - og legede med "maden".
Det var på en gang facinerende og alligevel makabert. Musen fik et dask. Den gik lidt væk og sad helt stille. Han daskede til den igen. Og det lille musekræ løb ikke langt.
Og prøve at forestille dig dette billede (som jeg desværre ikke fik fanget med kameraet). På et tidspunkt rejste musen sig op på bagbenene, med let bøjede forben og stod, som en anden Stuart Little og kiggede op i kattens ansigt. Katten stod ret overfor musen og kiggede ned på den. Og sådan stod de i mange sekunder inden musen fik endnu et dask.
Og sådan fortsatte legen med maden - dask og bid - og det stakkels lille musekræ, som dog er et skadedyr, havde det bestemt ikke godt. Bl.a. virkede den ene forpote skadet.
Men ... Sofus har enten været for mæt eller for uopmærksom for pludselig lykkedes det musen at stikke af og ind mellem brædderne til vores højbed til majsplanter. Og så kunne han stå længe der og kigge dumt - efter det mistede bytte.
Og således kan man miste et kvarter af sin formiddag på at se sin haves egen udgave af Animal Planet eller National Geografic eller hvad den slags naturudsendelser nu hedder.
Vores ene kat - Sofus den haleløse - er en hyppig gæst ved pc'en. Desværre har han en vane med at få poterne over på tasteturet - så skal man passe på hvad han får trykket på.
På vej i byen så jeg opslag om vores kattegæst og ringede straks til familiens far og fortalte at den savnede kat havde slået sig ned hos os.
Katten hedder Vincent og er som navnet antyder en hankat - ligesom vores - men også "nuked". Så der er ikke meget aggresivitet hos nogen af "drengene".
Sjovt nok er det samme familie som havde en lign. kat, Zeus, der besøgte os jævnligt, da vi flyttede ind for ca. 8 år siden. Så deres katte må have en forkærlighed for vores hjem.
Så nu ved vi hvor Vincent bor og kan med sindsro sende ham ud i vinteren eller følge ham hjem - hvis han skulle dukke op igen.
Vi har et dilemma. Vi har fået en gæst - en firbenet langåret kat - vist nok af hunkøn. Velplejet med halsbånd, men uden øremærke - og ej heller adresse i halsbåndet.
Katten er fra nabolaget. Vi har set den jævnlig og den har fået lov at passere gennem haven uden at få bank af vores to "nuked" hankatte. De sidste tre dage så har den fundet ind gennem kattelemmen. Det første døgn jagede jeg kræet ud igen. Men hjertet fryser jo ikke til is bare fordi det er kold vinter - tværtimod. Havde det bare været forår eller sommer, så havde kræet fået den kolde skulder. Men nu har vi opgivet. Min mand der har kontor i kælderen var ved at blive vanvittig over lyden af katte der forgæves forsøgte at komme igennem den låste kattelem. Det andet døgn lå den mest i gæsteværelset i kælderen, men nu har vi inviteret den op ... så kan vi da se hvad den laver. Vores "drenge" lader den i fred og finder sig i at den indtager deres gode liggepladser. En gang i mellem forsøger jeg at hælde dyret ud og lukke kattelemmen ... men nej, den vender tilbage igen efter maks. en time.
Så i morgen må jeg hellere lave nogle opslag - og håbe på jeg kan finde den nabo, som ejer og forhåbentlig savner den meget søde og kælne mis, der opholder sig dag og nat i vores hjem.
Klokken er 6 - det er morgen. (Havde det bare været sommer så var det blevet lyst nu ... )
Kattene har vadet lidt forvirrede rundt de seneste 20 min. "Hvorfor er hun oppe nu?" Det forstyrre åbenbart deres vaner at jeg har siddet oppe hele natten og arbejdet på min opgave. For anden nat i træk.
Nu er der dog faldet ro på dyrerne igen. Sofus har indtaget sin sædvanlige plads ved musemåtten.
Bare jeg kunne ligge og slappe af ligesom ham. Men ak nej, jeg er nød til at indhente alt det forsømte.
Uroen i kroppen fortæller mig at jeg er presset og stresset. Selvom min fingre har tampet i tasterne det meste af natten, så er jeg ikke nået så langt som jeg havde håbet ... jeg tror jeg er lidt for optimistisk og naiv, når jeg planlægger. Og den sidste time har jeg siddet og læst ... så bliver jeg stresset over ikke at kunne se hvordan antallet af anslag stiger.
Jeg har været nogenlunde flink til at holde mig fra weblogs, mails og andet unødigt, som jeg skrev i går. Denne indtastning er blot en kort pause. Jeg vil straks vende tilbage til og fortsætte arbejdet.
Jeg er stædig og vil ikke stoppe før jeg har nået over 30.000 anslag ... belønningen for at nå de 30.000 bliver et par timers søvn, for så at stå op igen og fortsætte - med yderligere knap 21.000 af slagsen - før er jeg ikke færdig ... og så kommer al redigeringen og korrekturlæsningen.
Jeg må desværre svigte en aftale her søndag formiddag af samme grund. Sikke noget hø.
Men nu vil jeg sukke dybt ... tænke på hvor skønt det bliver om 1½ års tid, når jeg er færdig med studiet ... og så banke videre i tasterne.
5 minutters klynkestund er slut. Jeg må i opgaven have fut. (Udslag af overtræthed ... jeg undskylder)
Lige så skønt det er at have katte, der kan ligge og spinde, gøre en selskab i sofaen, løbe en i møde når man kommer hjem osv.
Lige så irriterende er det når kræet slæber sin døde mad med ind for anden gang (nu i flere dele) i en al for tidlig morgentime ... og tilmed foræder sig, så den med høje lyde skal kaste op i køkkenet og stuen ... for ikke at tale om når den så stikker af fra en og ned i kælderen for at fortsætte der ...
OBS - dette indlæg blev oprindelig skrevet på min gamle weblog og så en anelse anderledes ud og blev kommenteret. Du kan læse det oprindelig blogindlæg her.
Inspireret af en blogindtasning på "Dortes Smadderkasse", så vil jeg fortsætte med at dyrke katter'iet lidt.
Jeg fandt nemlig fotos, der mindede meget om nogen jeg har af mine egne katte. Gad vide hvor mange der egentlig har sådanne fotos af deres katte ... sikkert en del.
Vores kat Sofus, som vi synes er noget så ualmindelig pga. af sin "tommeltot" er faktisk det man kalder en polydactyl kat. Det har jeg lært i dag ved at surfe lidt på nettet. (Hvad man ikke gør af overspringshandlinger, når man egentlig burde læse?!)
Det viser sig at der er en bestemt katterace, hvor dette træk er udbredt, men at også andre katte kan være polydactyle.
Det er rart at læse andre katteejeres beretninger om hvad deres polydactyle katte kan med deres specielle forpoter. Så det ikke kun os der kommer med vanvittige påstande.
Blandt de ting jeg har læst at visse polydactyle katte kan er:
tage telefonen
løfte killing med forpoten
tage mad i skålen med forpoten, som vi mennesker tager et æble i en frugtskål
Også på udenlandske sider har jeg kunne læse om polydactyle katte. Endda en side der er meget modstander er at der avles katte med sådanne "skavanker", da poterne betragtes som skadelige og hæmmende for katte.
Det virker efter vores erfaring ikke hæmmende - tværtimod. Men jeg har læst at hvis man parrer to polydaktyle katte kan det give deformitet på forbenene - og det er jo ikke smart.
Med dagens blog er jeg vist ved at udvikle dette til en sand katte-elsker-hjemmeside. (Uhhhhh ... Mufasa)
Gad vide hvor mange der har en polydactyl kat - uden hale? Sofus er nu ekstra særlig.
Sofus eller Stumpen som vi også kalder ham af og til har det godt.
Han kom hjem i går aftes - meget groggy og sløv.
Da jeg kom sent hjem fra rådsmøde (efter midnat) var han kvikket en anelse op og vi fodrede ham.
I nattens løb blev han mere kvik ... så kvik at min korte nattesøvn blev afbrudt af insektjagt i vindueskarmen og køkkenet.
Det ser højest besynderligt ud med en kat uden hale. Det skal vi vænne os til. Men alt er vel og det er det vigtigste.
Så nu kan ugens planer genoptages. I går fik jeg overhovedet ikke arbejdet på den prædiken jeg skal holde på søndag, så jeg har noget at indhente ... for i morgen begynder det første af mine tre fag i dette semester.
Dagen i dag har ind til nu været ret begivenhedsrig.
Ved 10.30-tiden kommer min yngste datter, der er hjemme fra skole med slem hoste, og fortæller at vores mutant kat Sofus har noget rødt stikkende ud fra numsen.
(Vores ene kat, Sofus,har en ekstra trædepude og klo ved "tommeltotten" på forpoterne, så det vitterligt ser ud som om shan har tommeltotter. Det er ham, der der afbilledet, når han har fanget fugle).
Tilbage til dagens historie: Jeg synes, at det lyder underligt og begynder straks at spørge om hun har gjort noget ved dyret osv. Men jeg kan se på min datter, at det vist er helt rigtigt, og jeg følger med hende. Ude under trappen fra kælderen op til stueplan sidder vores kat ganske rigtigt. Den kommer ikke når jeg kalder. Den plejer aldrig at sidde der. Jeg rækker hånden frem og den hvæser lidt ... ikke meget aggressivt, men alligvel et hvæs.
Jeg kan godt ane at der vist sidder en gren eller sådan noget ved bagkroppen.
Jeg fornemmer, at der vist er brug for to voksne til at indfange dyret, så jeg henter min mand, der er i haven for at holde en kort pause fra PC'en.
Da vi vender tilbage og skal til at gå ned i kælderen, så er katten på vej op og vender om ... og det går op for mig at den gren jeg så faktisk er kattens hale ... eller rettere det der er tilbage af halen ... for pels og hud er skrabet fuldstændig af ind til benet. Hvilken gru og ... addrk. Det var ikke noget kønt syn.
Min mand forbliver rolig, mens jeg prøver at få vejrtrækningen og stemmelejet ned igen og han går stille i kælderen. Jeg varskoer min far, hjemmets chauffør og biludlejer, om at han nok skal være dyreambulancefører snart. Jeg øser noget dåsemad op i en skål og i kælderen får vi lokket katten i transportkassen.
Den lille stakkel - hvilket syn. Der er næsten ikke noget hale med pels på. Bare en tynd blodig stump.
Dyrlægen blev kontaktet og vi kunne komme til knap en time efter komme til.
Den mellemliggende tid går vi rundt indendøre, som udendøre og prøver at finde ud af hvor ulykken er sket ... men vi kan intet finde. Kun nogle blodspor inde i huset, der hvor han har forsøgt at gemme sig. Men ingen steder hvor halen kan have siddet fast ... alt for godt fast.
Vi har været hos dyrlægen nu.
Kræet er stadig nede hos dyrlægen og skal have amputeret halen her i eftermiddag. Problemet er om der er nok halestump, for skal dyrlægen for tæt på bagkroppen, så kan det skade nerverne til bagbenene og så er det slut for Sofus ... og det vil mine to piger blive meget kede af.
Så nu må vi se hvordan det ender for mutantkatten Sofus ... og jeg vil længe undre mig over hvor han har siddet så godt fast at al pels og hud kan blive trukket af ... hmmmm???
Efter nogle produktive nattetimer gik jeg i seng ved 3-tiden. Jeg fik dog ikke lov at sove længe før jeg kunne hører hvordan der vist var blevet fanget en fugl uden for. Det har jeg kunne hører før om natten. Jeg vendte mig i sengen og prøvede at sove videre, men lyden kom tættere på ... det lød godt nok lidt højt ... indtil jeg kunne registrerer at lyden ikke kom fra det åbne vindue, men fra døren til soveværelse.
Så fik jeg åbnet øjnene og synet der mødte mig var Sofus der havde et godt fast bid om skulder og hals på ikke mindre end en skade. Skaden bevægede sig lidt og skræppede - det der skulle blive dens sidste skræppelyde. Så bed Sofus til og den var død.
Jeg kom godt nok hurtig ud af sengen og så begyndte besværet med at finde noget man kunne tage fuglen med ... når det altså var lykkedes at lokke den fra kræet.
Det lykkedes til sidst, fuglen blev skovlet op på en pizzabakke fra gårsdagens måltid og fugl samt kat blev smidt i haven.
Her kunne jeg så underholde mig med at se hvordan Sofus som en anden killing prøvede at lege med sin fangst. Det så ret komisk ud eftersom at der er væsentlig forskel på at lege med en f.eks. lille mus og så en stor skade.
Hele familien var efterhånden vågnet. Min mand og jeg fik nu nogle timers mere søvn, mens pigerne valgte at blive oppe.
Det var den morgenvækning og endnu nogle makabre kattebilleder blev taget.
Så er onsdagen godt begyndt og jeg sidder og varmer op til at skrive flere noter til min opgave.
Vejret er OK. Solen skinner fra en let diset himmel. Hoveddøren står åben, så man kan høre fuglesang (blandet med lidt bilstøj) og kattene render rundt og er fjollede. I sær Sofus farer frem og tilbage mellem stuen og haven. Gad vide om han kommer slæbende med et egern igen?
For 14 dage siden, lige inden jeg skulle ud af døren og på arbjede, så kunne jeg høre kattelemmen åbne og lukke og derefter nogle hylende pibelyde. Jeg troede at nu havde en af kattene fanget en fugl. Jeg gik ned i kælderen. Min mand havde også rejst sig fra kontoret og kom modsat fra kældergangen. Her kunne vi så begge se at Sofus havde fanget et levende ungt egern som han havde i munden.
Vi fik ret travlt med at prøve at fange katten - uden at den slap egernet eller så vi kunne fange egernet samtidig med. Vi ville jo nødig have det lille kræ til at gemme sig i vores kælder.
Jeg forsøgte at fange dem begge under en vasketøjskurv, men da min mand tog fat i kraven på katten slap egernet alligevel fri. Det sidste sted vi så den var under kældertrappen op til stueplan.
Så måtte vi ellers af med katten og derefter på jagt efter egernet. Vi fandt det til sidst. Det trykkede sig bag en kasse i et hjørne. Det lykkedes os at få den skubbet ud med et kosteskaft og derefter løb den ud af den åbne kælderdør og vi så den forsvinde over hegnet til naboen.
Så det kan være spændende at have kat ... især når den selv tager "take away" med hjem.
Og nu er jeg vist varmet rigeligt op til dagens projektarbejde.
Jeg vil takke dig for livet i al sin almindelighed.
Det er dig der skaber ”drivet” og tryg- og kærlighed.
Hvis jeg er ufuldkommen, så gør du hver dag til en begivenhed.
Viggo Klausen fra sangen "Hverdagsrock" (egen oversættelse fra norsk)
At huske penalhuset, at lade være med at smide tøj og sko på gulvet der hvor man står og at pakke svømmetøjet ud - det har yngste datter svært ved at huske. Men mærkedage, det er hun rigtig god til.
Windsurfer syd for Bornholm.
Det blev 
Jeg har jo godt vidst det. Med fire katte i husstanden, så er sandsynligheden det større for at en af dem mister livet. Ja, de gør det jo på et eller andet tidspunkt, men med trafikerede veje i nabolaget, så er risikoen endnu større.
Lige nu kunne jeg godt blive omvendt til kattehader ... bare for en stund.
Der er også bladret i en af de to bøger jeg har købt i denne uge: "Rhetorics of Display" red. af Lawrnce J. Perelli og "Defining Visual Rhetorics" red. af Hill og Helmers. Egentlig vanvittigt af mig at købe dem nu for jeg har jo ikke tid til at læse i dem. Jeg skal bruge krudtet på specialet ... men, men ... jeg kan vel bladre lidt i den i og så sætte den på hylden til tiden når det er lysten og ikke det aktuelle fag, der skal bestemme hvad jeg skal læse af faglitteratur.
I den forgangne uge har jeg læst 
Sofus har en varm plads på et tæppe i vindueskarmen inde i stuen, hvor solen skinner fra formiddag til hen over middag. Det er garanteret dejlig varmt. Buster holder sig til kontoret på nordsiden af huset, men kurven står lige ved siden af radiatoren, så der er også lunt ... og så er der selskab af mennesker det meste af dagen.
I nogle af læsepauserne er hænderne blevet brugt på at hækle. Det hjælper mig med at koble af. Jeg skal bare passe på at jeg ikke bliver for grebet og laver pausen for lang.
I eftermiddag opdagede jeg at der i kurven med garn lå et påbegyndt hækletøj helt nederst. Det havde jeg helt glemt. Det er endnu et sjal. Det er allerede ret langt, men det skal være stort, så der er lige et par nøgler mere der skal hækles.
Vi havde parkeret lidt der fra og da jeg kom tilbage til bilen opdagede jeg at den blomst jeg havde købt til Dana, den stod stadig i bilen. Jeg var åbenbart så optaget af at skulle se katte at jeg havde glemt min lille værtindegave i bilen. Så kære Dana, du må nøjes med dette billede og mine gode intentioner. Denne gang.
Sigurd Keramik - saltglasert
